Gnisten til den franske revolution sprang i Grenoble, men ellers var hovedstaden i Isère mest en søvnig udkantsby indtil midten af 1800-tallet, hvor Savoyen blev en del af Frankrig. Siden er det gået stærkt. I dag er Grenoble et livligt centrum for kunst, kultur og videnskabelig forskning, og det er også en ung by – med et internationalt anerkendt teknisk universitet og god gang i caféer og udendørs aktiviteter.
Den bedste introduktion til Grenoble får man ved at forlade centrum. Fra sit udgangspunkt i Jardin de Ville svæver Le téléphérique Grenoble-Bastille hen over Isére-floden, tæt forbi Musée Dauphinois og 263 højdemeter op til det, der en gang var en vigtig fæstning på grænsen mellem Frankrig og Savoyen. Her fra kanten af Chartreuse-massivet er der en vidunderlig udsigt over byen, der spreder sig ud i en flad floddal, og på den anden side tårner Vercors og Belledonne massiverne sig op. Solen skinner, og Mont Blanc og hundredevis af andre sneklædte toppe står klart mod den blå himmel.
Jeg har taget turen sammen med Raphaëlle Leclerc fra Agence Grenoble Alpes. Det er en almindelig torsdag i marts, og her er en del mennesker. Soldater i camouflageuniformer vogter indgangen til Musée des Troupes de Montagne, børnefamilier leger, og en flok lycraklædte franske herrer i deres bedste alder puster og tørrer sved af pander og isser.
“De er nok cyklet herop,” siger Raphaëlle. “Vi Grenoblois tager til Bastille-området og Chartreuse-massivet for at vandre, klatre, køre mountainbike, danse, lave yoga, prøve via ferrata eller ziplines – eller bare for at slappe af, få en drink eller spise en god middag. Det er vores mest populære udflugtsmål.”
DER ER ELLERS MASSER af grønne pletter i selve byen under os. Langt nede til venstre udpeger Raphaëlle en stor park med et kantet sportspalads opført til ishockeykampene i 1968, da Grenoble var vært for vinter-OL. Lige ved siden af kan vi skimte en skålformet betonkonstruktion til den evige flamme. Tæt på står et karakteristisk tårn, også af beton, men meget ældre.
“Tour Perret er det første tårn i verden, der er bygget at beton. Det blev opført i 1925 til en international udstilling, der promoverede Grenoble som hovedstad for vandkraft – det hvide kul – og turisme. De to områder har siden været vigtige for Grenobles økonomiske udvikling.”
Centrum af byen springer vi let hen over, for den skal vi gennemtrawle senere. Fingeren peger et par kilometer længere ud til højre, hvor floderne Drac og Isère mødes og danner en halvø fyldt med store, lave moderne bygninger. Det er Polygone Scientifique, Grenobles svar på Silicon Valley, fortæller Raphaëlle. I alt er der 14 nationale og internationale forskningscentre med over 25.000 ansatte i Grenoble, og hertil kommer 65.000 studerende på Université Grenoble-Alpes, der er et af verdens førende tekniske universiteter. Det betyder, at en stor del af de cirka 550.000 indbyggere i Grenoble og omegn arbejder med videnskab og ny teknologi.
En cirkelrund bygning springer i øjnene. Jeg får at vide, at den tilhører Den Europæiske Synkrotrons-strålingsfacilitet ESRF og rummer en én-vejs accelerator, der er en slags lillebror til den berømte to-vejs accelerator hos CERN i Genève. Synkrotronen skaber ekstremt klart lys ved at hvirvle elektroner rundt ved næsten lysets hastighed, og hvert år får cirka 8.000 forskere fra 22 samarbejdslande – inkl. Danmark – adgang til at bruge synkrotronen i deres videnskabelige arbejde. Senere læser jeg mig til, at det ved hjælp af synkrotronen f.eks. er lykkedes at scanne 200 millioner år gamle dinosaur-æg og dechifrere papyrusruller, der blev forkullede ved Vesuvs udbrud i år 79.
EFTER EN ORANGINA med udsigt hopper vi på svævebanen igen, og så er det tid til at kigge på den gamle by. Vi stikker gennem Rue Bressieux, hvor porten til Garage Hélicoïdal heldigvis er åben. Mens en bil kører ud, smutter vi ind i det, der viser sig at være en imponerende katedral af et art deco parkeringshus, opført af armeret beton kort før Anden Verdenskrig.
“Der er masser af materialer til beton i bjergene, så vi har mange betonbygninger,” siger Raphaëlle. “Parkeringshuset er så unikt, at turistkontoret laver guidede ture hertil, og der er rift om de 225 p-pladser i den smukke bygning.”
Vi ser resterne af den gamle bymur, der dækkede et ret lille område på cirka ni hektar. “Grenoble har været en lille, søvnig udkants- og fæstningsby op gennem det meste af historien. Men det ændrede sig efter den omstridte folkeafstemning i 1860, hvor Savoyen kom endeligt tilbage til Frankrig,” fortæller Raphaëlle.
“Med Savoyen fik Grenoble et stort opland og blev et centrum for handel, håndværk og industri. Vi var bl.a. kendt som byen med 200 handskemagere, den største og mest berømte var Lesdiguières, der lavede handsker af gedeskind og blandt andet havde eksport til England, USA og Rusland. Der kom penge til byen, og de velhavende købmænd og industrialister kappedes om at opføre de flotteste bygninger,” siger han, mens vi går igennem Rue de la République og drejer ned af Rue Lafayette. Datidens arkitekter og skulptører fik virkelig lov til at lege, her er et væld af stilarter, og prægtige dekorationer med blomsterranker, søjler, ansigter og alskens dekorationer. En gade længere nede ligger Les Halles Ste. Claire, en markedshal fra 1874. “Læg mærke til trappen op til indgangen,” siger Rapha-ëlle. “Grenoble har altid haft mange oversvømmelser, alene gennem middelalderen kender man til over 200 af slagsen. Kort inden hallen blev opført, havde vi haft en kæmpestor oversvømmelse, så man ville sikre sig, at vandet ikke nåede op til markedsboderne.”
LIDT EFTER KOMMER VI til domkirken, der mærkeligt nok har en næsten lige så stor kirke som nabo. “I folkemunde hedder det, at biskoppen var træt af, at han hele tiden skulle holde messer, og at der kom så mange almindelige mennesker i hans fine kirke. Så folk fik en anden kirke til daglig brug. Men man skal også huske, at Grenoble i mange år var en by med to herrer, biskoppen og dauphinen, så den sande historie er nok, at de ville have hver deres kirke,” siger Raphaëlle.
Foran domkirken er der et lille plateau med hvide sten. Her var der tidligere et dåbskapel. I brolægningen tæt ved er der nedfældet en lille rund bronzeplakette med inskriptionen Cularo, som er Grenobles oprindelige keltiske navn. “Cularo betyder sandsynligvis græskarmark,” forklarer Raphaëlle. “Navnet peger på, at dalen er meget frodig, blandt andet på grund af floderne og de hyppige oversvømmelser. I slutningen af 300-tallet blev byen omdøbt til Gratianopolis, opkaldt efter den romerske kejser Gratian. Det noget besværlige navn er senere blevet forvansket til Grenoble.”
Vi går tilbage mod floden, forbi en kæmpe bygning, der er under renovering, men hvis prægtige renæssancefacade er vist på et klæ-de. Det er den gamle parlamentsbygning, der var var sæde for dauphinatets parlament, et af de 13 parlamenter i Frankrig, indtil revolutionen lavede om på styret. Det var også her, gnisten til den franske revolution sprang allerede lidt over et år før stormen på Bastillen. Krisen kradsede, og samtidig forhøjede den franske konge skatterne, og det var man ikke imponeret over her langt fra Paris.
I juni 1788 mødtes rebelske parlamentsmedlemmer i Grenoble og protesterede, og den 7. juni blev den franske hær sat ind for at lukke parlamentet. Lokale mænd og kvinder bevæbnede sig med sten, kæppe, køller og økser og gik til modangreb, der førte til nogle kæmpe slag, hvor borgerne blandt andet kravlede op på tagene og kylede tagsten ned på soldaterne. Derfor hedder kaldes dagen også Journée des Tuiles. Det lykkedes folket at få slået hæren tilbage, og der blev festet og sunget “længe leve parlamentet” hele natten. Men freden var skrøbelig, og få dage efter blev parlamentsmedlemmerne tvunget til at flygte. Det skal jeg høre mere om næste dag – nu står den på anden kræs til sanserne.
LE MUSÉE DE GRENOBLE blev grundlagt i slutningen af 1700-tallet og er fyldt med kunst fra antikken til nutiden. I dag har samlingen til huse i en moderne bygning, der er tegnet af lokale arkitekter og placeret oven på en 3-etagers parkeringskælder, der kan absorbere vandet fra Isères oversvømmelser. Jeg får lov til at gå rundt alene og koncentrerer mig primært om den nyere del med værker af Picasso, Derain, Matisse, Gauguin, Chagall og Bonnard. Der er også en enkelt Jorn fra noget, der må have været en mørk periode. En fin samling, og hverken for meget eller for lidt.
Da jeg hurtigt trasker igennem salene med ældre kunst, mest kæmpestore 1700- og 1800-tals malerier, ser jeg til min forbløffelse et lille maleri fra Tyrkiet af Harald Jerichau. En dansker, vi næsten ikke kender i hjemlandet. Han forlod Danmark allerede som 17-årig og døde i Rom som kun 26-årig. Hvorfor i alverden er der et værk af ham her? Men det giver måske mening. Den unge Jerichau var ud af en kendt kunstnerfamilie og blev udlært i Rom hos den franske landskabsmaler Achille Benouville. Derefter slog han sig – sammen med sin jævnaldrende hustru – ned i Konstantinopel, hvor han malede orientalske landskaber og havde en vis succes med det. Desværre mistede parret deres første barn i 1876, og for at flygte fra sorgen tog de til Syditalien, hvor de havde en alt for kort lykkelig tid, inden hun fik tyfus, fødte deres andet barn for tidligt og også døde. En dybt nedbøjet Jerichau flyttede til Rom, hvor han knap to år senere også selv døde af tyfus. Kort inden nåede han at færdiggøre et stort maleri, der var bestilt af brygger J.C. Jacobsen og i dag hænger på SMK. Det skulle blive hans hovedværk. Men ellers slog Jerichaus fremmede motivkreds aldrig rigtigt igennem i den danske kunstverden. Måske falder et maleri som “Rejsende holder hvil på vejen til Sardes” mere i fransk smag. I hvert fald har maleriet nok forladt Danmark for altid, efter det blev solgt til en privatperson på auktion i 2018. Det blev nemlig doneret af “La Société des amis du musée de Grenoble” så sent som i 2020.
I GRENOBLE ER DER festivaler året rundt, elektronisk musik, film, litteratur, street art og meget mere. Her i marts står den på “Détours de Babel”, en musikfestival der byder på alt fra barokensembler til bulgarsk og malinesisk folkemusik, og jeg har fået en billet til aftenens koncert med Ann O’aro Trio.
Efter at have sprunget for livet mellem cyklerne på en dobbeltrettet cykelsti, hopper jeg ind i en sporvogn til spillestedet “La Source”. Her får jeg en meget kort snak med Pierre-Henri Frappat, der er en af lederne af festivalen, inden koncerten begynder. Han fortæller, at Ann O’aro er fra La Réunion og på vej til at blive et stort navn i Frankrig. Trioen spiller maloya musik, der har sine rødder i de rytmer, øens slaver brugte i rituelle sammenhænge, men som også inddrager genrer som rock, reggae og jazz og slam poetry.
Ann O’aro viser sig at være inciterende og yderst melankolsk. Ikke at jeg forstår meget af sangene, der er på kreolsk og nogle gange nærmest bliver messet frem. Annonceringen er dog på fransk, og jeg kan forstå, at sangene handler om stærke følelser, alkoholmisbrug, seksuel vold og incest, som der tilsyneladende er lidt rigeligt af på Le Réunion. Smerten lyser ud af ansigtet på sangeren, der den første time nærmest står limet til mikrofonen. Derefter kommer der mere gang i festen. Ann O’aro annoncerer med et lumsk smil, at nu går vi fra incest til convivialité, hun smider skjorten og begynder at svinge rundt. De næste sange handler om orgasme, trommeslageren går amok, og klapsalverne vil ingen ende tage. Men det gør min energi, så jeg lusker ud og finder en sporvogn hjem til hotellet.
NÆSTE MORGEN ER DET TID til at få styr på, hvad der skete, efter parlamentsmedlemmerne var flygtet fra Grenoble. Det kræver en tur 18 km sydpå til Château de Vizille, et kæmpe renæssanceslot, der var et af de vigtigste i Dauphinatet. I dag er slottet i offentligt eje og huser “Musée de la Révolution Française”, det eneste museum i Frankrig, der fortæller historien om den franske revolution fra A-Z. Slottets administrator, Pierre-Sébastien Burnichon, giver os en rundvisning og fortæller, at slottet i 1788 var ejet af en meget liberal indstillet greve.
“Greven inviterede parlamentsmedlemmerne og repræsentanter for de tre stænder til et møde, og den 21. juli 1788 mødtes omkring 500 mænd i slottets Jeu de Paume og forlangte en ny politisk orden. Det lykkedes dem faktisk at få gennemført, at den franske stat ikke længere kunne opkræve vilkårlige skatter eller foretage vilkårlige arrestationer.”
Vi går op ad en moderne betontrappe, og Pierre-Sébastien fortæller, at det har krævet en omfattende renovering at få det gamle slot til at fungere som museum. Samlingen omfatter malerier, skulpturer, miniaturer og andre genstande fra revolutionstiden til Napoléons magtovertagelse, og man har lagt vægt på at vise revolutionen gennem øjne på kunstnere, der både er for og imod revolutionen. Det ses nemt i rummene med store malerier. Smukke ulykkelige adelige kvinder på vej til Madame Guillotine, hæslige adelige i fængsel, grusomme revolutionære – eller heltemodige samme, Marat i badet, Robespierre på talerstolen. Danton, Mirabeau … jeg genkender mange af billederne fra historiebøgerne. “Revolutionen var en langstrakt affære, og der var næsten ingen af de berømte revolutionære, der overlevede. Som det hedder: den franske revolution spiser sine egne børn;” siger Pierre-Sébastien.
VI FINDER EN SMUTVEJ ud og nærmest svæver ned til parken via en kæmpe trappe. Parken er 100 hektar stor, og Pierre-Sébastien vil gerne vise det meste, så han henter sin bil. Første stop er en stram fransk barokhave, hvor flittige gartnere er i gang med at beskære roser. Pierre-Sébastien fortæller, at der er syv gartnere og 25 ansatte på slottet.
En citronsommerfugl kommer flaksende, der er svaner og ænder i søen, og vi hører lyden af børn på en legeplads. Jeg får at vide, at parken er et næsten lige så yndet udflugtsmål som La Bastillel. Lige som på selve slottet er der gratis adgang, og mange lokale kommer for at gå en tur, hygge sig eller køle af under et træ på en varm sommerdag. Vi kører videre, og fra den franske barok ud i en blid engelsk landskabshave, og kommer også ind i den del, der er lukket for publikum, fordi her er en rig bestand af hjorte, der viser sig at være helt ligeglade med, at bilen kører tæt forbi.
Vi runder af med en god frokost på slottets restaurant, Le Floréal, og så er det tid til at sige farvel til Grenoble. En by, hvor man kan opleve utroligt meget på et døgn, hvis man pisker rundt som i en cyklotron. Når jeg får samlet energi til det, vil jeg gerne tilbage for at nyde det hele i roligere tempo.
La France var inviteret til Grenoble af Agence Grenoble Alpes. Læs mere på www.grenoble-tourisme.com
