Cosquer-museet i Marseille: Den store elevator, vi kommer ind i, er som en dykkerklokke med ovale duggede ruder og dybdemålere. Vi gør klar til at dykke, lyder det i høretelefonerne. Det suser i maven, føler vi; det går nedad, og vi får at vide, at vi nu er nede på 37 meter under havets overflade. Illusionen fungerer.
Sådan indledes besøget på Cosquer Méditerannée-museet i Marseille, middelhavsbyen i det sydlige Frankrig. Museet ligger smukt yderst på havnefronten i Le Vieux Port, den gamle havn. Efter “nedturen” kommer vi ombord i en sekspersoners båd eller vogn, der minder om “baljerne i Tivoli”, og den fører os ind i grottens mørke. Da der kommer lys, ser vi orange og gule stalaktitter og stalagmitter, senere blålige drypsten og et landskab af kuperede okker- og kobberfarvede vægge og lofter. Vognen vender og drejer, snart kører den snart stopper den ved et af hulemalerierne, samtidig med at vi i høretelefonen får forklaret, hvad det er, vi ser. Det er åndeløst spændende.
Den første overraskelse viser sig på en grottevæg. Et urmenneske, homo sapiens, har tegnet sin hånd i negativ, ved at male rundt omkring den med trækul. Flere hænder dukker op og senere billeder af heste, pingviner, sæler og urokser.
“Idéen er, at folk skal opleve grotten på samme måde, som dykkeren Cosquer gjorde i 1991, da han opdagede malerierne i grotten,” fortæller Frédéric Prade, direktør for Cosquer museet, da vi interviewer ham lidt senere.
HISTORIEN OM LA GROTTE COSQUER går tilbage til 1985. Her opdager den professionelle dykker og dykkerinstruktør Henri Cosquer en øjeformet åbning i den lodrette klippe 37 meter under havets overflade ved Cap Morgiou mellem Marseille og Cassis. Den ligger ved en af de berømte Calanquer, de smukke små fjorde, der her skærer sig ind den lysende kalkstenskyst.
Strengt taget har han tidligere bemærket stedet, men han har aldrig taget sig tid til at udforske det yderligere. Det gør han så en dag i september, hvor han opdager, at åbningen fører ind til en meget lang tunnel. Dens bund er dækket af et tykt lag sediment, og den er så smal, at kun en enkelt forkert bevægelse med svømmefødderne er nok til, at man fuldstændig mister orienteringen. Læg hertil at der er bælgmørkt i tunnelen, som viser sig at være 120 meter lang, og den stiger svagt opad. Efter yderligere udforskning fordelt over et par uger når Cosquer frem til en katedralagtig grotte, hvor han igen er oppe over vandoverfladen, og hvor han kan trække vejret uden iltapparatet.
Hvad Cosquer har fundet er et enormt rum, som indeholder en veritabel skov af fantastiske drypstensformationer – stalaktitter og stalagmitter – i røde, gule, orange og brune nuancer. Det er intet mindre end et geologisk vidunder, der har åbenbaret sig for dykkeren. Cosquer oplever på sit næste besøg, at hans ensomme forehavende er livsfarligt. Mens han er i grotten svigter begge hans medbragte lamper, og kun hans professionalisme og koldblodighed redder ham fra at dø i grotten.
Den oplevelse medfører, at Cosquer dropper den videre udforskning af sin hemmelige grotte de næste fem år. Men sammen med nogle venner og instruktører fra sin dykkerskole genoptager han udforskningen i 1991, og sammen finder de, hvad der skal vise sig at være en vaskeægte arkæologisk sensation: Grotten rummer et skatkammer af fantastiske, forhistoriske hulemalerier. Der er malerier af heste, urokser, hjorte, adskillelige afbildninger af menneskehænder, en bison og – som noget der aldrig er set før – sæler og pingviner. Desuden er der utallige graveringer, som er ristet i klippen med flinteværktøj.
RYGTET OM FUNDET AF GROTTEN med hulemalerier breder sig i dykkermiljøet, og det fører til den tragiske hændelse, at to amatørdykkere mister livet, da de farer vild i tunnelen. Cosquer er selv med til at bjærge de omkomne og ulykken betyder, at han indser, at han må offentliggøre sin opdagelse og inddrage myndighederne i udforskningen.
Han henvender sig derefter til kontoret for Marinearkæologi i Marseille, hvor de først har svært ved at tage ham helt alvorligt: En undersøisk grotte i udkanten af Marseille ved Cap Morgiou udsmykket med originale hulemalerier af bl.a. pingviner med indgang 37 meter under havet bag en 120 lang, undersøisk passage … Hmmm.
De fotos, som Cosquer og hans ledsagere har taget i grotten, overbeviser dem dog efter lidt tid om, at dette skal undersøges, og få uger senere starter den officielle undersøgelse af grotten med et kæmpe udstyrsstykke. I Frankrig findes et særligt skib, L’Archéonaute, der er udrustet til at lave marinearkæologiske undersøgelser. Det bliver selvfølgelig indforskrevet til lejligheden. Det franske frømandskorps stiller med en læge og et specielt dykkerhold, som skal transportere det omfattende belysnings-, film- og fotoudstyr i vand- og tryktætte beholdere. Der skal fremføres strøm til grotten, som tillige skal plomberes, så den sikres imod uautoriseret indtrængen. Der skal også installeres en “Ariadne-tråd” mellem grotten og indgangen, som skal være en slags livline, hvis nogle af dykkerne skulle miste orienteringen.
Det næste problem er, at man skal finde en arkæolog, som er i stand til at bekræfte grottens og urkunstens autenticitet. Det kræver omfattende dykkertræning at kunne gå ned i 37 meters dybde og svømme igennem den lange kanal. Faktisk er der i Frankrig kun én arkæolog, Jean Courtin, som har erfaring med dykning på store dybder. Han er i midten af 50’erne og må gennem et lægetjek, før der bliver givet grønt lys for hans deltagelse.
Da han sammen med Cosquer, efter en noget angstprovokende tur, endelig når frem til grotten med hulemalerierne og kaster sig over studiet af dem, udbryder han henvendt til ham:
“Det er den smukkeste dag i mit liv. Jeg har længe ventet på, at dette ville ske!”
ARKÆOLOGERNE BEKRÆFTER HURTIGT, hvad Cosquer allerede havde gættet: Grunden til at grotten har ligget ubemærket hen i flere årtusinder er, at Middelhavets vandstand er stedet med 120 meter, da isen smeltede efter den sidste istid. Dette betyder, at indgangen til grotten for 20.000 år siden lå 83 meter over havet, og siden jernalderen har den været 37 meter under.
Den første kortlægning viste, at der i grotten findes 46 forskellige håndafbildninger, som alle er lavet på samme måde: Hulemennesket har lagt sin hånd på klippen og har derefter pustet pigmentet (trækul eller manganoxid) på området, således at hånden er tegnet i “negativ”. Mange af fingrene er kortere end naturligt – måske foldet – hvilket arkæologerne har svært ved at forklare. Dateringsundersøgelser ved hjælp af C14- metoden viser, at de ældste af malerierne kan dateres til at være 27.000 år gamle, mens dyrebillederne er mellem 18.500 og 19.000 år. Dette viser, at grotten har været udsmykket over to perioder med mange tusinde års mellemrum. Til gengæld var der, i modsætning til andre nærtliggende grotter, ingen tegn på, at Cosquer-grotten har været brugt til beboelse. Formentlig har den udelukkende været anvendt til rituelle formål af franskmændenes fjerne forfædre.
MONSIEUR FRÉDÉRIC PRADE er en venlig mand i 50’erne, som tager imod i museets store foyer. Han fortæller engageret:
“Jeg har altid arbejdet i turistbranchen, og da jeg så, at der var en stilling ledig som direktør for Cosquer-museet ramte det noget i mig. Jeg har også altid interesseret mig for dykning og dermed også for grotten. Jeg har faktisk som ung haft Cosquer som dykkerinstruktør i 1980 og 1990’erne. Jeg var dybt fascineret af den skønhed, der ligger under havets overflade. Da jeg mødte de mennesker i virksomheden Klébert Rossillon, som havde vundet konkurrencen om at opføre museet, var det et let valg.”
Henri Cosquer havde i næsten 30 år efter han havde opdaget hulemalerierne i 1991 lavet lobbyarbejde for at vise de 500 stykker urtidskunst for den store offentlighed, men at et stort museum skulle se dagens lys, lå ikke umiddelbart i kortene. Frédéric Prade er født i La Ciota tæt på Cassis og ikke langt fra Marseille. Han fortsætter:
“En dag var der en politiker, der fik den oplagte idé, at den store Villa Méditerranée, der blev opført ved Le Vieux Port i forbindelse med, at Marseille i 2013 var europæisk kulturby og nu stort set lå ubrugt hen, kunne bruges til at skabe et museum med en kopi af Cosquers grotte. Man havde også det problem, at selve grotten er truet af havvandsstigningerne, og at den vil gradvist blive tilintetgjort.”
Virksomheden Klébert Rossillon, som Frédéric Prade nu blev ansat i, fik opgaven som en privat interessent og finansierede omkostningerne på 27 mio. euro, godt 202 mio. danske kroner, bortset fra et bidrag på 9 mio. euro fra regionen PACA, Provence-Alpes-Côte d’Azur. Aftalen, der løber i 25 år, indebar også, at regionen skulle klargøre huset, som havde problemer med indtrængende vand.
Frédéric Prade viser os hen til montrer, der fortæller om den mere tekniske side af museets tilblivelse:
“For at bygge museet skulle der først laves en fuldstændig kopi af grotten. Registreringsarbejdet udført med den nyeste laser-scanningsteknik, som specialist-arkæologer med de nødvendige dykkerkompetencer stod for, var meget krævende og varede over to år. Da det var færdigt, stillede staten, som ejer grotten, alle disse data til rådighed for os, og vi kunne lave en 360 graders 3D model af grotten i HD. Med 3D modellen kunne vi med Virtual Reality-masker bevæge os rundt i grotten og studere detaljerne.”
ALT MATERIALET BLEV overgivet til de virksomheder, som skulle bygge kopien i beton og særlige polymerer. Nogle elementer, som ikke rummede malerier eller graveringer, blev fremstillet rundt omkring i Frankrig, men alle de dele, der indeholdt malerier, blev lavet på museet af specialister. Alle delene blev senere samlet i museet på et stålskelet.
Frédéric Prade tager arme og hænder i brug, da han skal forklare det komplekse projekt. “Da grottens omfang er større end den plads, vi har i bygningen, måtte vi gøre to ting. For det første måtte vi reducere grottens størrelse med en faktor .096 – dvs at det, man ser i museet, er formindsket med ca. en tiendedel. For det andet passede grottens grundplan på 2300 m2 ikke med bygningens 1750 m2. Derfor måtte vi tilpasse placeringen af grottens forskellige dele uden at autenticiteten gik tabt. Selve opførelsen af kopien og samlingen af delene tog 18 måneder, hvor vi arbejdede under konstant tidspres.”
Prade understreger, at uden de nyeste teknologier til at scanne og lave 3D-modeller og databaser kunne de ikke have lavet kopien med denne nøjagtighed: “Det er jo ikke muligt at studere originalen, når den skal kopieres. For 10-15 år siden havde dette projekt ikke kunnet lade sig gennemføre.”
Faktisk har en stor del af grotten befundet sig under vandet i tusindvis af år, blandt andet den store, 15 meter dybe “brønd”:
“Vi har ingen som helst idé om, hvilke udsmykninger, der har været her. Alt er væk som følge af vandet, korallerne og aflejringerne. Det eneste sted, der ikke er undersøgt videnskabeligt, er grottens bund, som er dækket af et tre mm tykt calcit-lag (kalkspat). Man mener, at der under dette lag gemmer sig mange interessante ting, så som genstande, flinter m.v. Men arkæologerne vil ikke ødelægge dette calcit-lag, og i de kommende år vil man forsøge at scanne laget for finde ud af hvad, der gemmer sig her.”
VI ER NU PÅ VORES VEJ gennem museet sammen med Frédéric Prade nået til galleriet på 2. sal, hvor de forhistoriske dyr er genskabt i naturlig størrelse, hvilket for urokser og hjorte næsten vil sige dobbelt størrelse af de dyr, vi kender i dag:
“Vi satser også på at skabe faciliteter for skolebørnene, som på flere niveauer har undervisning i forhistoriske forhold, hvor Cosquer-grotten indgår som pensum. ”
“Vores visioner med dette store projekt er at vise den størst mulige offentlighed noget, som aldrig før havde været vist, og som man aldrig ville kunne komme til at opleve i virkeligheden. Siden åbningen i juni 2022 har der været en stor tilstrømning, og i september 2023 vil vi passere 1 mio. besøgende. Samtidig vil vi gerne bevare en kopi af grotten, sådan som den så ud i 2018-2020, fordi den er truet af stigende vandstand. Det er vigtigt, at franske skolebørn bliver bevidste om konsekvenserne af havvandstigningen.”
Og som et kuriosum fortæller Frédéric Prade: “Folk i Marseille brød sig ikke om Villa Méditerranée under kulturby 2013 og de kaldte den “kasketten”, “kapselåbneren” eller “hæftemaskinen”. Den var konstant ikke-tilgængelig for den store offentlighed på trods af, at den havde kostet omkring 100 mio. euro. Så da vi kunne indrette et museum, der blev populært, var alle glade. Henri Cosquer er også meget tilfreds med resultater, men han er lidt træt, fordi vi hele tiden skal spørge ham til råds. Han siger humoristisk: “Jeg har et lille skur i Marseille. Mit navn står uden på!””
• Arealet for den rekonstruerede grotte er 1700 m2.
• Der er 44 “både”/vogne med plads til 6 pers. i hver til at køre rundt i kopien af grotten.
• Bådene sendes afsted med 48 sekunders intervaller, og hastighed er 0,377 km/t.
• Rutens længde er 220 meter, varigheden af turen er 35 min.
• 13 modeller af naturtro fortidsdyr er udstillet i galleriet på 2. sal.
