Det var i den lille landsby Pont-Aven i Bretagne, at Paul Gauguin udviklede syntesismen og lagde grunden til moderne kunst.
En julidag i 1886 ankom postvognen til landsbyen Pont-Aven på Bretagnes sydkyst. Ud steg en høj, mørk mand. Han havde rejst i 13 timer fra Paris og indlogerede sig straks på den lille uanseelige pension Gloanec.
Manden hed Paul Gauguin. Han vidste det endnu ikke selv, men denne dag i 1886 skulle på mange måder blive første dag for fremtidens moderne kunst. Det var her, i denne lille by, at Paul Gauguin (1848-1903) skulle revolutionere maleriet og lægge grunden til det, vi i dag kalder moderne kunst.
I dag er Pont-Aven en af Bretagnes mest efterstræbte perler. I læ for blæsten langs de forrevne klippekyster ligger den lille by en kende inde i landet, ved Avenflodens rolige løb mod Atlanterhavet. Luften er mild og skarp, salt og landlig på én gang. Kondenseret lys flyder blidt og blændende gennem de smalle gader, hvor kunstgallerierne ligger side om side for at erindre om arven efter Gauguin.
Kunstnere var der allerede flere af i Pont-Aven, da han kom til Bretagne den julidag for 135 år siden. Amerikanske malere med Robert Wylie i spidsen tiltrak impressionister fra andre lande. Også C.F. Krøyer havde skiftet lyset i Skagen ud med Pont-Aven. Gauguin havde vel hørt om den lille bretonske by takket være malerne, men det, han var på jagt efter, var ikke så meget kolleger som autentisk atmosfære og især billig forplejning.
For i 1886 var hans første liv som succesrig børsmægler og ægteskabet med Mette Gad (1850-1920) slut. Gauguin var ruineret og Mette rejst hjem til København med de fem børn, som Gauguin aldrig skulle se igen. Alligevel skrev han til Mette fra Bretagne:
“Min kære Mette. Jeg har omsider fundet pengene til min rejse til Bretagne, og nu lever jeg på kredit. Mine malerier skaber store diskussioner, og jeg må sige, at jeg bliver ret godt modtaget af amerikanerne. Men jeg har også gjort store fremskridt, og du ville næppe genkende mine billeder”.
EFTER GAUGUINS DØD er det især billederne fra Tahiti og Markiseøerne, som er blevet kendt verden over. Men hans karakteristiske stil blev grundlagt i Pont-Aven. Gauguin blev hurtigt midtpunkt i gruppen af bohemer og malere, som tilbragte dagene med at male og aftenerne med lidenskabelige diskussioner om kunst.
Fjenden var impressionismen. Som alle unge kunstnere ville de gøre op med den foregående generation. Gauguin og hans tilhængere holdt op med at male efter model ude i naturen for i stedet at male efter hukommelsen. Farverne blev stærke og brugtes ikke længere naturalistisk til at gengive virkeligheden. De blev lagt på lærredet i store flader, og alle former understregedes af en karakteristisk sort kontur.
Det, der sker i Pont-Aven, er første skridt på vejen mod den moderne kunst. For første gang bryder man med naturalismen og gengivelsen af virkeligheden. I stedet for at male virkeligheden vil Gauguin og hans venner male idéen om virkeligheden. De er med til at udvikle symbolismen. De bryder med hele den tradition, som har kendetegnet europæisk kunst siden renæssancen og vender på mange måder tilbage til middelalderens ikon-lignende udtryk. Slut med at male mennesker i de eksakte proportioner, slut med perspektiv.
SYNTETISMEN, SOM Pont-Aven malernes nye kunst også kaldes, dateres som regel til 1888 og to billeder: Gauguins Vision efter prædiken og Paul Bernards Bretagnekoner på marken. Især Gaugins maleri, som viser Jakobs kamp med englen overværet af en flok bretagnekoner, indeholder syntesen mellem virkelighed og drøm, mellem de meget virkelige Bretagnekoner som lytter til en prædiken og så indholdet af denne prædiken.
Bretagnekonerne er et tilbagevendende motiv for malerne omkring Gauguin. Det gælder også J.F. Willumsen, som kom til Pont-Aven i løbet af sommeren 1890, og hvis Gående Bretagnekoner er med på udstillingen i Quimper sammen med tre billeder af Mogens Ballin.
Malerne malede det, de så: Bretagnes voldsomme natur, den dæmoniske sortblå himmel og de forrevne klipperester langs kysten. Kirkernes granitgrå strenghed spejder ud over havet, som ubønhørligt dømmer over liv og død og kræver sit skålpund kød til gengæld for fisk og handel.
Pont-Aven-skolen kunne aldrig være opstået andre steder end i Bretagne, der på en måde i sig selv er syntetisk, drøm og virkelighed på én gang. Gamle legender og keltiske sagn levede stærkt i den lokale kultur, og samtidig spillede den katolske tro en afgørende og helt naturlig rolle i hverdagen. Lokalbefolkningen havde dengang en næsten oprindelig og barnlig indgang til religionen, og det påvirkede kunstnerne.
ET EKSEMPEL ER Den gule Kristus, et af Gauguins mest kendte malerier, som er inspireret af Kristusfiguren i det lille Tremalo-kapel nogle kilometer uden for Pont-Aven. Kapellet var sammen med Kærlighedsskoven – Le Bois d’Amour – et hyppigt udflugtsmål for malerne.
Selv om kapellet er bygget i 1600-tallet, har noget af den tidligste kristendom ætset sig ind i atmosfæren, som om djævlen selv lå på lur bag de asymetriske buer, der deler kirkerummet i tre. På en frise af relieffer under loftet ses forvredne skikkelser i groteske stillinger med grimasserende ansigter – en løftet pegefinger mod synd og vanlevned.
Medmindre de obskøne figurer er djævelens eget værk. For Den Onde er aldrig langt væk i Bretagne. Stærk tro og lige så stærk overtro lever side om side, og legender med rod i hedenske keltiske sagn er med til at holde liv i troldkunster og djævelskab.
Det var dette Bretagne, som fængslede Gauguin. Om et andet religiøst billede, Den grønne Kristus, skriver Gauguin selv, at “jeg tror, jeg med disse figurer har opnået en stor landlig og overtroisk enkelhed”.
PONT-AVEN-SKOLENS malerier vrimler, ud over bretagnekonerne, med engle og kors, kirker og kristusfigurer, og flere af malerne blev grebet af den katolske mysticisme, de mødte. Den danske jøde, Mogens Ballin, lod sig omvende til katolicismen. Han blev senere en frontfigur i den danske symbolisme omkring tidsskriftet Taarnet. J.F. Willumsen nøjedes med at tage den nye malerkunst med sig hjem fra mødet med Bretagne og Gauguin.
Pont-Aven-skolen var forløberen for det, som ti år senere blev til ekspressionismen i dansk malerkunst. Willumsens breve fortæller, at han var i gang med at male nogle bretagnekoner, da han faldt i snak med Gauguin, og de tilbragte dagen sammen. Senere besøgte han Gauguin, og de byttede værker. Gauguin fik et af Willumsens Bretagne-malerier, og som gengæld forærede han Willumsen en træ-skulptur, som i dan findes på Willumsenmuseet i Frederikssund.
Willumsen var utrolig optaget af den franske maler, og Gauguin skrev på et tidspunkt til Willumsen: “Det er rigtigt, når De skriver, at vi er lidt i familie med hinanden”. Gauguin sagde, at de begge prioriterede kunsten som det vigtigste i livet og fulgte deres kald, uanset omkostningerne.”
EVENTYRET I PONT-AVEN varede stort set ti år, fra 1886 til 1895. I perioder blev der så stort et tilrend af kunstnere, at Gauguin skiftede Pension Gloanec i Pont-Aven ud med den lille flække Le Pouldu helt ude ved kysten, hvor han boede hos Marie Henry. Den første entusiasme randt ud. Gauguin blev uvenner med Emile Bernard, som ellers var med til at grundlægge syntetismen. Og han tabte en retssag mod Marie Henry, som havde beslaglagt en del af hans billeder.
Gauguin trak sig langsomt ud af kunstnerfællesskabet, som en kort tid fortsatte uden ham. Han var træt af Bretagne, han havde brug for nye, eksotiske inspirationskilder. Et første ophold på Tahiti blev en fiasko. Men den 5. juli 1895 steg han på Stillehavsdamperen for aldrig mere at vende tilbage til Frankrig, endsige Pont-Aven. Det sted, hvor malerkunsten, med Gauguins egne ord, vandt “retten til at turde alt”.
