fbpx
Historie

Harkierne – en af Frankrigs dårlige samvittigheder

Mémorial du Camp de Rivesaltes
Mémorial du Camp de Rivesaltes Museet blev åbnet i 2015 af premierminister Manuel Valls i den militærlejr, hvor harkierne var interneret. Det er tænkt som et officielt mindesmærke for de tusinder af mennesker, der som “uønskede” blev spærret inde mod deres vilje i lejren fra 1939 til 1975 af de franske myndigheder. Lejren har huset spanske soldater på flugt fra de sejrende fascister efter den spanske borgerkrig, sigøjnere, tusindvis af udenlandske jøder, som af Vichy-regimet blev sendt til udslettelse i den tyske henrettelsesmaskine under Anden Verdenskrig og til sidst harkierne. Adresse: Avenue Christian Bourquin 66600 Salses-le-Château www.memorialcamprivesaltes.fr

Efter fredsaftalen mellem Frankrig og Algeriet i 1962 var harkierne, der havde arbejdet for franskmændene, fanget i en klemme mellem den algeriske hævntørst over de statsudpegede landsforrædere og foragten for dem i det franske samfund, som i årevis har ignoreret behandlingen af krigsemigranterne fra den tidligere koloni.

Vi står i et mærkeligt afpillet landskab, langt ude på landet for foden af Pyrenæerne. Den nærmeste by hedder Rivesaltes, og det vil sikkert sige kendere af fransk vin noget. Men det er ikke vin, vi er her for. Vi skal besøge et museum, som rummer uhyggelige og skræmmende minder fra de sidste 80 års fransk historie. 

Museet, der åbnede i 2015, er indrettet i en gammel interneringslejr, som også har fungeret som kaserne for den franske hær. Lejren er omkranset af pigtråd, de fleste af barakkerne er faldefærdige, og det blæser koldt på denne forårsdag. Lejren har rummet mange ulykkelige mennesker, og her blev omkring 20.000 harkier interneret efter afslutningen af Algierkrigen i 1962.

Mémorial du Camp de Rivesaltes Museet
Mémorial du Camp de Rivesaltes Museet blev åbnet i 2015 af premierminister Manuel Valls i den militærlejr, hvor harkierne var interneret

Hvis du aldrig har hørt om harkierne (les harkis) i Frankrig, så er der en god grund til det. Harkierne er nemlig en af Den 5. Republiks rigtig dårlige samvittigheder. Som illustration fortæller Abdelkader Goutta om sit ophold i lejren som barn, hvor han boede med sin familie i 15 år:

“Der manglede alt: vand, elektricitet, hygiejne. Vi levede under kummerlige forhold med kulde, rotter og kakerlakker. Jeg forstår det ikke. Min far havde kæmpet i Indokina og siden i Algeriet på fransk side, og så spærrede man os inde. Man gemte os væk, væk. Som om man var bange for, at vi ville sprede en farlig sygdom i Frankrig.”

FOR AT FORSTÅ ÅRSAGEN til det franske ubehag, skal vi først dykke ned i den franske historie. Frankrigs erobring og kolonisering af Algeriet blev først rigtig afsluttet i 1909, og landet var helt frem til 1962 integreret i Frankrig som fire departementer med samme struktur og styring, som det var tilfældet i moderlandet. Det betød, at de ca. 9 millioner muslimske indbyggere af arabisk eller berberisk oprindelse i princippet havde fransk statsborgerskab.

Mémorial du Camp de Rivesaltes Museet
Mémorial du Camp de Rivesaltes Museet

Men omkring 1 million indbyggere, inklusive børn og kvinder skilte sig ud – nemlig harkierne. De støttede på den ene eller den anden måde den franske tilstedeværelse i landet. En del var hjælpesoldater for den franske hær, men endnu flere var beskæftiget med service og administration. Betegnelsen stammer fra ordet harka som betyder bevægelig eller hær-enhed. Efter krigens afslutning bliver “harkis” betegnelsen for alle de indbyggere, som på en eller anden måde havde arbejdet for franskmændene, og de blev derfor opfattet som landsforrædere og behandlet derefter.

Den franske sociolog Pierre Daum beskriver mekanismerne i rekrutteringen under Algierkrigen således: “Det var en måde at overleve på. For at forstå deres engagement hos franskmændene skal man se på den kendsgerning, at landbefolkningen i Algeriet levede med en ekstrem fattigdom, da oprøret startede i 1954. Levevilkårene var meget hårde efter 130 års kolonisering og besættelse, og de blev kun værre under krigen. Det var i denne kontekst, at unge algeriere henvendte sig til den franske hær for at høre om der var et job, så de kunne forsørge deres familier. En anden årsag er, at oprørsstyrkernes meget brutale fremfærd over for visse landsbyer drev dem i armene på franskmændene for at søge beskyttelse.”

Mindehøjtideligheder sted for harkierne
Hvert år den 25. september finder mindehøjtideligheder sted for harkierne og medlemmer af hjælpeformationerne, der døde for Frankrig. Det sker i nærværelse af civile og militære myndigheder, repræsentanter for harkierne og deres familier, samt sammenslutninger af veteraner og krigsofre. Mindedagen blev indført 31. marts 2003 som anerkendelse af ofrene, der tjente Frankrig under den algeriske krig.

DET VAR DERFOR et voldsomt skisma i den nydannede stat i 1962, at en million mennesker blev stemplet som kollaboratø-rer og forrædere, som havde identificeret sig med kolonimagten i stedet for med oprørsbevægelsen FLN. 

Med fredsaftalen i marts 1962 blev det aftalt, at harkierne skulle blive i Algeriet, og at de ikke skulle forfølges. Årsagen var, at præsident de Gaulle ikke ville have dem til Frankrig. Ganske vist havde de haft fransk statsborgerskab, men dette blev ophævet, da Algeriet blev selvstændigt. De blev afvæbnet og efterladt af den franske hær. Det var forbudt og strafbart, hvis franske officerer tog dem med ved evakueringen. 

Den franske stat iværksatte en gigantisk operation for at repatriere franskmænd og andre af europæisk oprindelse – de såkaldte Pieds Noirs. Men harkierne blev overladt til en grum skæbne i hjemlandet. Tusindvis af dem blev massakreret i hævnoperationer, som var iværksat af de nye magthavere i befrielsesfronten. Ofte var der tale om summariske henrettelser uden nogen form for rettergang eller mulighed for at forsvare sig. Der forelægger ingen officielle opgørelse af antallet af torturerede og henrettede, men forskellige harki-foreninger mener, at der var tale om ofre i titusindvis. 

Det lykkedes for et antal harkier at flygte illegalt til Frankrig, men her var velkomsten mindre end hjertelig: I mange tilfælde blev de sendt tilbage til Algeriet, hvor de måtte konfronteres med foragt,

Nogle af interneringslejrene i Sydfrankrig fungerede også som kaserner for den franske hær
Nogle af interneringslejrene i Sydfrankrig fungerede også som kaserner for den franske hær. Lejrene var omkranset af pigtråd og rummede mange ulykkelige mennesker efter afslutningen af krigen i Algeriet i 1962.

tortur, fængsel og i mange tilfælde døden. Nogle franske officerer forsøgte at hjælpe deres tidligere kampfæller til Frankrig, men de var presset af trusler om strenge straffe for overtrædelse af den militære straffelov.

DET LYKKEDES DOG omkring 20.000 harkier at bide sig fast i Frankrig med deres familier og undgå hjemsendelse. De blev placeret i særlige lejre, og den største af dem var lejren i Rivesaltes. Livet i lejrene var utrolig hårdt. Barakkerne var bidende kolde om vinteren og de sanitære forhold under al kritik. Børnene blev forment adgang til de lokale skoler, men blev undervist i særlige skoler i lejrene. 

Historikeren Fatima Besnaci-Lancou, som selv er opvokset i en harki-familie i Rivesaltes, har udgivet flere bøger om sagen. Hun siger om vilkårene i lejren. 

“Det var især kvinderne, der led. Et eksempel på vilkårene er en historie, om en ung kvinde, der havde født et barn i et af disse iskolde telte uden vand, varme og el. Hendes mand og ældre børn måtte gå udenfor og samle sneen op, som de smeltede i munden for at få vand til at vaske den nyfødte baby.”

I mange år blev integrationen i det franske samfund vanskeliggjort af denne indespærring, mens de franske myndigheder i ophøjet foragt vendte ryggen til de mennesker, som havde sat livet på spil for deres skyld. 

Det er karakteristik for harkiernes skæbne, at de var fanget i en historisk klemme, hvor den ene side var den algeriske, dødelige hævntørst over disse statsudpegede landsforrædere. Den dag i dag er det ikke muligt for harkierne og deres efterkommere at besøge den gamle hjemstavn og de tilbageblevne familiemedlemmer. Den anden side var ligegyldigheden og foragten for harkierne i det franske samfund, som i årevis har ignoreret og fortiet problemet med behandlingen af krigsemigranterne fra den tidligere koloni.

Lejrene var omkranset af pigtråd og rummede mange ulykkelige mennesker efter afslutningen af krigen i Algeriet i 1962
Nogle af interneringslejrene i Sydfrankrig fungerede også som kaserner for den franske hær. Lejrene var omkranset af pigtråd og rummede mange ulykkelige mennesker efter afslutningen af krigen i Algeriet i 1962.

DOG HAR DET gradvist forandret sig i løbet af 2000’erne. Mens de oprindelige harkier, der udkæmpede krigen, næsten alle er døde, er det deres sønner og døtre som i flere harki-organisationer stædigt har arbejdet for, at den franske stat skulle anerkende deres indsats og påtage sig et ansvar for deres situation. 

Præsident Jacques Chirac gjorde i 2001 den 25. september til officiel mindedag for harkierne, og senere i 2005 vedtog det franske parlament en lov, som udtrykker den franske stats taknemmelighed for harkiernes indsat. Samtidig tildeltes de en “taknemmelighedsydelse” på 2.800 euro årligt eller en engangssum på 30.000 euro. Loven satte også en stopper for at krænke harkiernes ære og forsøg på at benægte deres tragiske historie. Dog undlod den franske stat i loven at påtage sig ansvaret for ulykkerne. 

I 2016 holdt præsident Hollande imidlertid en tale, hvor han anerkendte de franske regeringers ansvar for at have ladet harkierne i stikken, både i Frankrig og i Algeriet. Han beklager også “de inhumane modtagelsesvilkår for de familier, som blev overført til lejrene”.

Harki-eksperten, historikeren Fatima Besnaci-Lancou siger om dette i et nyligt interview i Mediapart: 

“Der er forskellige holdninger til spørgsmålet om erstatninger. Nogle harkis-foreninger har stillet sig tilfredse med, at franske politikere som Hollande i 2016 har beklaget og erkendt regeringernes skyld. Men der er andre, som forventer, at denne erkendelse af skyld skal indskrives i en lov, og at der således udbetales egentlige erstatninger. De sidste er der flest af.”

Præsident Macron og historikeren Benjamin Stora
Præsident Macron bad i juli 2020 historikeren Benjamin Stora om at udarbejde en rapport om kolonihistorien og Algierkrigen med henblik på at få minderne på plads. I januar overrakte historikeren sin rapport i Élysée-palæet, hvor den nu skal gennemgåes. Det bliver spændende at se, hvad der politisk kommer ud af den.

Under Algierkrigen skønner man at: 
• 60.000 harkier kæmpede i den franske hær. 
• 153.000 arbejdede med civile opgaver. 
• 50.000 havde administrative funktioner. Med deres familier udgjorde de en gruppe på ca. 1 million mennesker. 
• Omkring 100.000 måtte flygte til Frankrig, og ca. halvdelen opholdt sig i lejrene i kortere eller længere tid. De yngste, overlevende harkier er i dag over 80 år, og det skønnes, at gruppen af efterkommere udgør omkring 500.000 personer i Frankrig.


Fakta om Algeriet 
Den franske erobring af Algeriet var langvarig. Den startede i 1830 og afsluttedes først i 1902, da Sahara blev inddraget som to franske departementer. Den var også kostbar i menneskeliv, idet langt over 100.000 franske soldater gik til ikke mindst på grund af sygdomme som tyfus, kolera og malaria. For den oprindelige algeriske befolkning havde den franske invasion katastrofale konsekvenser. Den barbariske undertrykkelse af befolkningen blev udtrykt klart af den franske oberst de Montagnac med følgende udsagn: “Vi skal udslette alt, hvad der ikke kryber for vores fødder som hunde”. Der var massakrer på befolkningen, deportationer, konfiskation af deres jord og ejendom, systematisk afbrænding af landsbyer og marker, hungersnød og sygdomme reducerede befolkningen med en tredjedel.
Selve koloniseringen indebar også, at der skete en kraftig indvandring af mennesker, dels fra Frankrig men også fra lande som Spanien, Italien og Malta. Efter den fransk-tyske krig i 1870-71, hvor Frankrig mistede Alsace-Lorraine, emigrerede et stort antal franske flygtninge til Algeriet. I slutningen af 1800-tallet var der omkring 370.000 europæiske kolonister, heraf var kun godt halvdelen franskmænd. Den franske regering førte dog en ret åben assimileringspolitik, og det helt store flertal blev dog “franskmænd” i løbet af de følgende årtier. Kolonisterne etablerede sig hurtigt som den velhavende del af befolkningen, der styrede og kontrollerede det politiske, økonomiske og sociale liv. Således tilhørte 90% af den bedste landbrugsjord den franske befolkning. 


Tags