Lad mig slå det fast med det samme: Når jeg rejser i det sydvestlige Frankrig, så står livet lidt på standby – i den forstand altså, at her i freden, oplevelserne og landskaberne kan jeg finde mig selv.
Périgord har det hele, så hvad skal man andre steder? Foruden de historiske og præhistoriske attraktioner, der fører en tilbage i tiden, bliver man også ført op til nutiden, for området er et veritabelt spisekammer. Her finder vi andefarmene, der producerer foie gras, confit de canard og alskens ande- og gåsepostejer. Her vokser trøflerne, her dyrkes jordbær og hvide asparges samt masser af andre frugter. Og sandelig om ikke også der både dyrkes tobak og produceres kaviar.
Périgord-egnen strækker sig over tre departementer og to regioner: Dordogne og Corrèze i Nouvelle Aquitaine og Lot i Occitanie. Périgord er opdelt i fire farvede områder, der skal gøre det lettere at finde rundt.
Périgord Vert (det grønne Périgord) i nord er kendt for sin grønne frodighed, ege- og kastanjeskove og de mange floder, bl.a. Isle, Dronne og Auvézère.
Périgord Blanc (det hvide Périgord), der går som et bånd hen over midten af området, er opkaldt efter sine kalkstenplateauer, hvis hvide sten især er så attraktiv for billedhuggere.
Périgord Noir (det sorte Périgord) har fået navnet på grund af de store, mørke egeskove. Der er også en masse trøfler, og her finder man også de fleste af de forhistoriske steder, huler og grotter.
Périgord Pourpre (det purpurfarverde Périgord), er nok mest kendt for sine vinmarker, men her findes også en del industri – og så er der næppe nogen dybere mening med navnet, andet end at det turistmæssigt var smart, også at give det et navn.
MEN MIN FORTÆLLING kan ikke kun handle om Périgord, for der er en anden sydvestfransk egn, der på en måde går næsten lige så upåagtet hen, og som også står mit hjerte nær, nemlig Gascogne. Præcis som tilfældet er for Périgord, strækker Gascogne sig over flere departementer og regioner: Landes, Pyrénées-Atlantiques, Gironde og Lot-et-Garonne i Nouvelle-Aquitaine og Gers, Hautes-Pyré-nées, Tarn-et-Garonne og Haute-Garonne i Occitanie.
Både Périgord og Gascogne er altså gamle områder, der i sin tid var selvstændige provinser, men nu er delt op mellem adskillige departementer i to regioner. Når jeg derfor vælger at drage sammenligninger mellem de to egne må jeg på forhånd slå fast, at det er svært at vælge – så hvorfor ikke rejse i dem begge. Det synes selvfølgelig lidt vidtstrakt, men når jeg taler om Gascogne så holder jeg mig mest til den del, der ligger i departementet Gers, der hvor d’Artagnan voksede op, der hvor det franske bondeland er til at få øje på – man kan vel sige Gascogne profonde, det inderste Gascogne.
I Périgord er der mange besøgende, mens Gascogne er relativt fri for campister og feriegæster. De to områder har dog meget til fælles. De giver begge følelsen af, at her kom mennesket og naturen til en fælles forståelse med en blanding af slotte og bondegårde, skove og store vidder, gæs og ænder.
ALLIGEVEL HAR PÉRIGORD nok mere dramatik i landskabet over sig. Selv om Périgord er økonomisk trængt, så er egnen lige skøn hele året. Forår og efterår er naturligvis de smukkeste farvemæssigt set, sommeren er den mest travle periode, men alligevel med god plads til turisterne.
Om vinteren føles regionen som en middelalderlig legeplads. I landdistrikterne går livet sin rolige gang, mens mange butikker, hoteller og restauranter er lukket i sæsonen.
Hulemalerier har Périgord i massevis – og endnu flere huler uden malerier, det er muligt at besøge. Regionen emmer så at sige af forhistorie, og man risikerer huletræthed, hvis ikke man overvejer sine skridt først. Centre d’Accueil de la Préhistoire åbnede i Les Eyzies i 2010, og er en god, gratis introduktion til det hele. Blandt de mest interessante er La Madeleine i Tursac, en huleboerlandsby ved floden, der var beboet fra 1500 f. Kr. og helt til det 20. århundrede. Den nærliggende Roque-St-Christophe var en lodret klippefæstning fra 55.000 f. Kr. til renæssancen.
DEN MEST BERØMTE grotte i Europa, og et af Frankrigs mest interessante geologiske fænomener, er uden tvivl Padirac-grotten. Den blev opdaget af Edouard-Alfred Martel i 1889, og eventyrlystne sjæle kan gøre ham kunsten efter og sejle en tur på den underjordiske flod, 103 meter nede i dybet. Hernede findes den enorme drypsten Grande Pendeloque, der måler 60 meter, og fortsætter man til fods længere ind i grotten, ender man i den 94 meter høje hvælving Salle du Grand Dôme.
Lascaux-grotten, der i 1940 blev opdaget af fire unge mænd, rummer en fabelagtig samling forhistoriske hulemalerier. For at forhindre at malerierne skulle blive ødelagt, blev grotten lukket for offentligheden i 1963. Den er imidlertid blevet genskabt i en tro kopi ikke så langt derfra, hvor det er muligt at studere stenalderkunstnernes hulemalerier ved foden af Lascaux-højen.
Dertil kommer alle de borge, der lå i krigszonen under 100-års krigen. Der var god mulighed for at holde øje med fjenden fra borge bygget på klipperne højt over Dordogne-floden. Dengang var Castelnaud engelsk, mens den overfor liggende Beynac var fransk – og de stirrer stadig på hinanden, men næppe længere med ondsindede øjne. Længere mod nord er Hautefort og Jumilhac også prægtige steder, og ikke mindst Chateau-des Milandes, der engang var ejet af Josephine Baker, og nu er museum for hende.
Midtvejs mellem Bergerac og Sarlat ligger klosteret Cadouin, der blev opført i 1115, men tilbage står kun klosterkirken, sakristiet og fundamentet. Det prangende kloster i gotisk stil er fra slutningen af det 15. århundrede, men i forbindelse med den franske revolution ophørte al aktivitet på klosteret.
DET ER FREDEN, gastronomien og de smukke landskaber, der gør Gascogne i Gers til et så behageligt sted at befinde sig. Og med sine 28 indbyggere pr. kvadratkilometer er det intet under, at de mindre landsbyer må ligge lidt øde hen.
Det er et af de få departementer i Frankrig, der er uden større lufthavn. Den nærmeste findes ved Toulouse. Gers har heller ikke hverken motorvej eller dyre hoteller, og indtil 1989 fandtes der kun fire sæt trafiklys i hele departementet.
Hvad departementet ikke har i indbyggertal, har det til gengæld i seværdigheder. 170.000 indbyggere og hele 2.500 monumenter samt en mængde af glimrende bed-and-breakfast, hoteller, restauranter og caféer.
Gascogne kaldes for “Frankrigs Toscana”, fordi landskaber, lyset og bygningerne tit kan minde om den italienske region. Vejen fra Auch til Agen ad N 21 er da også en af de meget maleriske. Ikke mindst når solen vender ryggen til dalene og danner et purpurrødt skær over hele sceneriet. Skovene består overvejende af løvtræer, og der findes en del mineralkilder. Også her er det de opfedede gæs og ænder, der leverer den ægte vare til foie gras, mens andre traditionelle retter er den noget tunge cassoulet. I denne landbrugszone kan det heller ikke undre, at der bor flere ænder end mennesker.
GASCOGNES HISTORIE ER måske knap så dramatisk. Her er der noget mere afslappende omkring klostrene ved den middelalderlige kirke La Romieu. Det samme gælder det fantastiske kloster Flaran i nærheden af Valence-sur-Baise. Klosteret huser nu Simonow kunstsamlingen, så værker af Cézanne, Courbet og Renoir pryder de gamle stenvægge.
Længere sydpå finder vi Château-de-Lavardens der også har førsteklasses kunstudstillinger. På den led ser det ud som om Gers-departementet mere lever af “importeret” kunst. Men det er en af egnens traditioner at vise kunsten midt i landbrugsområderne – som f.eks. den internationale Art Naifmuseum udenfor Beraut.
Gers er til gengæld også et sted, hvor usædvanlige ideer trives. Som eksempelvis jazzen i Marciac i august. Jazz-festivalens skaber, Jean-Louis Guilhaumon, begyndte med at arrangere en enkelt koncert i byens arena i 1978. Det følgende år organiserede han flere koncerter i mø-belfabrikken Saint-Germain, og i dag er det blevet til en international begivenhed med 180.000 gæster til to ugers koncert, der hver dag varer til kl. 3 om morgenen.
Et andet initiativ er Ciné 32, en filmfestival, der har skabt interesse langt ud over området. Ciné 32 har udviklet sig fra en lille filmklub i 1967 til en landsomspændende festival, hvor der alene i Auch vises omkring 350 film ved over 4.000 forestillinger.
BLIVER MAN TRÆT af huler og kunst, så findes der masser af udendørs aktiviteter i begge områder. I både Périgord og Gascogne er der gode muligheder for at vandre, cykle, ride og padle i kano.
Dordogne er faktisk det franske kanocentrum, ikke mindst floden Vézère giver gode muligheder, men man skal nok ikke satse på at få det hele for sig selv i det populære område. De mere eventyrlystne kanoister kan derfor overveje Isle, Dronne eller Auvézère med ture fra byerne Genis eller Cherveix-Cubas. Saut-Ruban vandfaldet i nærheden af St-Mesmin giver spændende udfordringer og ikke langt derfra ligger søen Rouffiac der er både til vandski og svømning.
Gascogne matcher Périgords tilbud, men ikke helt så udfordrende. Men eftersom de har mere baskisk blod rullende i årerne, så er der gode muligheder for at finde udfordring i tyrekampe. Ikke dem, hvor tyrene dræbes, men dem, hvor unge mænd kaster sig ud i drabelige kapløb med tyrene gennem byernes gader. Og det kan så sandelig være farligt nok.
Endelig er der jo maden. Med gåsefedt og kråse, skinke, foie gras og andeconfit er det sydvestlige køkken måske ikke lige sagen for vegetarer. Men på den anden side er det også muligt at finde masser af frugt og grønt, så ingen burde kunne lide nød i hverken Périgord eller Gascogne. Fælles for de to regioner er folks imødekommenhed, kødfulde ænder og få hjertetilfælde.
