Symbolet på Paris er et magisk sted, der er placeret foran de historiske plæner, hvor kavaleriet trænede og Géricault blev inspireret til sine berømte hestemalerier. Hver sommer er stedet centrum for et stort ridestævne, der arrangeres af Gustave Eiffels tipoldebarn, Virginie Coupérie-Eiffel.
Af Camilla Alfthan. Foto: Privat og LGCT
Det var opvæksten med heste, der inspirerede Virginie Coupérie-Eiffel til at arrangere sit storstilede stævne foran Eiffeltårnet i Paris. Navnet har hun fra sin tipoldefar, som byggede det ikoniske tårn til Verdensudstillingen i 1889.
“Eiffel er et navn, der giver vinger,” siger Virginie Coupérie-Eiffel, som meget passende har døbt stævnet Paris Eiffel Jumping. Siden 2013 har konkurrencerne fundet sted på de historiske plæner foran det sagnomspundne Eiffeltårn og École Militaire.
Som en del af den verdensomspændende springturné, Global Champions Tour, hvor verdens bedste ryttere dyster på nogle af klodens mest ikoniske steder, er Paris-etapen måske også den smukkeste af dem alle.
I år var der dog en forhindring, der var større end alle andre. Nemlig en hedebølge med udsigt til hele 40 grader i skyggen. Mens tilskuerne havde gang i både vandflasker og vifter, fik ekvipagerne vist, at de er vant til at tackle lidt af hvert. Weekenden forinden havde flere sprunget i et lummert St. Tropez og efter Paris-etapen ventede Monaco.
“Vi har stjerner som Scott Brash, Ben Maher og det franske landshold, som vandt OL-bronze i Versailles. Her er også kendisser og kokke, som står bag maden til i alt 800 kuverter, to gange om dagen. Ideen er at samle folk og skabe en fest, der fejrer den parisiske livsstil og savoir-faire, på samme måde som Gustave Eiffel gjorde det med sit tårn,” fortæller Coupérie-Eiffel.
Med fem til syv konkurrencer om dagen, inklusive tre grand prix’er med de helt store pengepræmier, var der også nok at se til. Foruden springningen var der shopping og optrædener med både cancan-dansere og republikkens gardere.
Sidste år optrådte kunstneren Zeus, som stod bag den galopperende hest i Seinen under Olympiadens åbningsceremoni. I år stod skulpturen på stævneområdet. Da alle præmier var uddelt og de professionelle atleter var rejst videre, arrangerede Coupérie-Eiffel sin traditionelle Balade Eiffel, der inviterer almindelige dødelige til en sjælden ridetur i Paris.
Frankrigs tredjestørste sport
Det tog to år at få alle tilladelser til stævnet fra rådhuset i Paris. Hvis det ikke var for hendes fars gode forbillede, var det aldrig blevet til noget, fortæller Virginie Coupérie-Eiffel.
Hendes far var springrytteren Eméric Coupérie, som grundlagde det populære Jumping International de Bordeaux, som hun i begyndelsen kunne følge fra sit vindue i familieslottet Château Bacon. Hendes mor var oldebarn til den berømte ingeniør, Gustave Eiffel.
“Jeg kombinerede mine forældres baggrunde og skabte et stævne på Champs de Mars for foden af Eiffeltårnet. Det er et magisk sted. Det er også et hesteområde gennem historien, hvor militæret red og Géricault blev inspireret til sine hestemalerier,” fortæller Virginie Coupérie-Eiffel.
Efter en succesrig karriere som springrytter, var hun i en årrække præsident for det franske rideforbund. Hun har desuden fortsat forældrenes opdræt på familiens château, hvor hun træner heste og unge ryttere.
“I Frankrig, hvor hestesporten er nummer tre efter fodbold og tennis, har vi utroligt mange gode stævner. Min far skabte ikke kun le jumping Bordeaux, det var også ham, som fik Verdenscuppen hertil. Jeg var dengang 12 og havde min pony, som jeg red til skolen med. Hvis man havde sagt, at jeg en dag ville organisere en konkurrence, ville jeg ikke have troet det.”
Hesteopdræt i Bordeauxs vindistrikter
Det billedskønne Château Bacon, som familien har haft i over 100 år, ligger midt i Bordeauxs berømte vindistrikter ved grænsen til Dordogne.
“Min farfar fjernede alle vinstokke, så vi nu kun har vintønderne tilbage. Da vi både har sol og regn og en næringsrig jord, er stedet som et mini-Normandie i Sydvestfrankrig, der er egnet til hesteopdræt.”
Hvert år får hun omkring ti føl, der overvejende er franske varmblodsheste, såkaldte selle français, og ligesom faderen opdrætter hun også angloarabere.
“Det er de typiske heste for regionen, der stammer tilbage til arabernes tid, dengang de var i Frankrig hele vejen til Poitier, og da Aquitaine siden var under britisk påvirkning. Da de slap deres heste løs, opstod racen. De engelske fuldblod gav følsomme og meget intelligente heste med en stærk personlighed. Så vi befinder os virkelig i angloarabernes vugge, hvor jeg har krydset dem med stjerner, som har vundet stævner.”
Arbejdet med hestene sker efter faderens forbilleder: Aldrig at gå imod en hests vilje, men i stedet blive ét med hesten. Det er nemlig først dér, at man opnår de magiske ting.
“Måske var min karriere forudbestemt, da jeg bare har fulgt i min fars fodspor, uden andet end min studentereksamen. Jeg er nysgerrig og kan lide at prøve nye ting. Min far lod mig gøre, hvad jeg ville,” fortæller Coupérie-Eiffel.
Hesteblod i årerne
Begge forældre var passionerede ryttere og hestefolk. Moderen, som var opvokset i det parisiske bourgeoisie, kørte traktor og red indtil ottende måned, da hun var gravid med Virginie. Siden hun var tre, har hun tilbragt alle dage med heste, ligesom sine tre søskende.
“Jeg plejer at sige, at jeg har hesteblod i årerne. Hestene har givet mig indhold og de har ændret mit liv.”
Ligesom sin familie har hun en stærk tro på, at det er ens passion, som kan ændre ens retning i livet.
“Trygheden og troen på fremtiden er et vigtigt fundament, der skabes i barndommen. Jeg voksede op i en tid, hvor alt var muligt, hvis man arbejdede for det, og derfor tror jeg på de ting, jeg gør. Da Gustave Eiffel byggede sit tårn, sagde alle, at det var umuligt. Men han troede på det.”
I virkeligheden er det os selv, som bremser vores drømme, siger Coupérie-Eiffel.
“Min far sagde altid, at livet består af problemer, og at det er op til os at løse dem. Det er ligesom forhindringerne på en bane. Man må forsøge at komme over dem med glæde og kærlighed. Det er meget vigtigt at have denne positive indstilling, der har påvirket hele mit liv. Det handler om opdragelse. Det er et arbejde, men bagefter giver det energi.”
Det var den franske sanger, Julien Clerc, som tog Virginie Coupérie-Eiffel til Paris for allerførste gang, da hun var “18 eller 19”. Han var også rytter og havde sin gang på familiens château. De to blev både gift og skilt, og nåede at få to døtre, der er involverede i springstævnet. I dag deler hun sin tid mellem sin lejlighed i Montmartre og Château Bacon.
“Jeg elsker alt det kunstneriske. Jeg har lavet en dokumentar om Gustave Eiffel, og jeg kunne også tænke mig at lave en film om heste. Jeg har mange idéer, men det er svært at finde tiden til det hele. Som det er nu, holder jeg kun ferie tre dage om året.”
Selv om verdenen har forandret sig, prøver hun at give sin kærlighed til naturen og hestene videre til de nye generationer.
“Som barn kunne jeg ikke ane, at verden var så kompliceret. Derfor er det meget vigtigt, at basen hjemmefra er solid, så man er bedre rustet til livet udenfor.”
På Château Bacon tager hun imod børn, som aldrig kommer på ferie og giver dem rideundervisning. Ideen er at gøre sporten tilgængelig for alle og at skabe nye fællesskaber. Derfor har hun også skabt rideturen i Paris, som alle kan deltage i.
“Jeg bryder mig ikke om det konfliktfyldte, polariserede samfund, som vi ser i dag. Vi prøver i stedet at skabe noget positivt og at give folk nogle drømme. Ligesom Gustave Eiffel. Han skabte broer og monumenter, som stadig inspirerer og får smilet frem,” slutter Virginie Coupérie-Eiffel.
