KLUMMEN – Hverken vi, elektricitetsværket, eller kommunen havde rigtigt travlt i den smukke sommer 2024, hvor huset skulle tømmes før renoveringen, arkitekten afholdte ’audition’ for lokale håndværkere, og Celines legendariske tomater kom to uger for sent.
Af Morten J. Stald og Morten Brink Iwersen
Trofaste læsere af klummen vil vide, at vi er i gang med at renovere et gammelt stenhus i en sydfransk landsby (se tidligere klummer her). Eller rettere, vores arkitekt har i hvert fald fået tegnet og beregnet projektet, som vi hen over foråret og sommeren skar til. Nu oprandt sommeren, hvor vi skulle trykprøve budget og drømme hos håndværkerne.
Arkitekten havde foreslået en såkaldt håndværker ’audition’ – altså en slags åbent hus, hvor hun ville være til stede, sætte håndværkerne ind i tegningerne, så de kunne vurdere opgaven og komme tilbage med priser. Det lød virkelig smart. Drømmen var at få så mange bud fra lokale håndværkere som muligt – både for at støtte byen, men også for at holde den gode tone i fremtiden. Selve projektet bliver nemlig beskrevet på en officiel tavle, der sættes op udenpå huset, hvor underentreprenørerne er nævnt. Til frit skue for hele byen. Heldigvis var arkitekten helt enig i den strategi, men selvom hun kun bor 25 km væk, så kendte hun ingen håndværkere fra vores kommune på det tidspunkt. Så hun ville, for en sikkerheds skyld, også bede dem hun plejer at samarbejde med om at komme med et bud.
Vores aftenture rundt i byen og ikke mindst besøg på baren tog en ny drejning. Nu spurgte vi om renoveringer, gode og dårlige håndværkeroplevelser samt aftalte tidspunkter, hvor vi kunne inspicere udført arbejde. Samtalerne blev afgjort mere interessante, nu hvor vi kunne tale om andet end vejret, det var virkelig spændende at se noget af byen indefra – og telefonlisten blev hurtig lang. Vi anede ikke, at der var så mange håndværkere i kommunen.
Aftaler og petanque
Rygtet gik i takt med arkitektens opringninger. Pludselig begyndte ramponerede varevogne og små lastbiler at blinke, når vi var ude og køre. Førerne vinkede til os. Men det var meget sværere at få dem til at kigge forbi. Hendes professionelle tilgang med faste ’timeslots’, som var vi i Montpellier lufthavn, passede ikke helt til tempoet i vores landsby, hvor langt de fleste håndværkere er selvstændige med en fysisk lommekalender – og en eller to arbejdsdrenge til at tage fra. Flere håndværkere, som havde sagt, de ville komme, kom aldrig. Men vi havde skam nogle hyggelige dage, hvor vi ventede sammen med arkitekten. Hun havde pomeranser med fra hendes have. Selvom den bitre, syrligt-aromatiske citrusfrugt ikke just er i sæson i juli, havde der været så mange på hendes træ, at de åbenbart først var modne nu. Nu stod der en kæmpe kasse, som vi gik i gang med at presse saft og rive skal af, imens vi ventede.
Ret skal være ret, nogle af de lokale håndværkere kom faktisk forbi, imens vi var fedtede ind i pomeranssaft. En blikkenslager, som virkede så venlig og fik mange gode anbefalinger, opdagede vi, da vi skulle hente (mere) sukker til de bitre frugter hos købmandskonen. Han var i gang med et petanquespil oppe på torvet. Han havde glemt aftalen, undskyldte mange gange, og gik med tilbage, gennemgik det hele grundigt, lovede at sende et tilbud efter ferien. Det afventer vi stadig. Så trods gode intentioner ender vi nok med et miks af lokale folk og nogle af dem, som arkitekten kendte på forhånd. Vi håber, at landsbyen bærer over.
Permis Dossier incomplet
Renoveringen af vores hus er primært indendørs. Det eneste der skal ændres udvendig, er nogle vindues- og døråbninger, der skal gøres større, og et påklistret soveværelse bygget i 1980’erne, der skal rives ned. Soveværelset er faktisk ulovligt opført, viste det sig, for det er slet ikke registreret nogen steder. Men selvom vi reelt vil tilbagedatere huset, og ombygningen kun omhandler husets bagside, skal det selvfølgelig godkendes af kommunen. Og det er den lange godkendelsesprocedure, fik vi forklaret, som tager en måned ekstra, fordi vi ligger under 400 meter fra et mindesmærke, kirken – og hvem gør ikke det i Frankrig?
Nå, vi fik sendt ansøgningen afsted inden arkitekten gik på ferie i august, og troede alt var godt. Indtil vi i starten af oktober fik et anbefalet brev i København. Fra kommunen. Permis Dossier incomplet. De manglede vist to oplysninger, de ikke lige kunne finde i arkitektens ansøgning. Ingen mail, ingen telefon, værsgo, skriv dem i et brev til os, og så ville de lige informere om, at godkendelserne nu ville trække ud en måned mere på grund af de manglende oplysninger. Endnu engang skulle vi minde os selv om vores fælles løfte: at renoveringsprojektet skulle tages med et smil og som et studie i fransk kultur. Heldigvis havde de også sendt et anbefalet brev til arkitekten, og hun beroligede med, at hun nok skulle svare, og at håndværkerne bare kunne gå i gang indendørs…
Nu glæder vi os bare til, at det kommer til at ske. I november? Måske december? Eller?
Genbrugsbutikken
Meget af sommeren gik med at tømme huset, så håndværkerne kan komme til. Det projekt har vi faktisk været i gang med løbende, og det er blevet til mindst 25 ture med køkkenudstyr, mindre møbler, nips og billeder til La Ressourcerie i nabobyen Bédarieux, en gigantisk genbrugsbutik bestyret af folk på kanten af arbejdsmarkedet. Her tager de imod al slags indbo med et ’merci’, og sælger det videre til spotpriser. Mange gange har vi lykkeligt glemt hovedformålet (at få tømt huset), og er kommet retur med alt fra haveredskaber (til 4 euro) til en flot gammel hulmaskine, der stod i 50 cents. Solide ting, men du skal stå tidligt op for de rigtig gode tilbud, for det går virkelig hurtigt dernede. Allerede fra åbningstid står de professionelle antikvitetshandlere i kø, nupper døgnets bedste nyheder, kører det hjem, støver det af, og sætter et ’0’ bag på prissedlen i deres chikke Brocantes i antikhovedstaden Pézenas.
En gang var vi dog virkelig heldige. Vi var netop kommet retur fra Catalonien, fra byen La Bisbal d’Empordà, som er Cataloniens svar på Pézenas, hvor antikbutikkerne også ligger dør om dør. Mange af vores franske venner kører hertil, for pengene rækker længere, og vi var da også ret stolte over vores køb: en virkelig fin standerlampe fra 1960’erne, som vi endda fik pruttet ned fra 150 til 100 euro. Stoltheden varede lige indtil vi kom forbi La Ressourcerie med et nyt læs. Der stod en identisk lampe – til 15 euro. Den måtte vi selvfølgelig eje, så nu har vi en på hver matrikel.
Apropos matrikler. Selv om vi fik skødet tilsendt i slutningen af sidste år, har følelsen af at blive officielt godkendte som franske husejere etableret sig i… fransk tempo. Først i juli blev selve købet, som består af tre matrikler, registreret på det, der svarer til den franske matrikelstyrelses hjemmeside. Det er virkelig en interessant side, hvor man – med et halvt års forsinkelse og desværre kun et par år tilbage –frit kan se de handlede huspriser i hele Frankrig og tjekke hvad den reelle pris er på en vinmark i Champagne, et stykke fjerntliggende kastanjeskov eller køkkenhave. https://app.dvf.etalab.gouv.fr
Den hjemmeside sad vi mange lune sommeraftener og snagede i, imens vi bandede over Le Bon Coin. Vi skulle nemlig af med nogle af de større møbler fra 1980’erne, som husets forrige, engelske ejere, engang havde erhvervet. Møbler, som vi ikke kunne have med i bilen til La Ressourcerie.
Le Bon Coin er Frankrigs svar på Den Blå Avis. Den bruger alle i området, men vi kunne ikke få lov. For det første har de ingen app (!), og vi kunne ikke oprette en profil på nettet med vores danske telefonnumre, hvor systemet blev ved med at sætte et hviderussisk flag ud for +45, og derefter afvise. Vi spurgte i Facebook-gruppen ’Danskere i Sydfrankrig’ hvad man så gjorde, og nogle foreslog Facebook-Marketplace. Det forsøgte vi. Det er muligt, den platform er populær ovre på Côte d’Azur, men i Languedoc er der langt mellem brugerne. Eller måske er fyrretræsmøbler fra 80’erne bare ikke så eftertragtede? Men efter et par uger, hvor vi næsten havde glemt alt om annoncerne, var der bid fra Béziers nede ved motorvejen. Det var byens stadsarkitekt, viste det sig, der havde købt en lejlighed til udlejning, som skulle møbleres i en fart. Hun var sød, og tog turen op til os med tre vilde børn, der legede gemmeleg i huset, imens vi, hun og hendes mand godt svedige fyldte en kæmpe kassevogn, der holdt med katastrofeblinket tændt ude i gaden. En time efter kunne vi endelig sætte flueben ved sommerens mest uoverskuelige projekt: at tømme huset. Stadsarkitekten var endda så sød, at hun sendte billeder af møblerne i den nye lejlighed, så vi med selvsyn kunne se deres fine nye liv.
Alt var godt, nu kunne sommeren komme an.
Sommerens gaver
Det gjorde den i sit eget, let forskudte tempo. Juli var lidt køligere end normalt, så de gode tomater kom først i slutningen af måneden. Vi har før beskrevet den nye barejer Vanessa (link her), men landsbyen har også en anden heltinde: Céline. Hun har et mindre stykke land nede ved floden. I Le Jardin de Céline, som hendes butik så poetisk hedder, dyrker hun al slags grønt efter biodynamiske principper og pløjet med en hest, hun låner af byens altmuligmand Amour. Céline har en særlig kærlighed for gamle tomatsorter fra Sydfrankrig og Italien, hvor fokus er på smag og ikke på udseende og transportbestandighed, som er de eneste faktorer supermarkederne går efter. Det meste af året sælger hun kun i kasser til forhåndsbestilling leveret fra hendes bulede Dacia, men i juli og august, hvor der er tomater, slår hun garageporten op og sælger direkte.
Le Jardin de Céline er sommerens højdepunkt. At hendes lille garage tilmed ligger i vores gade, får det kun til at være endnu mere eksklusivt. To gange om ugen åbner hun porten klokken 17.00, og vi kommer (hver gang) et kvarter før og stiller os i kø. Imens vi ventede på, at tomaterne skulle modne, svælgede vi os i ferskner. Den smukke højaromatiske frugt, der smager af så uendelig lidt i Danmark, men som vokser overalt syd for Lyon, er hele køreturen værd. Allerbedst er de hvide ferskner, pêche blanche, som er endnu mere fine i smagen end de gule. Og meget mere fragile og nærmest umulige at transportere. Har du smagt en perfekt moden version, ved du, hvad vi taler om. Ellers har du noget til gode, men du må vente til næste sommer.
Baren oppe på kirkepladsen var kun blevet endnu bedre siden sidst. Der var kommet en ny parisisk nomadekok i det lille køkken, denne sommer var det Margaux Fary, der flittigt dokumenterede retterne på Instagram. Det hele var fremragende, men skal vi vælge noget ud fra hendes hånd, står en simpel gang muslinger i roquefortsauce og en sorbetis, hvor ismassen havde trukket med figenblade, stærkest i hukommelsen. Isen var på én gang diskret og larmende insisterende, præcis som at stå under et stort figentræ. Man hørte næsten cikaderne, når man tog en bid.
Denne sommer var det som om, at folk fra byen var endnu flinkere til at komme forbi køkkenet og veksle courgetter fra haven og svampe fra skoven med et par glas pastis i baren. Der var også kommet feministisk 1980’er litteratur på bardisken, noget barejer Vanessa havde fundet i La Ressourcerie, og som hun var lige så stolt af, som vi var over lampen.
EDF’s Tour de France
Nu mangler vi kun Électricité de France fulde accept af, at vi er de nye ejere. Det statskontrollerede franske elselskab bliver simpelthen ved med at sende fakturaer til de tidligere ejere – blot til vores danske adresse. Også selvom var har oprettet en ny konto og betaler et fast månedligt beløb. Bare siden sommerferien har vi fået otte fakturaer fra EDF, som vi ikke har kunne betale. Først skrev vi en høflig e-mail, og stik modsat nærmest alle andre officielle franske myndigheder var der e-mail fra Nadia fra EDF’s kontor i Marseille nogle dage efter. Det var nemt, svarede hun, for vi skulle bare tilrette vores profil på hjemmesiden.
Problemet var dog, at vi allerede havde en anden profil, mens den problematiske spøgelsesprofil var et miks imellem tidligere og nye oplysninger, hvor passwordet, vi havde fået, ikke virkede. Vi skrev tilbage til Nadia og fik svar nogle uger efter fra Cécile på EDF’s kontor i Angoulême. Det samme svar. Vi skulle blot gå ind på hjemmesiden og – vi skrev igen og efter nogle uger var der svar fra Nadine i Troyes. Samme svar. I mellemtiden væltede fakturaerne som sagt ind i postkassen, og vi så lige for os, at strømmen ville være afbrudt i huset, når håndværkerne endelig fandt tid til at gå i gang med renoveringen. Så vi skrev i en noget hårdere tone – på engelsk – at nu måtte vi have en afklaring. Nadine i Troyes svarede hurtigt. Hvis vi ville snakke engelsk, skulle vi kontakte kontoret i Toulouse.
Vi skulle nok bare have erkendt vores manglende færdigheder i det franske sprog (og e-mailkultur) fra begyndelsen, for på Toulousekontoret fik vi fat i Monique, der på et eksemplarisk engelsk fik os ind på hjemmesiden og guide os igennem. I skrivende stund har vi dog lige fået den ottende spøgelsesfaktura fra EDF, men nu tror vi på, at Monique fjerner den sidste sten på vejen til fuldendte franske husejere, så der også er lys i lamperne, når håndværkerne engang dukker op.
Klummen skrives af parret Morten J. Stald (kommerciel rådgiver) & Morten Brink Iwersen (journalist)
