FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
Nu hvor vi igen er begyndt at skrive om køb af bolig i Frankrig, så vil jeg da ikke undlade at viderebringe nogle af mine egne erfaringer fra dengang, vi selv erhvervede vores hus hernede. Men allerede her ved historiens start vil jeg oplyse om, at vores handlemåde mere skal ses som en advarsel end som en anbefaling.
Det var lige inden de danske banker, kreditforeninger og andre rådgivere havde fået fuldt fokus på området, og de havde endnu ikke etableret kontorer i Sydfrankrig. Vi måtte derfor klare os med mindre hjælp og mente samtidig, at det kunne vi da ordne helt selv. Vi kunne da en smule fransk, så det ville da nok gå sådan med et pas de problème – ikke noget problem. Netop det udtryk skulle jeg høre mange gange under vores forehavende, så lad mig begynde min fortælling netop med de ord:
PAS DE PROBLÈME sagde den nydelige, yngre herre foran mig. Monsieur Dennis sad mageligt bag det store skrivebord i et lille, lavloftet kontor på den franske kreditforenings lokale hovedsæde i Nice.
Allerede da vi underskrev købsaftalen på vores franske drømmehus en god må-neds tid forinden, havde vi fået anbefalet netop denne kreditforening, fordi der ville være visse fordele. Og siden havde jeg været i fast kontakt pr. telefon, fax og mail med M. Dennis.
At jeg overhovedet sad hernede ved denne lejlighed skyldtes blot, at han ville se mig – om jeg nu var den, jeg udgav mig for at være. Vi havde ellers sendt diverse papirer frem og tilbage, og han havde allerede meget tidligt i forløbet – mens vi var i Frankrig under den første husbesigtigelse – forsikret mig om, at hele lånesagen sagtens kunne foregå pr. telefon. Vi behøvede ikke at møde op personligt. Men lige pludselig ville han altså alligevel se mig hernede. Og det skulle ikke være Madame, men Monsieur.
Da jeg var blevet tilsagt denne dag kl. 11 havde jeg regnet med, at vi efter mødet skulle spise frokost sammen, for sådan en alvorlig sag kunne vel ikke ordnes på kort tid. Men nej. Jeg fik lov at vente i forkontoret en times tid mens han gjorde en anden sag færdig. Derefter var vores møde overstået på rekordtid – en halv time – vi var på det tidspunkt allerede langt inde i hans frokostpause, og den indbefattede helt tydeligt ikke mig. Jeg kunne ikke undgå at føle mig lidt snydt. Her havde jeg taget flyet ned udelukkende for dette møde – og så fulgte der ikke engang frokost med.
DEN LOKALE ejendomsmægler, som vi havde valgt at handle med, havde indgået aftale om, at netop deres kunder, der benyttede denne kreditforening, slap for oprettelsesgebyr på sagen, og lånene kunne blive helt op til 30-årige. Endvidere slap vi for både livsforsikring og arbejdsløshedsforsikring, dem vi havde derhjemme var gode nok, mente M. Dennis – og det kom til at holde stik, også da regionskontoret kom ind i sagen.
Og nu var det blevet sidst i marts, og vi ville gerne overtage huset allerede 6. maj. Retrospektivt kan vi i dag godt se, at det var lynhurtigt efter franske forhold. Men M. Dennis sagde altså denne martsdag: pas de problème. Og her er det at mine alarmklokker i dag begynder at ringe. For den passus har jeg nu hørt lidt for ofte til, at jeg nærer større tiltro til den. Hver gang det er blevet sagt, er der efterfølgende opstået så store unøjagtigheder, at det netop har afstedkommet problemer.
For selvfølgelig kunne hele projektet kun nås med en meget ihærdig telefonering og styring hjemmefra. Og uden hjælp fra vores egen lokale forbindelse, der havde stået os bi ved køb af huset, havde vi formentlig slet ikke klaret det.
SIDEN GJORDE M. DENNIS sådan set sin del af arbejdet godt nok. Men sagen skulle gå gennem chefen – og det skulle vise sig ikke at være så heldigt, for der blev den liggende. Chefen var nemlig i færd med at gå på pension, og det gør mange åbenbart effektivt i Frankrig – altså forbereder sig på at gå på pension. Allerede flere år inden pensionsdagen nedsætter man sit aktivitetsniveau. Frokosten – den uundværlige siesta midt på dagen – bliver længere, effektiviteten mindre. Og man sætter ikke andre ind i sit arbejdsområde, for man er jo stadigvæk chefen og kan bestemt ikke overlade nogen under sit niveau at overtage opgaven: At skrive sagen under og sende den videre til regionskontoret.
På den anden side kan den menige medarbejder heller ikke tillade sig at rykke for sagen hos chefen. Opgaven – og dermed ansvaret – er jo chefens.
Men i vores tilfælde var det chefen, der “glemte” at sende lånesagen videre – og ingen anede uråd undervejs. Jo, vi gjorde selvfølgelig. For jeg ringede til M. Dennis, jeg mailede og faxede til ham, jeg lagde besked hos kontordamen, men i lang tid hørte jeg ikke en lyd.
Til sidst måtte jeg bede vores lokale kontakt om at tage affære – og så kom det frem, at sagen slet ikke var nået til kontoret i Marseille. Tidsmæssigt var vi nu så tæt på overtagelsen, at det så meget sort ud. Selv M. Dennis begyndte – trods alle sine pas de problème – at tvivle.
ALLEREDE TIDLIGT i hele huskøbsforlø-bet er man nødt til at oprette en konto i en fransk bank. Det er simpelthen nødvendigt, for det er herigennem alle de økonomiske aktiviteter skal foregå.
Og hvis Madame og Monsieur bærer hver sit efternavn, som man jo gør på de hjemlige breddegrader, så er det ikke noget man i Frankrig tager sig af. Her er det stadigvæk manden, der tæller. Så det bliver til monsieurs efternavn – i dette tilfælde altså til hr. og fru Rastén – endskønt min hustru aldrig har underskrevet sig som sådan. Men pas de problème – hun kan blot skrive checken under i sit eget efternavn, hvis hun vil.
Franskmændene er tilsyneladende ligeglade med, om man således begår en form for dokumentfalsk – for i virkeligheden behøver hun jo slet ikke skrive under. Køb af hus og bankforretninger er så alvorlige affærer, at de vel egentlig ikke bør overlades til kvindekønnet. Så bevares, hvis hun vil skrive under, så for dem pas de problème.
Og apropos banken: En check kan være 4 uger om at blive clearet, hvis den er udskrevet gennem en udenlandsk bank. Lad derfor altid din egen bank trække checken direkte i en fransk bank. Når notaren skal have sine penge, skal det ske på en banknoteret check trukket i en fransk bank – og aldrig i kontanter. Og endnu værre: Notarkontoret kan – på grund af en ferieafløser – finde på at returnere checken på det deponerede beløb – de 10 procent vi skulle deponere ved handelens indgå-else – fordi underskriften på checken og navnet på slutsedlen ikke stemmer overens. Vores danske bank havde sendt checken til notaren i min hustrus navn. Og da der ikke var navneoverensstemmelse, røg de altså tilbage til vores danske konto – godt 6 uger senere.
SAMME FORMIDDAG som vi igen ankom til Frankrig for at overtage huset til den fastsatte tid, og som mødet hos notaren skulle finde sted om eftermiddagen kl. 15, blev checken på 130.000 euro pr. kurer hentet på kreditforeningens hovedkontor i Marseille.
Så jo, vi nåede det til tiden – lige akkurat. Men at handle så ekstremt hurtigt er ikke anbefalelsesværdigt. Det siges, at man kan gøre det på tre måneder, men under normale omstændigheder vil jeg nu snarere tro, at en handel varer 6-8 måneder fra underskrivelsen til overtagelsen. Vi havde gjort det på 2 1/2 måned.
Hvornår vi modtog det endelige skøde fra notaren er en anden historie. Efter at have ventet et års tid på det, glemte vi selvfølgelig alt om dets eksistens. Men pludselig en dag lå det endelige skøde i vores franske postkasse – næsten på ti-årsdagen for købet. Men pyt, vi havde jo heller ikke i de ti år haft brug for det, så jeg trak blot på skuldrene og udbrød: Pas de problème.
