Totalrenoveringen af vores franske landsbyhus er i fuld gang. Der er allerede taget uigenkaldelige beslutninger om trapper, varmekilder, elinstallationer og flytningen af to køkkener. Eneste forsinkelse er et glastag, tror vi ud fra billeder, Excel ark og Zoom-møder.
Klummen skrives af Morten J. Stald (konsulent) & Morten Brink Iwersen (journalist)
’Er jeres seng 180 cm?’ Egentlig et lidt privat spørgsmål, der tikkede ind på WhatsApp en morgen i slutningen af marts. Spørgsmålet kom fra vores arkitekt, der med hård hånd har byggestyret totalrenoveringen af vores landsbyhus. Og det var fair nok, for hun var i gang med finpudsningen af den store tegning over stikkontakter og strømudtag i alle husets rum. Samme morgen ville den lokale elektriker gå i gang, og arkitekten skulle lige være helt sikker.
Lignede beskeder er tikket ind siden starten af november, hvor renoveringen – efter et år med tegninger, inspirationsture og møder med banken – har stået på. Hvis du ikke har læst med her før, så er den ultrakorte version, at vi efter mange omveje har købt familiens gamle feriehus i en sydfransk landsby, fordi byen er dejlig, området smukt og vennerne mange. Huset er dog alt for stort til to, ca. 230 kvm målte arkitekten det op til. Og alt for upraktisk: for kvadratmeterne er fordelt på to huse på hver tre etager, som var forbundet af kældre og gange i bunden (se klummen ’Vi bliver i landsbyen’).
Sådan ser mange franske landsbyhuse ud, skulle vi hilse og sige, men vores hus har potentiale, mente arkitekten, for der er en lille have bagved, hvilket er relativt sjældent i gamle byer, hvor haven som regel er en nyttehave placeret langt fra huset.
Opgaven gik på at simplificere huset; at få færre rum, men større rum. Hvis vi holder os til stueetagen i denne klumme, så skulle der fjernes en 80’er tilbygning, som var placeret midt i den lille 100 kvm have, og som skilte den ad i to. Desuden skulle husets to (!) køkkener samles til ét ud mod haven, og endelig skulle der gøres plads til en lille stue ud mod haven. Eller sagt på arkitektsprog: Underetagen skulle aktiveres i stedet for som hidtil at være brugt til gangareal og opbevaring. At simplificere huset viste sig at være en kompleks opgave, efterhånden som vi gennemgik rum for rum. Faktisk endte det med at alle rum – undtagen to – skulle igennem restaureringsmøllen. En fuldstændig uoverkommelig opgave for to kontorfolk og dagdrømmere som os, men arkitekten lovede at stå i spidsen for det.
Billeder hver torsdag
Efter en længere omvej fandt vi endelig frem til de lokale håndværkere (se klummen ’Husejere i fransk tempo’), og ud fra ret præcise tegninger og detaljerede tilbud gik de pludselig i gang med hammeren en mandag i november. Det har selvfølgelig været nervepirrende at være så langt fra processen og beslutningerne, men vi har følt os godt informeret og trygge undervejs.
Alt har været under ledelse og koordinering af vores arkitekt, der holder byggemøde hver torsdag med håndværkere og nysgerrige fra byen – som der ser ud til at være en del af, at dømme efter den enorme sending billeder, vi modtager samme eftermiddag. Torsdag aften er nu blevet ugens højdepunkt, hvor husprojektet, vi har drømt om i årevis, kommer lidt tættere på. Omkring hver tredje uge bliver der så fulgt op med et Zoom-møde, hvor hun gennemgår detaljer fra ugerne, der gik, og får bekræftet detaljer på de næste ugers projekter.
Det må være vores første råd, hvis nogen går med renoveringstanker i Frankrig: medmindre du selv kan være på stedet undervejs, så ansæt en med faglig indsigt og sprogkundskaber til at styre processen nidkært med at koordinere elektrikere, murere og vvs’ere, bestille materialer hjem på det rette tidspunkt og gennemgå (og godkende!) håndværkernes fakturaer løbende. Og sørg for, at der er meget præcise og detaljerede tegninger af ombygningen, også selvom det kan virke som en dyr og unødvendig proces. For det første ser en arkitekt bare andre ting end lægmænd, og for det andet freestyler håndværkerne helt naturligt, når tegningerne er upræcise – og de har kun sjældent samme smag som dig.
Derfor har vi været glade for tegninger af noget så kedeligt som rørføringer og elektricitetsudtag og kontakter – ting, som vi normalt ikke skænker mange tanker. For uden dem havde huset helt sikkert haft tv-stik i alle rum og bidet på begge badeværelser, som håndværkerne mente, der manglede på tegningerne.
Vi har også fravalgt varmepumpe – til stor undren. Da vi overtog huset, var varmekilderne et ældgammelt oliefyr, der efterhånden kun kunne opvarme vandtanken og radiatorerne i to rum – ud over det underlige gangareal, hvor fyret stod placeret. Resten af huset fik varme fra mobile elradiatorer, når det var nødvendigt. Med andre ord: en rodet affære, men ikke rigtig noget som interesserede os, da selve opvarmningen sjældent er i brug i mere end en uge om året, og aldrig i sommerhalvåret, hvor vi primært er der.
Varmepumpe eller kastanjeindsats?
Hvis vi havde valgt varmepumpeløsningen, som alle franske håndværkere og vores arkitekt anbefalede, ville det for det første have krævet nogle stykker, for huset er for stort og kringlet til at én pumpe kan varme det hele op. Og hvor skulle de brummende apparater så stå? I haven, på balkonen, på tagterrassen? Alt sammen æstetisk ødelæggende steder, så vi endte med en italiensk brændeovn i det nye køkken, som (ifølge den unge sælger i Bédarieux) burde kunne varme det meste af underetagen op. I virkeligheden lyttede vi ikke så intenst, da han snakkede og snakkede om Kwh og effektivitet. Vi var til gengæld meget fascinerede af kogeplade-ovndetaljen, hvor man kan lune supper og riste kastanjer.
I resten af huset fortsætter vi så med mobile elradiatorer (som kan komme på loftet om sommeren) og en ny og effektiv eldreven varmtvandsbeholder. Sammen med nye dobbeltlagsvinduer i det meste af huset skulle det være nok, og hvis ikke, så hører I fra os.
Det handler selvfølgelig også om at spare penge. ’Det er et sommerhus’, er den sætning, som vi har sagt flest gange til hinanden, og også den sætning vi hurtigst har glemt igen, når snakken faldt på alt det lækre, som man kunne.
Den arabiske drøm
Et sted, hvor vi ikke har sparet, er på trappen i baghuset. Egentlig var den originale stentrappe virkelig flot og noget af det allerældste i hele huset. Men det øverste trin var dobbelt så højt som de andre, og det bliver man virkelig træt af i længden, faktisk så træt, at mange af vores ældre gæster ikke orkede at bruge overetagen, og vi bliver jo heller ikke yngre. Desuden var trappen placeret midt i det rum, som nu skulle være stue, så arkitektens forslag var at pille den ned, gemme stenene til vores store haveprojekt (som vi nok skal vende tilbage til i en senere klumme) og så placere en ny trappe langs væggen i rummets mørkeste hjørne.
Drømmen var en såkaldt sarrasiner-trappe ’escalier des Sarrasins’. En slank og selvbærende stenkonstruktion, der kurver som en lille skulptur. Ifølge arkitekten har sarrasiner-trappen en nærmest mytisk status i Provence og Languedoc, hvor den blev bygget af de såkaldte sarrasinere, altså arabiske håndværkere på valsen, der i middelalderen var langt mere teknisk dygtige end deres europæiske kollegaer. Da hun først havde fortalt os den historie og vist os billeder, var vi helt solgt. Hver gang vi så en sarrasiner-trappe fik vi nærmest tårer i øjnene. Også i dag kræver den slags (dyre) specialister, men det lykkedes arkitekten at finde en, der mestrede teknikken nede ved Pezenas, så vi lukkede øjnene og betalte første halvdel af fakturaen – og i løbet af to uger stod der faktisk en smuk trappe.
Til dato er vi faktisk lidt overraskede over tempoet. Al litteratur om restaureringsprojekter i Frankrig, som vi kunne finde, fortæller om håndværkere, der ikke dukker op som aftalt. Og når de endelig kommer, så gør de noget andet end det, som forfatteren mente var aftalen. Vi har derfor hele tiden været (hemmeligt) beredte på, at meget nok gik galt, endnu mere på, at det ville gå over tid og endelig på, at det hele blev alt for dyrt.
Glastag og regnvejr
Det havde været en sjov klumme at skrive, men det er endnu ikke sket. Selvfølgelig er budgettet skredet, men det er vores skyld. Det er os, der har tilføjet detaljer og ideer undervejs. Arkitekten har holdt sig inden for den ramme, vi har aftalt, og hver gang noget er blevet dyrere, er hun kommet med forslag til, hvor vi så skal skære andre steder i Excel-arket. Til dato er det kun et glastag, som skal åbne husets gamle patio op, der officielt har været forsinket. Siden 80’erne har patioen, der stort set går ned midt i huset, været dækket af et betontag og gjort underetagen mørk. Det nye tag skal give lys til husets gamle centrum, men store mængder regn i marts har fået håndværkerne til at holde igen med at rive taget ned. Det vender vi tilbage til, når det sker.
Egentlig er det kun køkkenet, som (vi tror) volder problemer – præcis som alle vores venner havde forudset. Underligt nok er køkkener bare helt umulige. Der er så mange muligheder, meninger og vanvittige prisspænd, når det handler om et køkken, at det åbenbart altid skal ende som elefanten i en byggeproces, og særligt for os, som går så meget op i mad.
Vi håber, køkkenet falder på plads til påske, hvor vi for første gang skal ned og se og føle det hele. Det bliver måske her, at enigheden mellem os og arkitekten bliver sat på en prøve, for skandinaviske samtalekøkkener er langt fra, hvad franskmændene selv har – også de gastronomisk interesserede.
Men det er jo kun et sommerhus.
