Maratonløb … det begynder meget tidligt og varer uendeligt – det er nærmest blevet franske præsidenters “Vild med Dans” konkurrence – hvem holder ud?
Hvert år melder pressen, at ingen kan slå præsident Chirac – folkelig, med uendelig appetit og mængdetække – han var i den grad hjemme på den årlige “Salon d’Agriculture” – Landbrugsmesse i Paris.
Hvo intet vover, intet vinder, så her meget tidligt lørdag morgen 25. februar 2023 satsede den alt andet end populære præsident Macron på folketække, pensionsreform-udglatning – og sin viden om landbrugsreformer – han var til stede, tilgængelig, og her kom så sentensen: “Folk er ikke vrede, de er ængstelige, det er forståeligt.”
Fredag aften 17. februar ved midnat – en uge før denne årle lørdag morgen – havde Nationalforsamlingen afsluttet en tumultarisk såkaldt debat om netop den forkætrede pensionsreform. Debatten kan betegnes som et “gadeslagsmål”, en farce, nytteløs, afslørende, forfærdelig – og for at sætte den en anelse i perspektiv her vurderingen fra en af de velrenommerede kommentatorer: “Nå ja, sammenlignet med det, der foregår i Nationalforsamlingen, må man vel nærmest se fagforeningsbossen for kommunisterne, Martinez, som vinderen af Nobels Fredspris og bossen for den største fagforening CFDT, Berger, som vinder af Nobelprisen i økonomi.”
Med andre ord, det foregik meget mere civiliseret under demonstrationerne landet over, gadens parlament var langt mere ansvarligt end selve Nationalforsamlingen.
DE SAMLEDE FAGFORENINGER havde allerede meldt ud – 7. marts lukker vi landet ned – totalt. De mere rabiate meddelte, det ikke kun ville komme til at handle om bare en dag – det ville fortsætte.
Der var ikke meget, der nåede at blive debatteret færdigt i Nationalforsamlingen – med 20.000 indgivne ændringsforslag, gik det uendeligt langsomt frem. Inden for det sidste døgn op til afslutningen, fjernede stillerne af ændringsforslagene da også de mange, ikke meget forskellige forslag – men det var klart nok lige så SYMBOLSK som at oprette de 20.000. Resultat – det forventede og ønskede: Kun 2 punkter nåede at blive behandlet. Ingen afstemning kunne finde sted.
Fra 28. februar var det så Senatet, der skulle give sin mening tilkende. En helt anderledes forsamling, der holdt på formerne, høflig omgangstone – et sted, hvor den manglende debat endelig kunne få ørenlyd. Præsident Macron kom da også med en sidebemærkning om, at han håbede, Senatet ville forbedre og udbygge pensionsreformerne.
I princippet byggede en del af reformerne på højrefløjen Les Républicains’s (LR) egne forslag, og de har flertal i Senatet. Hermed ikke sagt, at det ville blive ligetil. Republikanerne var helt klar over egen magtposition og ville presse citronen til det sidste. Regeringen, ledet af ministerpræsident Elisabeth Borne, vidste naturligvis også, den havde brug for Republikanerne for at få pensionsreformen nogenlunde intakt igennem.
INTERNT VAR REPUBLIKANERNE ikke enige. Partiet havde endnu ikke klarhed i egen ledelse, og slet ikke heller om, hvem, der skulle være præsidentkandidat ved præsidentvalget i 2027.
Det var der til gengæld ikke megen tvivl om i Rassemblement National – Marine Le Pens parti. Godt nok havde Marine Le Pen tabt til Emmanuel Macron i de to sidste præsidentvalg i 2017 og i 2022, men hun var dog nået frem til slutrunden. I 2027 ville Emmanuel Macron være ude af billedet, og partiet havde arbejdet intenst på at være respektabelt, socialbevidst og hjælper for “den lille mand”. Partiet havde nu i 2022 ikke kun 3 som tidligere, men 89 medlemmer af Nationalforsamlingen. De deltog ikke meget i debatterne eller fremlagde forslag, men de nåede dog at komme med et mistillidsvotum til regeringsforslaget den allersidste dag, præsenteret af Marine Le Pen.
Det blev hurtigt nedstemt.
Venstrefløjen – NUPES (LFI – De Ukuelige, Kommunisterne, de Grønne og Socialisterne) ønskede ikke at stemme på et forslag fra Rassemblement National, som var anset for at tilhøre det ekstreme højre. Ministerpræsident Elisabeth Borne gik fra talerstolen direkte til angreb og kaldte både La France Insoumise (LFI) og RN (Rassemblement National) – den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj – for de rene “populister” med foragt for demokratiet. Marine Le Pen var passiv, LFI saboterede en normal debat.
Så kom der igen gang i hylekoncerten.
VENSTREFLØJEN STOD OGSÅ splittet. Visse metoder fra LFI vakte forargelse, partiet tog i den grad teten og ikke alle provokationer faldt i god jord. Arbejderminister Olivier Dussopt blev af et medlem af LFI kaldt “un imposteur et un assassin” – en bedrager og en morder – på grund af stigning af arbejdsulykker i statistikker fra 2017 og 2019. Ministeren skulle nu holdes ansvarlig!
Dussopt blev først arbejdsminister i 2022, men var på forreste række under debatterne om pensionsreformen. Der fulgte kort efter en undskyldning, da det gik op for LFI medlemmet, Aurélien Saintoul, hvordan Nationalforsamlingen reagerede på hans udsagn.
Ministeren fik en ekstra livvagt. Et tweet var ugen forinden af et andet medlem af LFI blevet lagt ud på de sociale medier med en selfie og overskriften: “Monsieur le ministre, Træk Deres pensionsreformer tilbage!” Iført højrød jakke og det trikolore farvede skærf, medlemmer af Nationalforsamlingen bærer, stod han smilende med den ene fod elegant placeret på en ballon med arbejdsminister Dussopts hoved. I Nationalforsamlingen nægtede LFI medlemmet, Thomas Portes, at trække sit tweet tilbage: “Jeg fjerner tweetet, når De trækker pensionsreformerne tilbage.” “Vous voulez ma tête”, råbte ministeren vredt, “Vil De tage livet af mig, vil De have mit hoved, stiller De så også op med foden på mit afhuggede hoved?”
Thomas Portes blev bortvist fra Nationalforsamlingen i 14 dage, og hans nationalforsamlingsgodtgørelse blev sløjfet for to måneder. Sådan var der varmet godt op under arbejdsminister Dussopt.
TIL GENGÆLD SÅ DET sløjt ud med de planlagte forhandlinger om vanskelighederne for udsatte grupper, når og hvis pensionsalderen blev hævet fra 62 til 64, og diverse særordninger blev fjernet. Folk, der er startet meget tidligt på arbejdsmarkedet, kvinder, der kun har været sporadisk ansat, folk, der fra 55 år kan have meget svært ved at finde et job – listen var lang.
Svarene var forblevet utydelige, lejrene gik i hårdknude. LFI præsterede en afskedssalut ved i samlet flok kort efter midnat på debattens sidste dag at istemme De Gule Vestes sang: “On est là” – Vi er her – selv om Macron ikke vil have det, Vi er her. “On est là!” I den modsatte ende af salen gjaldede nationalsangen la Marseillaise, og LFI udvandrede. Kakofoni til det sidste.
Emmanuel Macrons fromme ønske og opfattelse af, at folk ikke var vrede, men ængstelige, og at det var helt naturligt, fik én og anden til at trække på smilebåndet. Vreden havde ulmet længe. Nu var turen så kommet “til at lukke landet ned” – “ikke fordi man ville, men når regeringen ikke ville forhandle – og Macron ikke forstå, så var der ingen anden udvej.”
Det store startskud var 7. marts. 8 fagforeninger og 5 ungdomsorganisationer stod samlet i mottoet Frankrig står stille – “La France à l’arrêt!” Transportsektoren – tog og metro lukkede stort set ned. Raffinaderier også, skraldemænd ditto, mange skoler og gymnasier. Skytset var rettet mod pensionsreformen og Macron – men lidt som med De Gule Veste – havde mange også forhåbninger for egen sag – og en sådan er der som bekendt utallige udgaver af.
USIKKERHEDEN KUNNE NEMT få vreden og frustrationerne til at få frit løb. Inflation, manglende købekraft, for lave lønninger, for lange arbejdstider – og så den længe lurende fornemmelse af at blive overset, ikke regnet for noget og glemt. Der var blevet længere og længere mellem by og land – sågar til de større byer, men først og fremmest Paris, hvor eliten boede og de riges præsident Emmanuel Macron, der åbenbart ikke kunne få ind i sit hoved, at løsningen lå lige for – tage fra de rige, der havde tjent styrtende og hjælpe de, der ikke havde nok. Så ja, der blev demonstreret, strejket og advaret mod pensionsreformen. Væk med den.
Regeringen på sin side advarede kraftigt mod at blokere landet – det ville gå hårdt ud over alle – og landets økonomi. Emmanuel Macron var så overbevist om, at hans reformer var absolut nødvendige, at der ikke kunne være tale om at opgive dem. Han lyttede til forbedringer, men dagene var snart talte, hvis reformerne skulle kunne igangsættes i september 2023.
Strejker bliver hurtigt dyre for den enkelte i tabt arbejdsindtægt – og organisationen af hverdagen tung og indviklet. Mange manglede fortsat en forståelse for nødvendigheden af netop de reformer, regeringen og Macron på bedste klumpedumpe maner og uden sammenhængende pædagogisk fremlægning, havde hældt ud over dem.
HVEM BLINKER FØRST? Ebber demonstrationerne ud?
Får regeringen flertal sammen med Republikanerne (LR) og gennemfører en pensionsalder på 64 år? Eller hvis ikke det lykkes, gennemfører regeringen så de 64 år pr. dekret med artikel 49,3?
Ça passe ou ça casse – går den så går den – kvit eller dobbelt.
Det blev præsident Macron, der blinkede først. 3 minutter før seancen i Nationalforsamlingen torsdag den 16. marts klokken 15, blev det besluttet at gennemføre pr. dekret.
Indtil midnat onsdag den 15. havde både præsident Macron og ministerpræ-sident Élisabeth Borne satset på et flertal sammen med Republikanerne ved den afstemning, der som sidste punkt – efter et ja til pensionsreformen i Senatet – nu skulle finde sted i Nationalforsamlingen.
3 minutter i lukketid stod det klart, højrefløjen, les Républicains, stod splittede – et flertal for pensionsreformen var mere end usikkert. Hverken Macron eller Borne kunne være sikre på deres stemmer.
Resultat 49,3. Venstrefløjen LFI gav ministerpræ-sident Élisabeth Borne et hylekor og en buhen og Marseillaisen for fuld decibel plus plakater med “64 ans c’est non” – 64 år NEJ – ved ankomst til Nationalforsamlingen og efter afbrydelse af seancen – hele lydniveauet i fuld udblæsning om igen, mens hun med ørenlyd for de få med mindre, de sad langt derfra foran en tv-skærm, tog ansvaret for på regeringens vegne at gennemføre artikel 49,3.
Mistillidsvotum var på vej – og skulle debatteres mandag den 20. marts efter deadline for dette nummer af La France. Får et mistillidsvotum flertal, ryger regeringen. Præsidenten – Emmanuel Macron er sikret sin plads frem til 2027 – men han kan opløse Nationalforsamlingen og udskrive valg. Det vil hverken højre eller venstrefløj være sikre på udfaldet af, men det ekstreme højre repræsenteret ved Marine Le Pen tror fuldt og fast på spekulationerne om, at de står til fuld fremgang.
Solen gik ned over Paris den torsdag aften 16. marts 2023, mens de demonstrerende, samlede fagforeninger styrede fra uden for Nationalforsamlingen mod Concordepladsen sammen med mange andre demonstranter for endnu engang at gøre det helt klart, de sagde nej til pensionsreformerne.
En aften, hvor selv Chanel nummer 5 ikke var stærk og effektiv nok til at modstå andre forførende dufte fra oceaner af affaldsposer, efter skraldemænd havde strejket og vedblev med at strejke.
Demonstrationer og strejker vil fortsætte – ikke mange er parate til at blinke – snarere fuldt ud optaget af at stirre stift mod modstanderen og holde fast i sit eget.
Frankrig går en usikker tid i møde – eller den mere positive udgave af situationen – interesting times we live in – vi lever absolut i en interessant tid.
