Den største franske rap-gruppe er ikke fra Paris, men fra Marseille. Mød IAM.
Af Jørgen Jørgensen
Det er Paris mod Marseille, når man taler om skoler inden for fransk rap i starten af 90’erne. Jeg har tidligere i La France beskrevet de grupper, der opstod omkring Sarcelles, en forstad til Paris. Derudover var det store navn i Paris NTM, opstået omkring de to break-dansere og spraydåse-artister Joey Starr (borgerlige navn: Didier Morville) og Kool Shen (Bruno Lopes). NTM står for Nique Ta Mère, den franske pendant til Motherfucker. Deres tredje album, Paris sous les bombes, refererer netop til deres fælles fortid, hvor de taggede hovedstaden med deres spraydåser (“bombes”).
Men IAM i Marseille er altså den største franske rap-gruppe. Rivaliseringen mellem NTM og IAM kommer på en sjov måde til udtryk i en film af Karim Dridi, Bye-Bye, fra 1995. Den handler om to brødre med nordafrikansk baggrund, der efter en dramatisk hændelse i Paris flygter i en 2CV til onklen og tanten i Marseille. I Marseille hænger den yngste af brødrene, Mouloud, ud med sin fætter i Marseille, Rhida, hvilket får katastrofale konsekvenser. Bl.a. kommer de i kløerne på en dealer. Mouloud går selvfølgelig som pariser rundt i en t-shirt med påskriften NTM, hvorimod Rhida er IAM-fan, så på hans t-shirt står der “Je danse le MIA”, titlen på IAM’s største succes. Den vender jeg senere tilbage til.
Som alle andre rapgrupper trækker IAM – via medlemmernes familiemæssige baggrund – på flere kulturelle rødder. Derudover anvender de ægyptiske og eksotiske kunstnernavne på grund af deres forskellige interesser. Der er først og fremmest Chill, hvis borgerlige navn, Philippe Fragiole, røber den sicilianske baggrund. Hans kunstnernavn bliver Akhenaton. I Marseille møder Chill Dj’en Eric Mazel, der har spansk og marseillansk baggrund. Hans kunstnernavn bliver Kheops. De to møder Jo (Geoffroy Mussard), der har familiebaggrund på Madagascar og la Réunion. Han var oprindeligt danser, men bliver konverteret til rap under kunstnernavnet Shurik’n (le shuriken er et kastevåben i kung fu). Med tilgangen af Pascal Perez (kunstnernavn: Imhotep), født i Algier af pied-noir(sortfødder)-forældre, og de to dansere Malek Brahimi (Sultan) og François Mendy (Kephren) er IAM i 1989 komplet. Førstnævnte er af algiersk og sidstnævnte af senegalesisk afstamning. Der er flere forskellige bud på, hvad IAM (udtales som det engelske ”I am”) står for: Imperial Asiatic Man, Indépendantistes Autonomes Marseillais eller Invasion Arrivée de Mars. Hvem ved?
For godt 30 år siden, i 1993, blev en fransk rapsang for første gang nr. 1 på Top50 takket være IAM og deres sang Je danse le MIA. I det år skal gruppen, efter at have eksisteret siden 1986, udgive albummet Ombre et Lumière (Skygge og Lys). Den har hidtil haft en vis succes (deres første album, De la planète Mars, kom i 1991) men der skal også brød på bordet. Akhenaton, der lige er blevet gift og har stiftet familie, overvejer at genoptage sit universitetsstudium til arkæolog, så det nye album er lidt den sidste chance for gruppen. Singlen forud for albummet skal derfor helst være iørefaldende. IAM’s musikselskab tænker på en titel, som gør lidt nar af søndagsbikerne på deres Harley Davidson. Denne planlagte sang kan ligne en parodi på Serge Gainsbourg og Brigitte Bardots berømte hit Harley Davidson med de indledende linjer “Je n’ai besoin de personn’/En Harley Davidson/Je n’reconnais plus personn’/En Harley Davidson” (Jeg har ikke brug for nogen/På en Harley Davidson/Jeg genkender ikke længere nogen/På en Harley Davidson). Så dem, der har rettighederne til sangen (Serge Gainsbourg er død to år tidligere), vil ikke have, at IAM sampler den. Enden på det hele bliver, at gruppen foreslår at vende tilbage til et parodisk og morsomt nummer, Je danse le MIA, de som regel bruger som afslutning på deres koncerter, og som ligger milevidt fra den samfundsbevidste og engagerede rap, de ellers står for. Men det skal være i en ny version. Da sangen handler om gruppemedlemmernes sorgløse tid på diskotekerne i starten af 80’erne, foreslår Kheops, deres Dj, der er vild med funk, at sample et hit fra den tid, Give me the night af George Benson. Sådan bliver det, og Je danse le MIA forbliver i spidsen af Top50 i otte uger og bliver den næstmest solgte single i Frankrig i 1994. I øvrigt er en “mia” ikke en dans, og man danser ikke en “mia”, men som en “mia”, et gammelt udtryk i Marseille for en “ami” (ven) af den slags, der går med åbentstående skjorte, så man kan se guldkæden om halsen.
Ellers er IAM mest kendt for sange, der udtrykker social indignation. Tit er udgangspunktet “un fait divers”(smånyt) i Marseille. Og politiet har som bekendt travlt i byen, så det er der nok af. I sangen Un cri court dans la nuit er det en 15-årig dreng, der bliver passet op af tre bøller i metroen og stukket ned med kniv, fordi de vil have den jakke, han har på, og som han har fået i julegave af sin far. Omgivelserne ser bare til og griber ikke ind: “Elle (la veste) change de main, il a beau dire que ses parents n’ont pas un sou/Au fond tout le monde s’en fout/Les trois types, les gens autour, gratuitement, la lame est soudaine/L’Opinel pénètre, 10 centimètres dans l’abdomen”. (Den (jakken) skifter ejermand, han siger forgæves, at hans forældre ikke har nogle penge/I grunden er alle ligeglade/de tre fyre, folk rundt omkring, uden grund/bladet er der pludseligt/Opinel-kniven trænger ind,10 cm ind i maven). Så skifter scenen til, hvad faderen senere tænker, og derefter til betjentene, der uden empati foretager deres undersøgelser, mens de spiser deres sandwiches. Livet går bare videre.
Sidste del af sangen handler om en prostitueret, der bliver slået ihjel af en kunde. Hun går rundt på gaden, mænd kommer forbi i biler. De dytter, stopper, kører videre, ingen af dem vil noget: “Elle en a marre de ces tarés qui passent, repassent, la condamne/Blessent son âme et dix mètres plus loin se marrent” (Hun er dødtræt af de depraverede, som kører forbi igen og igen, fordømmer hende/Sårer hendes sjæl og 10 meter længere henne morer sig). For dem er hun bare en luder, for hendes søn en mor (“Pour eux, elle n’est qu’une pute, pour son fils elle reste une mère”). Til sidst kommer der en kunde, som tager hende med til en lejlighed. Ud fra lejlighedens vindue hører man et skrig. IAM sammenligner den prostituerede med både Askepot og Snehvide i teksten: “Blanche neige a croqué le fruit amer sans amertume” (Snehvide har spist den bitre frugt uden bitterhed), “Mais les escarpins sont maudits, ils ramènent Cendrillon vers son taudis” (Balskoene er forbandede, de bringer Askepot tilbage til hendes hummer) og “Miroir, dis-lui qui est la plus belle” (Spejl, sig hende, hvem der er den smukkeste). Måske for at understrege, at disse tableauer netop ikke er eventyr, men den skinbarlige virkelighed.
Den samme teknik anvendes i sangen Petit Frère (Lillebror), hvor en drengs uheldige vej mod kriminalitet ses fra storebrorens (grand frère) synsvinkel: « À l’époque où grand frère était gamin/On se tapait des délires sur Blanche Neige et les Sept Nains/Maintenant les nains ont giclé Blanche Neige et tapent/Eclatent des types claquent dans Mortal Kombat » (i stedet for at læse Snehvide og de syv små dværge er det nu dværgene der er voldelige mod Snehvide og tilbringer tiden med kampspil som Mortal Kombat). I det hele taget giver IAM medierne og underholdningsindustrien skylden for den uheldige udvikling, der gør, at “lillebror” har travlt med at blive stor: “Petit frère a déserté les terrains de jeux/Il marche à peine et veut des bottes de sept lieues” (Lillebror har forladt legepladserne/han kan knapt nok gå og vil have syvmilestøvler). Eller med en anden formulering i sangen: Il vient à peine de sortir de son œuf/Et déjà petit frère veut être plus gros que le bœuf” (Han er knapt nok kommet ud af ægget/Og Lillebror vil allerede være større end oksen).
Sådan tager IAM alle de emner, som Marseille er berygtet for, op. Narkotika f.eks. i Sachet blanc (hvid pose), hvor man følger ”des pauvres mecs” (nogle sølle fyre) på gaden i færd med at overbringe poserne, mens de rige bagmænd ubekymret lever deres luksusliv. For de små dealere venter kun fængsel og død. ”Personne ne joue avec les mêmes cartes”, som det lyder mere filosofisk på sangen Nés sous la même étoile (født under den samme stjerne) fra albummet L’Ecole du Micro d’Argent fra 1997. Til forskel fra så mange andre samfundskritiske rapgrupper optræder IAM som en slags mentor (storebror) for de unge, idet de også anviser nogle idealer, man kan leve for. Mange tekster i deres bagkatalog behandler således filosofiske og eksistentielle temaer. Og skulle man ikke forstå alle ordene i nogle af deres lange eposer, kan man roligt læne sig tilbage og nyde den sydfranske accent i deres sange. Den minder os om, at Marseille er andet og mere end kriminalitet og forbrydelser. Det er en smeltedigel for forskellige kulturer, og hittet Je danse le MIA er netop en hyldest til Marseilles folkesjæl, som gruppen har oplevet den i begyndelsen af 80’erne. På videoen til sangen kan man se det mærketøj, der omtales i teksten: Stan Smith-sko, Ray Ban-solbriller, Tacchini-joggingtøj, Nebuloni-mokkasiner m.m. og de biler (Renault 12 f.eks.), udstyret med tæppebelagt rat (”la main sur le volant avec la moquette”) og Pionneer-solskærm, som de kørte rundt i. De unge ville gerne virke vilde dengang, men set i IAM’s bakspejl var det en gylden tid.
