Så skal alt på ejendommen tjekkes, der skal arbejdes
Så skal alt på ejendommen tjekkes, der skal arbejdes - men heldigvis har vi inden ankomst fået et par franske havefolk til på forhånd at tage sig af det værste ukrudt og udendørs rensninger. For de fem oliventræer er ikke blevet tilset i godt et år, og herhjemmefra ved vi jo, hvad et års tid kan lave af ravage i haven og på terrassen.
Provence

Ih, hvor vi dog glæder os

FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY

Åh ja, så begynder jeg at kende Frankrig igen. Som da 15.000 motorcyklister landet over i februar kørte i demonstration gennem de store byer for at vise deres utilfredshed med, at regeringen nu havde forbudt dem at overhale mellem bilerne eller indenom på landets landeveje. Som bilist kender du det sikkert, når du i myldretiden snegler dig afsted på en flersporet fransk vej, og en motorcyklist pludselig kommer farende midt i rækken af de utålmodigt langsomtkørende bilister – eller du på en motortrafikvej bliver overhalet indenom i nødsporet af en motorcyklist. Det er faktisk ret ubehageligt aldrig at vide, om du bliver overhalet indenom eller udenom, og at du konstant skal holde øje med trafikken i bakspejlet.

Strejker og utilfredshedsvisninger har der jo altid været mange af i Frankrig, men her under covid-krisen har de ellers holdt sig lidt tilbage. Men in Black er et nærmest ikkeeksisterende fænomen – og de Gule Veste har været noget neddroslet – nu må vi se, om der opstår andre begivenheder, der kan afstedkomme kraftige ytringer og handlinger. Men mon ikke det sker?

Ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til den tid, hvor vinbønderne demonstrerede mod manglende EU-tilskud og lod vinen flyde ud på landevejene fra deres store biler. Det kommer vi nu næppe heller til at se ret meget af, for forårets frost har jo været ret hård i flere vinområder og dermed naturligt beskåret en god høst, længe inden den overhovedet kunne være kommet i gang – alene fordi blomstringen i den grad blev reduceret. 

Nogle af vinbønderne klager allerede deres nød, men eftersom ingen jo aner, hvordan kvaliteten af druerne vil blive, så er der vel sandsynlighed for en udgang, som ikke er så værst endda: Mindre vin, fremragende kvalitet og højere priser. Så mon ikke de gode vinbønder kommer ud af det med skindet på næsen?

DET KOMMER VI nok til at høre nærmere om, for nu er det ganske vist. Min hustru og jeg drager til Sydfrankrig sidst i juni for en kort periode. Meget kort endda. Og bare rolig, vi er begge vaccineret med den rette blanding, og vi vil naturligvis bære mundbind på hele turen derned – vi vil være flyvende – og vi skal nok holde os til alle de forskrifter, det franske sundhedsvæsen kan finde på. Ih, hvor vi glæder os til at gense vores hus, vennerne og blot at kunne gå rundt i de sydfranske omgivelser. For slet ikke at tale om vandreturene gennem de store supermarkeder, som jeg ellers under normale omstændigheder kan få rigeligt af ved blot at nærme mig. 

Så skal alt på ejendommen selvfølgelig tjekkes, der skal arbejdes – men heldigvis har vi inden ankomst fået et par franske havefolk til på forhånd at tage sig af det værste ukrudt og udendørs rensninger. For de fem oliventræer er ikke blevet tilset i godt et år, og herhjemmefra ved vi jo, hvad et års tid kan lave af ravage i haven og på terrassen. Nedfaldne blade og oliven, pollen, der har trykket sig godt ned på terrassefliserne, ukrudt der kommer nedefra og saharasand, der kommer oppefra og som sætter sig alle udendørs steder. Poolen har havefolkene også taget sig af, siden de sendte billeder af den mørkegrønne væske fyldt med olivenblade og et utal af frøer. Efter sigende skulle den igen være klart og flot med indbydende blåt vand – lige til at boltre sig i – for os, ikke for frøerne.

NU SKAL DET også blive spændende at se, om naboerne overhovedet kan huske os længere. Ikke for det, vi ved jo, som jeg nævnte i forrige klumme, at borgmesteren ind i mellem har været forbi og tjekke huset. Og det har vores gode venner i den nærliggende by da også været. Men de andre naboer, der ikke har set skyggen af os gennem halvandet år. Hvad med dem? Naboskaber skal man jo normalt passe og pleje – ikke helt så meget som haven – men lidt derhen af. Så hvordan det vil udvikle sig, kan vi jo kun gisne om – og håbe på. Måske står alle venner og naboer – ikke mindst med borgmesteren i spidsen 
– parate med champagne og festivitas, når vi ankommer til byen. For vi ved jo efterhånden, at der er mange kulturforskelle mellem danskere og franskmænd. Både på godt og ondt.

Nu kan franskmændene også selv indbyrdes let finde vej til konflikter, når det f.eks. er parisere og sydfranskmænd, der tørner sammen. For godt nok er franskmænd høflige – og væsentlig høfligere end danskere. Men i Paris har man på en måde mindre tid til at være lige så høflig, som man er i de små storbyer og ude på landet.

Se nu vores nabo for eksempel, som dengang vi var nytilflyttere og endnu ikke havde lært at afkode, hvordan vi skulle forholde os til omgivelserne. Det var dengang, vi endnu ikke havde fået vej til huset og vi måtte nøjes med at kæmpe os herop ad de 70 store trappetrin.

VI HAVDE PRØVET en dag at benytte os af genboens lille terræn på et par kvadratmeter til at slæbe vores store kufferter hen til huset, men var blevet smidt væk af ham med et par fnysende ord om uforskammet, udlændinge og privat område. Men pludselig en dag så vi vores nabo fraternisere med genboen – den selvsamme genbo, der var ejer af den grund, vi andre beboere ikke måtte benytte som genvej. De sad i haven under hyggelige former, så det ud til. Drinks, afslapning og godt vejr. Og et par timer senere bevægede naboen sig hen over genboens grund med nogle store madrasser – pænt hjulpet af genboen. Det er altså sådan man gør. Inviterer genboen eller naboen ind på drinks, diskuterer vind og vejr samt formulerer sit ærinde – og vips, er der ingen problemer. Så må man godt. Man skal bare spørge om lov. 

Lidt korsikansk mafia er der altså i den måde at omgås på. Som italieneren, der på Korsika blev stukket ned af en lokal bonde, fordi han sprang køen over ved en telefonboks. Det var da kun naturligt, han kunne jo bare have spurgt om lov først – ja og vel forhandlet sig til et resultat.

NU HÆNGER DET jo nogle gange sådan sammen, at årsagen til, at man ikke altid lige spørger om lov først og begiver sig ud i længerevarende og helt givet interessante diskussioner, er, at man måske ikke præcis ved, hvad man skal sige, og hvordan man skal formulere sig. Man har måske ikke det rette ordforråd på det fremmede sprog. Det var formentlig det, der blev den stakkels italieners skæbne – og så at det var før mobiltelefonen.

En anden årsag er selvfølgelig, at vi ikke har tid. Vi danskere – og pariserne med for den sags skyld – er alt for stressede til, at vi har tid til alle de høflighedsfraser. Det er jo meget hurtigere at sige til naboen “hov du, lån mig lige din motorsav” end at begive sig ud i møder, drinks og pæne fraser. Tænk på al den skønne, spildte tid, der ligger i høflig omgangsform.

Rent faktisk er det jo ikke kun høfligheden, der lider under den manglende tid, det er netop også sprogkundskaberne i almindelighed. Hvis vi gav os mere tid til at lære sprogets krinkelkroge at kende, kunne vi jo sagtens lære at tale flydende fransk. Jeg mener, når nu flere hundrede millioner mennesker rundt om i verden taler perfekt fransk, når nu selv små børn kan udkonkurrere os og sætte alle vores franskkundskaber til vægs – er sproget så ikke noget, vi burde bruge tid til at tage os sammen til at lære? Om ikke andet for med endnu større sikkerhed at undgå italienerens skæbne.