fbpx
Livsstil

Investorerne har fået øje på Uzège

Foto: Ivoha / Alamy-Stock-Photo

Uzège nord for Nîmes er et område, der virker til at være midt i en rivende gentrificering. Vi har mødt tre investorer, der står bag nylige store investeringer i hoteller og restauranter.

Af Mads Christoffersen, kultursociolog, og Eva-Marie Møller, Journalist

”Jeg er utallige gange kørt forbi det gamle kloster, som ligger lige over den tusind år gamle bro le Pont Saint Nicolas og har tænkt på, hvad der kunne gemme sig bag de tykke, fæstningsagtige mure. Det viste sig en dag, at huset var til salg, og jeg besøgte det kun af nysgerrighed”, fortæller forretningsmanden Arnaud le Bihan. Hans historie starter egentlig med corona-epidemien, som lukkede Frankrig ned i 98 dage i alt.  Her skete der en overraskende udvikling inden for turistsektoren i området Uzège, som er oplandet omkring den charmerende provinsby Uzès i departementet Gard.

Le Bihan og to andre iværksættere begyndte næsten samtidigt at restaurere historiske bygninger for at bygge femstjernede hoteller og luksus-restauranter, som foreløbig har kastet én Michelin-stjerne af sig.

Hvad var der gang i? Havde de berømte bobo’er (bourgeois-bohème) iværksat en hemmelig invasion af det eller så rolige, landlige og helt usnobbede område? Bobo’erne er kendt for at være veluddannede og højtlønnede mennesker, som kombinerer en livsstil på første klasse med venstresnoede holdninger og sympatier. De er berømte – og berygtede – for at få boligpriserne i de større fransk byer, ikke mindst Paris, til at eksplodere over den magiske grænse på 10.000 euro per kvadratmeter.

Hvorfor I det hele taget dette boom i kostbare restaureringer og gamle huse til et kundesegment udstyret med guldrandede kreditkort?

For at finde svaret besluttede vi os til at besøge de tre investorer, som havde kastet sig ud i kæmpe projekter: Et slot i byen Collias ved Gardon-floden; et gammelt kloster, Prieuré St. Nicolas de Campagnac, lidt længere oppe ad den samme flod; og et gammelt mas eller herregård la Privadière ved småbyen Garrigues-Sainte Eulalie 7 km uden for Uzès.

Château de Collias – fra middelalderfort til Michelin-stjerne

Vi møder Christophe Tailleur, som er den ene af de to ejere, da vi efter at have ringet på porttelefonen og er taget i øjesyn af receptionisten, træder ind i en smukt restaureret gård. Han tager imødekommende imod os og siger, at han har arrangeret, at vi som den første kan tale med hans chef de cuisine. Kokken er allerede en berømt person i byen, idet han kun 15 måneder efter åbningen af restauranten har fået den første Michelin-stjerne. 

Christophe Tailleur
Julien Martin

Han viser sig at være en ung, genert mand på 34, Julien Martin, som ser på os med alvorlige og intense øjne. Han fortæller, at han tog sin uddannelse i Tours, og derefter var han chef på en restaurant i Baskerlandet, og så en anden i Bordeaux.

”Jeg har flyttet en del, men det hører med til faget. Jeg går ikke nødvendigvis efter flere Michelin-stjerner; jeg vil blive ved med at lave tingene, som jeg gør nu. Kommer der en stjerne til, er det fint, men det er ikke noget jeg går efter – og slet ikke tre stjerner. Man skal ikke lægge pres på sig selv for at få stjerne nummer to, selvom man måske ubevidst arbejder henimod det igennem de små forbedringer. Hovedfokus er på at bevare den, vi lige har fået”.

Julien fortæller, at køkkenet får 95 pct. af deres råvarer fra de lokale producenter: Størstedelen af fiskene kommer fra kystbyen Le Grau-du-Roi, mens frugt og grønt kommer fra en producent i landsbyen Vers og honningen fra lokale producenter. Selv chokoladen kommer fra en lokal producent, som får kakaobønnerne fra sin far, der dyrker dem i Ecuador og Peru. Dermed kan de lave en chokolade, som er 100 procent ren.

Christophe Tailleur tilføjer, at man har to restauranter: en bistro og en med gastronomisk mad. Prisen på bistroen er 49 euro for tre retter, mens den gastoniske ligger mellem 95 og 115 euro. Efter danske standarder er det rystende billigt.

Selve projektet med at restaurere slottet tog fart, da Christophe og hans forretningspartner besluttede sig for at sælge deres restauranter i Strasbourg. Det handler om at komme ned til lyset og varmen i Sydfrankrig. Projektet var at koncentrere sig om en enkelt hotel-restaurant, som også skulle være deres hjem.

Christophe Tailleur viser rundt på Château de Collias.

” Vi skulle finde et sted som ikke lå lang fra de store trafikårer og ikke for langt fra de store festivaler i Avignon og i Arles. Så fandt vi dette slot, som ikke havde været beboet i mere end hundrede år. Der var f.eks. ingen toiletter, kun latriner. Vi kastede os i ud et kæmpe restaureringsarbejde. Dele af slottet var sunket sammen, og vi måtte rekonstruere det fra begyndelsen. Vi købte slottet i 2019 og åbnede for publikum i 2022.”

Slottes historie går tilbage til det 11. århundrede, og det blev bygget på resterne af en romersk bygning. Der var helt normalt at gøre, for det var her, byggematerialerne var. Tårnet i midten af slottet er fra perioden 12-1500-tallet og blev bygget som et fort efter militære principper med meget tykke mure. I 1600-tallet kom der en renæssance bygning til. I 1700-tallet kom slottet til at tilhøre en gren af Montpezat-slægten, som solgte til markisen af la Chapelle, der udførte store arbejder og anlagde parken. Han fik under revolutionen den ukloge idé at forsvare kongen, og det kostede ham hovedet på skafottet.

Om restaureringsarbejder fortælles Christophe Tailleur: ” Vi har forsøgt at respektere bygningens 1000 års historie ved at være tro imod alle perioder. Parken har været ændret flere gange, men vi har reetableret haven fra 1800-tallet. Den var fuldstændig tilgroet, men jeg har selv sammen med min familie lavet arbejdet med at fælde træer og plante 2000 nye. Det var et kolossalt arbejde, men vi sparere også mange penge. I alt har opbygningen kostet syv millioner euro, og vi har modtaget tilskud fra EU på mere end 1 mio. Jeg regner med, at den normale pris for at totalrenovere et slot som dette er 9 mio. euro, så vores eget arbejde har været 2 mio. værd, men det har også været et kæmpe slid.”

Et magisk sted: Prieuré de Saint Nicolas de Campagnac

Arnaud le Bihan er iværksætter og business angel, der har haft held med sine forretninger. Han er en engageret fortæller, som ser insisterende på sin samtalepartner. Han er kommet gennem mange år i regionen på ferier og på besøg hos venner i Uzès og Nîmes. Det er især lyset, som har fascineret ham. Familien søgte efter en sommerbolig, og de fandt en gammel vingård i kommunen Ste. Anastasie.

Arnaud le Bihan

”Jeg blev fuldstændig begejstret over de fem bygninger, som er en helhed i det gamle kloster: Der er fire fredede, historiske bygninger, hvor kirken er totalfredet, desuden dueslaget, klostret og hestestaldene. Det er alt sammen uendelig smukt, og der følger 12 ha jord med. Det hele har en historie på 1000 år, da der har boet folk siden 900-tallet, fordi der her var et naturligt vadested, hvor man let kunne komme over med oksekærrerne det meste af året på vejen mellem Uzès og NÎmes. Huset har en stærk historie, og jeg følte, at huset kaldte på mig og sagde: ”Kom, vi har ting, vi skal lave sammen”.

Arnaud beretter, at han har måttet lave et stort arbejde med el og behandling af spildevandet. Blandt andet er der etableret et separat, økologiske vandrensningsanlæg som opsamler alt spildevand og renser det 97 pct., så det kan bruges til kunstvanding.

Selvom han ikke vil ud med, hvad han har investeret i projektet, fortæller han: ”Jeg havde solgt mine virksomheder, så jeg havde pengene og tiden, og det det hele smeltede sammen med min passion for gastronomien, det at modtage gæster og min passion for udsmykning. Jeg havde lyst at kaste mig ud i nye ting med koncerter, events og kunstudstillinger.”

Der er to huse i klosteret, som skal indrettes til chambres d’hôtes, hvor folk kan overnatte. Der er også konkrete planer om en anden permanent restaurant, som skal være indendørs til forskel for vores udendørs, som kun holder åbent i sommerhalvåret. Den nye restaurant skal ikke være gastronomisk, men bistronomisk med simple, gennemarbejdede måltider til rimelige priser.

Prieuré St Nicolas de Campagnac.

På vores spørgsmål, om der er publikum til alle disse nye restaurationstilbud i området, svarer Arnaud le Bihan, at han mener, at de er flere folk, der holder af smukke ting og god mad, end man umiddelbart tror.

”Vi adskiller os her ved at være et familiested, hvor man kan spise, se udstillinger, høre musik, købe vin og andre lokale produkter – vi spiller på flere strenge.”

La Privadière – luksus i grønne omgivelser

I udgangspunktet kiggede Maxime Vandeparre, der kommer fra Belgien, efter et sted med udsigt over Middelhavet, hvor han kunne etablere et hotel med restaurant, men han droppede det, fordi der var for dyrt.

Maxime har ingen baggrund inden for hotel- og restaurationsbranchen. Han har en MBA og har arbejdet i større virksomheder. I 2012 grundlagde han en virksomhed inden for air con-anlæg til hoteller og fik derigennem kendskab til branchen og især luksushotellerne. Den solgte han med stor fortjeneste i 2018, og så gik han sammen med sin kone på jagt efter et sted i Sydfrankrig, hvor de kunne realisere drømmen om at opføre og drive et luksushotel med tilhørende restauranter.

La Privadière

I 2019 fandt de den smukke, gamle vingård, la Privadière, som havde en fantastisk udsigt over et landskab med vinmarker. Gården er fra 1500-tallet, men den var nedslidt, så den skulle igennem en total renovering for at opfylde kravene til en femstjernet restaurant. Stedet afskiller sig fra de øvrige ved at indeholde et helt hus med spa og andre wellness-faciliteter, som gør det attraktivt også om vinteren. 

”Vi kom og lavede planerne under covid og byggede husene om i flere etaper. Den gastronomiske restaurant åbnede i april 2022 og et år senere bistroen sammen med hotellet. Vi har lavet en plan for omsætningen og den følger vi fuldstændig. Det er faktisk bare at følge en liste med de krav, der følger med,” fortæller Maxime Vandeparre.

Maxime tror ikke, det er et problem, at der opstår tre luksushoteller og chambres d’hôtes på samme tidspunkt. Han anfører, at markedsundersøgelser har vist, at der er tilstrækkeligt med hoteller i mellemkategorien og mange udlejningssteder (gîtes), men at der mangler luksushoteller.

”Hvis man ser på, at der hver år kommer over 90.000 mennesker til Uzès for at overnatte, så der er nok også plads til 30 femstjernede værelser.”

Ikke kun bobo’er

Der er næppe tvivl om, at bobo-segmentet er begyndt at fylde en del i Uzège-området. Men det er ikke den eneste forklaring på, at tilflytningen af en ny, betalingsstærk gruppe er blevet synlig og præger efterspørgslen efter bl.a. luksusrestauranter.

En anden tendens kan føres tilbage til conora-perioden, hvor franskmændene som sagt blev spærret inde på deres matrikel. Det fik mange til at tage ophold i sommerboligen og her opdagede de, at de rimelig let kunne passe deres arbejde via internettets mange muligheder for møder og digitalt samarbejde. Det overbeviste en del højtuddannede om, at de kunne blive boende i det sydlige og så tage til Paris en gang om ugen.

Endelig er der tendensen til at velhavende både franske og udenlandske pensionister slår sig ned i området.

De opsøger ikke glimmeret i Côte d’Azur, men de føler sig godt tilpas i Uzège, der er en smuk ramme for det gode liv. Alt i alt er forestillingen om, at der sker en glidende gentrificering af denne del af Sydfrankrig nok en kendsgerning.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.