Den afsides beliggende landsby Lucéram i bjergene nordøst for Nice fyldes ved juletid med julekrybber. Vi tog på besøg.
Tekst og foto: Finn Rastén, journalist
I den lille middelalderlandsby Lucéram i – bjergene kun 25 km nordøst for Nice – arbejder indbyggerne med julen næsten hele året. Det lokale museum er helliget julekrybber fra de mest ydmyge i tændstikker eller stof til de mest overdådige. Men når julen nærmer sig, bliver hele landsbyen med sine godt 1200 indbyggere invaderet af krybber. Under hvælvinger, i garager og vinduer, på fontæner og trapper, i butikker og lokaler og i hver en lille afkrog vil man også i år kunne beundre over 450 julekrybber i og omkring den gamle landsby.
Den allermindste krybbe er bygget i en valnøddeskal, den største er 10 meter lang. Der er krybber skåret ud i en træsko eller indrettet i en tændstikæske, strikkede krybber og smedede krybber. Og krybberne er befolket af de elskede santons, de provençalske krybbefigurer, skåret i champagnepropper, kridt eller voks, bygget af tøjklemmer eller saltdej og i alle størrelser fra en centimeter til halvanden meter eller mere.
Byen kan nås med bil fra Nice via snoede bjergveje, der tilbyder spektakulære udsigter undervejs. På grund af sin autentiske charme og sin nærhed til den franske riviera er Lucéram et ideelt sted for en dagstur. De berømte julekrybber (crèches på fransk) i Lucéram, som er en del af den årlige tradition “Circuit des Crèches”, begyndte som en organiseret landsbytradition i 1998.
Denne tradition har ikke blot styrket byens sammenhold, men også gjort Lucéram til en populær destination i juletiden, der tiltrækker besøgende fra både Frankrig og udlandet.
Mens krybbetraditionen i Lucéram kun er 26 år gammel, strækker bjergbyens historie sig tilbage til antikken, idet landsbyen var strategisk vigtig som forsvarspost i middelalderen. Byens labyrintiske gader, gamle stenhuse og forsvarstårne vidner om dens middelalderlige oprindelse. En af de mest bemærkelsesværdige bygninger er Saint-Michel-kirken, som stammer fra det 15. århundrede og er kendt for sine smukke fresker og en imponerende barok altertavle.
I den nærliggende landsby L’Escarène er kirken Saint-Pierre-ès-Liens kendt for at have en betydningsfuld julekrybbeudstilling med stærk lokal appel. Den historiske bygning er kendt for smuk arkitektur og interiør, der gør den ideel til at fremvise en juleudstilling. De mange santons er typisk håndlavede og kan variere fra år til år, afhængigt af bidragene fra lokale kunstnere og beboere. Som i andre provençalske landsbyer er julekrybben i L’Escarène ikke blot en religiøs tradition, men også en fejring af regionens kultur, hvor provençalske skikke og landsbyens egne karaktertræk ofte afspejles i de små figurer.
Den provençalske tradition med julekrybber går tilbage til 1700-tallet. De berømte santons har inspireret generationer til at skabe krybber som en central del af deres julefejring.
Udstillingen i L’Escarène er mindre formel og storslået sammenlignet med Lucérams, men den har en intim og autentisk charme. Den giver besøgende mulighed for at opleve en mere lokal og personlig fortolkning af julekrybbetraditionen, som er tæt forbundet med befolkningen i landsbyen.
Udbredelse af santons kan spores tilbage til den franske revolution, hvor kirker blev lukket, og offentlige religiøse ceremonier, inklusive opstilling af julekrybber, blev forbudt. Som reaktion begyndte mange familier at lave deres egne små, private krybber i hjemmet.
Krybbespillene siges at strække sig tilbage til 1223, da den hellige Frans af Assisi søsatte en lang tradition for at levendegøre Jesu ankomst. Men i Provence havde Maria, Josef og Jesus-barnet i slutningen af 1700-tallet fået følge af en mængde statister.
Jean-Louis Lagnel (1764–1822) boede i Marseille og var den første til at bruge ler til at lave de små figurer, hvilket gjorde dem billige og tilgængelige for almindelige borgere. Det var ham, som udvidede figurgalleriet i krybben ved at inkludere almindelige mennesker fra hverdagen i Provence. Det var en nyskabelse, der knyttede julekrybben tættere til lokalsamfundet og den regionale kultur.
I dag er produktionen af santons en vigtig håndværkstradition i Provence. Hvert år finder der store santon-messer sted, især i Marseille og Aix-en-Provence, hvor håndværkere udstiller og sælger deres værker. Santon-kunstnere, kendt som santonniers, viderefører traditionen med at skabe både klassiske figurer og moderne fortolkninger.
Santon’ernes oprindelse er derfor både en historie om religiøs kreativitet og en fejring af Provence-regionens unikke kulturarv.
Ordet santon kommer af det provencalske santoun, lille helgen, men det typiske for santon-figurerne er netop, at de forestiller alt andet end helgener. Den provencalske krybbe vrimler med bagere, møllere, fiskekoner, hvidløgs-sælgere, kurveflettere, borgmestre, og hvad der ellers fandtes af agtværdige erhverv i 1800-tallets Provence. Dertil kommer figurer fra de populære Pastorales, de provençalske krybbespil ligeledes fra 1800-tallet, såsom den fæle Boumian, der stjæler børn og de fjogede Pistachié og Piget med deres enorme kurve fyldt med tørret torsk og olivenbrød. Der er det gamle par Jordan og Margarido som småskændes og den pensionerede notar Roustido med den røde paraply.
De ægte santoner (fald ikke for de billige kopier) fremstilles stadig efter den gamle teknik: den første figur bliver omhyggeligt formet i ler med alle de fine detaljer, siden bliver der støbt en gipsform efter den, som bruges til at håndpresse kopierne i, også af ler. Herefter følger en længere tørring fra otte dage til to måneder, hvorefter figurerne brændes og siden håndmales.
Hver santon-mager har sit særpræg, og de ægte kendere kan skelne hvem der har lavet hvilke figurer. I gamle dage morede les santoniers sig med at give deres figurer ansigtstræk fra levende modeller i landsbyen, ikke altid lige venlige karikaturer.
En af nutidens mest kendte santonier’er er Daniel Scaturro i Aubagne, en by tæt på Marseille, der er berømt for sin produktion af keramik og santons. Scaturro er en mester inden for den traditionelle kunstform, og hans arbejde er højt værdsat for både håndværksmæssig kvalitet og kunstnerisk udtryk.
Han skaber santons med stor sans for detaljer og autenticitet, og også hans figurer repræsenterer både de klassiske religiøse scener og det provençalske dagligliv. Figurerne formes i ler, tørres, brændes og males derefter i hånden. Scaturro har en unik stil, og hans figurer er ofte fyldt med liv og udstråler varme, hvilket gør dem populære blandt samlere og elskere af provençalsk kultur.
Han fører traditionen videre på en lidt anderledes måde, og i hans krybbe kan man blandt andre støde på skuespillerne Gerard Depardieu og Yves Montand forklædt som santons.
Også efter revolutionen har den franske stat skabt problemer for julekrybberne. For eksempel er julekrybber på rådhuse og i skoler i princippet ikke tilladt i en sekulær stat som den franske, der i lov af 9. december 1905 forbyder “at anbringe religiøse symboler på offentlige steder.”
Siden dengang har flere rådhuse og offentlige steder dog jævnligt trodset forbuddet, men enkelte har i tidens løb måttet krybe til korset og pille deres krybber ned igen, hvis nogen har protesteret.
Statsrådet, der er Frankrigs højeste administrative retsinstans, proklamerede dog i 2016, knap 111 år efter lovens indførelse, at man undtagelsesvis godt må opstille krybber på offentlige steder – vel at mærke hvis julekrybben har karakter af et kulturelt, kunstnerisk eller festligt udtryk snarere end en religiøs manifestation.
Dette fik Olivier Duperon, professor i offentlig ret og æresdekan for det juridiske fakultet ved universitetet i Reims, til at tage affære. Han sendte et notat ud til universitetets ansatte om forholdsregler i forbindelse med juletræer. De ansatte var nemlig i tvivl om, hvorvidt statsrådets dom også gjaldt juletræerne. Og her erklærede professoren egenhændigt, at grantræer inden døre i offentlige bygninger ikke er noget religiøst symbol, og at han derfor gav grønt lys for den slags. Hvis de studerende derimod havde tænkt sig at opsætte en julekrybbe, så må de gøre det udendørs – altså ikke i universitetsbygningen.
Det ser også ud til – i hvert fald i øjeblikket – at opsætning af helgenfigurer af ler med tilhørende krybber, jesusbarn og de elskede santons i dagens Frankrig er tilladt på grund af deres kunstneriske udtryk. Ikke et ord her om religion, forstås.
I Lucéram er krybberne selvfølgelig heller ikke udstillet i offentlige bygninger. Det hele foregår internt i byen, for de er udstillet i murenes nicher, på trapper, i kældre, i vinduer, på altaner – og hvor fantasien ellers rækker.
Le Circuit des Chrèches de Luceram afholdes fra den 8. december til den 6. januar. Se mere på www.luceram.fr
