fbpx
Livsstil

Kærlighed til små kommuner og gamle stenhuse

Yndigt ser det ud og vi er vilde med det, men at gennemskue matriklernes afgrænsning og størrelse kræver både en nærstudering det franske Cadastre og en forklaring på rådhuset.

Det kræver både indsigt og endnu mere tålmodighed at blive ’non-résident’ i en lille fransk kommune og eje et ’résidence secondaire’. Et godt sted at starte er en nærlæsning af byens årsskrift – og glemme alt om e-mails.

Tekst og fotos af Morten J. Stald (kommerciel rådgiver) & Morten Brink Iversen (journalist)

Der var brev. Et gammeldags brev i en stor brun kuvert, og det var fra borgmesterkontoret sendt hele vejen til Danmark til de nye ’non-résidents’. Det var byens årsskrift; ’Bulletin Municipal’. 30 sider i farver på glittet papir.

Frankrig har over 34.000 kommuner, og det er nemt at grine af og helt sikkert for mange. Vores nabokommune har fx under 300 indbyggere. Rådhuset er af sparehensyn slet ikke placeret i kommunen, men lagt sammen med en helt tredje kommunes rådhus, der har under 200 indbyggere. Så man skal køre igennem vores kommune (som de for Guds skyld ikke vil samarbejde med) for at komme fra byen til rådhuset. Forvirret? Det har vi været i mange år. Det handler om ældgammel historie (som ingen rigtig kan huske), men der er mange følelser på spil her.

Der er også følelser på spil, når det gælder vores by. Den huser 843 indbyggere og er stor nok til at have både skole, posthus, læge og farmaci. Det er faktisk områdets virkelige metropol, er vi alle enige om, når vi mødes til en pastis eller en demi-citron på baren.

Selvom landsbyen kun rummer 843 indbyggere, er der stadig postkontor i byen, og det er endda velbesøgt.

Reelt måles landsbyernes potens på den årlige byfest. Her er det antallet af dage, der tæller. Alle de små landsbyer afholder byfester med variationer over lotto, fælles paella, og DJ. Festen varer en enkel dag. Men ’vores’ byfest, som er kommunens stolthed, varer over 3 dage, og her kommer rigtige (kopi)bands hver aften, og der er petanque konkurrencer på flere baner ad gangen.

Vigtigere for os er det, at byen ligger tilpas langt væk fra supermarkederne, så der stadig er en bager, købmand og et lille marked på torvet hver torsdag. Årsskriftet indeholder telefonnumrene på dem alle, ja, selv den lokale korrespondent fra avisen ’Midi Libre’, som endda har fået nævnt sin e-mail som byens eneste ud over rådhuset.

At vi nu kan skrive direkte til aviskorrespondenten, er værd at tage med, men at du ikke behøver at starte bilen, hver gang man mangler noget, er virkelig et plus – noget vi overvejede grundigt, de vi kiggede efter hus. Det er faktisk svært at finde, for de store supermarkeder har støvsuget al mindre handel i landdistrikterne. At vi nu også har telefonnumrene på byens frivilligt drevne museum, vandreklubben og fællesyogaen i den gamle biografsal er blot en luksus, som vi må se, om vi får brug for.

Det er en luksus med marked i byen. Der er få boder, men det er både høj kvalitet, god stemning og så slipper vi for at starte bilen. 

Borgmesteren er her, der og alle vegne. Han er med til begravelserne, på petanquebanen og serverer fadøl til byfesterne. Han hilser i gaderne med mappen under armen og pryder hver 5. billede i årsskriftet. Han var vist nok engang socialist, men i dag, hvor det glorværdige parti nærmest er udslettet fra af alle sider fra af Macron, Le Pen og Mélenchon, er han bare borgmesteren, alle kender, og som de fleste har stemt på de sidste 30 år.

Lokale prioriteter

Borgmesteren forsøger at presse lidt storpolitik ind i årsskriftet – fx berører hans to siders ’Le mot du Maire’ også den det internationale sammenhold trods krige, ligesom han erklærer, at nu er kommunen helt ude af pandemien. Den havde vi næsten glemt. Krigen er dog mere til stede i bybilledet, for rådhuset har troligt flaget med ukrainsk flag hver eneste dag lige siden Putins invasion. Rørende, men det er først og fremmest nærdemokratiet, der lever i årsskriftet. Der er status på udvidelsen af plejehjemmet, og på det nye stentag, som kirken i samarbejde med regionens arkæologer er ved at få lagt. Franskmændene er lige så vilde med foreninger, som vi er i Danmark. Det lyder bare flottere på fransk. Fx er der en hel side med nyt fra ’Association culturelle pour les l’art le patrimoine la musique et l’orgue’ (ikke vores stavefejl) – på fladt dansk ville foreningen nok bare hedde Kirkeorglets Venner. De samler stadig ind til restaureringen, kan vi forstå. Der er nyt om fællesmåltiderne for ældre, som endelig er begyndt igen efter pandemien, og masser om byens frivillige brandkorps’ jubilæum, som er en stor prioritet for kommunen i 2024. Endelig ønsker man over en halv side ’Bonne Année’, der i bedste word-art stil er oversat til 13 sprog – heriblandt catalansk, irsk, esperanto … og dansk! Merci, vi føler os inkluderede.

Vi skiftede i øvrigt til elbil i 2024, og foreløbig er der ikke nogen ladestander i byen. Så vi ledte selvfølgelig efter kommunens elektriske planer i bulletinen. Ikke et ord. Det var også mere et håb end en forventning, for franskmændene er ikke rigtig begyndt at køre elbiler endnu. Det siger meget om franskmændenes (manglende) interesse, at det er den tyske discount kæde LIDL, der har flest lynladere i landdistrikterne. Vi har tidligere spurgt rådhuset om deres elektriske overvejelser, og bemærket, at et par ladestandere kunne være et smart konkurrenceparameter for byens bar, købmand og restauranten. Vi har endda høfligt pointeret, at vores lille nabokommune faktisk har en enkel (langsom)lader. Og den større nabo-nabo-nabokommune, som man altid gerne vil sammenligne sig selv med (og snakker lidt misundeligt om), har hele to af de langsomme stik!

Kommunal service

Vi spurgte via e-mail. Men foreløbig har kommunen ikke svaret, så vi må nok tage den med borgmesteren, næste gang vi ser ham med mappen under armen. Måske er kommunen bare ikke så meget for mails, for normalt er de meget behjælpelige, når man (mundtligt) booker tid hos damen, der hver torsdag varetager en slags borgerservice.

Vi bookede tid sidste sommer, for vi ville gerne vide, hvem der var vores naboer. Til den ene side er det nemt nok, for det er selve rådhuset og skolen, men til den anden side er det noget mere kompliceret.

Morten besigtiger udvalget i boden med frisk frugt og grønt til yderst rimelige priser.

En af de charmerede glæder ved små franske landsbyer er deres middelalderbykerner, hvor stenhusene er viklet ind i hinanden. Byerne har et fuldstændig uoverskueligt antal snørklede matrikler, som er ejet af langt flere, end der er indbyggere. Vores hus ligger endda ikke engang i byens ældste del. Gaden blev etableret for kun 150-200 år siden, men baghusene er ældre, og har arvet middelaldercharmen. Og problemerne. Det viste sig, at vi havde hele tre proprietærer på den anden side, forklarede den venlige dame på rådhuset, imens hun printede side efter side ud fra det franske Cadastre, som hun ivrigt tilføjede telefonnumre og adresser på ejerne med kuglepen. Alle de tre nye ’naboer’ har kældre op til vores 100 kvm have, som er husets vigtigste (grønne) rum sommeren igennem. Men haven ligger lukket inde af de tilsyneladende forladte kældre, så alt haveaffald og de overdimensionerede kommunale skraldespande skal ind igennem huset. Ret upraktisk, så vores lumske bagtanke var at købe én af de faldefærdige kældre og etablere en dør. Alle tre kældre støder nemlig op til en lille smøge, og så ville vi pludselig have en udgang og tilmed et skur til haveredskaber, de kommunale skraldespande, værktøj og havemøbler. Smart! Og med hele tre ejere måtte der da være en mulighed for at én af dem ville sælge.

Kærlighed til ruiner

Den flinke dame på rådhuset kunne sagtens se pointen. Ingen af de tre ejere boede i kommunen længere, viste det sig, og hun tilbød straks at ringe og spørge en af de tre kælder-proprietærer, som hun tilsyneladende kendte. Sikke en service. Håbet levede nogle minutter. For ejeren af kælderen var gammel, dårligt hørende og viste sig at bo i en kommune næsten 30 kilometer (altså 5 kommuner) væk. Så tror pokker det ligner en ruin. Til vores forbløffelse blev der råbt et beslutsomt ’non’ i telefonen, da kommunedamen efter høflighederne forklarede om vores drøm.

”Det kunne vi godt have fortalt jer. Folk her går næsten aldrig af med matrikler. Om så det falder sammen om ørene på dem, så hellere beholde det”, grinede nogle af englænderne længere nede af gaden, som er flyttet permanent til byen for at nyde pensionistlivet langt fra regn og Brexit. De underholdt os med et par fjollede eksempler og krydrede det med deres eget årelange forsøg på at købe et lille jordstykke på under 100 kvadratmeter, som forhindrede dem i direkte adgang til floden. Jordstykket ligger totalt isoleret, har ingen funktion ud over at tage vandet, når floden står højt. Ejeren boede langt væk, men jordstykket var bare ikke til salg. Punktum. Og nu havde de opgivet tanken, for ejeren var død, og jorden gået i arv til 4 børn i Nordfrankrig, der aldrig ville blive enige.

Vi forsøgte lidt endnu. Sendte venlige breve til alle kælderejerne, hvor vi forklarede, hvor glade vi var for byen, men at vi var udfordrede med havelogistikken. Om vi måtte komme forbi, vise billeder og fortælle om vores ideer. Vi gav dem vores Facebook, Instagram, Whatsapp, telefonnumre og postadresser i begge lande. Intet svar. Til sidst kørte vi ud til den mest oplagte ejer af de tre kældre. Det var en ensomt beliggende og lettere misligholdt 60’er villa med en smadret firehjulstrækker med hundebur i indkørslen. Bil og indkørsel var klistret til med ’Attention Chasseur’ skilte. Hvis hunde gøen kunne dræbe, var det sket. Da vi overvandt skrækken og vovede os hen til hoveddøren, måtte vi stammende forklare os igennem den lukkede dør… ’Nous ne vendrons pas!’, blev der råbt retur, og så var det ligesom uddebatteret. Vi opgav at besøge de andre, der bor endnu længere væk.

Gør det selv?

Nu har vi bedt arkitekten om at tegne på et redskabsskur i haven i stedet. Hun er i øvrigt vendt tilbage med opmåling og skitser af huset og ret vilde (og sikkert dyre) ideer. Første overraskelse var dog husets størrelse. Vi har altid regnet med ca. 300 kvadratmeter, for det var det, som ejendomsmægleren mente helt tilbage for 30 år siden. Siden er det mål gået i arv. De to ejendomsmæglere, der vurderede huset sidste år, godtog tallet uden at tjekke efter. Sådan et register findes nemlig ikke rigtigt i Frankrig, og det betyder heller ikke så meget i et stenhus, oplyste de. Nu har arkitekten så fraregnet ureelle vinkler og tykke mure, og kommet frem til et tal der hedder 250.

Nå, de tykke stenmure har til gengæld andre fordele. De ureelle vinkler gør indretningen mere interessant, og så holder rummene en ret stabil temperatur sommeren igennem uden brug af energikrævende aircondition, som alle betonhusene bliver installeret med.

Vi er stadig glade for huset, trods havelogistik og de reducerede kvadratmeter. Faktisk havde vi fra begyndelsen kigget hinanden dybt i øjnene og lovede os selv, at alt bøvl med at være husejere skulle kategoriseres som en del af oplevelsen ved at blive ’non-resident’ i en landsby i Sydfrankrig.

Det løfte blev grundigt udfordret, da vi kiggede ind i husets ældste rum, som vi altid har brugt til vinkælder. Det blev sidst sat i stand i 1980’erne af den forrige ejer, og han havde forsøgt at rette de skæve vinkler ud og gøre rummet moderne. Siden havde de tykke stenmure langsomt, men sikkert, afstødt hans puds og beton – ifølge kloge hoveder fordi stenmuren bagved ikke kunne ånde. Så det måtte bankes ned. En let lille sag, som vi med stor entusiasme kastede os over. Pudset faldt jo ned af sig selv, så det kunne da bare tage et par dage. Arbejdet endte med at tage et par uger, for de havde smurt kælderen ind i mange hundrede kilo for at forsøge at rette kælderen op. ange steder sad det stadig godt fast – især i loftet. Vi endte med at køre 15 gange til den lokale genbrugsstation, hvor opsynsmanden til sidst havde så ondt af os, at han troligt kom tøffende for at hjælpe med at tømme bagagerummet og få en billedstatus fra vores renovering. Han grinede. Om vi var klar over, at man som ’non-resident’ kun måtte komme på genbrugsstationen 3 gange om ugen? Det var vi ikke. Selv om han prompte gav os dispensation, skulle vi dagligt minde os selv om vores løfte, at det var en ’del af oplevelsen’.

Det endte godt. Vi kan gå igen, men næste gang ringer vi til en af byens håndværkere fra årsskriftets telefonlister, der også rummer bulletinens virkelige Breaking News. For ejeren af byens hjerte, caféen, hendes navn er simpelthen streget ud med slettelak! Kommunesekretæren (eller er det borgmesteren selv?) har møjsommeligt siddet og streget et navn ud med hvidt slettelak i alle eksemplarer! Er cafeen lukket? Er ejeren flyttet? En gyser venter forude for næste besøg til påske.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.