Hver en gade og plads i Aix-en-Provence emmer af byens mere end 2000 år lange historie og inviterer til udforskning og opdagelse. Skønhed, en høj livskvalitet og liv i gaderne året rundt gør byen til trækplaster for både tilflyttere og turister.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Man skal sætte sit aftryk på historien. Måske var det sådan, den romerske konsul Gajus Sextius Calvinus tænkte i år 122 f.Kr., efter at han havde været en tur over alperne i vestlig retning fra Italien for at erobre området mellem Alperne og Pyrenæerne. Han indtog og ødelagde delvist et keltisk oppidum – betegnelsen for et befæstet byområde – ved Entremont, som lå op ad nogle termiske kilder. Romerne var som bekendt besatte af vand, så Gajus besluttede, at det var et godt sted at anlægge en garnisonsby. Trods de erobrede områder, var der nemlig rigeligt at gøre med at holde kelterne og ligurerne stangne. Sit navn fik Gajus dermed mejslet godt og grundigt ind i den provencalske historie, for byen kaldte han Sextius’ vande, eller på latin ”Acquæ Sextiæ”. Acqua er siden blevet forfransket til Aix, med tilføjelsen ”en-Provence”, hvilket hjælper til at skelne den fra Frankrigs omkring ti andre byer samt en ø, der også har Aix i sit navn, og som ligeledes er grundlagt ovenpå kilder. Undertiden ses også formen ”Ax” eller den provencalske ”Aigues” (Aigues-Mortes), og som om det ikke var nok, insisterer franskmændene også på at kalde den tyske by Aachen for Aix-la-Chapelle, men det er en anden historie. En indbygger i en Aix-by kaldes en aixois(e), og dertil går beboerne i Aix-en-Provence, som noget unikt for dem, under den lidt mere raffineret lydende betegnelse Aquisextain(e), eller bare sextains/sextaines.
Der er unægtelig løbet noget vand i akvædukterne siden grundlæggelsen, samt i de nyere kanaler fra det 19. århundrede, der i dag forsyner byen med vand. Romernes vandbærende ingeniørkunst smuldrede med Romerrigets forfald, og så var man inden for bymurene i mange århundreder henvist til at grave dybt, til de righoldige kilder i undergrunden. Så helt slemt har det aldrig været. Men nu risler vandet uden ophør i de tusind fontæners by, som den af og til kaldes, skønt det faktisk antal er tættere på 100 – 106 for at være præcis. I nogle af dem kan man endda fylde drikkedunken.
Vandets rislen får jeg meget bogstaveligt at føle, da jeg til min frokost har parkeret mig på en stemningsfyldt restauration, som jeg ellers tidligere ikke har været helt heldig med (sidst jeg var på besøg var kokken gået hjem uden at lave min mad, som man kan læse om her). Men den ligger på Place Richelme, der efter min mening er byens flotteste, og stedet har den hyggeligste udeservering på pladsen, så jeg lever med udfordringerne, hvor flere nye denne gang skulle vise sig. Dagens frugt- og grøntsags-marked – for det afholdes hver dag her på pladsen fra kl. 8 til 13 – er netop pakket ned, og nogle arbejdsmænd går rituelt i gang med at spule pladsen, der skrår tilpas meget til, at en mindre flod fosser direkte under mit bord på vej mod kloakken. Således kan man få vasket tæerne midt i en chèvre chaud-salat, der også er svømmende, men dét i bacon, og i en grad, hvor man må lede efter salatbladene. Le Petit Bistro er bare ikke for sarte sjæle, men et lille glas og en charcuterie-tallerken til apéro kan man godt betro dem, hvis man alligevel falder for stemningen. Så meget nåede kokken da på mit sidste besøg.
Der er liv på Place Richelme fra tidlig morgen til sent på aftenen. Efter 13-sceneskiftet breder cafeerne deres borde ud over halvdelen af pladsen, og hen på aftenen er der pakket med unge mennesker, antageligt studerende, der nyder stemningen under platantræerne. Det må i sandhed være en vidunderlig by at studere i, og universitetet har da også et godt ry inden for bl.a. jura og litteratur. Det er grundlagt helt tilbage i 1409 og har siden 1800-tallet været forbundet med Marseille, der i dag samler fem campusser under navnet Université d’Aix-Marseille.
Til nordsiden afgrænses Place Richelme af en større bygning, la halle aux grains (kornmagasinet) fra midten af 1700-tallet. På den anden side af kornmagasinet ligger rådhuspladsen fra 1740’erne, og her kan man se forsiden af kornmagasinet, der er udsmykket med en imponerende fronton i barok stil, Le Rhône et la Durance. De to floder leverer vand til det frugtbare provencalske landbrugsland, og symboliseres her ved landbrugets gud Saturn (Rhône) med en åre i hånden, og frugtbarhedens gudinde Cybèle (Durance).
Nord for rådhuspladsen finder man et af byens vartegn, Tour de l’Horloge (klokketårnet), der er fra år 1510, men bygget oven på en port fra det 1. århundrede, hvor nogle af bundstenene er lagt omkring Kristi fødsel. Klokken – campanilen – er indrammet i et jerngitter, der forhindrer den i at ringe uafladeligt når mistralvinden blæser, hvad den på de kanter kan gøre i dagevis. Fire træstatuer symboliserer årstiderne.
Rådhuspladsen og Place Richelme ligger omtrent midt i det gamle Aix-en-Provence, hvor historien lever på hver af byens mange skønne pladser. Man kunne tænke, at det har set sådan ud fra tidernes morgen, men historien om pladsernes udvikling igennem tiden er, som alt andet i Aix, lang og kringlet.
De største af byens pladser ligger som perler på en snor tværs over bymidten. Drej til venstre ved klokketårnet, og den aflange og restaurantfyldte Place des Cardeurs åbenbarer sig. Her har man sol også sidst på dagen. I den anden retning kan man krydse igennem et par gader, og stå på Place de Verdun, hvor man finder Palais de Justice beliggende på det sted, hvor tidligere Aix’ parlament lå. Her er der også marked tirsdag, torsdag og lørdag formiddage.
Men mindst lige så hyggeligt som de store pladser er de mange små pladser, som byen gemmer rundt omkring i de små gader, som f.eks. Place des Trois Ormeaux, Place des Tanneurs eller Place Ramus, eller de små byrum der opstår hvor skæve gader mødes, uden at man har besværet sig med at give det et navn. Prøv f.eks. at følge Rue de la Verrerie hen under aften, når sulten melder sig.
Paris og Aix har en særlig forbindelse. De to byer er forbundet af en højhastighedsforbindelse, om end den i Aix-enden ligger lidt uden for byen, og mange parisere flyttede til byen under og efter coronaen, hvor regnvejret kunne udskiftes med solskin og mildt klima – helt nøjagtig har Aix 122 procent flere solskinstimer end Paris, og selv om Aix ikke er decideret billig at slå sig ned i, er boligpriserne stadig tæt på det halve. Flere byer kandiderer til fantomtitlen som Paris’ 21. arrondissement, og her er Aix bestemt højt på listen. De centrale dele af Aix rummer da også et væld af chic’e butikker, der kan afhjælpe tøjkriser for selv forholdsvis stilbevidste hovedstadsudflyttere.
En central skikkelse i Aix’ historie er Le bon roi René – den gode konge René, også kalde René d’Anjou. Han var ikke konge af Aix, men af Napoli fra 1435 til 1442, under navnet René I, indtil en anden hapsede tronen. Desuden var han titulær konge af Sicilien, og fra 1434 greve af Provence, samt hertug af Anjou. Det, der gør ham interessant for Aix-en-Provence, er, at han brugte de senere år af sit liv på at udvikle Provence og byen, og blandt andet får sat kunst og litteratur i højsædet. Efter Roi Renés død i 1480 bliver Provence tilknyttet kongeriget Frankrig. Aix bliver i den forbindelse hovedstaden i grevskabet Provence, og får i 1501 parlament. 1500-tallet bliver omtumlet for Aix, med religionskrige og nedbrænding, men med indsættelsen af Henrik d. 5. i 1589 og Nantes-ediktet i 1598, som satte en stopper for religionskrigene, er freden genetableret og Aix går ind i en gylden periode med exceptionel fremgang. Byen har parlament, universitet og ærkebiskop, og kulturlivet blomstrer atter op.
Ærkebiskop Michel Mazarin, der er optaget af at forskønne byen, får i 1645 kongelig tilladelse til at nedrive en del af byens sydlige befæstninger og udvikle et nyt og pompøst boligkvarter på stedet – et kvarter, der stadig bærer hans navn, og som skal huse de nye velbemidlede klasser af parlamentarikere, advokater og universitetsfolk, og senere opkommende købmænd. Tidens bedste arkitekter og skulptører hidkaldes til opførelsen af det ene mere spektakulære palads – hôtel particulier – efter det andet. Et hôtel particulier er en type fornem privatbolig med flere etager i franske byer, og altså ikke et hotel man kan indlogere sig på. Aix har ikke mindre end 165 af dem, hvoraf kun tre stadig er i familieeje. De øvrige er enten solgt eller konfiskeret under revolutionen.
I 1651 beslutter man sig for at opføre en promenade til hestevogne med træer og fontæner – den i dag berømte Cours Mirabeau, som afgrænser Mazarin-kvarteret mod nord, ind mod bymidten, omtrent hvor bymuren tidligere løb. Ud mod denne promenade ligger de fineste hôtels particuliers.
Udforskning af byen til fods kan i sagens natur starte hvor som helst, men et godt udgangspunkt er turistkontoret ved Fontaine de la Rotonde fra 1860, der også markerer den ene ende at Cours Mirabeau, og i øvrigt blev opført for at markere afslutningen på byens vandforsyningsproblemer i forbindelse med indvielsen af Zola-kanalen. Fontænens tre marmorstatuer er lavet af tre forskellige skulptører, og har blikket rettet i forskellige retninger. Det ligger der selvfølgelig en symbolik i. Den som kigger mod Cours Mirabeau symboliserer juraen. Den som kigger i retning af Marseille symboliserer handel og landbrug. Og den som kigger i retning af Avignon, symboliserer billedkunst. For lige som at blive i kiggeretningshumøret, står en bronzestatue af Cézanne også på pladsen og kigger imod Sainte-Victoire-bjerget, som han havde et nært forhold til (som tidligere beskrevet i La France).
Mazarin-kvarteret er også hjemsted for flere af byens mest markante museer, hvor især to skal fremhæves her. Hôtel de Caumont er netop et hôtel particulier, og det eneste af din slags, der i lighed med de parisiske hôtels particuliers i perioden er placeret mellem en forgård og en baghave. Fra 1680 begyndte man at bygge husene direkte til gaden, for at adskille sig fra stilen i Paris. På Hôtel de Caumont kan man få et indblik i det 18. århundredes indretningsatmosfære og æstetik, men museet rummer også en flot restaurant med mulighed for at sidde i haven.
Musée Granet, der er opkaldt efter den Aix-fødte maler François-Marius Granet, er et museum med både maleri, skulptur og arkæologi. Det deler sig over to lokationer med en kort spadseretur imellem. Blandt hovedværkerne finder man bl.a. malerier af Ingres, Cézanne, Picasso, Braque og Rembrandt.
Hvad Cézanne angår, så er han jo en af byens stoltheder. Cézanne voksede op i Aix, og boede og arbejdede der meget af sit liv. I det lys er det mærkeligt, at han er så relativt sparsomt repræsenteret på Granet, og på Aix’ museer i det hele taget. Der er et enkelt mindre rum med nogle få af hans billeder. Vil man se Cézannes kunst, må man rundt i verden, hvor de forskellige billeder befinder sig.
En interessant ting ved Granet er derimod, at man i en sektion af museet har ophængt billederne efter genre, således at man kan få sig en lille kunstlektion ved at bevæge sig igennem historisk maleri, religiøst maleri, portræt, landskab og genremaleri, med tilhørende forklaring.
Skrår man fra Mazarin-kvarteret op over Cours Mirabeau – måske har man fortjent en forfriskning eller lidt frokost på en af cafeerne – og videre ind igennem Passage Agard, hvor Cézannes velhavende far drev sin hattebutik, byens eneste, som forsynede egnens fårehyrder med hatte, kommer man ud foran retsbygningen, Palais de Justice. Det var som sagt her, parlamentet lå. Det stod stærkt i det 18. århundrede, og revolutionen går blidt hen over Aixois’erne, med blot 60 ofre. Efter revolutionen bliver Aix i 1790 præfektur (dvs. hovedby i regionen), men præfekten Delacroix forlader byen og installerer sig i Marseille. Dermed bliver Aix kun et underpræfektur. Byen forbliver dog sæde for Appelretten, for Cour d’Assises (en nævningedomstol, der behandler særligt grove forbrydelser), samt universitetet med jura og litteratur i højsædet.
Industrialiseringen kommer til Marseille i 1830’erne og 1840’erne, men den går uden om Aix, der dermed får lov at bevare sin charme og skønhed. Problemet med forsyning af vand løses endegyldigt med en række nye forsyningskanaler i løbet af 1800-tallet, ikke mindst for at overkomme koleraen, der hærger i byens fattige kvarterer. Bymuren rives ned i anden halvdel af 1800-tallet, og den nationale kunsthåndværkerskole vælger Aix til fordel for Marseille. Grevskabet Nice’s tilbagevenden til Frankrig i 1860 gør, at Aix’s institutioner kan udvide deres jurisdiktion og vigtighed.
Aix har blot 30.000 indbyggere i år 1900. Men byen står stadig stærkt inden for kulturen. I 1948 stiftes musikfestivalen, som stadig afholdes hver sommer, og byen har fået vokseværk. Demografien udvikler sig kraftigt fra 54.000 indbyggere i 1950 til 115.000 i 1975, og bystyret reagerer med urbanisering i form af udvikling af moderne forstæder syd og vest for den gamle by, for at imødekomme efterspørgslen efter boliger. I dag nærmer byen sig 150.000 indbyggere, et tal, der dog ser ud til at have stabiliseret sig de sidste 15 år.
Som leveby vedbliver Aix med at appellere med sin høje livskvalitet, solrige klima, en meget stor og næsten bilfri gammel bymidte, en overflødighed af cafeer, restauranter og kulturelle tilbud, rigelige shopping-muligheder, samt et opland og en placering, der er svær at slå. Der er gode togforbindelse nordover til Lyon og Paris, mod øst op langs Côte d’Azur til Nice og videre ind i Italien, og mod syd og vest til regionens andre større byer.
Aix’ gader inviterer til flanerier i roligt tempo, uanset tidspunkt på døgnet. At byen har mange studerende betyder, at der også er liv i gaderne uden for sommersæsonen – og skulle man alligevel få lyst til lidt mere storby, er Marseille kun en halv time væk.
Læs også artiklen om Cézanne og Sainte-Victoire-bjerget her.
Læs også om en dagsudflugt fra Aix til Château la Coste her.
Læs også om en dagsudflugt fra Aix til Salon-de-Provence her
Ophold i Aix-en-Provence
Aix er let at komme til. Flyselskabet Volotea har flere ugentlige afgange fra København og direkte til Marseille, hvor der fra lufthavnen går direkte transitbusser til Aix, uden at man behøver forbi Marseille først. En TGV-station med forbindelse til Lyon og Paris findes 15 km sydvest for byen, hvortil der er busforbindelse til Aix og andre byer.
Måske er Mazarin ikke et dårligt kvarter at installere sig i til et ophold i Aix, f.eks. på Maison du Collectionneur eller Hôtel Cardinal, der også ligger tæt på parkeringsmuligheder (Parking Mignet). Kvarteret er fredeligt og roligt og samtidig få skridt til det mere pulserende byliv.
