Efter at have været eftertragtet af feltherrer igennem tiderne, var Carcassonne nær blevet ramt af glemsel. I dag valfarter årligt to millioner turister til byen for at tage indtage borgen på fredelig maner – men finder ikke kun et middelalderligt minde.
Tekst: Finn Rastén
Allerede fra lang afstand får vi øje på det store forsvarsanlæg på bakketoppen. Det er ikke til at komme uden om, som det fylder i bredden i det smukke, spirende landskab. Men jo mere vi nærmer os, des mere forsvinder det for vores øjne, næsten som et fatamorgana. For selv om det ligger i al sin tiltrækkende dramatik på afstand, så skjules det jævnligt bag andre bakker, huse og træer, som vi nu kører ad de mange små og bugtede veje. Fæstningsværket Carcassonne er mere end en gammel middelalderborg, det er en del af byen af samme navn med omkring 46.000 indbyggere. Og netop denne form for kispus med de ankommende tilskuere kan måske ses som en del af selve historien om byen.
Midt i vores smalle hotelgade, i den gamle bydel lige neden for borgen, troner dens mure sig igen op over de gamle bindingsværkshuse og nærmest beder os om at komme og tage den i selvsyn. Ved den dramatiske Porte Narbonnaise rejser tårnene sig som vogtere af en anden verden. Foran porten mødes vi med det samme af Dame Carcas, den legendariske heltinde, som angiveligt narrede en hel hær. Stenbusten er af nyere oprindelse, for den gamle buste bliver bevaret inden døre i en af borgens mange sale.
Som fortællingen går, var borgen engang under årelang belejring af Charlemagne – Karl den Store (748-814) – og hans frankiske tropper. Byens hersker – en saracener – var død, og hans enke, Dame Carcas, var leder af forsvaret. Da byen var ved at løbe tør for mad og soldater, besluttede hun, at fede indbyggernes sidste gris op med de sidste sække korn og lade halmdukker iklædt soldateruniformer stille op på fæstningsmurene. Hun lod grisen kaste over muren, så den faldt ned foran de belejrende tropper og sprængtes. Karl troede, at byen stadig havde så rigelige madforsyninger og så mange soldater, at den ville være umulig at indtage. Derfor trak han sig tilbage, og for at markere sejren, skal borgens hersker have ringet med byens klokker: “Carcas sonne” – Carcassonne.
Det er en god historie. Men sand er den ikke, selv om den til stadighed fortælles og hører med til byens stolthed. Karl den Store førte ganske vist kampe i Spanien, men forbindelsen til Carcassonne findes der ingen egentlige kilder til. Og selve historien dukkede først op i skriftlig form i 1500-tallet, langt efter begivenhederne skulle have fundet sted. Men legender er ikke værdiløse, blot fordi de ikke er sande. Dame Carcas er ikke nødvendigvis en historisk person, men hun er alt det, byen ønsker at være: stolt, snu, modstandsdygtig. Hun er den kvindelige skygge, der lever videre i en by, der gennem årene har været domineret af mandlig krig og magt.
Romerne grundlagde fæstningen
Længe før riddere red gennem portene, før kættere gemte sig bag murene, og før arkitekter drømte i gotiske buer, lå der på en bakke over Aude-floden en samling primitive hytter og handelspladser. Mennesker havde boet her siden den yngre stenalder, men det var først med romernes komme, at Carcassonne for alvor blev en by. De byggede en solid mur rundt om bakkens top – en mur, hvis sten endnu i dag danner kernen i byens ældste forsvarsværk. Romerne forbandt Carcassonne med deres vejnet og bragte med sig infrastruktur, orden og handel. Byens navn, Carcaso, er af gallo-romersk oprindelse, og det romerske aftryk ligger som en solid, næsten stilfærdig struktur under de senere tilføjelser. Deres ingeniørkunst imponerer stadig, også i andre dele af Frankrig – tænkt blot på den 50 meter høje akvædukt Pont du Gard og arenaen i Nîmes. Men romernes imperium vaklede, og omkring det ottende århundrede dukkede saracenerne op. Arabiske og berbiske hære bevægede sig nordpå fra Spanien, og en overgang blev det sydlige Frankrig truet. Der er tegn på, at Carcassonne kan have været under muslimsk kontrol i en kort periode, måske i 720’erne. Men altså længe før Karl den Store.
I 1100-tallet blomstrede en ny og radikal tro i det sydlige Frankrig: katarismen. Katarerne prædikede en dualistisk lære, hvor det gode og åndelige stod i kontrast til det onde og materielle. De forkastede kirkens rigdom og dens korruption, og de blev snart et problem for både pavestolen og de katolske konger. Carcassonne blev et vigtigt tilflugtssted for katarerne. Under beskyttelse af det mægtige Trencavel-dynasti – en lokal adelsslægt, som herskede over byen – kunne kætterne holde til i relativ fred. Byens placering og dens mure gjorde den til en sikker bastion i en ellers truet region.
Men den katolske kirke svarede med vold. I 1209 blev Albigenserkorstoget indledt, et brutalt felttog mod kætterne. Simon de Montfort, en fanatisk korsfarer, førte an. Belejringen af Carcassonne blev en af korstogets mest berygtede episoder. Byen var stærk, men manglede vand og forsyninger. I august 1209 blev byen tvunget til at overgive sig, og områdets indbyggere – over 20.000 mennesker – blev enten fordrevet eller underlagt den katolske kirkes nåde. Katarismen blev brutalt undertrykt, og byen blev overdraget til de Montfort og derefter integreret i den franske krone. Det var begyndelsen på en ny tid – en tid med centraliseret magt, kongelig indflydelse og større befæstning.
I de følgende århundreder blev Carcassonne udbygget til en militær kolos. Den ydre mur, som i dag er et ikon for middelalderlig arkitektur, blev opført i 1200- og 1300-tallet. Dobbeltmuren med sine 52 tårne gjorde byen uindtagelig. Den fungerede som grænsefæstning mod Aragón og kongeriget Navarra. Men da Pyrenæerfreden blev underskrevet i 1659, og grænsen mellem Frankrig og Spanien flyttede sydpå, mistede Carcassonne sin militære betydning, og med tiden begyndte byen at forfalde
Fæstningens redning
I 1800-tallet stod Carcassonne over for sin værste trussel: glemslen. Myndighederne betragtede de gamle mure som ubrugelige ruiner, indbyggerne brugte de store sten til andre byggerier, og der var planer om at rive borgen ned. Men så trådte arkitekten Eugène Viollet-le-Duc ind på scenen. Han havde romantiske drømme om at genskabe fortiden – måske ikke præcis som den var, men som den burde eller kunne have været.
I 1853 fik han til opgave at restaurere den gamle borg. Han tilføjede spidse skifertage, rekonstruerede mure og porttårne og bragte byen tilbage til sin middelalderlige pragt. Kritikerne mente, at han tog sig for mange friheder, nogle kaldet det kitsch, men ingen kunne nægte, at hans indsats reddede Carcassonne fra ødelæggelse, og hans indsats fødte byen på ny til et sted, hvor myte og virkelighed smelter sammen.
Over to millioner mennesker søger årligt til Carcassonne, hovedsageligt for borgkompleksets skyld, der i 1997 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Byen må da også være lidt af et slaraffenland for dem, der interesserer sig for middelalderen og er fascineret af ridderhistorier. Jeg vil anbefale at gå ind på turistkontoret lige ved indgangen til byen, for at se en kort video med VR-briller på. Gennem virtual reality føres man i et kvarters tid gennem hele byens historie i en meget levende fortælling. En rigtig god indgang før man begiver sig på opdagelse ud i de krogede, brolagte gader, eller tager en rundtur på borgmurene, der for et lille halvt år siden blev fuldt genopført hele vejen rundt om byen. Fra borgen og bymurene ser man landskabet hele vejen rundt – og dermed også den nyere by. Og trods byens mange souvenirbutikker og restauranter, lever dens ånd stadig
Den nye og største del af byen
Carcassonne er dog meget mere end et middelalderligt minde. For udenfor murene ligger la ville basse, det moderne Carcassonne, hvor folk bor og lever. Krydser man floden Aude og kommer til Bastide Saint-Louis – den flade, geometriske bydel, som kong Ludvig IX anlagde i 1260, efter korstogene, så ændrer stemningen sig.
Den moderne by er ikke smuk i klassisk forstand. Den er arret, grå i kanterne, og langt fra den pastelfarvede postkortverden som man aner i andre sydfranske byer. Men den er ægte. På torvet spilles pétanque under platantræerne, der er liv på caféerne, børn leger i gaderne og biltrafikken er livlig. Her er der ikke stilhed som i fæstningen – det er liv i små, ujævne glimt og langt færre turister.
Borgen er en drøm og en turistattraktion, men hernede eksisterer virkeligheden. Trods alt bor der efter sigende kun 15-25 mennesker inde i borgen. Udenom bor der over 46.000. Trods det store antal er mange arbejdspladser flyttet til større byer, og unge flytter væk. Fattigdommen er ikke altid synlig for turisterne. Men den findes – især er kvarterer som Viguier og Saint-Jacques præget af høj arbejdsløshed og sociale spændinger. Mange familier lever under minimumsgrænsen, og skolen kæmper med at fastholde de unge. Turismen skaber arbejdspladser, men ofte kun sæsonbestemte og lavtlønnede. Og alt dette er også en del af det franske land.
Ude på landet lever bønderne stadig af jorden – især vinproduktion under Pays d’Oc og Malepère-betegnelserne. Enkelte dyrker også hvede, oliven og lavendel. Det er smukt – men ikke let. I dag bekymrer landmændene sig om klimaforandringer og EU’s landbrugspolitik. Tidligere gjaldt det tørke og handelspriser, i dag er det handelsaftaler og globalisering.
Carcassonne er en by der både rummer ruiner og drømme og føles som to byer. Den ene lever af minder, den anden af modstandskraft.
Spis og overnat
En anbefalelsesværdig restaurant er Comte Roger i den gamle fæstning. Ikke mindst er deres udgave af områdets traditionelle ret Cassoulet i særklasse.
Overnatning kan ske på Hôtel du Pont Vieux lige neden for fæstningen.
