Guide 2023 – 50 franske oplevelser – til lands, til vands og i luften
I gondol under jorden
Frankrigs undergrund er fyldt med fantastiske grotter, men en af de mest uforglemmelige er Gouffre de Padirac i Lot. En del af rejsen gennem grotten foregår nemlig ombord på små gondoler, som fragter de besøgende langs et stykke af den underjordiske flod Plane, der forgrener sig over hele 19 km, og hvis tålmodige arbejde igennem to millioner år har resulteret i de utrolige og forskelligartede formationer. Padirac adskiller sig også fra andre grottebesøg, fordi rejsen ned i jordens indre foregår via et kæmpe kraterlignende hul, hvad navnet også antyder, un gouffre. Man kan tage en elevator ned, men den største oplevelse fås via trapperne, der rigtig giver fornemmelsen af, hvor dybt 130 meter egentlig er. Efter bådturen fortsætter man til fods i de eventyrlige omgivelser forbi to små spejlblanke søer, hvor stilheden brydes i ny og næ af en faldende dråbe. Gouffre de Padirac er en af Frankrigs mest besøgte grotter, og det er absolut nødvendigt at reservere i forvejen via internet. De første turister kunne besøge stedet allerede i 1899, kun 10 år efter at den store grotte blev opdaget. Det store hul er blevet brugt som tilholdssted i urolige tider.
www.gouffre-de-padirac.com/fr/ Siden findes også på engelsk.

Korsikansk stemning i grotten
På Korsika er det anderledes grotteoplevelser, der venter, for her foregår besøget typisk fra søsiden enten i små turistbåde eller for de sportslige per havkajak. I nord er der flere omkring Cap Corse og i syd omkring Bonifacio. Og så byder Korsika på en af Frankrigs smukkeste hulerestauranter. Table de la Grotte, tilhørende luksusdomænet Murtoli, på det sydlige Korsika, er oplagt til en romantisk aften. Nyd solnedgangen fra restaurantens terrasse fra klippetoppen med en drink og indtag middagen i grottens indre, hvor stearinlysene kaster skygger på de rå klippevægge.
Det er nemt at forestille sig, hvordan den halvmåneformede grotte gennem tiden har tilbudt ly og beskyttelse til områdets skiftende befolkninger. Nutidens gæster kommer for en pause i en hektisk hverdag, hvad enten det er for en aften eller flere dage, i en af de mange luksushytter. De er indrettet i de gamle stenhuse på domænets 2500 hektar vild natur ud mod havet, der også huser 400 geder, godt 100 køer og kalve, bistader, vinmarker og 3000 oliventræer.
Reservation nødvendigt. Aldersgrænse på 15 år for at sikre den fredfyldte stemning. Pænt tøj påkrævet. Høje hæle er dog håbløse på den lille sti på vej til og i grotten. www.murtoli.com/la-table-de-la-grotte-domaine-de-murtoli-hotel-sartene-44-fr. html

På eventyr i jordens indre
For de eventyrlystne byder Aven Armand på en grotteoplevelse ud over det sædvanlige, nemlig en nedfiring direkte fra jordens overflade som en ægte speleolog med hjelm og pandelampe. Vel igennem den 75 meter lang “skorsten” hænger man pludselig over et betagende hulrum så stort, at det kan huse Notre-Dame-katedralen, hvor bunden er dækket af en forunderlig skov af over 400 staglamitter mellem 15 og 25 meter høje. Aven Armand er dog også en stor oplevelse for de mindre modige, der kan tage turen med en lille kabelbane via den 208 meter lange tunnel boret skråt ind mod grotten. Herfra fører ret så stejle trapper ned mod søjleformationerne, der mange steder ligner store stabler af tallerkener eller mere poetisk: høje slanke cypresser.
Navnet Aven forklarer grottens oprindelse, for det betegner en naturlig brønd eller et hulrum, formet af nedsivende vand, hvor “taget” på et tidspunkt er styrtet ned. Hvis man er en lille gruppe, der gerne vil have grotten for sig selv, så stilheden kan nydes til fulde, er det muligt at privatisere Aven Armand. Hold også øje med om der eventuelt er koncerter i højsæsonen, hvilket er en stor oplevelse grundet den fantastiske akustik.
Aven Armand, Causse Méjean, 48150 Hures la Parade. Åben fra 8. april til 5. november. Planlæg besøg på www.avenarmand.com

Hulemalerier og drypsten
Modsat de fleste af Frankrigs grotter, der først er blevet opdaget og udforsket sent, har Arcy-sur-Cure været kendt i flere hundrede år og indeholder sågar en turist-grafitti fra 1542 ridset af den lokale herremand. Hulen er ekstra interessant, fordi man både kan beundre drypstensformationer og hulemalerier. Sidstnævnte blev dog først fundet i henholdsvis 1946 og 1990. De er 28.000 år gamle og er de ældste af slagsen, der kan besøges.
Det er godt at læse lidt op på historien for bedre at forstå naturens vidunder. For 65 millioner år siden trak havet sig tilbage fra det, der nu er Bourgogne, hvilket forklarer hvorfor, der også findes flotte forstenede havdyr i Arcy-sur-Cure. Derefter gik Cure-floden i gang med sit stædige arbejde. For de forhistoriske mennesker, der malede på væggene, må oplevelsen af drypstensformationerne have været endnu mere betagende i flammernes skær. Forskerne er kommet frem til, at malerierne er koncentreret på de steder, hvor ekko-effekten er størst, så fortidsmenneskene kunne efterligne lyden af de malede mammutter, heste, bisoner og hvad der ellers befolkede landskabet omkring hulen.
Reserver billetter på nettet: www.grottes-arcy.net, www.ot-auxerre.fr

Den mystiske kilde fra undergrunden
La Fosse Dionne er ligeså dragende som den dybeste grotte, men den besøgende kommer ikke mysteriet nærmere end det blanke vandspejl og det fossende vand, omkranset af et idyllisk søjle-båret halvtag – en scene som taget ud af en Harry Potter-film eller Ringenes Herre for den sags skyld. Der er tale om en såkaldt kartisk kilde af samme type som den mere kendte Fontaine de Vaucluse, hvor vandet primært stammer fra infiltreret regnvand samt overskudsvand fra en anden flod.
Allerede i oldtiden blev kilden brugt til at bringe vand til den galloromanske by Tornodurum, der siden blev til den nuværende Tonnerre. Den smukke arkitektur stammer fra 1758, hvor den lokale adelsmand fik opført et såkaldt lavoir, vaskehus, omkring kilden, der blev indkranset i et bassin med en diameter på 14 meter. En række ildsteder under halvtaget producerede den aske, som blev brugt til at gnubbe linnedet rent. Dykkere har med jævne mellemrum udforsket La Fosse Dionne, senest i 2019, hvor der blev sat en ny dybderekord på 80 meter, men bunden var langt fra nået, og hvor vandet virkelig kommer fra er stadig et stort mysterium. Om sommeren og i tørkeperioder er der naturligt nok mindre tryk på det fossende vand.
www.bourgogne-tourisme.com/sites-naturels/la-fosse-dionne-3
Årets guide til 50 spændende oplevelser til lands, til vands og i luften i Frankrig er delt op i ti kategorier: