Tredje torsdag i november sender vinbønderne fra Beaujolais den friske vin, “le beaujolais nouveau”, på markedet under stort reklamebulder. Den franske kunstner Tony Mazzocchin syntes i mange år, at vinen var en skændsel for vinproduktionen og en prøvelse for smagsløgene. Derfor mente han, at der på netop denne “kedelige” novemberdag også skulle ske noget godt.
Kunstneren Tony Mazzocchin fik ideen til at sammenkalde en gruppe billedkunstnere, der alle – den samme dag som beaujolais nouveau blev frigivet – skulle sende et kunstfærdigt dekoreret postkort til en enkelt kunstner i kredsen. Det har nu stået på i 11 år, og i november 2020 modtog kunstneren Eric Babaud i landsbyen Russan 150 fantastiske postkort. Men der er indbygget tre betingelser i denne happening:
• Alle kort skal være udstyret med falske frimærker, som skal være så naturtro, at postvæsenet hopper på den og stempler kortet. Stemples de ikke, kan de ikke godkendes som kunstværker.• Den der modtager kortene med de falske frimærker er forpligtet til at udstille dem offentligt.
• Postkortene må ikke sælges eller gøres til genstand for kommercielle aktiviteter i øvrigt.
VI KOMMER TIL “vernisage” for Art Postal hos Eric Babaud en dag i juli måned, hvor termometeret har lagt sig et godt stykke over 30-graders mærket. Der er vin, snacks og mange mennesker fra landsbyen og oplandet. Vi finder Eric Babaud omgivet af nysgerrige gæster, som beundrer de fantasifulde breve og postkort og morer sig højlydt over de kort, som er smuttet igennem postens kontrolsystemer.
Eric Babaud fortæller, at han altid har arbejdet med kunst, også i den periode, hvor han fungerede som skolelærer.
“Som barn kunne jeg sidde i timevis og tegne, male eller klippe ud til collager. Særlig på regnvejrsdage. Der var også den fordel, at jeg slap for at spille fodbold med min bror.”
Interessen for at arbejde kunstnerisk med breve og postkort er ikke ny for Eric Babaud: “Jeg har altid interesseret mig for art postal. Engang, da jeg var yngre, kørte jeg en længere tur rundt i Frankrig for at besøge museer, og hver aften sad jeg i mit telt og lavede en udsmykning af konvolutten til de breve, som jeg sendte til min hustru Thérèze, hvor frimærket af den franske Marianne indgik i udsmykningen. Hun lå i forskellige positioner på kuverten.”
“DA JEG DENGANG udstillede mine konvolutter, var der en af gæsterne, der sagde til mig: “Ohh, du laver art postal”. Men jeg anede ikke, hvad det var. Jeg fik en adresse, som jeg skrev til, og jeg fik også svar. Kort tid efter så jeg en stor udstilling i Vialas i Cevennerne med art postal, hvor der var fantastiske ting: Jeg husker et “postkort”, som i virkeligheden var et ægte æble, et golden delicious, hvor adressen var prikket ud med små huller i skralden. Den var så oxideret, og adressen fremstod helt brun, og frimærket var klistret direkte på æblet – og det var faktisk poststemplet. Det var dér, det gik op for mig, at der var utallige måder at bruge denne kunstform på. Det var et kæmpe rum for eksperimenter, der åbnede sig for mig. Så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det.”
Eric Babaud har nu talt sig varm og beretter om mail art eller art postals oprindelse. Han fortæller, at traditionen går langt tilbage i kunsthistorien. Der er rødder tilbage til de italienske futurister i 1920’erne, de franske dadaister – også Picasso har eksperimenteret med art postal. Traditionen er senere fulgt op af kunststrømninger som Fluxus. Art postal blev også meget anvendt under Første Verdenskrig, hvor mange soldater, der ikke var så gode til at udtrykke sig på skrift, kunne få luft. De kunne ofte tegne deres frygtelige oplevelser i brevene og kunne samtidig omgå brevcensuren.
Art postal er ikke nødvendigvis billedafhængig, men kan også være litterær. F.eks. skrev den franske digter Stéphane Mallarmé (1842-1898) ofte adressen som et lille digt, som postbuddet skulle tyde for at levere brevet.
“Sidste år, i 2020, blev alle breve og kort adresseret til mig, og jeg modtog omkring 150 forsendelser. Jeg var jo forpligtet til at lave en udstilling af kortene, men på grund covid 19-situationen kunne jeg ikke gøre det før nu i 2021.”
I USA VAR DET i 1960’erne kunstneren Ray Johnson på New York School of Communication, der teoretiserede over emnet. Han så mail art som en form, der afveg fra anden kunst bl.a. ved at den cirkulerer frit fra kunstner til kunstner, fra gade til gade og fra by til by. Han ville have kunsten ud af institutionerne og museerne – altså en form for antiinstitutionel kunst.
Babaud nævner den amerikanske kunstner, fordi han som ham mener, at art postal er en kunstform, der er adskilt fra de traditionelle kunstarter: Det er ikke skulptur, ikke maleri, ikke teater, ikke litteratur. Den er billig, og den er ikke-kommerciel, fordi der er tale en udveksling imellem to kunstnere.
“Den får en til at drømme, og jeg er stadig begejstret,” siger han og fortsætter: “Jeg mødte på et tidspunkt kunstneren Michel Julliard, som havde dyrket art postal i flere år og havde en stor samling på flere tusinde postkort. Jeg noterede en del af hans adresser og begyndte så at sende min egne postkort til disse kunstnere. De fleste har svaret mig, og jeg er nu i regelmæssig korrespondance med dem. I dag sender jeg et kort hver dag, før jeg laver noget andet. Det er en måde at holde mig i form på.”
Babaud fortæller endvidere, at der har udviklet sig mange varianter af art postal. Der er kunstnere som sender breve til fiktive adresser, som de finder i tegneserier: F.eks. til kaptajn Haddoc, Møllenborg… her handler det om rejsen og Postens behandling af forsendelse med deres håndskrevne notat, hvor der står “Ubekendt på adressen.”
Indenfor genren er der også kunstnere, der skriver til personer, som har været døde i lang tid. For eksempel har Babaud sendt breve til Arkimedes og Albert Einstein. Hvis de breve kom tilbage, så tænkte han: Nå ja det fik han så ikke, men hvis det ikke returneres, så konkluderede han, det må være nået frem til adressaten. Med andre ord: man kan godt sende post til “det hinsidige”.
For Eric Babaud kan art postal noget helt særligt: “Jeg har kommunikeret med mange mennesker, som jeg aldrig har mødt, men der er altid et budskab. Enten skriver jeg på bagsiden af kortet, eller jeg skriver et lille brev, som jeg lægger i en kuvert, som jeg limer fast til kortet. Men der er andre kunstnere, der ikke sender budskaber, men kun et en tegning eller en collage.”
Der er ingen kunstnere, som lever af art postal, der i sin grund er ikke-kommerciel. Der er dog et enkelt tilfælde, som har smyget sig uden om denne regel: Kunstneren Pierre-Stéphane Proust havde skabt en meget stor samling af art postal. Han skrev til alle, der lavede art postal, og alle sendte ham breve – også de tegnere som blev myrdet i terrorangrebet på Charlie Hebdo: Cabu, Tignous, og Wolinski.
Da Proust besluttede sig for at stoppe med at samle, gav samlingen til sine børn, som solgte den på en auktion, hvor den indbragte mange penge. Herefter blev han voldsomt kritiseret for dette brud mod forbuddet med kommercielle aktiviteter. For den eneste undtagelse mod forbuddet er, når det handler om at skaffe penge til godgørende formål. Art postal-kunstnerne lever af andre aktiviteter, som for eksempel deres arbejde med maleri, skulpturer og digte.
DET VAR FORMENTLIG Fluxusgruppen, som først begyndte med de falske frimærker. Det var også den før omtalte kunstner Tony Mazzocchin, der for 11 år siden fik ideen til den happening, som bærer det pompøse navn: Journée Mondiale du Faux Timbre d’Artiste (Den Verdensomspændende dag for kunstneres falske frimærker). Det gjorde han på en sådan måde, at han lod forstå, at det franske postvæsen ville være med på spøgen. Men det var overhovedet ikke tilfældet, selvom han påstod, at Postmuseet i Paris ville blive adressaten i et af de kommende år.
På spørgsmålet, om hvad la Poste egentlig siger til aktionen med de falske frimærker, svarer Eric Babaud, at det afhænger af den lokale postledelse. “Her i vores område har holdningen været helt perfekt. De har støttet happeningen og har omhyggeligt pakket de forsendelser, som var skrøbelige, ind i beskyttende emballager.”
Men det er ikke tilfældet alle steder. Babaud fortæller om en kunstner, som i 2019 skulle modtage kort og breve med falske frimærker.
“Her blokerede posten alle forsendelserne, og han fik så besked om, at de havde en sæk med omkring 250 kort og breve med falske frimærker, og hvis den skulle frigives, så skulle der betales porto for dem. Tony Mazzocchin, som er en slags talsmand af art postal-bevægelsen, begyndte så at forhandle først med de lokale myndigheder, så med de regionale, og sagen kom til sidst helt op i ministeriet. Her lykkedes det at få nedsat beløbet, men der skulle alligevel betales en ret stor regning. Men hver kunstner havde, inden brevet blev afsendt, scannet det og sendt en pdf-kopi til Tony Mazzocchin med billeder af afsenderen. Så blev alle kontaktet om, at man bidrog med 5-8 euro hver, så Mazzocchin ikke kom til at hænge på det hele.”
Spørgsmålet er, om der i dag er højt nok til loftet i La Poste, der er hårdt trængt, til at art postal med falske frimærker kan overleve. Vil den blive knust af bureaukrati og juristeri, eller vil de få øjnene op for, at der her gemmer sig en gammel visdom, som i virkeligheden støtter deres “kerneforretning”: Malede billeder og skrevne ord skal rejse for at leve.
