Først skulle vores sydfranske restaureringsprojekt stå færdigt i maj. Det blev rykket til juni, men efter ufrivillig ventetid i Paris satte arkitekten en snedig deadline 1. august, som alle pludselig overholdt. Rapport fra den sidste måned i intenst byggestøv.
Klummen skrives af Morten J. Stald (konsulent) & Morten Brink Iwersen (journalist)
”I kan ikke komme endnu. Flisemanden er i fuld gang”. Opkaldet fra vores arkitekt var nedslående en af de sidste dage i juni. Igen. Ugen inden havde vi zigzagget ned gennem Europa, først Berlin og nu Paris, for at udskyde vores ankomst til huset, som siden november havde været en byggeplads. Vores arkitekt havde troligt fodret os med billeder hver torsdag, men bortset fra nogle dage omkring påske, hvor projektet var tættere på ruin -stadiet, havde vi til gode at se forandringerne selv.
Ventetid i Paris
Nu stod vi altså i Paris, 700 km derfra. Nysgerrige, rastløse. Vi blev i Paris et par dage mere. Vi boede lige uden for periferien i Issy-les-Moulineaux, hvor vi lånte en lejlighed af nogle venner, der insisterede på at kalde det ’landsbyen’. Til vores store overraskelse havde bydelen vitterlig autentisk landsbystemning, trods udsigt til Eiffeltårnet fra lejligheden. Klassiske Haussmann-karreer blandede sig med lave middelklassehuse fra begyndelsen af 1900-tallet med små fine haver. I gåafstand til Seinen. Byen havde været et slidt fabrikskvarter engang, men fabrikkerne var revet ned og forvandlet til moderne domiciler og endnu bedre: parker eller boldbaner. Her var ingen turister overhovedet – selvom kvarteret ikke manglede Paris’ rigdom med lækre bagerier, grønthandlere og små bistroer med zinkdiske på hvert gadehjørne.
Issy-les-Moulineaux var altså ikke det værste sted at vente. Vi forsøgte at nyde det. Spiste endnu en middag på den anbefalelsesværdige brasserie Le Collonnes, hvor de klassiske pariserspecialiteter, som f.eks. æg i mayonnaise og røget sild med kartofler, stod snorlige. Hvor vinkortet gav mundvand og lommesmerter. Men tankerne kredsede sig om huset. Næste dag ringede arkitekten igen. Nu var de italienske fliser endelig lagt i hele stueetagen, men de skulle tørre i 2 dage! Der var stadig ikke wc eller bad, og køkkenet var i en lastbil, men blikkenslageren havde et forslag: Vi kunne bo i hans lejlighed i landsbyen og følge projektet, indtil vi kunne flytte ind.
Kort efter sad vi i bilen mod syd. Vi gjorde os mange tanker om, hvad det ville sige at bo i blikkenslagerens lejlighed. Vi havde kun mødt ham på baren sommeren forinden, og vi anede faktisk ikke, om vi fysisk skulle bo sammen med ham og hans kone, der er lærer i landsbyens skole, eller om de mon havde en separat lejlighed? Men vi var villige til store kompromiser og mindeværdige eventyr – bare vi snart kunne se huset og lægge et mildt pres på ham og de andre håndværkere. For at se vores drøm ske.
Alle vores fantasier blev gjort til skamme, for det viste sig, at blikkenslageren havde sat sin pensionsopsparing i en håndfuld huse og lejligheder i landsbyen, så vi fik et fint lille studio i gåafstand fra vores byggeprojekt. Alt var godt, og endelig var det mandag morgen kl. 09, hvor fliserne var tørre, og vi, blikkenslageren, maleren, elektrikeren, et lille murersjak og snedkeren kunne komme ind i huset.
Flisegulvet lignede en million. Ubetinget. Nu fremstod underetagen som et samlet hele, godt hjulpet af, at flere små rum og en del gangareal var blevet til færre større sammenhængende arealer. Endelig gav de udvidede vinduer og et nyt glastag i midten af huset præcis den lyseffekt, som vi havde drømt om – faktisk var det meget bedre end drømmen denne morgen, hvor solen stod ind og afslørede centimeter tykt støv overalt.
Det var godt, at solen stod ind. For der var ingen elektrisk lys noget sted, ligesom der ikke var vand, ja, der var faktisk ingen bad eller wc’er, ligesom køkkenet også stadig var en tom skal uden køkken. Alle havde simpelthen ventet på gulvet, og vores sommerferie synes uendelig langt borte. Der var brug for en plan.
I mellemtiden var tre snedkere og arkitekten ankommet. Snedkerne gik straks i gang med at sætte en trætrappe op til loftet, der havde været fjernet siden november. Pludselig kunne vi nå vores møbler. Arkitekten havde en opdateret tidsplan med på den bærbare. Vi satte os ud i haven. Eller det, der engang var en have, men som nu var en byggeplads. Selv om hun fra november havde kørt projektet stramt med ugentlige byggemøder, så var det selvsagt forsinket en del. Meget var vores egen skyld. Vi havde undervejs bedt om højere lofter, andre køkkenelementer og alternativer til forslåede badeværelser. Noget var forsinkelser fra det firma, der skulle afinstallere og destruere olietanken, så var vinduerne forsinkede, og der var fliserne, der ud over at være forsinkede fra den syditalienske fabrik også havde taget nogle uger mere at lægge end først beregnet. Endelig var der haven og et skur, som vi hele tiden havde skubbet foran os, fordi vi ikke helt kunne blive enige med os selv om, hvordan det skulle se ud – og fordi vi i begyndelsen heller ikke havde pengene til det. Og nu begyndte håndværkerne selv at snakke om ferie.
Gamechangeren
”En uge, så har I et køkken og badeværelser, så kan I flytte ind, men det vil stadig være camping noget tid”, konkluderede hun. Men hvad hvis vi lokkede dem med en deadline, hvor vi inviterede dem alle – også deres familier – til en kæmpe housewarming? Vi spurgte til haven. Hun kaldte på mureren og viste ham de sidste tegninger af skuret og den prøve af småsten, som vi havde udvalgt. ”Oktober”, prøvede han? Vi rystede på hovedet. Vi holder housewarming 1. august, og der skulle haven jo gerne være færdig. Og han måtte gerne tage kæresten med.
Han kiggede på tegningen igen og greb sin telefon.
Vi turde ikke tro på det. Men vi gik i gang med endeløs støvsugning (og mere tilfredsstillende; at sætte de første møbler på plads), alt imens håndværkere på alle etager knoklede på.
Næste morgen stod der fire murere i haven og støbte fundamentet til skuret. De havde været i gang fra kl. 06, og de virkede sikre på, at skuret ville stå færdigt, inden ugen var omme. Turde vi tro det?
Som vi skrev i en tidligere klumme, havde vi og arkitekten valgt lokale håndværkere, for at få maksimal goodwill. Det havde givet krævet en del ekstra koordinering fra arkitektens side, for alle arbejdede (ret) … selvstændigt. Men det var lykkedes hende at samle dem til et team, også selvom de sjældent arbejdede med arkitekter eller tegninger, betroede de os de kommende dage. Men de havde været glade for det. De følte sig hørt, og de var utvivlsomt stolte af projektet, for der var jo noget så eksklusivt som tegninger, så nysgerrige derhjemme og på baren kunne følge med i deres arbejde.
Der viste sig at være en fordel mere. For mange i byen var på en eller anden måde i familie med mindst én af håndværkerne, og det udnyttede vi maksimalt ved at invitere alle indenfor, som gik forbi huset i et langsomt, nysgerrigt tempo. Deres undskyldning: at de da lige ville hilse på deres grandonkel eller tidligere svigersøn. Vores: at vi i håndværkernes påhør roste deres arbejde og inviterede med til housewarming 1. august. Det virkede. Ja, det virkede faktisk, som om håndværkerne selv inviterede venner forbi huset og stolt viste detaljer frem.
Den første uge var ekstremt hård, men også lærerig og hyggelig. Vi støvsugede, satte møbler frem, hvor det ikke generede, hjalp elektrikeren med at finde lamper – og lige så snart der var vand og afløb – lave kaffe i et væk. I begyndelsen ville de intet have, men deres generthed forsvandt hurtigt, og sidst på ugen mødte både blikkenslager og elektriker ind til morgenkaffe og croissanter – også selv om de egentlig skulle videre til et andet projekt.
Inden ugen var omme, kunne vi faktisk flytte fra blikkenslagerens studio og ind i vores nye soveværelse. Nu stod der rent faktisk et køkken. Der var håndvaske, brusenicher og vand i hanerne og lys i lamperne. Bevares, der var stadig ingen døre, skodder, trappetrin, men der var håndværkere fra kl. 06, der bare gik bare i gang, indtil vi mødtes i køkkenet kl. 08 til kaffen.
Måske virkede det, at vi var der. Måske virkede det, at vi ligefrem havde boet hos blikkenslageren? Vi kom helt sikkert tættere på håndværkerne den uge, og de kom tættere på vores franske drøm. Det var tydeligst, da vi havde den sidste gennemgang med arkitekten inden den famøse housewarming. Stemningen var nærmest ekstatisk og de overbød hinanden i ’cadeau!’, hver gang vi eller arkitekten påpegede små detaljer, som var opstået i brudfladerne imellem professioner, og som der heller ikke var budgetteret med. Alle følte sig ansvarlige. Alle ville bidrage. Alle ville se huset færdigt. Bagefter grinede vi lidt af gennemgangen og deres velvillighed. Men de holdt ord, allesammen. Detaljerne blev fikset i det følgende døgn, og der kom ingen ekstra fakturaer.
Morgenen inden 1. august var den sidste genbrugstagsten lagt på skuret og væggene var næsten pudset færdigt. Ind igennem den kommunale skolegård kom pludselig en gummiged og lodsede et læs småsten ned i gårdhaven. Med ét havde vi – en have! Håndværkerne fra alle etager stillede sig op og klappede.
Der blev arbejdet helt op til deadline, hvor de sidste lamper kom op, samtidig med, at dørklokken ringede. Resten af dagen kom en jævn strøm af venner, naboer og en masse familie og (heldigvis) vedhæng til håndværkerne, som de stolt viste rundt, imens vi bød på pølser og oste, små tomater (fra vores grøntsagshelt Celine) toppet med lokal olivenolie og lidt revet Vieux Rodez, en parmesanagtig ost fra Tarn, og skænkede til vinen fra arkitektens familie til de meget tilfredse lokale helte.
Selvfølgelig var vi ikke i mål, men housewarmingen var et yderst effektivt punktum for at brugbart hus og en have, så alle kunne holde lidt ferie.
Hvad kan man lære af byggeprocessen? Først of fremmest det basale, som alle oplever, uanset om byggeriet er i Danmark eller Frankrig: At tidsplanen sjældent overholdes, og at nedrivning, rørføring og råvægge tager lang tid, uden man rigtig kan fornemme et resultat – hvorimod opbygning og maling føles uendelig hurtigere og meget mere taknemmeligt.
Hvis man bruger en masse små lokale håndværkere, som vi valgte, kan det i hvert fald ikke understreges nok, at man behøver en effektiv byggeleder, som håndværkerne både har respekt for og tillid til. Til gengæld er det vores overbevisning, at man får meget mere igen, end hvis vi havde valgt et stort entreprenørfirma langt fra landsbyen til at stå for det hele. Det var nemt lige at låne industristøvsugeren en uge ekstra, at få elektrikeren til at kigge forbi, da der opstod spørgsmål. Blikkenslageren endte endda med at blive en ny ven, der både inviterede på grillaften og fiksede en kubikmeter brænde, ”cadeau!”, til den nye pejs, ja, han havde faktisk en del antikke møbler, som han havde overtaget i det hus, han havde investeret sin pensionsopsparing i. Dem måtte vi få, hvis vi ville. Det ville vi.
Men inventaret og (gen)bruget af døre er en historie for sig, som vi tager næste gang. Ligesom vi også gerne vil nørde planter til vores lille middelhavshave – en detalje, som vi er gået (næsten) lige så meget op i som ombygningen af selve huset.
Hvis du vil se flere detaljer fra restaureringsprojektet, har vi samlet mange billeder på Instagram. Tjek profilen maisondevillage2023.
