fbpx
Paris

Kunsten at være – eller ikke være – FRANSK

Ramses den Anden er tilbage i Paris i al sin vælde og pragt
Ramses den Anden er tilbage i Paris i al sin vælde og pragt. Han får kæmpe opmærksomhed, så husk at bestille billet. Egyptens tiltrækning er fortsat lige så stor, som den var for Napoléon Bonaparte - der drog på erobringstogt i 1798 og i Kairo samme år oprettede kulturinstitutionen L’Institut d’Egypte. Napoléon havde sin egen drøm om Orienten.
Det er et ret godt billede – en smuk kvinde, elegant klædt, lænet elegant op ad et gelænder over for en café med en absolut elegant hund i snor.

Hun fanger øjet på den her varme forårsdag i Paris, hvor det endelig, endelig er muligt at få et udendørs cafébord – og nyde det. Billedet blev aldrig taget, for hun blev ved med at stå der, mens den elegante hund begyndte at blive rastløs. Tjenerne konverserede venligt ind imellem med kvinden. Kvinden ventede tålmodigt. På en mand? På en fotograf? Tankerne flød, mens velværet over igen at være del af livet i Paris bredte sig. 

Det er korrekt, jeg havde tøvet med at komme – strejker, nedlukninger, vejblokeringer, flyaflysninger, tog- og metrolammelse – og så den normale franske pessimisme om, at nu går det helt galt. Afløst naturligvis af, det er nu, du skal komme, det er nu, det bliver interessant.

Andre venner fra USA havde meldt sig på linjen – det er da kun dig, der tager til Frankrig, jeg fatter ikke, hvorfor du er så forelsket i det land – og danske venner – pas nu på, hold dig til de rolige kvarterer – og fra Sydamerika, tag dog af sted – jeg er vildt misundelig, nyd det!

Og det var så det, jeg gjorde, mens den elegante kvinde fortsat stod der med den rastløse, elegante hund. Det gik op for mig, at jeg ikke havde glemt, men var vænnet af med den franske indstilling til tilværelsen. Système D – der er altid en udvej, vi improviserer, og vi finder den.

Alting var som det plejer! Glem den danske/nordiske forberedelse. Her i det franske besluttes og meddeles, når tid er eller lige har været. Franskmænd og en deadline er et studie i sig selv, men når et show must go on, så gør det det til punkt og prikke. Og da er det, vi gumpetunge nordboere må se til med nerverne i laser, mens franskmændene brillerer med at få det hele til at se let og legende ud.

Når præsident Macron tror, han har hold i hunden Nemo, går Nemo sine egne veje
En fransk hund kan en hel del – så når præsident Macron tror, han har hold i hunden Nemo, går Nemo sine egne veje – og slipper forbavsende godt fra det. Nemo kender sine politiske virkemidler ret godt. (Foto: AFP/Ritzau Scanpix)

DET SKULLE VISE SIG, kvinden bare ventede på et ledigt bord, og det fik hun nu ved siden af undertegnede, mens elegante vovse fandt det opportunt at anbringe snuden og dertil hørende ikke alene på mit territorium, men også på min person. Jeg er absolut hundefan, så det var ikke et problem. Jeg var netop varmet op fra en fotoudstilling i Musée Maillol, hvor små hundepoter viser vej til fotografen Elliott Erwitt’s herlige univers af finurligheder, som bringer humøret helt i top. Forårsvinden tog så dugen, det ene glas og væltede det ud over vovses snude. Tjenerne og en nobel sidemand var alle parate til at rette op på miseren. Den elegante kvinde lo ikke så højt, som de resterende involverede. Midt i grinene meldte konklusion og spørgsmål sig så lidt på sidelinjen: Hvad er en franskmand uden en hund?

Ja, hvad er en præsident uden en hund? Spørg bare Mitterrand og for den sags skyld også Macron, der fandt en sort labrador med lidt til – et gadekryds, der fik navnet Nemo. Macron havde allerede som barn taget Jules Verne og Jorden rundt i 80 dage til sig hjemme i Amiens, hvor også Jules Verne havde slået sine folder. Kaptajn Nemo i vovseudgaven var da heller ikke mange minutter om at indtage Elysée palæet. Han vandt alles hjerter, da han lettede ben op ad en radiator midt i alvorlige forhandlinger. En ægte politisk vovse, der naturligvis allerede havde forstået, det gælder om at indkredse territoriet.

VEJEN IND TIL det franske kan være en vovse – men alt i alt gælder det om at finde koden, den særlige kode til accept, der aldrig synes at ændre sig, men som ikke bare lige kan slås op på Tante Google eller Facebook. Det afhænger i den grad af tid og sted – og så Système D – der er ret så tids- og trend betonet, men som virker, når man først har fundet koden.

Få et godt og personligt forhold til tjeneren
Ét godt råd til indføring i det franske – få et godt og personligt forhold til tjeneren. Han kan en hel del mere end man umiddelbart skulle tro. Foto: Lally Hoffmann

En sikkerhedsventil vil altid være: Hvorfor gøre det enkelt, når det kan gøres indviklet! I Revolutionens fædreland fortsætter man med en ret konservativ hakkeorden. Frihed, Lighed naturligvis, men mest ved særlige lejligheder. Det er bedst at have placering og forbindelser. 

Uden – ja, da kan det gå hen og blive indviklet og en anelse langsommeligt. Men fortvivl ej, Système D har sine egne veje, hvor “forbindelser” så absolut ligger lige for.

Cafétjeneren er den ideelle. Her en opskrift. Du hader at sidde på en bænk i caféen, når små sideborde ved vinduerne er ledige – stort set dem alle sammen. Du anbringer dig – og meddeler, vi er to.

Tjeneren melder tilbage, der er reserveret. Til middag? “Ja.” Klokken er 15, vi er her højst 45 minutter. “Der er reserveret.” Ved afgang klokken 15.40 er bordet ikke længere reserveret: Reserveret? Selvfølgelig fatter han vitsen og griner med. “Sådan vil chefen have det.” Tak, jeg har diskuteret med hende.

Et par dage efter samme scenarie, samme sted og samme løsning – der findes naturligvis et andet bord. Tjeneren har genkendt: “Oh, der er reserveret” og har grinet med. Fremover er et bord og ikke kun en bænk sikret her i caféen.

Så melder chefen sig med en reprimande mod tjeneren om en skammel, der burde stå et andet sted. Da hun har trukket sig en anelse, bryder bordet plus tjener sammen i grin. “Det kunne være meget værre,” siger han, “jeg lader hende bare snakke.”

Naturligvis er hunden med alle vegne
Naturligvis er hunden med alle vegne. Er man fransk eller er man ikke fransk.

IKKE LANGT DERFRA ligger en biograf, som spiller filmen, der havde premiere start april 2023 midt i den sociale spændte situation: “L’Établi – om oprøret på en Citroënfabrik i september 1968. Her i maj er biografen fortsat tæt besat – så tæt, folk tager Covid 19 ansigtsmasker på, mens vi får historien om unge intellektuelle, der meldte sig på arbejdspladsen for at opfordre arbejderne til at kræve deres rettigheder. Det er så historien om omkostningerne ved at gå op imod chefen, historien om racisme og frygten fra immigranter, den billigste arbejdskraft, for at blive smidt ud af landet. Man bøjer sig. Det koster for dyrt at gøre oprør. Det er ikke en helt vellykket film, men den er rørende og minder om, at forholdene fra dengang åbenbart ikke har ændret sig ret meget. Det er fortsat chefen, man forventes at være bange for – og føje. 

Solidariteten er i zenit, når det gælder demonstrationer og forsvaret af den lille mand, men hvorfor har man så ikke bedre arbejdsforhold, ligeværdige forhandlinger mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, funktionelle fagforeninger og en normal omgangstone?

Ja! Solidariteten er der. Jeg har ikke glemt, det var kioskdamen, der tilbød mig et sted at overnatte – nemlig hjemme hos hende selv, da jeg i Paris havde flytteproblemer. Det kom spontant. Det var naboskab. Det er/var også naboskab, at alle var bekymrede, når hjemløse Marie ikke indfandt sig på sin vante plads i løbet af dagen, så var hun savnet. Falder du, bliver du samlet op.

Ude af biografen viste det sig, politiet havde afspærret den nærliggende boulevard og sidegader, her var pludseligt tomt. Stilheden var nærmest larmende. Men så kom de – en ikke ret stor gruppe af folk med røde faner, uden kasseroller og højtalere, de passerede bare forbi. Det var nærmest surrealistisk, så stort et politiopbud – og så den lille flok let aldrende gutter med røde flag. Vi lever alle i hver sin boble. Så startede de hylende politisirener – og de er der ofte i en vis fart for at understrege, at sikkerhedsniveauet skal holdes konstant.

Kunsten at være fransk …
Kunsten at være fransk … det er umuligt at lade være med at affotografere fransk-amerikanske fotograf Elliott Erwitt’s legendariske billeder på udstillingen i Musée Maillol. Den snart 95-årige Erwitt fanger med stor humor “det franske legebarn” – i det evige Paris – på 100 års jubilæet for Eiffeltårnet i 1989 – og i det evige Provence fra 1955. La France éternelle …

MOD FORVENTNING HAR det ikke holdt interesserede tilbage fra at komme til Paris – fra verden over. Det myldrer og myldrer – køerne er lange foran de kendte caféer, foran museerne, og der skal forudbestilles for alvor, især hvis det gælder gode gamle Ramses the Great, der er kommet tilbage til Paris. 

Egypten har fascineret Frankrig siden tidernes morgen. Ramses den Anden har en helt særlig plads. Ikke alene regerede han gennem hele 67 år fra 1280 før Kristi fødsel, men det var her i Paris hans mumie også blev bragt “tilbage til livet” i 1976. Takket været det besøg i Paris, hvor han blev modtaget med rød løber og fanfarer, kan han stadig eksistere som en rehabiliteret mumie, dog på for usikre ben til at kunne rejse og flytte på sig. 

Så i denne omgang måtte han nøjes med at sende sin sarkofag plus en del andet totalt fascinerende. Paris er det eneste sted, sarkofagen besøger, takket været det særlige bånd mellem mumien og Frankrig. Sikkerhed er naturligvis nøgleordet – selv for manden, der har “overlevet” 3 årtusinder. 

Og sådan kommer det altid til at handle om Paris – om humanisme – fra fjern og nær – fra verdenen derude – mens Frankrig justerer sine egne ben og sit Système D. 

Verdenen vil altid banke på. Helt som Ramses – der i øvrigt, skal det lige bemærkes, satte stor pris på elegante, myndelignende hunde. Han har da også sendt flere hunde – dyremumier med til Paris, når han nu ikke selv kunne komme. Jeg spørger bare: Hvad er en franskmand uden en hund? Med 3 årtusinders erfaring er Ramses så absolut fortsat sin egen bedste PR-agent.


ER DU TIL “hvad sker, der nu” og lidt træt af at stå i kø, så prøv “L’Argent dans L’Art” – udstillingen om kunst og finansiering i museet Monnaie de Paris. Herlige omgivelser og stof til eftertanke.

Vil du fornemme tidens tanker – klima og udfordringer, så er stedet den gamle handelsbørs, Bourse de Commerce, med udstillingen “Avant L’Orage” – før stormvejret.

Er du romantiker – så tag turen langs Seinen helst i solnedgang fra Saint Michel til den gamle Gare d’Orsay – nu Musée d’Orsay. Den gamle banegård giver nu plads til Manet og Degas sat over for hinanden – og når du kommer ud igen, ligger Paris fortsat ved dine fødder.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags