fbpx
Kunst Paris

Kunstens Christiania i Paris

Der er gratis adgang til 59 Rivoli
Der er gratis adgang til 59 Rivoli, men ved udgangen kan man lægge en skilling, hvis man vil støtte kunstnerkollektivet, og undervejs er der også mulighed for at hjælpe: “For mange penge? Jeg kan hjælpe Dem gratis!”, står der på indsamlingsboksen. Et andet sted har en kunstner hængt følgende skilt op: Køb hos kunstnerne, mens de endnu er live. Når de er døde, gavner det dem ikke - og så er det meget dyrere! Foto: Madeleine Blixen
Paris kan takke en gruppe besættere for en af hovedstadens mest dynamiske kunstcentre på en af byens fineste adresser. Det er delvist inspireret af Christiania, og det vrimler med unge besøgende, som har fået øjnene op for, hvad kunst kan, når der er direkte adgang til den.

Mangen en turist på vej til Louvremuseet har muligvis undret sig over en facade dekoreret med farverig kunst i Rue de Rivoli – nr. 59 i 1. arrondissement for at være helt præ-cis. Den stikker ud blandt de fornemme bygninger og fine butikker, og indgangen kan måske også skræmme en og anden væk. Men frygt ej og træd over dørtærsklen, for her venter en enestående oplevelse: levende museum, arbejdende galleri – det er svært at definere – men modsat museer og gallerier er kunsten sluppet fri. Ja den er overalt hvor end man vender øjet – gulve, vægge, lofter, døre, og vigtigst af alt: der er direkte adgang til dem, der skaber, nemlig kunstnerne selv. 

For mange penge? Jeg kan hjælpe Dem gratis!
Der er gratis adgang til 59 Rivoli, men ved udgangen kan man lægge en skilling, hvis man vil støtte kunstnerkollektivet, og undervejs er der også mulighed for at hjælpe: “For mange penge? Jeg kan hjælpe Dem gratis!”, står der på indsamlingsboksen. Foto: Madeleine Blixen

Den dag, vi lagde vejen forbi, var der på alle seks etager proppet med begejstrede 15-20-årige, som ellers er sjældne gæster i kunstens højhellige haller. 

Gaspard Delanoë
“Folk siger til os: I kunne jo tjene mange penge, hvis I tog bare en lille entré, men med en enkelt euro i entré ville der være rigtig mange unge på 14, 15, 16 år, som ikke ville komme. Det er sådan nogle, der plejer at kede sig lidt på et museum, men når de kommer til os siger de WOW – de kan mærke, at det pulserer, og at der ikke er noget filter,” påpeger Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

På tredje sal op ad den snoede trappe, som er et kunstværk i sig selv, finder vi installationen Musée Igor Balut, der er indehaver af verdensrekord i udsmidninger for et museum. Syv gange er det blevet rømmet af ordensmagten fra diverse lokaler. Og allerinderst i det totalt oversmykkede grottelignende indre sidder Gaspard Delanoë, der selv ligner et irgrønt kunstværk. Han er en af de oprindelige besættere, og hans renommé er nået vidt omkring, viser det sig. 

Vi har knap begyndt interviewet, før en cirka 12-13-årig pige lidt genert sniger sig op.

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

“Jeg har set dig i ukrainsk fjernsyn,” siger hun og viser sin smartphone. “Er det dit museum,” spørger hun på fransk med en snert af accent, mens hendes mor holder sig lidt i baggrunden.

“Ja, det er helt rigtigt – det var en super reportage. Kan du ikke sende den til mig,” svarer Gaspard varmt med et stort smil og rejser sig for at tage den obligatoriske selfie og give sin mailadresse. “Og hvis du går ned i stueetagen, så kan du se, at vi har en ukrainsk kunstner på besøg lige nu. We stand for Ukraine,” tilføjer han inderligt og knytter en hånd symbolsk på hjertet.

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

DET ER IKKE så underligt, at historien om de anarkistiske kunstnere, der i 1999 indtog en af kapitalismens højborge i hjertet af Paris, nåede vidt omkring. 

“Ja, medierne elskede os! Der var på daværende tidpunkt over 200 tomme bygninger i Paris, som var ejet af den halvoffentlige institution, der skulle rydde op, efter at den franske storbank Crédit Lyonnais var gået fallit. Vores mål var at skabe opmærksomhed omkring det kæmpe problem, at unge kunstnere ikke havde nogen steder, hvor de kunne arbejde i Paris, som er en af verdens dyreste byer hvad angår husleje,” fortæller Gaspard Delanoë.

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

“Vi havde to store forbilleder: Christiania i København og Tacheles i Berlin (kunstnersquat fra 1990 til 2012, red.) Nogle af de første steder, vi indtog, lå i yderkvartererne, men da vi besatte en tom bank lige overfor Børsen i tre måneder, skabte det utrolig meget omtale. Så da vi hørte om nr. 59 i Rue de Rivoli, var det oplagt at forsøge, selv om folk sagde til os, at vi var godt tossede, og at vi aldrig nogensinde ville lykkes med det. Vi fik selvfølgelig besked på at rømme bygningen snarest, der i parentes bemærket var i meget dårlig stand med utæt tag. Vores mål var at holde ud i mindst fem måneder, men efter blot to måneder strømmede hele verdenspressen til. Historien var endnu bedre dengang, for kunstnerne boede også på stedet, og nogle af dem holdt hof i deres seng ligesom John Lennon og Yoko Ono.” 

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

Det var derfor heldigt for kunstbesætterne, at venstrefløjen vandt kommunalvalget i Paris i 2001, og at byens nye borgmester Bertrand Delanoë (navnesammenfaldet er en total tilfældighed) under valgkampen havde lovet at “frede” kunstnerkollektivet. Han holdt faktisk sit løfte, så Paris købte bygningen af staten og satte den i stand, men til gengæld krævede bystyret indgåelse af en skriftlig aftale med krav om økonomisk bidrag fra kunsterne, regnskabsføring og ordnede forhold, så det blandt andet blev ulovligt at sove på stedet.

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

“VI HAVDE JO SOM udgangspunkt et anarkistisk kollektiv, og en del af gruppen nægtede at indgå en aftale med hvad de anså som “Djævlen”. Flertallet, som jeg tilhørte og var leder af, var til gengæld villige til at indgå dette kompromis, men jeg blev beskyldt for at være en uhyrlig klasseforræder og det, der var værre,” fortæller Gaspard Delanoë storgrinende, og det viser sig, at anarkisten faktisk i bund og grund er en pragmatisk praktiker: 

“I Frankrig har vi desværre en dybt forankret konfliktkultur. I stedet for at samarbejde ender det som oftest hårdt mod hårdt: En revolutionskultur i stedet for en reformkultur, som anses for noget blødt og kedeligt noget. Det er faktisk ret trist, for det er, som om vi ikke har et voksensamfund, men snarere et slags teenagesamfund domineret af en revolutionsromantisk idé om, at det hele kan ændres ved et trylleslag.” 

59 Rivoli
Hver kunstner betaler 150 euro om måneden for sit værksted. Det er yderst forskellig kunst, der møder de besøgende og det er med vilje: ”Vi vil have kunstnere fra hele verden for at kunne konfrontere de forskellige kulturer og kunstarter. Vi er et totalt anti-nationalistisk sted. For os er nationalismen lig med krig, og man behøver jo bare se sig omkring i dag for få det bekræftet. Så hvis vi har mulighed for det, inviterer vi hellere en udenlandsk kunstner end en fransk,” fortæller Gaspard Delanoë. Foto: Madeleine Blixen

Det, som Delanoë var villig til at sælge sin revolutionære sjæl for dengang, var at skabe fri adgang til kunsten, og det er tydeligt, at hans hjerte stadig brænder for det her 23 år efter: 

“For os betyder det to ting: At der er gratis adgang, og at der er direkte kontakt til kunstnerne. Museer og gallerier drukner i administration, og især er der mange hvide vægge. Midt på væggen hænger et kunstværk, og så siger man til tilskueren: SE. Men for os er det at gøre tilskueren til et barn. Vi giver kunstneren totalt frie tøjler – også til at lave noget juks måske – men tilskueren får som en voksen lov til at bestemme og sige: Det kan jeg lide, det kan jeg ikke lide. Det der forstå jeg ikke, og hvorfor gør hun sådan? Hvad mener I med det? Og vi svarer: Jamen, vi mener ingenting – det er op til dig. Og her kan publikum jo spørge kunstneren direkte, og se værkerne blive til. Det skaber en intimitet, som de besøgende elsker.”

Gaspard Delanoë blev i 2019 inviteret til at deltage i Art Strikes Back-udstillingen på Jorn-museet i Silkeborg
Gaspard Delanoë blev i 2019 inviteret til at deltage i Art Strikes Back-udstillingen på Jorn-museet i Silkeborg og var ret benovet men stolt over at befinde sig i selskab med verdenskendte nulevende navne som Ai Weiwei og Banksy. Andre bånd til Danmark blev knyttet, da den Christiania-baserede Jesper Boysen i foråret 2022 var residerende in-house kunstner i seks måneder hos 59 Rivoli. Gaspard Delanoë er født som Frederic Hébert, og omdøbte sig selv i 1998 tre år før han anede, at han en dag ville trykke hånd med Paris’ daværende borgmester med samme efternavn: “I besættermiljøet havde alle på det tidspunkt falske navne, som vi opgav, når vi blev stoppet af politiet, fordi vi selvfølgelig alle sammen “tilfældigvis” havde tabt vores ID-kort. Jeg er litterært uddannet, og en af min yndlings-digtsamlinger er Gaspard de la Nuit af Aloysius Bertrand, som Maurice Ravel for øvrigt har komponeret musik til. Fra de la Nuit er der ikke langt til Delanoë…” Foto: Madeleine Blixen

FORELØBIG ER 59 Rivoli sikret indtil 2024. “Til den tid sidder den nuværende socialistiske borgmester Anne Hidalgo stadig, så jeg håber, at vi får fornyet vores løbende 5-årige aftale. Men det er klart, at vi kun er her, så længe politikerne i byrådet støtter os, og man kan selvfølgelig ikke spå om fremtiden, hvis magten skifter side. Men jeg tror, at vi i dag er så populære, at den politiker, der vil lukke os, vil komme til at betale en meget høj pris. For det kommer ikke til at foregå i stilhed, og vi har utrolig megen goodwill på vores konto i forhold til, hvor meget vi bidrager til at give Paris et dynamisk image, og i forhold til den lille detalje, at vi står opført i de allerfleste internationale turistguider til byen,” tilføjer Gaspard Delanoë med et drillende smil.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.