Kunstnere har det med at få øje på geografiske smørhuller før alle andre. I den kunstneriske Bermudatrekant mellem byerne Céret, Collioure og spanske Figueres er der utroligt meget at fortabe sig i, uanset om man er til museer, skøn natur eller smuk arkitektur.
Kunst kan være besværlig at gå til sådan lige umiddelbart, når det, der hænger på væggen, ikke just er, hvad man måske selv ville have smækket op – bortset fra at et kubistisk maleri af Picasso selvfølgelig udgør en hængende livsforsikring til et rundhåndet millionbeløb. Til gengæld giver det et helt nyt blik på kunst, når man selv går kunstnerne i fodsporene og pludselig ser, hvad de har set og fortolket med pensel og farve på et lærred.
Picassos sorte og beige-brune kubistiske former i hans Paysage de Céretgiver pludselig mere mening efter en slentretur gennem gaderne med det geometriske bybillede af smalle huse og knejsende, slanke platantræer, der gennem tiden, måske i jagten på lys, har fået sig nogle helt usædvanligt kunstneriske former. Céret er en glimrende base for en rejse tilbage i kunsthistorien, for inden for en radius af godt og vel 40 km opstod tre banebrydende kunstretninger på tærsklen mellem det 19. og 20. århundrede. Først en tur ud mod vandet til yderst pittoreske men i højsæsonen også meget overrendte Collioure.
Med en kraftanstrengelse må jeg altså abstrahere fra caféerne på strandfronten med den fabelagtige udsigt over det solglitrende middelhav og de mange, mange gallerier, kunsthåndværks- og souvenirbutikker samt snack-restauranter. På en sløv dag i vinterhalvåret er det nemmere at forestille sig fiskerlandsbyen, som en af moderne kunsthistories største navne, nemlig Matisse, blev fortryllet af.
Om Collioure sagde han: “Der er ingen andre steder i Frankrig hvor himlen er så blå som her.” Collioure var dog allerede blevet opdaget af blandt andre Signac, der var en såkaldt pointillist, hvor farverne bliver påført som prikker, og som i 1887 malede et smukt billede i den søvnige fiskerlandsbys havn.
DET VAR DOG først, da maling på tube blev opfundet i 1841, at det blev meget nemmere for kunstnerne at tage væk fra deres atelierer og male direkte foran motiverne. Samtidig var det blevet langt nemmere at komme til dem med den nymodens jernbane, som førte ud i selv de fjerneste afkroge.
I sommeren 1905 ankom Matisse altså hertil sammen med Derain, og de malede en serie for samtiden revolutionerende billeder, hvor Collioures huse og landskaberne omkring blev til store flader med pangfarver. Malerierne var så kraftfulde, at den nye stil blev døbt le Fauvisme, og Collioure fik kælenavnet Cité des Peintres – Kunstnernes by. Navnet kommer af det franske ord fauve for vild(skab), og det siger noget om, hvor revolutionerende malerierne var.
Hvor fauvismen åbnede døren til den abstrakte kunst, fordi motivernes konturer begyndte at skeje ud og fjerne sig fra virkeligheden, bliver Céret et af de første steder hvor kunsten letter fra realiteternes verden.
En dag i 1910 stiger tre venner nemlig af toget fra Paris, komponisten Déodat de Severac, skulptøren Manolo og den velhavende kunstmaler Frank Haviland. Trekløveret lejer sig ind i byen og begynder at skabe et netværk til egnens lokale kunstnere, og så taler de varmt om byen for deres venner i Paris. Året efter er det Picasso og Braque, der stiger af toget og bliver så begejstrede, at de kommer tilbage i årene derefter. Céret inspirerer dem til en serie værker, der får kunstverdenen til at måbe, og nu er det Cérets tur til at få et tilnavn: Kubismens Mekka.
TREKANTENS TREDJE hjørne ligger lige over grænsen i det nordligste Spanien nemlig Figueres, surrealisten Salvador Dalis, fødeby. Hvor fauvisterne og kubisterne primært fortolkede, hvad de så, får surrealismen et ekstra lag ind: alt det usagte der ligger inden i os. Det særlige ved Salvador Dali er, at han gjorde sit eget liv til et værk med et uhørt talent for iscenesættelse. På museet i Céret kan man se en video om, da han besøgte byen i 1965 iklædt en hvid militærlignende operetteuniform, der nemt bringer tankerne hen på en sydamerikansk diktator. Hele byen er troppet op for at hylde kunstneren, der ruller ind i en hestetrukket karet sammen med sin kone Gala og af uvidste årsager en leopard-unge.
Salvador Dali blev født i Figueres i en velhavende familie, og det er her han ligger begravet midt i det museum, han selv skabte i de senere år af sit liv. Ligesom i Collioure og Céret skal man ikke forvente at få en lang række hovedværker serveret. Til gengæld er Theatre-Musée Dali ét stort kunstværk i sig selv.
Byen var nemlig lidt flov over ikke at have et museum over det verdenskendte bysbarn, så borgmesteren foreslog Dali, at han kunne få lov at renovere byens gamle teater, der stod tomt. Dali krævede at få lov at indrette det til et museum over ham selv. Han fik sin vilje og brugte flere år på projektet, der blev indviet i 1974.
Hvor man end vender blikket i det gamle teater er der noget, der sætter tankerne i gang: Hvad i alverden mente han dog med det? Som f.eks. den meterhøje buttede, frodige kvinde på køleren af en Cadillaclimousine i museets smukke atriumhave.
Cadillac Lluvioso eller The Rainy Taxi, som installationen hedder, er oplagt til at åbne en diskussion om, hvad kunst er. “Pynt” er det sidste en kunstner ønsker at høre. Fra fauvisterne over kubisterne og til surrealisterne har de alle chokeret samtidens publikum for at tvinge dem til at se anderledes på verdenen og samfundet, og den evne har de stadig. Se selv efter!
Base i Céret: Strategisk placering ikke langt fra den spanske grænse og tæt på A9 motorvejen. Den kunstneriske hovedattraktion er byens overskuelige Musée d’Art Moderne de Céret, med en fin samling af Picassos keramik fra abstrakte krukker til fine små skåle med tyrefægtermotiver fra byens arena. Malerierne er et bredt udsnit af Picassos samtidige kolleger, både kendte og mindre kendte. Der er sat et helt rum af til Chagalls smukke Les Gens du voyage fra 1968.
For naturelskere er der rige vandremuligheder omkring det massive bjerg Canigou og de smukke Gorges du Fou. I den nære omegn er der spændende arkitektoniske perler som den befæstede by Villefranche-du-Conflent og Arles-sur-Tech med det smukke benedictiner-kloster. www.vallespir-tourisme.fr
Base i Collioure: Byens kunstmuseum er ikke hovedattraktionen, da det er meget lille og ikke har en permanent samling, men dog er et besøg værd for den smukke gårdhaves skyld. Til gengæld er byen et åbent kunstmuseum, hvis man følger le Chemin du Fauvisme, hvor 10 reproduktioner af Matisse og Derain er sat op ved de steder, de har malet. Det kan klart anbefales at booke en guided tur hos turistkontorets særlige afdeling La Vitrine du Fauvisme. Og en slags museumsoplevelse får man også i baren i Hôtel des Templiers hvis vægge er dækkede af kunst skænket af tørstige malere (se La France 2/2019). Kysten fra Collioure og ned mod den spanske grænse, la Côte Vermeille, er meget smuk med dramatiske røde klipper og hyggelige småbyer som Banyuls og Cerbère. Vandrefugle vil selvfølgelig klare det hele til fods via le Sentier Littoral. www.collioure.com
Base i Figueres: Her får man nordspansk stemning med i købet med ramblas og skyggefulde pladser. Den kunstneriske hovedattraktion er Théatre-Musée Dali, men vil man have et komplet billede af Salvador Dali skal man tage turen 40 km længere væk til den smukke fiskerlandsby Cadaques og besøge Dalis sommerhus samt lægge vejen forbi Dalis landsted Castell Dali-Gala i Pubol. I nærheden ligger den utroligt velbevarede middelalderlandsby Besalu.
