Côte d’Azur var allerede et mødested for kunstnere i det 19. århundrede. De, der kom på besøg, blev ofte hængende. Søvnige fiskerlandsbyer blev til kulturelle centre.
Tekst: Finn Rastén
Den franske maler og passionerede sømand Paul Signac så sig selv som opdageren af det uspolerede paradis – Côte d’Azur. Han var fascineret af egnens beliggenhed, lyset og klimaet, så han besluttede sig for i 1893 at blive – ligesom mange andre malere. Blandt dem var Vincent van Gogh, Pierre Bonnard, Georges Braque, Raoul Dufy, Henri Matisse, Georges Seurat og Auguste Renoir.
De var alle på jagt efter det særlige lys, der fortryller landskabet. Paul Gauguin fandt det i Fransk Polynesien, Signac og hans malervenner på Frankrigs azurblå kyst.
Men der var også kritikere. Paul Cézanne følte sig for eksempel generet af det skarpe lys, og Claude Monet havde tilsvarende problemer. “Han kæmpede med og mod solen,” skrev han, “Lyset er for skarpt, her kan man kun male med guld og ædelstene”.
Nogle mente også, at man først kunne udholde det stærke lys, når man havde lært at håndtere det blege lys fra nord på en malerisk måde.
Her på den blå kyst fandt Vincent van Gogh i 1888 inspiration til et nyt farveskema.
Impressionister og pointillister malede lysflimrende landskaber. Ekspressionister, fauvister og kubister fandt deres nye hjem i Saint-Tropez og Saint-Paul de Vence. De mødtes på caféer og restauranter som bl.a. den legendariske “La Colombe d’Or” og betalte ofte deres regninger med malerier. Selv i dag kan man beundre værker af Pablo Picasso, Georges Braque, Joan Miró og Henri Matisse på hotellets vægge.
Auguste Renoir kom til Côte d’Azur for mere end blot at male. Han led af svære reumatiske ledsmerter og håbede, at det milde klima ville lindre hans lidelser. I 1903 flyttede han til Cagnes-sur-Mer med sin familie. Han blev boende i den lille by mellem Nice og Antibes indtil sin død i 1919.
Henri Matisse var plaget af kronisk bronkitis, som blev hyppigere i regnvejr. Han var 48 år, da han besluttede sig for at blive i det solrige Nice i 1917. Ikke langt derfra, i Saint-Paul de Vence, skabte han sit livsværk med mosaikvinduerne i Rosen-kapellet.
Du kan følge i kunstnernes fodspor overalt: på små museer, i kunstnernes tidligere villaer, i haver og parker, hvor deres skulpturer stadig kan ses. I Nice er der Dufy-museet, Matisse-museet og museet med malerier af bibelske budskaber af Marc Chagall.
Længere mod vest i Biot er der et museum dedikeret til Ferdinand Leger. I Cagnes-sur-Mer ligger Renoir-museet. En samling af alle malerne fra Côte d’Azur findes i den private kunstsamling Maeght i Saint-Paul de Vence. De er dog ikke alle udstillet samtidig.
Pablo Picasso var dog ikke særlig glad for sin malerkollegas religiøst udseende værker. Han foretrak politiske temaer. Til det kæmpestore vægmaleri i stenkapellet i Vallauris valgte han temaet “Krig og fred” – et tema, der stadig er aktuelt i dag. Som ung arbejdede Picasso i Paris og kom kun til Côte d’Azur om sommeren. Hver gang flyttede han dog sit atelier til et nyt sted: i 1946 til Antibes, senere til Vallauris og derefter til villaen “Pavillon de Flore”, en tidligere ejendom tilhørende den berømte champagnefamilie Moët i nærheden af Cannes. Til sidst flygtede han fra den konstante strøm af besøgende til Mougins og derfra til et lille slot ved foden af Mont Victoire. Mange af disse atelierer er nu museer.
Den franske maler Yves Klein, der er kendt for sin berømte variant af farven ultramarin, som han tog patent på som “International Klein Blue”, havde selv opdaget Côte d’Azurs blå farve: himlens og vandets blå toner havde inspireret ham. Denne arv kan findes overalt på den “blå kyst”.
Hôtel Beau Rivage har måske for længst mistet den tropiske have, der adskilte det fra stranden, og det fine selskab har også forladt Promenade des Anglais. Men den smukke okkerfarvede facade på det hus, hvor Henri Matisse boede indtil sin død i 1954, fanger stadig de sidste solstråler på Cours Saleya. Matisse ankom til Rivieraens hovedstad i 1917. Det regnede uafbrudt på det tidspunkt, så maleren var ved at forlade byen igen, da vinden fordrev skyerne og afslørede et koboltfarvet hav. Matisse forlod aldrig Côte d’Azur igen. “Hvorfor Nice? På grund af dens klarhed,” forklarede han engang til digteren Louis Aragon.
Pierre Bonnard satte hver morgen sit staffeli op i skyggen af palmerne på Croisetten, uden at han vidste, at denne boulevard en dag ville blive en af de mest berømte i verden, selv om Cannes allerede var et berømt vinterferiested, da Bonnard slog sig ned der i 1926. Men i stedet for at bo ved kysten flyttede Bonnard til et lille hus i bjergene ned mod Canal de la Siagne, hvor han levede tilbagetrukket indtil sin død i 1948. Her malede han mere end 300 malerier, bl.a. de verdensberømte L’Amandier en fleurs (Mandeltræ i blomst), Vue du Cannet (Udsigt over Le Cannet) og Nu dans la baignoire (Nøgen i badet). Et besøg på museet dedikeret til Bonnard giver også et indblik i hans liv og afslører hans kærlighed til kæledyr, som ofte er afbildet i hans malerier.
Allerede i middelalderen var Grasse et yndet sted for parfumeurerne, som producerede deres dufte, pomader og pudder her. Fragonards atelier blev et par århundreder senere overdraget til maleren Jean-Honoré, hvis værker findes på verdens største museer som Louvre i Paris og Frick Collection i New York. Grasse er først og fremmest kendt for sin parfumeproduktion, de verdensberømte dufte Chanel N°5, Eau Sauvage og Poison blev produceret her. Mere end 250 “Næser” arbejder her. Det er navnet på de parfumeurer, der er i stand til at skabe en duft ud fra en række forskellige essenser. Netop det kan sammenlignes med en kunstmaler, der blander flere farver til sine mesterværker.
I 1907 bosatte Pierre-Auguste Renoir sig i Cagnes-sur-Mer i en storslået ejendom, hvorfra han havde en fantastisk panoramaudsigt helt til Cap d’Antibes. Han forelskede sig straks i det fascinerende, farverige lys, hvor oliventræer, mimoser og appelsintræer spejler sig i havet. Her arbejdede han ihærdigt på sine malerier og skulpturer indtil sin død i 1919. Ejendommen er omdannet til et museum, hvor man kan se kunstnerens værker og møbler.
I september 1946 opdagede Pablo Picasso Château Grimaldi i Antibes for første gang sammen med sin daværende elskerinde, Françoise Gilot. Han var fascineret af bygningen, som mere ligner en fæstning end et slot, og som ligger direkte ud til Middelhavet. Museets restaurator foreslog Picasso at indrette et atelier i et af tårnværelserne, fordi ejendommen inspirerede maleren. På bare to måneder malede og tegnede den spanske kunstner 23 malerier og 44 tegninger her, bl.a. berømte værker som Les Clés d’Antibes, La joie de vivre, Le Nu assis sur fond vert og La Femme aux oursins. Château Grimaldi har fungeret som Picasso-museum siden 1966, hvor der er udstillet 275 værker af kunstneren, herunder mange keramiske værker.
Paul Signac opdagede Saint-Tropez om bord på sin yacht L’Olympia i 1892. Allerede dengang blev den rolige fiskerihavn og de små gyder omdannet til et jetset-sted om sommeren, hvor berømte filmstjerner mødtes. Væk fra stjernernes travlhed er Musée de l’Annonciade en påmindelse om, at Saint-Tropez også var et centrum for store kunstnere i det 19. og 20. århundrede. Her finder du værker af Signac, Picabia og Monet, som udødeliggjorde Saint-Tropez i deres malerier.
Klimaet og den afslappede livsstil på Côte d’Azur appellerede dog ikke kun til billedkunstnere. Forfattere og komponister fandt også inspiration her. I midten af det 20. århundrede kom der mange livskunstnere og wannabe-kunstnere til, som ønskede at deltage i kunstverdenen uden selv at bidrage til den.
“En af de gode, små, beskedne byer, der er nedsænket i havet som en skal, næret af fisk og havluft.” Sådan beskrev den franske forfatter Guy de Maupassant byen Saint-Tropez i det 19. århundrede.
Her på kyststrækningen blev også forfatteren Alexandre Dumas og komponisten Hector Berlioz inspireret, og her komponerede Charles Gounod operaen “Romeo og Julie” i Saint-Raphaël i 1867.
Fra 1890 tiltrak den søvnige fiskerby Sanary mellem Marseille og Toulon primært franskmænd fra Paris. Inspireret af “Rivieraens bog” i 1931, som forfatterparret Erika og Klaus Mann, børn af den tyske forfatter Thomas Mann, udgav, blev Sanary dog et sommermødested for bohemer, malere fra Paris og Berlin. Kort tid efter blev byen endda betragtet som et centrum for tysk og østrigsk litteratur.
Info om museerne
Matisse-museet i Nice
Fragonard-museet i Grasse
Renoir-museet i Cagnes-sur-Mer
Picasso-museet i Antibes
Musée de l’Annonciade i Saint-Tropez
Bonnard museet i Le Cannet
