Den franske camino
Vores debut som vandrere (randonneurs) fik en flyvende start, da vi skulle prøve kræfter med den berømte GR 700. Men det var nu ikke med vandreskoene på.
Aftenstemmingen blev brudt af lyden af klokker, der kom nærmere. Vi er i Prévenchères i departementet Lozère. Pludselig ser vi en gigantisk fåreflok nærme sig. Der er ingen hyrde i spidsen, og flokken skal passere en bro for at komme over en lille flod. Dyrene får øje på os, og hele flokken stopper, som var vi en fjendtlig hær. Vi trækker ind til siden, men de rører sig ikke af stedet. Så kommer der en pickup til syne bag hele flokken. Efter lidt tid stiger en mand ud, som maser sig frem i flokken for at få den i bevægelse. I et ryk styrter de videre, passerer os i fuld fart og drejer som programmerede til venstre i et kryds. Det er umuligt at tælle fårene – der er måske 600-800 stykker. Da de er væk, er det som et minde fra en drøm.
Vi tilbragte natten i et hyggeligt Auberge du Vieux Tilleul hos madame Véronique Laheu, som havde lavet et herligt måltid, vi selv skulle varme i mikrobølgeovnen, da vi var de eneste, spisende gæster.
Næste morgen møder vi Thierry Chezarette, der er Madame Laheus bror. Det viser sig, at han er fårehyrde eller snarere fåreopdrætter. Hans fåreflok er på 500 individer.
Men i de senere år er der kommet mange ulve ind fra Alperne, som nu yngler i Lozère. Det er ideelt for dem, for 80 % af territoriet er skov, og der har de utrolig mange gemmesteder.
“Vi har haft store problemer med ulvene de sidste 10 år,” fortæller Thierry, “sidste år i maj blev min flok angrebet klokken 9 om morgenen af et ulvekobbel, som dræbte to dyr. Min nevø var til stede, men han kunne ingenting gøre. Vores tre hyrdehunde var rædselsslagne og gemte sig i en klippespalte, så vi nær aldrig havde fundet dem.”
Han har måttet ansætte tre folk til at passe på fåreflokken. “Det har hjulpet, for i 2023 har vi ikke haft tab, men det er der til gengæld mange andre, der har.”
Starten på vores vandretur igennem denne del af den oldgamle hær- og pilgrimsvej, la Régordane, kunne dårligt være mere dramatisk: Fåreidyl og ulveangreb!
VANDRESOKKER OG -STØVLER, vandrestave og lette rygsække er vores udstyr. I rygsækkene har vi 2 liter vand, 1 baguette, tomater, skinke og ost, for ifølge guiden til la Régordane kommer vi ikke forbi butikker, caféer eller restauranter, før vi efter 14 kilometer ankommer til byen Villefort. Vores lille kuffert med nattøj, skiftetøj og toiletartikler bliver afhentet af et firma, La Malle Postale, som har specialiseret sig i at bringe bagagen fra sted til sted. Det fungerer upåklageligt.
Vejen ud af Prévenchères udgøres af to hjulspor, og det er nemt at vandre, selv om det går stejlt opad i hårnålesving. Vi har læst, at la Régordane blev skabt til transport med oksekærrer, men efter et par kilometer viser et skilt ned ad en stejl fåresti, hvor ingen oksekærrer nogensinde har været. Vi diskuterer om, vi skal følge skiltet eller intuitionen og vælger at blive på den brede vej. To kilometer længere fremme ligger der et beboet hus, hvor vi spørger om vej. Det viser sig, at vi er gået forkert. Vi skulle have fulgt skiltningen. Vi må tilbage og ærgrer os over, at dagturen på 14 km pludselig er forlænget med 4 km.
Tilbage til Régordane-skiltet – en hvid og rødmalet streg på en trælåge – og ned ad en uvejsom fåresti i et åbent landskab med nyudsprungen gyvel, der dufter sødligt, en blanding af lav fyr og lyng, og senere vilde kirsebærtræer og eg.
Her er totalt øde, ikke et hus, ikke et menneske, kun fuglesang fra nattergale og solsorte. Der er kun lyden af vores støvler på stenene og lidt sparsom dialog: “Ajj her er smukt” eller “Pas på her er glat”. Flere steder springer små kilder, og vi hopper fra flade sten til flade sten. Vi tænker begge på, hvad der ville ske, hvis en af os forstuvede eller brækkede en fod, men ingen os bringer det på bane.
Tankerne føles frie her tættere på himlen. De stærke gule og lilla farver fra gyvel og vilde orkideer sætter sig fast på nethinden og duftene af fyr hensætter os i en stemning af betagelse over, hvor ualmindelig smukt det er at gå her – helt alene i det store vilde landskab. Vi er yderst opmærksomme på at sætte støvlerne rigtigt; vi vil nyde hvert minut og for alt i verden komme helskindet gennem strabadserne.
Når vi tager et sjældent hvil og rydder en halv time til den medbragte frokost, taler vi længe om Régordanes historiske baggrund.
VI HAR LÆST OS TIL, at Régordane nævnes første gang i 11-tallet. La Régordane er en del af den gamle vej fra Paris via Auvergne og Massif Central til Nîmes og Montpellier. Oprindelig var la Régordane kun benævnelsen for vejen imellem Luc i nord og Alès i syd. Den følger et langt stykke en forkastning (spaltning i bjerget) på 10-12 km øst for Mont Lozère, den såkaldte faille de Villefort. Det var den samme jordhævning, der skabte Alperne for 80 mio. år siden og skubbede skifferbjergene op på siden af det granitholdige Mont Lozère. Forkastningen er rig på kilder, og hvor der er vand, er der liv. Derfor har området været en transportkorridor for dyr og mennesker fra tidernes morgen.
Navnet på vejen fra Paris til det sydlige Frankrig var i Middelalderen Chemin de Saint-Gilles. Det var den mest benyttede pilgrimsrute, når de angrende katolikker skulle hele vejen til Det Hellige Land, som korstogene havde gjort tilgængelige. Hvis pilgrimmene skulle videre ad caminoen til Santiago de Compostello, så var det også ad denne vej.
Det antages, at vejen gennem Cevennerne blev benyttet af romerne, men der er ikke fundet arkæologiske beviser på dette, og der heller ikke noget i stednavnene, som antyder det.
Efter Karl den Stores død i 814 videreførte hans søn Ludvig den Fromme hans kejserdømme, men efter hans død kom de tre sønner op at slås om arven, og løsningen blev en opdeling af det enorme europæiske kejserdømme: et vestfrankisk rige som lagde grunden til det nuværende Frankrig, et mellemfrankisk og et østfrankisk, som senere blev til det nuværende Tyskland.
På grund af denne opdeling var det ikke længere muligt for vestfrankerne at benytte den lige og lette vej til Middelhavet langs Rhône-floden. Derfor måtte de udbygge vejen fra vulkanernes Auvergne gennem Cevennerne, som var langt mere utilgængelig. La Régordane var således Vestfrankiens hovedvej fra nord til syd fra 843 til 1308. Vejen fik kolossal betydning i Middelalderen og var skueplads for enorm handel, utallige pilgrimme og mange kongers hærvej. Senere under Hundredårskrigen og de mange pest-epidemier mistede vejen sin betydning. Men det var Ludvig den 14.’s minister Colbert, som gav vejen en genfødsel, da han mente, at vejen langs Rhônefloden var blevet for belastet af de mange toldsteder.
EFTER ADSKILLIGE TIMERS vandring kommer vi omsider til landsbyen la Garde Guérin, der er klassificeret som en af de smukkeste i Frankrig med meget karakteristiske stenhuse.
I La Garde Guérin er der et smukt restaurereret fæstningstårn med en pragtfuld udsigt over les Gorges du Chassezac.
Efter et hvil fortsætter vi ad en stenet sti, og da vi passerer bjergkammen, får vi det unikke syn ud over bjergene og Villefort-Søen, der er opstået ved opførelsen af en opdæmning i 1960’erne af Altier-floden. Elektricitetsværket leverer strøm til 80.000 indbyggere, og søen huser et ørredbrug, som producerer 26 tons fisk om året. Så fortsætter den stenede vej nogle kilometer ned til søen og videre mod Villefort. Her overnatter vi totalt udmattede på Hotel de Balmes.
Efter lidt strækøvelser næste morgen, får vi vandrerstøvlerne på igen. Udmattelsen sidder stadig i benene, og vi fravælger en stigning som i guidebogen er markeret med rødt (= svær stigning). Ved firetiden gør vi holdt ved et Auberge du Beauséjour. Værten har er en indtagende dalmatinerhund og fortæller, at hundens far sidste år blev spist af et ulvekobbel lige i nærheden. “Der var ingenting tilbage – alt selv knoglerne var blevet ædt!”
Der er syv kilometer til næste hotel, der ligger i Génolhac. Det virker uoverskueligt, og vi vælger en utraditionel løsning med tommelfingeren i vejret og ankommer til Génolhac i bil.
VI SØGER OP i byen og går ind i Café du Commerce, som har en fristende menu. Det er simpelthen fremragende mad. Ud på aftenen kommer stedets indehaver og kok, Sabine Planard, for at hilse, og hun fanger os straks med sin udstråling.
Sabine har en speciel baggrund. Hun startede som privatdetektiv, men blev hurtigt klar over, at hun skulle gå køkkenvejen. Hendes mor er fra Nordfrankrig og hendes far fra Marseille. “Det er to meget forskellige køkkener, som på hver deres måde inspirerer mig. Derfor blev jeg uddannet kok.”
Hun fortæller, at corona-krisen ramte Frankrig meget hårdt. I lange perioder var der udgangsforbud og derefter var der spærretid, så alle restauranter skulle lukke kl. 21. Det gjorde det nærmest umuligt at drive virksomheden, som også har fem værelser til udlejning.
Sabine fortæller, at hun købte restauranten for 3 år siden, fordi hun var fascineret af området og naturen. Men intet gik som planlagt, for få måneder efter åbningen lukkede pandemien samfundet, og folk blev spærret inde på deres matrikel, den såkaldte confinement.
“Tidligere myldrede det med folk her på terrassen fra morgen til aften. Der var folk fra alle lande, og tit sluttede aftenerne med superstemning og guitarsang. Det er, som om vi endnu ikke er kommet over krisen. Folk bliver væk og den økonomiske krise betyder også, at mange flere ikke længere har råd til at spise ude.”
Sabine understreger, at hendes mission er at fremstille den exceptionelle mad, som folk ikke selv kan lave.
“Charmen ved at arbejde med råvarerne består i at følge årstiderne: Asparges om foråret, jordbær og frugter om sommeren, og svampe om efteråret. Jorden er ikke særlig frugtbar her, så grønsagerne skal virkelig på arbejde for at vokse, og det kan smages! Hvis folk kunne lave det selv med de råvarer, de kan købe i supermarkedet, så var det ikke brug for mig”.
VORES SIDSTE SAMTALE er med Génolhacs tidligere borgmester, Jean-Pierre Olivier, som er en kender af la Régordane igennem mange år. Han lægger stor vægt på, at la Régordane er en kulturel og historisk forbindelseslinje. Og igen dukker ulve-temaet op, da Olivier fortæller os historien om en lille pige på 11 år, Rose Reboul, som vogter køer på en eng. Pludselig dukker der en ulv op, som angriber hendes lillebror på 8 år. Barnet klamrer sig til nogle gyvelbuske for ikke at blive slæbt væk af rovdyret. Rose skriger til broren, at han skal holde fast, og at hun vil forsvare ham. Rose slås med ulven et helt kvarter, og det lykkes børnene at nå tilbage til familiens gård, hvor vilddyret giver slip på drengen, som har mange bidsår. Historien om Roses heltedåd når helt til Paris, og Rose får en belønning af regeringen på 100 francs.
Jean-Pierre Olivier ser historien som kunstnerisk grundtema: “Den store franske forfatter Alphonse Daudets bedstefar var nabo til Rose, så han har givet fortalt historien til sit barnebarn, som har brugt den i fortællingen Monsieur Seguins Ged. I Génolhac har vi haft en tradition for at invitere store kunstnere til at opholde sig her om sommeren. Forfatteren André Gide var her, og han fortæller historien i sin dagbog. Senere i 1930’erne var komponisten Sergej Prokofjev på sommerferie her med sin familie. Det er meget tænkeligt, at historien har været en del af inspirationen til hans børnesymfoni Peter og Ulven.”
La Régordanes egenart kan ikke løsrives fra fortællingerne. Ruten og historierne er to sider af samme sag.
La Régordane er også kendt som Chemin de Saint-Gilles. Hele ruten som går fra Le Puy-en-Velay til Saint Gilles de Gard er på 225 km og inddelt i 10-12 vandreetaper, som varierer fra 30 til 13 km. Ruten har det officielle navn GR 700 og er detaljeret beskrevet i to guider: TopoGuides: Chemin de Régordane og Miam Miam Dodo: Chemin de Saint-Gilles (La Régordane). Det er muligt at køre med jernbanen Le Cévenol som følger ruten fra Clairmont-Ferrand til Nîmes (se La France nr. 5/2022). Mere info på: www.chemin-regordane.fr
Bagagen sendes smertefrit fra opholdssted til opholdssted med La Malle Postale, som fungerer upåklageligt. Man skal booke i forvejen på: www.lamallepostale.com/en/services/transport-de-bagages
