Ferien er forbi, folk er tilbage på arbejde, børnene i skolen – og den politiske sæson er gået i gang med de sidste sommermøder og taktisk planlægning, for nu er der, som ministerpræsident Jean Castex understregede 8. september, kun 200 dage tilbage før præsidentvalget i april 2022.
Søndag d. 12. september gjorde borgmesteren i Paris det helt klart, at hun, Anne Hidalgo, stiller op for socialistpartiet. Frankrig skulle have langt bedre tider forude – socialt, arbejdsmæssigt og klimamæssigt. Et meget moderligt omfattende indlæg.
Et par timer senere var det Marine Le Pens tur. Hidalgo talte fra Rouen, Marine Le Pen fra Fréjus – og fra det sydlige var det anderledes dystre toner om sikkerhed, immigration, frihed og franske værdier – og alt det, Macron havde gjort galt.
Marine Le Pens parti – Rassemblement National – udskiller sig fra både højre og venstre fløj samt de grønne ved kun at have én præsidentkandidat, naturligvis Marine Le Pen. På venstrefløjen er der utallige kandidater, ditto hos de grønne og så sandelig også på højrefløjen. Diskussionen går intenst, om man skal holde primærvalg eller ej og hvordan. I princippet er man enige om, at man står stærkest, hvis man samles om én kandidat – og for alle er så spørgsmålet, hvem? Det svar kendes ikke – og der vil gå en rum tid, inden svaret findes.
SJOVT NOK HAR DER været nærmest daglig opmærksomhed i medierne omkring manden, der nægter at sige, om han er kandidat til præsidentvalget eller ej. Han vil heller ikke fortælle, hvornår han beslutter sig. Han har i årevis gentaget sit budskab om Frankrigs undergang. Nu er der fokus på ham – og det skal fastholdes.
Dygtig kommunikation fra hans side, og pressen følger med, for der er et publikum til journalist og f orfatter Éric Zemmour, manden, der kaldes polemiker, men først og fremmest er provokatør. Ingen kender hans planer for økonomi, samfundsforhold, klima, udenrigspolitik – kort sagt, noget, der ligner et program. Nej, skal man gøre det effektivt, skal man have bare ét helt klart budskab: “Vi står over for en katastrofe, over for udslettelse. De fremmede overtager landet – den franske kultur bliver udskiftet med islam – le Grand Remplacement – den store udskiftning.”
“Islam er uforeneligt med de franske værdier, immigration skal helt stoppes, inklusiv familiesammenføring og kvoter for asyl. Konventioner skal afskaffes. Frankrig skal bevares hvidt, kristent – med sine værdier og sin 1000-årige kultur.”
Éric Zemmour har gjort den nok så omdiskuterede og afviste konspirationsteori “Le Grand Remplacement” til sit udgangspunkt. Titlerne på hans bøger, “Le Suicide Français” (Det Franske Selvmord, 2014) og den seneste fra slutningen af september 2021 “La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har ikke sagt sit sidste ord) vidner om, at det er med den teori, han vil overbevise Frankrig. Han vil redde Frankrig med “etnisk nationalisme”.
63-ÅRIGE ZEMMOUR placerer sig klart til højre for Marine Le Pen og er flere gange dømt for racistiske udtalelser og hadefuld tale. Hans familie (jødiske berbere) fra Algeriet kom til Frankrig under Algierkrigen. Selv er han født i Frankrig.
Zemmour afviser totalt at være højreekstremist. Nej, han er gaullist og har som sine helte Jeanne d’Arc, Napoléon og De Gaulle – nationens frelsere, der alle formåede at stoppe den ude fra kommende fjende.
Zemmour forestiller sig at kunne samle “la bourgeoisie patriote” og “la classe populaire” – de patriotiske borgere og arbejderklassen. Han ser sig selv som manden, der kan sætte ind mod eliten og være den lille mands talerør – i Nationens navn – i det Frankrig, der er for ægte franskmænd.
Han citerer ofte De Gaulle med stor citatfrihed, der nok ind i mellem får generalen til at rotere i sin grav. De Gaulle havde sin egen definition af nationalisme:
“Le patriotisme, c’est aimer son pays. Le nationalisme, c’est détester celui des autres” (patriotisme er at elske sit land – nationalisme er at hade de andres).
Zemmour fastholder sine ideer om “Frankrig Først” og har intet imod at blive kaldt den franske Trump. Han ser Trump, som manden alt lykkedes for på trods af, at han ikke var del af den etablerede elite. Trumps platform var medierne. Han blev for alvor kendt med tv-showet The Apprentice. Og Zemmour har i de sidste 10-15 år provokeret i diverse late night tv-shows, jo værre det var, des flere seere. Nu er han så nået til så stor genkendelighed, at “den intellektuelle” er på vej til “action” -handling. Næste skridt for berømmelse.
Zemmours gennemslagskraft ligger i hans enorme selvtillid og i hans mangel på hæmninger, han slår hårdt igen. Han har kendt Le Pen familien i mange år, hvilket ikke hindrer ham i at erklære, at Marine Le Pen aldrig nogensinde vil blive præsident.
SPØRGSMÅLET ER SÅ, om Zemmour vil – og ikke mindst – om han kan?
Han påstår, 70% af franskmændene går ind for hans idéer. Det vil nu nok overraske de fleste af dem. Men Zemmour lader sig ikke sige imod. Fra mandag til fredag har han siden 2019 haft 1 times tv-show på CNews, den franske udgave af Fox News, hvor han taler – og ingen modsiger ham.
Bortset fra CSA – Conseil Supérieur de l’Audiovisuel – det øverste radio- og tv-råd, der gjorde opmærksom på, at der skulle være lige taletid for alle kandidater, så fra 9. september ville hans politiske taletid blive målt. Resultatet blev, at Zemmour måtte indstille sin optræden på CNews.
Hans vanlige forlag Albin Michel trak sig tidligere på året og ville ikke udgive bogen “Frankrig har ikke sagt sit sidste ord”. Det ville politisk give forlaget et mærkat. Så udgav Zemmour selv værket. Nu er han i gang med en bogturné, og her er der frit slag for hans politiske synspunkter. Et par eksempler, han ofte gentager: “Børn skal have franske fornavne, ikke fremmede. Navnet Mohammed skal derfor forbydes.”
“Le pouvoir s’évapore quand les femmes arrivent” – “Magten forsvinder, når kvinder kommer til. Derfor bør magten forblive i mændenes hænder.”
Hvor længe kan han bevare mediernes interesse? Han vil ikke fremlægge et program, han vil ikke afsløre, om han overhovedet stiller op. Alligevel er han på hver dag. Han fløjter, og alle spiller. Meningsmålinger er som bekendt usikre så lang tid før valget – Zemmour kan dog notere, at han kan forvente at få 15% af stemmerne. Han er ikke en bundskraber. Stemmerne vil komme fra først og fremmest Marine Le Pens vælgere, men også fra højrefløjens.
Emmanuel Macron fører fortsat i meningsmålingerne, efterfulgt af Marine Le Pen og derefter højrefløjskandidaten uden parti, Xavier Bertrand.
NU ER SÅ SPØRGSMÅLET hvem, der fortsætter til anden valgrunde, hvor der kun er to kandidater tilbage. Stiller Macron op, forventes han at være den ene og vinde – hvis den anden er Marine Le Pen. Kort sagt, en gentagelse af valget i 2017. Men hvis det nu er en anden end Marine Le Pen – en højrefløjskandidat – vil utilfredsheden med Macron – og den er ret udtalt – så resultere i, at man siger alt andet end ham og vælger den endnu ukendte højrekandidat?
“Vi er i gang med l’hors-d’oeuvre – forretten til præsidentvalget”, siger Jean-Pierre Séréni, tidligere chefredaktør for blandt andet Le Nouvel Economiste og L’Express, “det er umuligt at forudsige noget på det her tidspunkt. Zemmour vil ikke nå langt, det har han slet ikke kapacitet til. Hvem, der vil blive højreflø-jens kandidat vides endnu ikke, ej heller venstrefløjen, der kan fortsat dukke nye navne og overraskelser op.”
Det varer længe – inden Frankrig når frem til desserten.
La rentrée er et begreb i Frankrig. Ordet bruges ofte om starten på et nyt skoleår, la rentrée scolaire, men det har en kulturel betydning, der går meget dybere. La rentrée betyder ganske enkelt genindtræden eller tilbagevenden, der indvarsler et skift hver september. Franskmændene vender tilbage til arbejdet, den lange augustferie er slut, temperaturerne begynder at falde, mange af sommeraktiviteterne lukker som f.eks. byfestivaler, udendørs biografer og Paris’ bystrand. I bogverdenen er fænomenet kendt som la rentrée litteraire, idet den mest travle tid af det litterære år indledes med hundredvis af bogudgivelser – og kort forude venter mange af Frankrigs store litterære priser.
