Fontænen på torvet i Mirabeau
Nogle af de centrale scener i Claude Berris filmepos foregik ved fontænen på torvet i Mirabeau. Hele pladsen blev under filmoptagelserne ført tilbage til de støvede 20’ere og 30’ere, og fontænens figurer blev erstattet af metalrør, hvor vandet kom ud. Foto: Finn Rastén
Film Rejser

Landsbyen er fik stjernestatus

I flere måneder gik indbyggerne rundt som i en fremmed landsby. Butikker var lukket eller flyttet, veje var blevet afspærret, brudt op, belagt med støvet grus eller mudder. Restriktioner var blevet indført, udgangsforbud jævnligt deklareret, og der blev beordret tavshed på kommando. Der blev ovenikøbet indført dresscode for byens borgere. Det lyder nærmest som et diktatur – men det var i virkeligheden opfyldelsen af en drøm om at skrue tiden 50 år tilbage.

Jeg befinder mig i den lille landsby Mirabeau i Vaucluse i udkanten af Luberon-bjergene. Det var her, Frankrigs nok mest kendte film “Kilden i Provence” og dens fortsættelse “Manon og kilden” blev optaget for 35 år siden. Det var kendte skuespillere som Yves Montand, Yvonne Gamy, Daniel Auteuil, Gérard Depardieu og Emmanuelle Béart, der var filmens centrale figurer. Men det meste af lokalbefolkningen fik også deres væsentlige roller i instruktøren Claude Berri’s stort anlagte film, der gik sin sejrsgang over hele verden i 1986. Ja, uden lokalbefolkningen – ikke mindst i masseoptrinene – ville filmen aldrig være blevet det tilløbsstykke som et troværdigt filmepos, der stadig hvert år genudsendes på fransk tv. 

Mirabeau i Luberon
Filmen blev optaget i fire landsbyer i Luberon. Mirabeau, 1320 indbyggere. Foto: Finn Rastén

De to film udspiller sig i 1920-30’ernes provinsielle Frankrig, og alle scenerne blev optaget i sommervarmen 1985 fra juli til september. 

At optage film uden for studiet kan bringe berømmelse til en egn eller landsby, men mange måneders forberedelser er ikke altid smertefri. Det kan være lig med besvær, irritation og tvivlsomme aftaler. Og ligeså idyllisk og ægte fransk sceneriet tog sig ud i filmen, lige så besværlig og proceduremæssig tog virkeligheden sig ud.

De økonomiske fordele ved at modtage et filmhold, der skal optage en film i måske flere måneder, kan være meget vigtige for en by eller landsby, idet omkring 20 procent af de samlede udgifter til en film bruges på det sted, hvor den bliver optaget. 

Langt de fleste optagelser til “Kilden i Provence” og “Manon og Kilden” fandt sted i landsbyen Mirabeau, og mange indbyggere blev nærmest indkaldt til at bidrage som statister og optræde i udendørsscener, som skulle forestille landsbyen i 1920’erne ifølge romanen skrevet af Marcel Pagnol.

Vaugines, Luberon
Filmen blev optaget i fire landsbyer i Luberon. Vaugines, 560 indbyggere. Foto: Finn Rastén

TIL AT BEGYNDE MED var de fleste glade. For landsbyboerne var der i en lattermild atmosfære anledning til at betragte de underværker, der kan blive skabt i en film med stort budget. 

For de lokale blev det en vane at rende ind i de kendte skuespillere på gaden hver dag, men efter flere måneder blev de forvandlede omgivelser til små trængsler og lidt krukkeri. 

Filmproduktionen belejrede nemlig den lille by på fuld styrke.

Ansouis, Luberon
Filmen blev optaget i fire landsbyer i Luberon. Ansouis, 1030 indbyggere. Foto: Finn Rastén

Det begyndte med forberedelse af kulisserne: elektriske kabler og reklameskilte blev fjernet, den centrale plads, Place de la Fontaine, blev ændret ved at dække gaderne med ler og grus, fremskaffelse og opførelse af gamle vogne og boder, ansættelse af omkring 100 statister og justering af kostumer. Samtidig skulle der monteres projektører og andet belysningsgrej samt lydudstyr. 

Først derefter kunne optagelserne begynde. Sådan var virkeligheden for Mirabeaus indbyggere i flere måneder.

Situationen kunne blive kaotisk. Der var problemer med trafik og tranghed på filmarbejdspladsen i landsbyens smalle gader, gyder og pladser. Og manglen på plads gav indimellem følelserne frit løb. 

Børnene kunne ikke være ude at lege efter skoletid, de lavede for meget larm, og da der var mange børnefamilier, der boede i centrum af Mirabeau, gav det selvfølgelig problemer.

Riboux, Luberon
Filmen blev optaget i fire landsbyer i Luberon. Riboux, 48 indbyggere. Foto: Finn Rastén

Men reduktionen af støj gik faktisk begge veje. Produktionsholdet larmede tit indtil ud på de små timer, så man var nødt til at indføre pauser til selv de mest kendte skuespillere. Tilrettelæggelsen af arbejdet forstyrrede det sociale liv og familielivet i den provençalske landsby. Den urimelige ventetid mellem to optagelser kunne forkludre familieskemaerne for statisterne.


Kort om filmen

De to film dækker over en simpel historie: karakterer med syngende provençalsk accent, forræderi for nogle stykker markjord, rigtig gode skuespillere, den håndgribelige atmosfære af små byer over for det ukendte – disse mange ingredienser gør en film til en verdenssucces. Men det ville ikke være en rigtig film uden en kærlighedshistorie, helst en umulig en af slagsen, en rigtig tåreperser. Denne tryllekunst blev fuldført af den franske instruktør Claude Berri med de to film. 

Det er sagaen om vand, den første kilde til næring uden hvilket intet er muligt. Dialogerne er herlige, men prosaen enkel. Le Papet (Yves Montand) og hans nevø Ugolin (Daniel Auteuil), de to sidste af slægten Soubeyran, vil dyrke nelliker, og de skal derfor bruge naboens jord, hvor der findes en kilde. Der er håb for dem, da naboen dør, men så ankommer arvingen Jean de Florette (Gérard Depardieu), hans kone og lille datter Manon, fra byen. Soubeyranerne tilstopper kilden, Jean slider alligevel for at bevare sin jord, slæber vand langvejs fra men omkommer, da han graver en brønd. Anden del af filmen (Manon og Kilden) foregår nogle år efter Jeans død. Soubeyranerne dyrker deres nelliker takket være den genåbnede kilde. Manon (Emmanuelle Béart) er blevet en usædvanlig smuk ung pige, og Ugolin forelsker sig i hende. Manon finder en mulighed for at hævne sin far, og der venter Le Papet en overraskelse med hensyn til, hvem Jean var.


EFTER ET PAR UGER anmodede nogle af de lokale beboere om, at filmholdet skulle være så medgørlige som muligt, med mere føjelige køreplaner og optageforhold, der kunne tilpasses byens daglige liv. 

Efter mange ture frem og tilbage mellem Mirabeau, Ansouis, Vaugines og Riboux, der er den mindste af landsbyerne med kun 48 indbyggere samt de andre mere vilde lokationer i nærheden af Mirabeau, blev filmen gjort færdig.

Manon blev spillet af den unge Emmanuelle Béart
Manon blev spillet af den unge Emmanuelle Béart, der begyndte sin karriere som niårig og har spillet med i over 60 film.

I sidste ende var de lokale beboeres samspil med filmholdet rigtig givende på trods af meningsforskelle og konflikter. De vidste, at et sådant projekt var et reelt vovestykke. Det var lige som at være med på en vanskelig pilgrimsfærd. Arbejdet kræver en gensidig forståelse parterne imellem, eller en faglig interesse, der først og fremmest gavner filmen.

Filmholdet fokuserede udelukkende på billeder, fordi rammen kræver en fejlfri kontrol. Der er ikke plads til fejltagelser, man må ikke miste scenen, fordi hver scene er unik. Det kan være problematisk, at spørge en “karakter” om at gentage, hvad vedkommende har gjort eller sagt. Ikke mindst Gérard Depardieu, som er kendt for at være en hidsigprop. Ifølge de lokale beboere kunne han være meget sød og gemytlig men også opfarende overfor statisterne og resten af holdet. 

Monique og Francis Allouin sammen med Manon på torvet i Mirabeau
Monique og Francis Allouin sammen med Manon på torvet i Mirabeau, Place de la Fontaine. Her udspillede mange af filmens centrale scener sig med medvirken af byens statister. I dag er der både opsat en mindeplade for “Jean de Florette” og “Manon des Sources” og en kopi af selveste Manon. Foto: Finn Rastén

For filmholdet uden for billedfeltet var det vigtigste at prøve at styre det uforudsete, de uventede reaktioner, faldgruberne som for eksempelvis undgå, at nysgerrige børn kom ind i billedfeltet, eller at statisterne uventet rettede blikket mod kameraet. Det skabte somme tider en del paradokser i byen. De, der ikke havde andet at lave, blev formanende sat på plads af filmholdet på grund af larmen, og de, der skulle bestille noget på byens forskellige arbejdspladser, blev overfuset af deres chefer, når de pjækkede.

Fra familien Allouins fotoalbum
Fra familien Allouins fotoalbum: Skuespillere, filmfolk og statister rendte dagligt på hinanden, som det fremgår af billedet, hvor Monique Allouin står forrest til venstre. Og deres yndlingsfoto er Yves Montand sammen med deres lille datter.

PÅ MIN VEJ GENNEM byens smalle gader ligner den umiddelbart det idylliske og provinsielle Frankrig, som jeg også får indtryk af i filmen. Og den lille landsbys beboere bliver hver dag mindet om den særlige tid, da filmen blev optaget og landsbyen verdenskendt. Det sker især på byens torv, hvor mange af de centrale scener udspillede sig. Ikke bare er der opsat en mindeplade for “Jean de Florette” og “Manon des Sources” – filmens franske titler – en kopi af selveste Manon sidder på kanten af den lille fontæne. 

Det er her, jeg møder ægteparret Monique og Francis Allouin, der begge var med som statister sammen med deres lille datter, der dengang var et år. Ægteparret, der i dag er midt i halvfjerdserne, bor stadig i Mirabeau og blev aldrig trætte af at deltage som statister. 

“Optagelserne varede i tre måneder fra juli til september både her, i de andre byer og i bjergene omkring Aubagne,” fortæller ægteparret. “Vi var meget tætte med både filmholdet og skuespillerne, de var ikke snobbede, de var meget ligetil. Alle på filmholdet var meget glade for, at indbyggerne i Mirabeau ville være med til denne store film. Det var ikke for anstrengende at deltage, selv om vi skulle klæde os ud og ind i mellem vente længe.”

Klipper og skov i Luberon kan sine steder virke lige så ufremkommelig som for 100 år siden
Klipper og skov i Luberon kan sine steder virke lige så ufremkommelig som for 100 år siden – men betagende og smukt at tage på vandring i. Foto: Finn Rastén

“Det var faktisk en fornøjelse at deltage, vi havde kostumer på hele dagen og fik 20 franc og et måltid pr. dag for at medvirke. Det var flot og stort. Det var næsten som en ferie for os,” er de begge enige om. 

“Når bilerne kom kørende ude på landevejen, så blev de stoppet af politiet,” fortæller Monique. “Der måtte ikke være støj i baggrunden, og var der en helikopter eller et fly i luften, så blev de over radioen bedt om at vende om. Hele byen var dækket i grus, alt hvad der hed ledninger var dækket til eller gravet ned, og den almindelige bar på pladsen ved springvandet, som byen jo ikke kan undvære, blev flyttet væk fra pladsen. Og al den gamle kalk ved vandet i fontænen blev fjernet, så det kun var rørene der stak ud,” siger hun. 

Den egentlige bar blev flyttet ud af byen, for den oprindelige bar blev omdannet til redskabsrum for filmfolkene, så de kunne have deres udstyr tæt på.

Indbyggerne i Mirabeau, Les Mirabelains, har alle lært noget hen ad vejen. Trods deres manglende filmerfaring, havde de stor respekt for de grundlæggende regler for filmproduktion, så de måtte famle sig frem og prøve igen og igen. De er glade for at have oplevet det, men mange fra den gamle generation er langt fra klar til at gentage eksperimentet. De vil helst have fred. Det gælder dog ikke ægteparret Allouin.

Om de da gerne ville deltage i en ny film her 35 år efter?
“Ja selvfølgelig. Med det samme,” griner de enstemmigt.

Jean de Florettes gård
Efter at have været ubeboet i mange år fik Jean de Florettes gård, der i filmen kaldes Romarins, efter optagelserne nye ejere, som har restaureret den skrøbelige bygning. De eneste minder om filmen er oliventræerne. Foto: Finn Rastén

MAN SKAL DOG IKKE kigge efter navnet Riboux i rulleteksten, for den lille by med 48 indbyggere havde specifikt anmodet om, at navnet ikke kom til at stå der. Derfor er landsbyen heller aldrig blevet overrendt af turister, som det stadig sker mange år efter udgivelsen af de to film i 1986.

For at kunne nå Riboux skal man snirkle sig gennem landskabet ad smalle veje. Landsbyen værner om sin ro og det uspolerede miljø. Det var præcis den svæ-re tilgang, der opmuntrede instruktøren Claude Berri og hans team til at installere den berømte Romarins-gård dér. Det er den gård, hvor den pukkelryggede Jean de Florette vil slide sig selv ihjel under soubeyranernes spottende blik.

Gården bliver i filmen kaldt Romarins, men i virkeligheden hedder den Chateaurenard. 

Borgmesterkontoret i Riboux blev kontaktet et år før optagelserne begyndte, da filmholdet bad om tilladelse til at plante oliventræer. Store og smukke træer blev udvalgt og transporteret med særtog fra byen Oraison i Alpes-de-Haute-Provence. Der var brug for træer af en vis alder, de skulle være høje nok, så Ugolin kunne hænge sig i dem. Og først året efter, da havde oliventræerne slået rod, kunne optagelserne begynde.

“DER ER KUN EN TING, som jeg er ked af,” fortæller Monique Allouin. “Det er, at Yves Montand (1921-1991) aldrig modtog en anerkendende pris for sin store rolle i filmen, når man tænker på, hvilken succes den har haft. Han var til sidst overtræt, han kunne ikke mere. Claude Berri (1934-2009), instruktøren, var ihærdig og meget skrap, meget professionel og svær at stille tilfreds.”

“Alene optagelsen ved fontænen, hvor vi går i procession rundt om, varede to dage at indspille. Scenen skulle spilles om og om igen, indtil instruktøren var tilfreds. Men især mindes jeg den sidste scene, hvor Montand og Yvonne Gamy (1904-1997) sidder foran kirken, og han får at vide, hvem Jean de Florette var. Hver gang jeg ser den scene, får jeg tårer i øjnene, så rørende synes jeg, den er,” understreger hun.


Marcel Pagnol

Den franske forfatter, dramatiker og filmskaber Marcel Pagnol (1895-1974) tegnede med sine teaterstykker forenklede, men gennemslagskraftige figurer fra sit elskede Provence. Han blev født i Aubagne, voksede op i Marseille og tilbragte mange somre i det kuperede landskab ved den lille provencalske landsby La Treille, der i dag ligger i udkanten af Marseille’s 11. arrondissement. Især teaterstykkerne Marius (1929), Fanny (1931), César(1936) og Topaze (1928) hørte til den forenklede genre. Nogle af disse teaterværker overførte Pagnol til film i sit eget filmselskab, hvilket gjorde ham til en folkelig succesforfatter, også uden for Frankrig. I 1946 blev han den første filmskaber som blev indvalgt i Det franske Akademi. Det skulle dog blive via filmatiseringer af et par af Pagnols mindre påagtede romaner, Jean de Florette (Kilden i bjergene) og Manon des sources (Pigen fra kilderne), at han efter sin død slog internationalt igennem, ikke mindst i kraft af fornemme skuespillerpræ-stationer af bl.a. Yves Montand og Gérard Depardieu. Stærkest i billedet står hans tre charmerende erindringsbind La Gloire de mon père (Min fars store dag), Le Château de ma mère (Min mors slot), Le Temps des secrets (Søde hemmeligheder) skrevet 1957-60, der i 1977 blev suppleret med det efterladte bind Le Temps des amours (Forelskelsernes tid), der alle blev filmatiseret efter hans død.

Marcel Pagnol (1895-1974)
Den franske forfatter, dramatiker og filmskaber Marcel Pagnol (1895-1974)

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.