Hvad gør man i disse tider, når man ikke har mulighed for at rejse ud i verden? Ja, for min part står den på streaming af spændende internationale serier, helst franske eller frankofone, så jeg da kan få lidt udsyn – og indsigt. En af de seneste, jeg har fulgt med i, er den fransk/belgiske krimiserie på Netflix “Pusterummet”, der foregår i de store Ardennerskove, som strækker sig i trekantsområdet mellem Frankrig, Belgien og Luxembourg.
Mange mystiske ting sker der i serien “Pusterummet”, der foregår i den fiktive belgiske by Heiderfeld med kriminalbetjent Yoann Peeters som hovedperson. Mange af hændelserne virker overnaturlige og underlige, lige som seriens karakterer ofte er både sære og irriterende. Men åbenbart er der en mening med galskaben. Virkelighedens Ardenner – de enorme skove, de gamle historier, mørket mellem træerne og stilhedens lyde – kan nemlig godt få det til at løbe koldt ned ad ryggen. For lytter man bagom den katedralagtige fred i Ardennernes kæmpemæssige skove, hører man endnu den svage hvisken af årtusindgamle legender, vilddyr og hårdføre skovfolk.
Halvdelen af Ardennerne udgøres af skov, hvilket vil sige næsten 6.000 kvadratkilometer – det svarer til et område knap så stort som Sjælland. Her vil jeg forsøge at komme skoven og folkesjælen lidt nærmere i den franske del af Ardennerne – på trods af at hele området næppe kan deles op i nationale enheder, hvilket også billedvalget understreger.
I MEGET GAMLE DAGE, længe før cisterciensermunkene begyndte at fortrænge de gamle, hedenske guder, red gudinden Arduina på sit vildsvin gennem de mørke, uigennemtrængelige skove, som stadig bærer hendes navn. Ardennerne var så ufremkommelige og hemmelighedsfulde, at ingen turde vove sig ind i det truende mørke, som måtte være befolket af uhyrer og underjordiske væsener, for ikke at tale om ulve og bjørne.
I dag er Ardenner-plateauet stadig en af Frankrigs største løvskove, hvor bøgetræer flankeret af eg og birk filtrerer kaskader af sollys og kaster det ned på den flimrende skovbund.
Ulve og bjørne er her ikke flere af. Men vildsvinene er stadig Ardennernes konge. Og lytter man efter, genlyder skovene stadig af skovhuggernes øksehug og råben. For da først munkene viste vejen og begyndte at bygge klostre i skovene, åbnede de også portene til de rigdomme, skoven skjulte. Der opstod landsbyer bygget af runde grenhytter tækket med mos og tørv.
Hele familier levede som nomader, der udnyttede skovens rigdomme og flyttede videre, efterhånden som et område var blevet ryddet. Var man født i skoven, levede man sit liv i skoven, fra generation til generation. Kvinderne hjalp til med det grove arbejde, og børnene løb til landsbyerne for at sælge trækul, kurve og træsko fremstillet i skoven eller råmaterialer til landsbyernes træsko- og kurvemagere.
På mange måder levede folk bedre end i landsbyerne, for skoven kriblede af vildt, der var vilde bær og frugter, og man solgte skovens produkter. Men det var også et isoleret og primitivt liv, og skovfolket levede lidt som lovløse dybt inde i skovene.
SÅ SENT SOM i 50’erne var der stadig landsbyer af grenhytter i den nordlige del af de franske Ardenner, og den allersidste skovhugger forlod skoven i 70’erne. Men i århundreder var Ardennerskovene en del af grundlaget for Frankrigs tekniske udvikling. Tømmeret, som blev brugt til skibsbyggeri og senere til jernbanesveller, kunne snildt transporteres ad Meusefloden, der bugter sig gennem Ardennermassivet og krydser Belgien og Holland, inden den munder ud i Nordsøen. Og skovene skulle også gøre Ardennerne til en vigtig brik i Frankrigs industrielle revolution. Takket være trækullet udviklede Ardennerne Frankrigs vigtigste jernindustri.
Med den industrielle revolution voksede behovet for jern og stål, og højovnene skød op i Ardennerne, som har rigelige mængder af trækul lige ved hånden til forbrændingen. Da jernindustrien var på sit højeste i 1845, talte Ardennerne omkring 30 højovne, som tilsammen udspyede 40.000 tons smedejern om året. Ardennerne genlød af højovnenes buldren, og nattehimlen glødede rødt over landsbyen Vendresse, hvor “Bæstet”, som Ardennernes største højovn kaldtes, åd sig igennem 18.000 kubikmeter træ om året. Hele Meuse-dalen forvandledes til et svedende smedeværksted.
Allerede i 1600-tallet havde Ludvig XIV oprettet en våbenproduktion, og det var kvalitetsvåben fra Ardennerne, som 100 år senere var med til at sikre amerikanerne deres uafhængighed af den britiske krone.
Hver landsby havde sin specialitet. I Vrigne Aubois lavede man dørhængsler, Raucourt fremstillede bæltespænder og sporer, og i Givonne var man ekspert i stegepander og spader. Og overalt fremstillede man søm, skruer og bolte. Samtlige skruer i Eiffeltårnet blev smedet langs Meusefloden.
I dag er det industrielle eventyr i Ardennerne slut. Den sidste højovn gik ud i 1866, da naboregionen Lorraine takket være byggeriet af en jernbane udkonkurrerede Ardennerne, og oliekrisen i 1973 gjorde det af med jernindustrien.
ÅRHUNDREDER MED hårdt arbejde, hvor der ikke var plads til skrællinger, har smedet de hårdføre og stålsatte mænd og kvinder. Mændene arbejdede sig ud af de lovløse skove for at arbejde ved højovnene eller i smedeværkstederne, når de da ikke kravlede ned i skifergravene, hvor de måtte bære de 70 kg tunge skiferblokke på ryggen.
I dag er industrialderens skorstensrøg forsvundet, og Meuse-floden glider langsomt og adstadigt gennem majestæ-tiske og fredfyldte skove og slynger sig om landsbyer, hvor tiden synes at stå stille. Naturen har igen fået overtaget, og skoven, som tidligere svandt under presset fra kulsviere og skovhuggere, breder sig igen.
Lytter man efter i stilheden, fortæller skovene stadig de gamle legender om feer, hekse og andet djævelskab. Troldmanden Merlins fætter Maugis huserede i de dybe skove.
Og de officielle kort kan nok så meget kalde klippeformationerne i Semoy-dalen for Roc la Tour. Alle ved, at der egentlig er tale om djævelens slot, hvor Den Onde forsøgte at vinde en herremands sjæl ved at bygge ham et slot på kun én nat, hvormed han kunne bedåre sin udkårne. Men solen stod op, inden han blev færdig, væddemå-let og sjælen var tabt, og i vrede sparkede djævlen det halvfærdige slot i ruiner, som nu ligger som fantastiske klippeblokke ned ad bjergsiden.
Legenderne er overleveret fra generation til generation siden det 6.-9. århundrede og holdes nu i hævd ved en årlig festival, hvor fortællere sætter hinanden stævne i Ardennernes magiske univers.
DER ER DOG MERE END legender, der har formet landskab og mennesker. Næppe en krig, fra 100-årskrigen til Anden Verdenskrig, har undgået Ardennerne. Frankrigs nordlige port har set horder af soldater drage hærgende mod Paris. I Thiérache byggede bønderne kirkerne om til befæstede forsvarsværker 100-årskrigen mellem England og Frankrig var brudt ud i 1340, og i 1359 red Edward III igennem Thiérache i spidsen for sin hær, der efterlod den smalle strimmel land mellem Sambre- og Meusefloderne som en rygende ruinhob.
Det blev hverken første eller sidste gang, at indbyggerne i det 20 km brede og 80 km lange område ufrivilligt skulle komme til at skrive et af de blodige kapitler i fransk krigshistorie. Belært af bitter erfaring begyndte de allerede under 100-årskrigen at beskytte sig ved at befæste alt, der overhovedet egnede sig til at virke som forsvarsværker – og det var som regel kirkerne.
I dag står de 20 befæstede kirker i Thiérache tilbage som enestående kulturhistoriske monumenter. Her har kirkearkitekturen skydeskår i stedet for glasmalerier og lave indgangsportaler, som er nemme at forsvare i stedet for de sædvanlige imponerende indgangspartier. De fleste er tilmed udstyret med udhæng, hvorfra landsbyboerne kunne hælde kogende vand i hovedet på ubudne kirkegængere.
Modsat næsten alle andre kirker har Thiérache-kirkerne to, enkelte endog tre etager. Kvinder og børn krøb sammen på loftet, og i selve kirkeskibet stuvede man så meget kvæg og fjerkræ ind som muligt, for datidens hære havde for vane at plyndre det, de kunne og stikke resten i brand. Mad og foder til dyrene blev slæbt med ind i kirken, så befolkningen kunne holde til en længere belejring, og de fleste kirker havde en brønd.
EFTER HUNDREDÅRSKRIGENS afslutning i 1453 fik Thiérache et lille pusterum fra krigene, mens pesten hærgede, og kloge af skade benyttede indbyggerne tiden til at udbygge befæstningen af kirkerne. Adskillige kirkeskibe stammer fra denne periode mellem 1450 og 1560, og det var forudseende, for i 1519 blev Karl V kejser over det tysk-romerske rige, og det førte til en langvarig strid med Frankrigs Frans I om overherredømmet i Vesteuropa. Hvilket igen gik ud over Thiérache, som lå på de kejselige troppers vej til og fra Paris.
Næppe var kejserkrigen slut, før religionskrigene brød ud, efterfulgt i 1618 af 30-årskrigen, som blandt andet bragte svenskehæren på visit i Thiérache. Kirken i Signy-le-Petit stammer fra denne periode, efter at den oprindelige blev udbrændt af spanierne i 1636. For den franske konge Louis XIV var blandet ind i en krig med de spanske Nederlande, dvs. det nuværende Belgien, lige nord for Thiérache.
I 1870 var det i Sedan, at Frankrig tabte til preusserne og måtte afgive Alsace og Lorraine. Under Første Verdenskrig var Ardennerne det eneste franske departement, som blev 100 procent besat af de tyske tropper, og Charleville fik tilnavnet Berlin-sur-Meuse. Og i 1940 tabte Frankrig krigen mod nazitropperne, igen i Sedan, hvor Maginot-linjen standsede. Nederlaget tømte nærmest området for indbyggere, fordi 300.000 blev drevet på flugt.
Den sidste del af historien om Ardennerne er da noget af en mundfuld – og kan nok sætte coronaens svøbe i et lidt andet perspektiv. Men med nutidens EU-samarbejde mellem Frankrig og Tyskland er Ardennerne et levende eksempel på, at selv det mørkeste had kan overvindes, uden at fortiden udviskes.
