FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
I forrige udgave af La France skrev jeg lidt om lovgivningen i forhold til kloakker – der var jo meget, vi pludselig havde at se til. Terrassen blev gravet op, rør lagt ned og euro skiftede hænder. Og minsandten om der så ikke igen kommer ny lovgivning, som alle boligejere i Frankrig nu skal tage stilling til – og beskrive over for det franske skattevæsen. Det er nemlig her pr. 26. januar blevet kundgjort for folket – om ikke at vi skal skrives i mandtal, for det ordnede vores kommune allerede i efteråret – så at alle boligejere nu og senest den 30. juni 2023 overfor skattevæsenet skal oplyse i hvilken form, de benytter deres ejendom.
Som det også fremgår af noten på dette nummers side 6 skal alle – fra fastboende franskmænd til ikkefastboende udlændinge fortælle om, hvor vidt deres bolig er résidence principale (helårsbolig), résidence secondaire(feriebolig), loué (udlejet) eller bien vacant (umøbleret og afmeldt). Derudover skal ejer eller lejers navn, fødselsdato og -sted angives.
Alene sidstnævnte håber jeg ikke vil give nye bureaukratiske problemer, idet jeg jo engang for mange år siden blev født som dansk statsborger i Sverige. Af erfaring ved jeg, at i hvert fald de lokale myndigheder ikke altid helt kan finde ud af det, hvorfor de som regel skriver fødested: Sverige, Danmark.
Årsagen til indskrivning hos skattevæ-senet skyldes, at Taxe d’Habitation, som er en slags boligskat ikke at forveksle med ejendomsskatten Taxe Foncière, i år blev afskaffet for helårsboliger. Og nu vil skattevæsenet så finde ud af, hvad de i virkeligheden har lovgivet om, og hvordan det skal forenkle livet fremover. Den største udfordring ligger i, at den eneste måde at gøre det på, er via ens brugerkonto på skattestyrelsens hjemmeside, som også findes i en engelsk version, når den engelske version altså virker, på www.impots.gouv.fr
Til gengæld skulle en brugerkonto lette livet betragteligt, idet det er nemt at betale skat derfra og i øvrigt er den eneste måde at kommunikere per mail med skattemyndighederne. Hvis projektet virker uoverskueligt, og det franske sprog er et uoverskueligt bjerg at bestige, er det muligt at få hjælp til oprettelse af brugerkonto via det lokale skattekontor eller Skats engelsksprogede telefon +33 (0)1 7295 2042, når altså den fungerer.
Sagt på en anden måde, så kan de fastboende nok i fremtiden slippe for ejendomsskatten, men det samme gælder altså ikke dem, der benytter boligen som sommerhus. Pengene må jo komme et sted fra.
SOM OM EN ULYKKE ikke kommer alene, så skal man også fremover være yderst påpasselig med ikke at slå sin hustru. Sådan har lovgivningen i hvert fald påbudt det hjemme i Danmark, men vi ved jo godt, at det i Storbritannien f.eks. stadig er om ikke ligefrem lovpligtigt så dog lovmæssigt tilladt at tæve fruen. I Frankrig blev det forbudt at slå børn for nogle år siden, så man ser ikke længere forældre give deres afkom et drag over nakken – i hvert fald ikke offentligt. Hvad lovgivningen siger om det med hustruer, har jeg dog ingen anelse om.
I hvert fald er det i disse meeto-tider blevet et ekstra stort spørgsmål i Frankrig. Ikke mindst er det kommet frem, at en venstrefløjspolitiker – ovenikøbet en kronprins, der blev set som at skulle overtage lederpladsen hos La France insoumise efter Melanchon, er blevet fanget i at stikke sin hustru et par flade – samt muligvis andre korporlige afstraffelser.
Manden, der har demonstreret for kvinders rettigheder og har brystet sig af at støtte feministerne, har måttet træde tilbage fra sin officielle stilling, da konen i efteråret meldte ham til politiet for at have givet hende en lussing og formentlig optrådt særdeles usolidarisk over for kvinder. Jo, i fransk politik har mændene det ikke let i disse år. Og godt for det, for samtidig med at magteliten anklages for overgreb og magtfuldkommenhed overfor kvinder – og børn – så er det jo kun rimeligt at mændene straffes – selv om det næppe vil ske korporligt. Men det gør jo ikke det politiske billede mindre broget – og med kendskab til fransk bureaukrati, så kan disse utilbørlige vaner være svære at komme af med.
HVAD DER SKER inden for hjemmets fire vægge i vores lille kommune, har jeg ingen anelse om. Men jeg ved med sikkerhed, at det ikke er af den slags årsager, borgmesteren, vores nabo, er trådt tilbage fra embedet. Jeg har endnu ikke mødt ham efter hans tilbagetræden, men jungletrommerne her i udkanten af Frankrig går på, at hans hustru er blevet syg, at han derfor vil tage sig af mere hende, og at han derfor ikke med sindsro ville kunne forene tjansen som borgmester med sin nye plejerstatus. Måske ikke mindst er han jo selv blevet ældre – langt over den af regeringen planlagte pensionsalder. Han har ellers været en god og allestedsnærværende borgmester, som fik adskillige ting gennemført i kommunen og lod den vokse. Tilmed var han jovial og behagelig at omgås.
Den nye borgmester er en kvinde, som vi desværre endnu ikke har haft lejlighed til at få et nærmere indtryk af. Hun hører dog heller ikke til i nærmeste nabolag, men vi må jo snarest gøre en indsats for at hilse på om ikke andet på borgmesterkontoret.
NU ER DET JO IKKE ulykke alt sammen. I skrivende stund er der kun en uge til, at vi skal ned og nyde tilværelsen i huset – der skal registreres som sommerbolig – og når dette magasin når ud til abonnenterne, så er jeg draget på reportagetur ud i det franske land.
Og denne gang er jeg bedre kørende, end for mange år siden, hvor jeg havde købt en gammel Peugeot 405 gennem en mellemhandler formedelst 500 euro. Den var ganske god, selvfølgelig var standen ikke helt optimal, men transportere os rundt i den nærmeste omegn kunne den da, når bare vi sørgede for at have rigeligt med motorolie med os, for man kunne jo aldrig vide…
Så var det en dag, at vi var inviteret på to døgns ophold på et fransk luksushotel i et af Frankrigs allerdyreste områder. Allerede i receptionen gik det op for os, at dette måtte blive en oplevelse af de sjældne, for her var vi landet midt i det franske aristokrati, hvor penge ikke er noget man taler om. Vi havde parkeret den gamle, bulede og godt falmede Peugeot i hotellets indkørsel, og ved indskrivningen udbad receptionisten sig med det samme nøglerne til bilen – for den skulle jo køres i garage og bagagen bæres ind – det var sandelig ikke noget gæsterne her på stedet skulle bekymre sig om, det havde hotellet folk til.
DEN UNGE MAND, der overtog ansvaret for det temmelig slidte køretøj, var høfligheden selv – når fransk høflighed er bedst – og ja, høfligst – og afleverede kufferterne på værelset med lynets hast. Alligevel havde jeg et ærinde i bilen, og allernådigst fik jeg lov til at blive fulgt ned til dens nuværende tilholdssted.
Hernede i den pertentligt rengjorte pkælder blev jeg vidne til et opbud af biler, der kunne gøre hvem som helst grøn af misundelse: Sammen med vores lasede Peugeot, stod den ene funklende, velpolerede, nye og lækre bil efter den anden: Jaguar, Bentley, Ferrari, Lotus, Maserati foruden naturligvis de uundgåelige Mercedes’er og BMW’er. Alt sammen toppen af den internationale bilpark – kun de franske glimrede ved deres fravær.
Pinligt berørt åbnede jeg personligt bagagerummet til Peugeot’en, mens jeg forsøgte at skjule det syndige rod – samt ikke mindst den vandpyt, der altid lå i bunden af rummet efter et af sydens heftige regnskyl.
Da vi senere på dagen skulle bruge bilen, varede det kun et øjeblik før den flinke, unge mand havde hentet den. Han kørte den op ad p-kælderens rampe, og allerede inden den nåede vores synsvidde, kunne vi tydeligt genkende den på lydpottens brummen. Den unge mand kom tøffende med køretøjet, steg ud, holdt dørene og lod os glide ind på plads.
“Jeg var jo lidt spændt på, hvilken bil De kom op med,” sagde jeg henkastet til ham med forhåbning i stemmen om, at han jo kunne have taget fejl og bragt Bentleyen i stedet.
“Men Monsieur,” svarede han høfligt uden at fortrække en mine, men understregende min smag for kvalitet, “Deres vogn er jo fransk.”
EN UDGAVE AF MINDRE fransk høflighed fik jeg at mærke ved en anden lejlighed, da jeg på vej ud fra vinhandleren med en plastpose i hånden overværede en fornem delegation ankomme på officielt besøg i Nice. Vedkommende skulle til reception hos selveste borgmesteren på rådhuset lige ved blomstertorvet. Og da jeg gik forbi, var den franske beredne garde med guldhjelme, prustende heste og sabler ved at gøre sig klar. Området var behørigt afspærret, men alligevel således at tilskuere kunne få lov at opleve den spændende seance efterhånden som den tog form.
Den ene fornemme bil efter den anden kom kørende og satte folk af. Mere og mere politi kom til, andre tilskuere stillede sig op, og en lille tæt mand i cowboybukser og løbesko stillede sig lige ved siden af mig og nærmest begyndte at skubbe. Her havde jeg nu stået på den bedste plads i en halv times tid lige uden for hovedindgangen, så skulle han sandelig ikke puffe mig til side. Så jeg stod fast og rykkede mig ikke en tomme.
Og pludselig kom personen, der var i centrum for hele dette farvestrålende sceneri: En af vicepræsidenterne for den kinesiske folkerepublik. Bilerne kom med stor fart, spækket med kinesiske og franske sikkerhedsfolk som hang uden på med maskinpistolerne fremme. Midt i dette opbud blev den lille kineser eskorteret frem til at modtage et håndtryk af Nices borgmester.
I samme øjeblik råbte en skægget mandsperson op: “Frit Tibet”, og rullede det tibetanske flag ud, så det blafrede i vinden. Som skudt ud af en kanon styrtede min sidemand samt 5-6 andre af samme støbning af sted i retning af manden. Nå sådan, det var altså sikkerhedsagent, min gnubbende sidemand var.
Åbenbart var jeg intetanende blevet overvåget af det franske sikkerhedspoliti, tiltroet terroristiske tilbøjeligheder, blot fordi jeg havde været bevæbnet med en hvid plasticpose indeholdende et par gode flasker Bordeaux.
Hvad der skete med den virkelige “terrorist” – ham der viftede med flaget – fandt jeg aldrig ud af. Men jeg håber, han nåede at forsvinde i mængden. Jeg ville i hvert fald nødig komme i direkte klammeri med den udgave af det franske politi.
