Foråret er en dejlig tid at besøge Lyon. Byens historie går tilbage til romerne, og de flotte gamle kvarterer er fyldt med restauranter og små butikker. Samtidig er det en dynamisk og moderne forretningsby.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Solen brager ned over Lyons tage. Cafeer og restauranter har for længst fyldt fortovene, træerne er sprunget ud med lysegrønne blade, og alt emmer af forår. Sådan kunne denne artikel være startet. Sådan skulle den være startet. Men så havde den været løgn. Da jeg slår skodderne op og trækker gardinerne fra på den vigtige første dag, står det klart, at meteorologerne har været i deres skælmske lune. Den høje sol og 20 graders aprilvejr, jeg følte mig lovet to dage forinden, er blevet erstattet af en stor, tung, dryppende sky, der virker til at have langtidsparkeret over byen. Temperaturen ligger omkring de otte grader og alt er gråt og trist at se på.
Det var absolut ikke sådan, jeg havde planer om at præsentere min by for læserne – for min by er det. Her har jeg studeret og boet i et år for – skal vi bare sige – utrolig længe siden, og de fragmenterede minder rummer blandt andet lune februar-dage. Kun en enkelt gang kan jeg huske, at det var rigtig koldt. Det var den aften, jeg hastede hjem i min tynde studentervinterjakke fra en bar i Vieux Lyon – måske var det samme aften, hvor en skægget herre teatralsk havde slået døren til baren op og råbt “Le Beaujolais Nouveau est arrivé”, eller også stykker hukommelsen nogle brudstykker sammen. Men hvorfor skal det så være møgvejr lige nu, hvor kameraet ligger ladt på bordet og benene er friske?
Lyon har ligget her i flere tusinde år, så hvad betyder 25 år. Det er de samme gader og boulevarder, de samme pladser, de samme høje, næsten de samme hemmeligheder. Der er stadig vand i både Rhônen og Saônen, som begge løber gennem byen, og i øvrigt mødes, inden de rigtig har forladt den. Det er også de samme huse, i hvert fald i de gamle dele af byen, og de har opgange med tunge stentrappetrin, der er blevet slidt skæve af prustende beboeres fodtøj i hundredvis af år.
De nyere dele af byen er derimod i konstant udvikling. I slutningen af forrige årtusinde var Crédit Lyonnais-bygningen det eneste tårn, der ragede op i skylinen når man nød synet ud over byen fra Fourvière-højen, men i dag flankeres den af et par andre skyskrabere, og prydes i øvrigt nu af et Radisson Blu-logo. Crédit Lyonnais-banken er blevet opslugt af Crédit Agricole, der dog har bevaret netværket af afdelinger under navnet LCL, som netop referer til “Le Crédit Lyonnais”, men de bor ikke længere i den markante bygning med det pyramideformede tag, der retteligt hedder “La Tour Part-Dieu-LCL”.
Dén historie er interessant at lægge ud med af flere årsager. Tårnet med de 165 højdemeter og 42 etager er opført i 1977 under den tidligere borgmester Louis Pradel, der var en foretagsom herre. Han ville skabe en ny bydel som modpol til de tre høje som udgøres af Fourvière, La Croix-Rousse og La Duchère, og det skulle ske i Part-Dieu, der et par år forinden havde fået et indkøbscenter, og som seks år senere fik egen banegård med direkte forbindelse via TGV-tog til Paris – de omtrent 400 km tilbagelægges på blot et par timer. Paul Bocuse-madhallerne var ligeledes indviet i 1971 til erstatning for de tidligere madhaller ved Cordelier på Presqu’îlen, som midtbyen kaldes, fordi de to floder gør den til en halvø. Part-Dieu-kvarteret er siden fortsat med at udvikle sig, og udgør i dag Lyons forretningskvarter, der med sine 1,6 mio. kvadratmeter kontorer i øvrigt er Frankrigs næstvigtigste efter La Défense i Paris, hvor jakkesættene boltrer sig på omkring det dobbelte areal.
Byens status som dynamisk forretningsby understøttes af beliggenheden af en af landets førende handelsskoler i det 7. arrondissement. ‘em lyon business school’ som den hedder i dag, hvor ‘em’ oprindelig stod for école de management, thi franskmændene var voldsomt inspireret af amerikanske business schools. Selv om den ligger i Lyon, regnes skolen traditionelt som en af de fire store parisiske grandes écoles inden for handel, den franske Ivy League, hvor de andre tre er HEC, Essec og ESCP, og mange af de studerende kommer da også fra Paris. Innovation og iværksætteri fylder pænt i regnskabet både på handelsskolen og i Part-Dieu generelt, og skolen bidrager i øvrigt til byens liv ved udgivelsen af byguiden “Le Petit Paumé”.
Charmerende er Part-Dieu-kvarteret i sagens natur ikke, men det viser en anden og mere moderne side af byen end de flotte, gamle kvarterer i bymidten. Westfield-indkøbscentret er enormt, og butiksudvalget er mere varieret end vi kender det fra de hjemlige indkøbscentre. Til frokost har kvarteret flere interessante muligheder at vælge imellem, bl.a. den oprindelige og hyggelige Daniel et Denise i Rue Créqui (de har i dag flere restauranter i byen under samme navn), og et par hundrede meter eller tre nede ad gaden, i kvarteret Les Brotteaux, findes Brasserie des Brotteaux i smukke gamle lokaler, Le Splendide i mere moderne betræk og med mange forretningsfolk, og overfor i den flotte gamle banegård ligger en af Bocuses restauranter, Brasserie L’Est.
Louis Pradel kunne have været Odenseaner, for han gik ikke af vejen for at ‘rydde op’ i det gamle, så der kunne blive gjort plads til udviklingen – sådan som man forstod begrebet i 1960’erne. Det var faktisk lige før, han fik jævnet Vieux Lyon med jorden og bygget en motorvej, hvis ikke kulturminister André Malraux var skredet ind og havde udpeget Vieux Lyon til Frankrigs første beskyttede område. I alle fald en fuldstændig vanvittig tanke med nutidens øjne. Nu måtte man i stedet renovere den faldefærdige gamle bydel, som ligger klemt ned mellem Saônen og Fourvière-højen og består af et langt brostensbelagt stræde, forbeholdt gå-ben, med et livligt restaurationsliv, der i sommerhalvåret spreder sig langt ud på gader og pladser. På de små bouchon’er, som de traditionelle Lyon-restauranter kaldes, laves der salades lyonnaises, quenelles (udtales ‘kønælle’), andouillettes, tabliers de sapeur og andre tunge lokale specialiteter til den store guldmedalje.
En anden af kvarterets særpræg er de skjulte gange mellem stræderne, les traboules, som går tværs igennem huse og gårde. Oprindelig er de skabt for at beboere let kunne komme til en brønd, og siden har de været brugt til at transportere silkeruller fra produktion til marked, men modstandsbevægelsen var under krigen heller ikke ked af at have nogle hemmelige gange, så de hurtigt kunne forsvinde fra gaden og dukke op et andet sted, til stor frustration for Gestapo. Der findes over 200 traboules i Vieux Lyon, og dertil nogle hundrede på Croix-Rousse-højen. På Presquîle’n findes de også stadig, men mange er her nedlagt af byfornyelse gennem tiderne. En del af dem er tilgængelige for offentligheden, med behørig respekt for beboernes privatliv, men man skal som regel igennem en lukket gadedør, som nogle steder står ulåst og kan skubbes op, hvis man tør.
Dybt under byen findes endnu dybere hemmeligheder i form af gamle gange fra romertiden. De er ikke tilgængelige for offentligheden, fordi det vil være dyrt at gøre dem sikre nok. På den tid, hvor jeg studerede i Lyon, lige før årtusindskiftet, havde nogle af byens unge fundet ud af at komme ned i gangene via nogle skakter. En medstuderende viste mig tegnet, som angav en indgang, et sted på den østlige del af Croix-Rousse-højen, hvorunder de i dag kortlagte gange og kamre ligger, men jeg er nu glad for, at jeg aldrig blev inviteret med ned på opdagelse, for de er ganske vidtstrakte og i dårlig stand. Eventyrlysten fik da også en ende, da en af byens unge styrtede ned i en dyb skakt og måtte bjærges af redningsfolk. Siden har kendte indgange været afspærret, men der findes undergrundsmiljøer af eventyrere og konspiratorikere, der dyrker teorier om, at gangsystemerne er langt mere omfattende end hvad der er offentlig kendt – 40 km gange, hævder nogle. En hemmelig sø under Fourvière-højen, som ‘nogle’ skulle have sejlet på, er også en af historierne, og selvfølgelig skal Tempelriddernes skat også findes dernede et sted. En 1,4 km lang fiskebens-lignende struktur af gange og kamre er dog sikker og vis, men hvornår de er skabt og til hvilket formål, har man endnu ikke kunnet fastslå. Sikkert er også, at Fourvière-højen gemmer afvandingskanaler fra romertiden, mens historien om en sø blev tilbagevist i 1930’erne, hvor man undersøgte sagen umiddelbart efter et stort skred, som kostede 40 mennesker livet. Rygtet har det dog ikke kunnet aflive, blandt andet fordi der først var meldinger om, at søen var fundet, men de blev senere dementeret. I dag er Fourvière-højen, der ved skredet i 1930 fik blotlagt ukendte vandsugende sandlag, understøttet af armeret beton.
Fra Vieux Lyons metrostation går en lille bjergbane, kaldet en funiculair, i to retninger op på Fourvière-højen. Den ene lander lige bag Notre-Dame de Fourvière-kirken, hvor man fra forsiden har byens bedste udsigt. Det er et must, når man besøger Lyon. Kirken, som er opført i 1872-84, er en basilique, en basilika, hvilket både refererer til dens byggestil med højt midterskib, sideskibe og en halvrund afslutning, samt til dens særlige betydning i den romerske kirke, idet den er viet til Jomfru Maria, byens skytshelgen, og har tiltrukket pilgrimme siden 1600-tallet. På det tidspunkt lå der på stedet et kapel fra 1100-tallet, og under pesten i 1643 lovede byens ledere at valfarte til kapellet hvert år, hvis byen blev skånet for pest. Pesten brød efter sigende aldrig ud i Lyon, og efter epidemien blev løftet holdt, helt frem til den dag i dag, hvor man hvert år d. 8. september – på Jomfru Marias fødselsdag – afholder en religiøs procession nede fra byen og op til basilikaen, til en messe og bøn for byens borgere.
Under Lysfesten, Fête de Lumière, som afholdes hvert år 8. december, valfarter man også til kirken, og tænder lys i vinduerne. Det har igen rødder i taksigelsen til Jomfru Maria som beskytter af Lyon. Den begyndte, da man i 1852 skulle indvie en ny statue af Jomfru Maria på dagen for hendes ubesmittede undfangelse, men til indvielsen regnede det så voldsomt, at den officielle ceremoni blev aflyst. Da regnen stoppede om aftenen, tændte folk spontant lys i deres vinduer, og det blev siden til en årlig tradition, der i dag er en større begivenhed over tre dage med lysinstallationer rundt omkring i byen. I øvrigt er kirken et smukt vartegn, som den troner over byen, flot oplyst om natten, og dens indre udsmykning er overdådig med guld, mosaikker, marmor, alabast og farvede sten.
Man kan passende gøre lidt plads til frokosten eller aftensmaden ved at bevæge sig ned til byen igen på sine gå-ben, og hvis man kan ramme Montée de Gourguillon lidt til højre for kirken, får man den flotteste nedstigning og lander igen midt i den gamle bydel.
Hvis man nu rigtig har fået hang til at køre på skrå, kan man lige så godt prøve Lyons anden bjergbane op til Croix-Rousse. Her blev den kabeldrevne funiculair fra 1891 i 1974 erstattet med en tandhjulsbane i metroform. Croix-Pacquet stoppet skulle angiveligt være det stejleste metrostop i verden, med en hældning på 17%, og hvis man står af på toppen ved Croix-Rousse-stoppet når man en lille plads med lidt restauranter, bl.a. en bouillon og en anden af Daniel og Denises steder. Et lille marked kan man også være heldig at finde. Det er byens gamle arbejderkvarter, der også har en flot udsigt over byen, og her ikke bør, men skal, man tage turen ned igen til fods ad Montée la Grande-Coté, hvor der også findes godt med hyggelige etniske restauranter.
På den østvendte side af Croix-Rousse højen, i nærheden af Croix-Paquet, finder man også hyggelige små steder, hvor de lokale gemmer sig. På gode dage er Place du Griffon og Place Croix-Paquet et besøg værd til en kop kaffe eller lidt mad. Er man mere til frokost i fuld sol, må man igen i Louis Pradels fodspor, til pladsen som bærer hans navn, bag rådhuset og overfor operaen. Her har han sågar fået rejst en lille buste.
Fra dette område, og med frokost i maven, er det oplagt at strække benene lidt med en rask lille gåtur ud til Parc de la Tête d’Or. Man skal nok ikke gøre sig håb om at finde guldhovedet af Kristus, som ifølge legenden er begravet i det tidligere sumpområde, og som har givet navn til parken, men til gengæld rummer parken både byens botaniske have og zoologiske have, begge med gratis adgang, samt mulighed for at bådtur på søen.
Presqu’île er som nævnt byens midte. Rådhuspladsen, Terreaux, ligger i den nordlige ende lige nedenfor Croix-Rousse. Foruden rådhuset byder den på lidt kedsommelige cafeer og på den modsatte side Musée des Beaux Arts, som med sin flotte og varierede samling fra antikken til moderne kunst regnes for et af landets fineste kunstmuseer. Det er bestemt et besøg værd. I den hyggelige indre gårdhave kan man hvile ben og ører før eller efter man har ladet sig henføre af de store mestre.
Terreaux-pladsen lyser op ved nattetide med små springvand og en flot belysning af bygningerne. Rundt omkring i byen er bevidst brug af belysning også med til at forskønne nattetimerne, en ambition man har haft kørende siden 1989. Også på den måde er Lyon en lysets by, og lad os bare tage den tredje, nu vi er i gang: Lysbrødrende, kunne man kalde dem på dansk, Les frères Lumière, der opfandt filmkameraet. Ja, faktisk var deres apparat et kombineret kamera og projektor, kaldet en cinématographe – det er her, ordet ‘cinema’ stammer fra. Musée Lumière fortæller historien. Lyon bliver ligesom Paris kaldt for lysets by, men hvor det i Paris er i kulturel og historisk forstand er det i Lyon det spirituelle og visuelle, der ligger til grund for betegnelsen.
Lyon har selvfølgelig en Rue de la République, der ikke er videre spændende, men den skaber dog forbindelse fra Terreaux og på langs ned gennem bymidten til den anden store plads, Bellecour, som er den fjerdestørste plads i Frankrig. Dens historie går tilbage til romerne, og den fik først sit nuværende navn i 1850, til gengæld med reference langt tilbage til en ærkebiskop, der på stedet havde en vinmark, som blev kaldt “Bella Curtis” – smukke have. Nu er det så blevet en smuk plads med rød asfalt, hvor angiveligt 80.000 promenerer henover hver dag. Jeg mindes nu aldrig at have set den uden en eller anden form for roderi.
Gågaden fortsætter på den anden side af Bellecour, ad den tilsvarende kedsommelige Rue Victor Hugo, der ender i Perrache-banegården. Bag den, ned mod spidsen af Presqu’île’n, er et nyt kvarter skudt op, La Confluence (‘sammenflydningen’, der selvfølgelig refererer til de to floder, der mødes nede på spidsen af halvøen), men den vægtigste grund til at bevæge sig om på den anden side (eller i virkeligheden ind midt imellem banegårdens to dele) er institutionen Brasserie Georges, der siden 1836 har serveret klassisk Lyon-køkken tilsat choucroute – grundlæggeren var fra Alsace – i et prægtigt og grandiost Art Deco-dekoreret lokale med røde læderbetrukne siddebåse, hvor man ikke skal være alt for korporlig for at klemme sig ind. Her kan man bænke ikke mindre end 700 gæster, og ligesom på bouillon’erne kan man stille sig i kø til et bord uden reservation, for størrelsen giver selvfølgelig en vis gennemstrømning. At der overhovedet er en kø, betyder til gengæld også, at alle båse er besat, et vidne om stedets popularitet. Brasseriet brygger stadig sin egen øl, som man kan nyde i baren mens man venter på et bord. Stedet har i øvrigt tradition for at dæmpe lyset og synge fødselsdagssang for fødselarer, som der jo så ikke underligt kan være anstrengende mange af på en aften. Noget tilsvarende kan man opleve på den parisiske pendant La Coupole, dog uden lysshow.
Den flotte gamle Brotteaux-hovedbanegård nord for Part Dieu er fra 1908, hvor den blev opført i samme stil som Gare d’Orsay i Paris (der er fra 1900) som erstatning for – og på samme sted som – Gare de Genève, der i 1858 var opført i træ. Stilen kalder franskmændene for “1900”-stilen, der i arkitekturen indrammer en belle époque-inspireret dekorativitet. Hvor kunne man være ankommet anstændigt og fint til Lyon. Jeg kommer igen til at tænke på Odense med sin gamle banegård overfor Kongens Have, og de udviklingsbesatte lokalpolitikere, som vi åbenbart har som lidet charmerende fællestræk med franskmændene. Jeg er faktisk næsten sikker på, at der i min studietid stod en byvenskabssten med netop Odense i Rue Victor Hugo, men det lykkedes mig ikke at genfinde den. I 1983 var det med TGV-togenes indførsel slut med Gare de Brotteaux, der i dag ikke længere fungerer som banegård, og togene må nu rulle et par hundrede meter videre for at sætte sine rejsende af på den intetsigende Gare de la Part-Dieu eller Perrache.
Hvor Presqu’îlens hovedstrøg måske er lidt trætte at se på, er der liv i sidegader som f.eks. restaurantgaden Rue de Marroniers bag Place Bellecour. Vil man shoppe, er man ligeledes bedst stillet ved at søge ned i parallelgaderne til Rue de la République, eksempelvis Rue Émile Zola, Rue Gasparin og Rue de Président Édouard Hérriot, som er fine handelsgader. Rue Auguste Compte på den anden side af Bellecour er også en slentretur værd. I Rue Mercière og den tilstødende Rue de la Monnaie ligger restauranterne side om side, og i sommerhalvåret rykker livet ud på gaden.
Sådan er det heldigvis gået i de dage, jeg har travet byen tyndt og genopfrisket minderne. Skyen forsvandt, som regnskyer ofte gør så langt mod syd, solen kiggede frem, folk myldrede ud, jakker blev lagt væk. Min by er pludselig til at kende igen. Den har flere hemmeligheder, nye som gamle, ikke mindst på den gastronomiske front, hvor traditioner holdes i hævd side om side med en rivende udvikling. Lyon er ikke for ingenting kendt som en af Frankrigs førende madbyer. Men det smager vi på en anden gang.
