Identitet – krænkelseskultur – racisme. Det er i den grad blevet dagens og formentlig også morgendagens emner. Dette nummers tema handler om nogle af Frankrigs stærke kvinder. Fem kvinder med magt og meninger, der hver har fundet deres egen vej og også et svar. Vores reporter Lally Hoffmann fortæller om tre magtfulde kvinder – Léa Salamé, Christiane Taubira og Leïla Slimani – der hver på deres måde er centrale i det franske politiske og kulturelle liv. Den ene har været justitsminister, den anden blev tilbudt posten som kulturminister og den tredje er skarp interviewer på radioen France Inter. Det er kvinder, der har et fast ståsted, men som sandelig har måttet kæmpe sig vej igennem systemet – ikke mindst på grund af deres anden etniske baggrund.
Vi bringer også to interviews: Rachida Dati, der har rødder i den marrokansk-algiersk-muslimske verden, blev justitsminister i Sarkozys regering og stiller nu op til præsidentvalget i 2022. Interviewet med skuespilleren Juliette Binoche tager udgangspunkt i hendes seneste film, “La Bonne Epouse” – Den gode hustru, der denne sommer gik i biograferne. Filmen sætter i høj grad kvindens liv i perspektiv i dagens Frankrig i en fortælling om, hvordan tingene tog fart tilbage i 1968.