fbpx
Politik

Man har de politikere, man fortjener…

Emmanuel Macron og Marine Le Pen
Emmanuel Macrons og Marine Le Pens valgplakater side om side. Foto: Cat Eye Perspective
Macron vandt præsidentvalget i 2017, dengang bare 39 år og ret ukendt, han skrev hermed historie. Nu gør han det igen som 44-årig: Han er den første præsident i den Femte Republiks historie, der med et flertal i Nationalforsamlingen, har vundet endnu et mandat på fem år.

Der gik et lettelsens suk hen over Europa – det nåede helt til USA. 24. april 2022 klokken 20 stod det klart, at Frankrigs præsident for de næste fem år hedder Emmanuel Macron. 

Entusiasmen i Frankrig var ikke stor, men mærkbar – lige bortset fra de politiske modstandere naturligvis: Marine Le Pen lykønskede sig selv med sejren, hun fik et bedre valg end i 2017, hun ville fortsat kæmpe for Frankrig for franskmændene. Hun lykønskede til gengæld ikke manden, der både i 2017 og 2022 vandt over hende.

Macron og Le Pen
Til venstre: Præsident Macrons parti hedder nu ikke længere “La République en Marche” – men “Renaissance” – for at angive, at nye tider er på vej. Renaissance har oprettet valgsamarbejde ved nationalforsamlingsvalget med centrumpartierne “Agir”, “MoDem” og “Horizons”. Til højre: Marine Le Pen udsendte en valgplakat, hvor man så hende selv ved siden af Jordan Bardella, den midlertidige formand for hendes parti Rassemblement National, med ordene: “La Seule Opposition À Macron” – Den Eneste Modstand Mod Macron.

Der var bud efter hendes “sejr”. Eric Zemmour, der op til valgkampen havde fjernet Marine Le Pens hårdere konturer ved at tage dem på sig selv og lidt til, tilbød samarbejde fremover, men indledte med at gøre opmærksom på, at det nu var ottende gang Le Pen klanen blev dømt ude. Udadtil ophørte et eventuelt samarbejde med Eric Zemmours parti Reconquête foreløbig her. 

Begge nåede at tale offentligt, inden Emmanuel Macron, der så absolut havde vundet præsidentvalget, takkede for resultatet.

ALLIGEVEL VAR DE langt bag efter Jean-Luc Mélenchon, leder af Det Ukuelige Frankrig – La France Insoumise. Mélenchon så sig selv som Frankrigs kommende ministerpræsident og meddelte det allerede inden den afsluttende præsidentvalgrunde den 24. april. Det vakte en vis moro.

Han opfordrede hermed alle til at stemme på Mélenchon ved de kommende valg til Nationalforsamlingen 12. og 19. juni. En plakat blev lanceret med hans kontrafej i dagene efter valget d. 24. april: Jean-Luc Mélenchon – premier ministre.

I første valgrunde til præsidentvalget havde han stået flot – meget flot – ikke mindst på grund af de mange anti-Macron og anti-Marine Le Pen stemmer, der gik til ham. Det var derfor nu, der skulle handles, og ifølge Mélenchon havde venstreflø-jen fundet sin ny leder – det var ikke helt uventet: Jean-Luc Mélenchon. 

Venstrefløjen strittede imod. Ingen havde glemt, at samme Mélenchon i 2021 modsatte sig et valgsamarbejde for venstrefløjen. Han var nemlig da først ude af starthullerne og følte sig sikker. 

Mélenchon
Mélenchon så sig selv som Frankrigs kommende ministerpræsident og lancerede en plakat med sit kontrafej i dagene efter valget d. 24. april: Jean-Luc Mélenchon – premier ministre.

Nu var det så april 2022 – og hans parti, Det Ukuelige Frankrig, undlod ikke at gøre kraftigt opmærksom på, at det var deres program, der var udgangspunkt for en eventuel sammenslutning. Det huede naturligvis ikke de andre venstrefløjspartier – kommunisterne, de grønne og hen ad vejen socialisterne, der ikke var inviteret med i første omgang. Meningsforskellene var for store.

DEN 24. APRIL HOLDT sejrherren Emmanuel Macron naturligvis også sin takketale til vælgerne. Det var en nærmest ydmyg præsident, der forsikrede om, at han ville være alle franskmænds præsident og ikke kun præsident for et parti. Alle skulle høres og forstås. 

I de sidste to uger mellem første valgrunde d. 10. april og anden valgrunde d. 24 april havde Emmanuel Macron været meget aktiv i en kort valgkamp, hvor han klart gik til venstre med løfter om bedre købekraft, bedre sociale forhold og satsning på klima som toppunkter. Vandt han endnu et mandat på fem år, skulle det blive bedre tider.

Op til første valgrunde havde Macron som præsident ikke deltaget i debatter. Hans forklaring var, han var mere end optaget som Frankrigs præsident, EU-formand og en ekstra rolle som forhandler/mægler i ukrainekrigen i forsøg på at få afsluttet den russiske invasion i landet. 

Macron havde i sit første mandat gennemført nye arbejdsmarkedsregler, der gjorde det nemmere at hyre og fyre. Nye lærlingeordninger gav unge et skub fremad. Rækken af nye start-ups var lang og lovende, det samme var væksten. Arbejdsløsheden nåede fra 10% ned på 7%. Men franskmændenes billede af manden stemte ikke sammen med positive resultater – der stod gule veste oprør, demonstrationer mod pensionsreformer med en tilbagetrækning som 65-årig – over det hele. Dertil kom så de langvarige coronarestriktioner, og så nu en ukrainekrig med følgende stigende priser og inflation.

Emmanuel Macrons valgplakater.
Emmanuel Macrons valgplakater. Foto: Adrian Hancu

Nej, der var ingen hvedebrødsdage for den netop genvalgte præsident. Nu handlede det om tredje runde – valget til Nationalforsamlingen. Her var det nemt at blive forvirret.

MARINE LE PEN UDSENDTE en valgplakat, hvor man så hende selv ved siden af Jordan Bardella, den midlertidige 26-årige formand for hendes parti Rassemblement

National, National Samling, mens Marine var optaget af at vinde præsidentvalget. Under de to på plakaten stod der nu: “La Seule Opposition À Macron” – Den Eneste Modstand Mod Macron. 

Og så alligevel – fra dette yderste højre og til Mélenchons yderste venstre – var målet så afgjort det samme – skytsene skulle rettes mod præsidenten. Og her rykkede Mélenchon nu ind på kamppladsen foran Marine Le Pen.

Det lykkedes ministerpræsidenten in spe, hr. Mélenchon, på bare en ti dage at få skabt en ny venstrefløj i en valgordning med det poetiske navn NUpes– Nouvelle Union populaire écologique et sociale – bestående af EELV- Europe Écologie Les Verts – De grønne, PC – kommunistpartiet, PS – socialisterne og LFI – La France Insoumise – Det Ukuelige Frankrig, Mélenchons eget parti. 

De inviterede parter var i nogen grad nødt til vise sig som “NU-pes” – NUS – NØGNE og afklædte, da man ikke kunne påstå, de var enige i Mélenchons partiprogram, men nu indirekte måtte støtte det. De Grønne var nødt til at glemme deres stærke engagement i Europa, Kommunistpartiet talte ikke mere om deres syn på atomkraft som løsning i klimapolitikken, socialisterne glemte Europa, lukkede øjnene og gik ind for pension som 60-årig, plus afskaffelse af en arbejdslov, de selv havde gennemført under præsident Hollande i 2016.

Nationalforsamlingen
Der er ingen hvedebrødsdage for den netop genvalgte præsident. Nu handler det om tredje runde – valget til Nationalforsamlingen. Her er det nemt at blive forvirret

SOCIALISTPARTIET HAVDE tidligere været i alliance med kommunistpartiet både i et valgprogram i 1972 og i regeringssammenhæng under præsident Mitterrand i 1981, men aldrig som den underlegne, hvilket klart ville være tilfældet i samarbejdet med Mélenchon. 

Protesterne fra socialistpartiet var højlydte. Det ville betyde partiets endeligt forlød det, og adskillige fremtrædende og kendte skikkelser meldte klart ud. De ville ikke længere være medlemmer af partiet, hvis det blev en realitet. Det gjorde det.

Socialisterne – og højrefløjen les Ré-publicains – var fortsat godt repræsenteret ude på landet. Det kunne ikke aflæses i resultaterne fra præsidentvalget, de var utroligt lave. Republikanerne kunne se afgang til venstre mod Macron og til højre mod ikke kun Marine Le Pen, men også til Reconquête – Éric Zemmours parti på den ekstreme højrefløj. 

Frankrigs politiske landskab så kort sagt noget atomiseret ud. Den gyldne regel om, at præsidenten, der vinder, også får flertal ved Nationalforsamlingsvalget, der kommer så kort efter præsidentvalget, så ikke længere helt så robust ud. Det står til gengæld fast, at det er præsidenten, der udpeger ministerpræsidenten. Denne behøver ikke at være medlem af Nationalforsamlingen.

DET VAR SÅ HER OG NU, Emmanuel Macron skulle manøvrere sit Mandat 2 og ikke mindst overbevise om, at han, der var dømt ude som de riges præsident, den arrogante, den, der ikke forstod og heller ikke prøvede at forstå, han nu skulle og ville være den franske præsident, der satsede på social lighed, klima og et bedre samfund fremover.

Til det politiske landskab hører endelig også, det, der på dansk er blevet til “antimyndighedsekstremisme” – kort sagt at være mod systemet. 

Gadens parlament – voldsomt inspireret af de sociale medier – vinder indflydelse – og ikke kun i Frankrig. Ingen tvivl om, at anti-folkene vil lade høre fra sig. 

Frankrig kan se frem til langvarige seancer, der ikke lægger op til forhandlinger eller kompromis, men kun til at lade egne krav lyde så højt og så længe som muligt.

Med en lettere omskrivning af Piet Heins vise ord om forældre: “Politikere kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små”. 

Så trods skepsis – STEM hver gang, det er muligt! 

Også præsidentvalget viste, at lige så meget som politik ivrigt diskuteres mand og mand imellem, synes interessen at være nærmest omvendt proportional med det at gå hen og stemme på selve valgdagen. Til det er der kun at sige: “Man har de politikere, man fortjener”.

Glem ikke, Frankrig altid overrasker – ikke mindst sig selv! 

Resultatet af valget til Nationalforsamlingen foreligger, når dette nummer af La France for længst er gået i trykken.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.