Marine Le Pen er i dag blevet idømt fire års fængsel samt frataget retten til at stille op til præsidentvalget i 2027. Konsekvenserne for hendes parti er uoverskuelige. Mads Christoffersen forklarer.
Af Mads Christoffersen, forfatter og kultursociolog
Marine Le Pen sad som forstenet, da den kvindelige retspræsident, Bénédicte de Perthuis, læste dommen over hende og hendes 24 medanklagede op: skyldig. Så rejste hun sig og forlod sammenbidt retssalen, inden hun havde hørt dommeren udmåle straffen. Den lød på fire års fængsel, heraf to til afsoning med elektronisk fodlænke i hjemmet, en bøde på 100.000 euro og oveni det allerværste: 5 års fortabelse af retten til at beklæde politiske embeder. Dette betyder, at hun er udelukket fra at stille op til præsidentvalget i 2027. En veritabel katastrofe for hendes højreradikale parti, National Samling, som er fuldstændig uforberedt på dette jordskælv.
Foruden Marine Le Pen er 8 andre nuværende og tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet og 12 parlamentariske assistenter idømt forskellige bøder, frihedsstraffe og tab af valgbarhed for deres medvirken til misbrug af offentlige midler. En dom uden sidestykke i Frankrigs nyere historie.
Skal vi forstå dommen og de nærmest uoverskuelige konsekvenser for partiet National Samling (Rassemblement National – i det følgende RN), så skal vi et stykke tilbage i historien. RN er det gamle højreekstreme Front National i nye gevandter. Det blev stiftet af Marines far, Jean-Marie Le Pen, i 1972 og har siden fået stigende vælgeropbakning i alle årene. Således opnåede partiet 9 mio. stemmer ved parlamentsvalget i 2024, og Marine Le Pen har ligget stabilt omkring 33 pct. i meningsmålingerne. RN er i dag uden sammenligning Frankrigs største parti.
Mens det franske valgsystem er designet til at holde selv store minoritetsgrupper ude af Nationalforsamlingen, er det anderledes med Europa-Parlamentet. Selvom Jean-Marie Le Pen rasede imod EU, forhindrede det ham ikke i at stille op til EU-parlamentsvalgene. Her er systemet baseret på proportionalvalg, og får et parti over 5 pct. af stemmerne, så er det inde.
Front National kom ind i 1984 med 10 parlamentarikere, og det skaffede Jean-Marie Le Pen adgang til rundhåndet finansiel støtte. Ifølge erhvervsavisen La Tribune lykkes det ham at trække flere millioner euro ud af parlamentets kasse. Det gav ham økonomisk rygstød til at stille op til præsidentvalgene i 1988, 1995, 2007 og ikke mindst i 2002, hvor han sensationelt nåede valgets 2. runde.
Midlet var at finansiere partiets funktionærer ved at give dem status som parlamentariske assistenter. Denne praksis har længe været ret udbredt, og den nuværende franske premierminister, François Bayrous parti MoDem, blev i 2024 dømt for den samme ”ulovlige omgang med betroede midler”. Selv slap Bayrou af krogen, da han påstod, at han intet anede om set-uppet. Tvivlen kom ham til gode.
Men med Marine Le Pen forholder det sig anderledes. Hun har åbent erkendt arrangementet med at partiets funktionærer og rådgivere helt åbenlyst er lønnet som parlamentariske assistenter. Det forholder sig nemlig således, at hvert medlem af EU-parlamentet har 21.000 euro (ca. 157.000 kr.) til disposition hver måned til at købe sig assistance og rådgivning. Selvom Marie Le Pen benægter at være organisatoren af den maskine, der blev opfundet af hendes far, så lægger hun ikke skjul på, at systemet har fungeret som beskrevet. Dog fastholder hun, at hun har været i sin gode ret til at lade partiets aktiviteter finansiere af offentlige kasser. Hun mener, at hun er udsat for politisk forfølgelse af sine modstandere, og at dommen er afsagt ud fra politiske motiver. ”Det er min politiske død, der bliver krævet,” udtaler hun.
Der er en fransk specialitet i det juridiske fundament under dommen, som man skal være opmærksom på. Der er nemlig efter en stramning af lovgivningen i 2016 – kaldet Sapin-loven – omkring korruption, svindel og underslæb to måder, som franske politikere kan miste deres valgbarhed på. Den traditionelle, hvor den dømte kan anke dommen og eventuelt få omstødt den ved en højere instans; imens har appellen opsættende virkning. Men politikerne har helt bevidst indført en regel, der bærer det misvisende navn ”exécution provisoire” (umiddelbar ikrafttrædelse), som indebærer, at man øjeblikkeligt mister sin valgbarhed, og her vil en appel ikke udsætte ikrafttrædelsen. Det er denne bestemmelse, der nu har ramt Marine Le Pen.
Af dommen fremgår det, at bestemmelsen om umiddelbar ikrafttrædelse er anvendt, fordi man vurderer, at der er en risiko for, at Marine Le Pen og andre af de dømte ville recidivere, altså falde tilbage i den ulovlige praksis. Det hænger ganske givet sammen med, at hverken hun eller partiet har villet anerkende, at aktiviteterne var ulovlige og ”ikke har accepteret sagens alvor”.
Umiddelbart efter dommen har de franske parlamentarikere stået i kø for at kritisere dommerne, men de har tilsyneladende helt glemt, at det er dem selv, der har indført stramningen for relativt få år siden. Selvom Marine Le Pen ikke var medlem af Nationalforsamlingen i 2016, så har hendes parti stemt for loven.
Dommen tager udgangspunkt i, at man betragter det som bevist, at RN i en årrække med Marine Le Pen som organisator har etableret et system, som udnytter EU-Parlamentets budgetter til medlemmernes assistenter til at aflønne folk, der i virkeligheden arbejdede for partiet. Det gælder f.eks. hendes egen sekretær og hendes og farens livvagt. Selvom der foreligger underskrevne kontrakter, så er der personer i den dømte gruppe, der så godt som aldrig har sat deres ben i Parlamentet og aldrig har mødt den parlamentariker, som de angiveligt skulle arbejde for. Derfor taler dommen om ”fiktive jobs”.
Bedrageriet løber op i 4,1 mio. euro (30.750.000 kr.), som skal betales tilbage af dels de dømte og dels partiet. Dommerne understreger dog, at underslæbet ikke er foretaget med personlig vinding for øje.
Der er ingen tvivl om, at den epokegørende dom er kommet bag på Marine Le Pen og hendes parti. Kilder tæt på hovedpersonen fortæller anonymt, at hun var forberedt på en bødestraf eller måske en betinget frihedsstraf. Men ikke, at hun ville blive dømt ude af kapløbet frem mod præsidentvalget i 2027.
Umiddelbart er konsekvenserne uoverskuelige. Dommen vil naturligvis skabe høje dønninger i det i forvejen oprørte, politiske hav, og Marine Le Pen vil helt sikkert effektfuldt spille rollen som martyren, der blev slået ihjel af en politiseret dommerstand. Men hvem er der til at efterfølge hende?
Flere franske aviser peger på, at partiet måske har en plan B, hvor bogstavet står for Bardella. Marine Le Pen har nemlig siden 2021 haft en løjtnant, Jordan Bardella, med i den centrale ledelse. Han har titel af præsident for partiet, og han var meget tæt på at erobre regeringsmagten ved det uventede valg til Nationalforsamlingen i 2024. Han gør sig godt i medierne og er yderst populær hos de unge. Problemet er, at han kun er 29 år og fuldstændig mangler erfaring med ledelse af et stort land. Han blev valgt ind i parlamentet i 2024, men var før det medlem af EU-parlamentet, hvor han udmærkede sig ved næsten aldrig at være til stede. Det gav ham øgenavnet Bar-de-n’est-pas-la. Magter han at løfte arven efter Marie Le Pen, eller formår han udnytte de muligheder, der ligger i, at partiet nu kan frigøre sig fra Le Pen-navnet, som stadig er belastet af Jean-Marie Le Pens utilslørede racisme og antisemitisme?
