Den lille franske ø Mayotte, der ligger i det indiske ocean godt 300 km nord for Madagaskar og fylder blot 395 kvadratkilometer, slås med alvorlig vandmangel. Siden maj har indbyggerne måttet leve med regelmæssige afbrydelser af vandforsyningen for at begrænse forbruget, og nu er situationen så alvorlig, at afbrydelserne kan vare op til 48 timer ad gangen. Derfor tages der alle midler nu i brug for at sikre vandforsyningen, herunder levering af drikkevand fra La Réunion og Mauritius, midlertidige afsaltningsanlæg og alternative vandkilder.
Årsagerne til vandmanglen er flere. Øens kvinder får i gennemsnit over 4 børn, mod i snit 1,8 børn pr. kvinde i Frankrig. Over de seneste 25 år er øens befolkning derfor fordoblet, uden en tilsvarende tilpasning af infrastrukturen.
Skove der erstattes af monokulturer som f.eks. bananpalmer fører til, at jorden bliver hård og kan holde på mindre vand. Selv om der patruljeres i skovene for at forhindre ulovlig træfældning, er indsatsen utilstrækkelig, og udviklingen accelererende.
Desuden har regnsæsonen 2022-2023 ladet vente på sig, med 24% mindre regn end normalt, hvilket gør det til den tørreste sæson siden 1997. Øens vandbeholdning er i høj grad afhængig af nedbøren.
Og endelig er øens vandforsyningsnetværk i dårlig stand. Mere end 35% af vandet siver ud af de 760 km vandledninger.
Nu frygter man, at de hyppige afbrydelser, hvor vandledningerne står uden tryk i længere tid, vil øge bakterieniveauet i vandet. Øens hospitaler, som også lider af kritisk mangel på personale, ser allerede en stigning i henvendelser med opkastninger, diarré og dehydrering.