fbpx
Med en fod i hvert land
Med en fod i hvert land. Foto: Nouvelle Aquitaine
Nyt om Frankrig

Med en fod i hvert land

Grænsebyer har den fordel for turister, at man uden de store anstrengelser kan nyde atmosfæren i to lande. I baskiske Hendaye behøver du bare krydse floden Bidassoa for at sætte fod i Spanien med spændende byer som San Sebastian og Bilbao inden for en halv til en hel time. Floden byder også på noget så eksotisk som en lille bitte ø, der tilhører begge lande, og fra den første august overgik administrationen til Frankrig for de næste seks måneder. Den 210 meter lange og 40 meter brede Ile de Faisans/Faisanos er altså et såkaldt condominium, det eneste moderne eksempel, der endnu findes. Det var her, at Spanien og Frankrig i 1659 underskrev en historisk fredsaftale, der som ekstra garanti for at holde også indebar, at den spanske prinsesse Marie-Therese blev lovet væk til Solkongen, Louis XIV, efter tre måneders intense forhandlinger. Øen kan ikke længere besøges, men ligger som en lille grøn oase-helle mellem de to lande. L’Ile des Faisans er ikke det eneste spøjse eksempel på fransk-spanske fredsforhandlinger. Hvert år den 13. juli overrækker borgmestrene i den franske dal Barétous tre køer til deres kolleger i den spanske dal Rancoul. Overleveringen foregår ved kilometersten 262 i 1.760 meters højde lige på grænsen mellem de to lande. Ingen ved faktisk rigtig længere hvorfor – måske afslutningen på en rask lille nabokrig eller strid om vand og marker – men det har stået på i over 1000 år.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags