Alfred Sisley (1839-1899) - Seinen ved Bougival 1873. Bougival ligger storregionen Paris i departementet Yvelines kun ganske få kilometer fra centrum. Bougivals flodbreder var dengang et populært feriested for pariserne, og som mange malere brugte Sisley floden billedligt ved at lade omgivelserne spejle sig i det stille vand. Den rygende skorsten i baggrunden viser industriens fremmarch i den landskabelige idyl.
Sådan så impressionisterne deres motiver – og sådan kan du selv se dem på museet Ordrupgaard, mens fotografierne er fra de tilsvarende steder i Frankrig, som de ser ud i dag.
Alfred Sisley (1839-1899) – Seinen ved Bougival 1873. Bougival ligger storregionen Paris i departementet Yvelines kun ganske få kilometer fra centrum. Bougivals flodbreder var dengang et populært feriested for pariserne, og som mange malere brugte Sisley floden billedligt ved at lade omgivelserne spejle sig i det stille vand. Den rygende skorsten i baggrunden viser industriens fremmarch i den landskabelige idyl.
I flere år har jeg drømt om at gå i impressionisternes fodspor. At opleve de steder, se de nøjagtige pletter hvor malerne satte deres staffelier og skabte de malerier, som i dag er verdenskendte kunstværker og hænger på museer og i privatsamlinger.
Maleriet fra rue Saint-Lazare malet i 1897 har altid stået for mig som ægte pariserstemning. Camille Pissarro (1830-1903) malede i de sidste ti år af sit liv mange storbymotiver. Han lejede sig ind på hotelværelser rundt omkring i Paris og arbejdede med at male motiverne set oppe fra det hus, han befandt sig i. Han malede de samme gader og pladser set fra forskellige synsvinkler på mange tider af døgnet og i forskelligt vejrlig. Og dermed slap han for på sine ældre dage at bevæge sig ud i naturen og i stedet dokumenterede de travle strøg i Paris på bedste vis.
Hvor præcis tog de hen, hvordan fandt de stederne til at skabe deres oplevelser og så at sige prente deres opfattelse af verden ned på et lærred. Det var ikke småting, de skulle have med sig i oppakningen. Stativer, lærreder, paletter, pensler, maling, stole foruden mad og drikke, for de kunne jo ikke leve af luft og kunst alene. En anseelig mængde foruden ekstra tøj, mod regn og sol for de var udsat for vejrets luner også dengang. Impressionismen tog sin begyndelse i fotografiets barndom – og hentede måske inspiration fra fotograferne. Med franskmændene Niépce og Daguerres opfindelse af fotografiet omkring 1830 skabtes en ny mulighed for at dokumentere verden.
Maleriet fra rue Saint-Lazare malet i 1897 har altid stået for mig som ægte pariserstemning. Camille Pissarro (1830-1903) malede i de sidste ti år af sit liv mange storbymotiver. Han lejede sig ind på hotelværelser rundt omkring i Paris og arbejdede med at male motiverne set oppe fra det hus, han befandt sig i. Han malede de samme gader og pladser set fra forskellige synsvinkler på mange tider af døgnet og i forskelligt vejrlig. Og dermed slap han for på sine ældre dage at bevæge sig ud i naturen og i stedet dokumenterede de travle strøg i Paris på bedste vis.
Ganske vist var de første fotografier til langt hen i 1800-tallet arrangerede tableauer, idet de første fotografer faktisk var inspireret af guldaldermalene. Ikke mindst i guldalderen var den nøje forskønnelse af virkeligheden at opfatte som kunstarten. Men da fotograferne begyndte at gå ud med deres kameraer – dengang skulle de ligefrem have telte og andet udstyr med, for billederne blev optaget med store atelierkameraer på glasplader, der både krævede forsigtighed og kemikalier i form af bl.a. kemiske væsker, fulgte malerne åbenbart med. Udstyrsmæssigt var fotograferne derfor lige så hårdt spændt for som de impressionistiske malere var det.
Jean-Baptiste-Camille Corot (1796-1875) var en af de første landskabsmalere, der rykkede staffeliet ud under åben himmel. Især var han tiltrukket af byen Mantes i departementet Yvelines 48 km vest for Paris centrum, hvor han malede mange versioner af broen over Seinen. Middelalderbroen blev delvist ødelagt i slutningen af 1800-tallet og erstattet af en ny bro. Byen skiftede navn i 1953 til Mantes-la-Jolie.
Museet Ordrupgaard har en enestå-ende samling af fransk kunst, der blev grundlagt af forsikringsdirektør Wilhelm Hansen og hans hustru Henny under Første Verdenskrig. På forretningsrejser til Frankrig fik Wilhelm Hansen øje for den franske kunst og fik de første malerier til Danmark i 1916. Især handlede det om impressionisternes værker. Det er den samling malerier, som nu bliver vist i et galleri, der netop er blevet indviet under museets terræn – i kælderen så at sige. Men de er ikke blevet forvist, de har i stedet fået en hædersplads i et nytegnet galleri.
Jean-Baptiste-Camille Corot (1796-1875) var en af de første landskabsmalere, der rykkede staffeliet ud under åben himmel. Især var han tiltrukket af byen Mantes i departementet Yvelines 48 km vest for Paris centrum, hvor han malede mange versioner af broen over Seinen. Middelalderbroen blev delvist ødelagt i slutningen af 1800-tallet og erstattet af en ny bro. Byen skiftede navn i 1953 til Mantes-la-Jolie.
Impressionisme var den stilart inden for malerkunsten, der opstod i Frankrig omkring 1870 og varede frem til slutningen af århundredet. Navnet kommer fra det franske udtryk “impression”, der betyder indtryk, påvirkning eller fornemmelse. Selv om de havde forskellige maleteknikker, var impressionisterne fælles om at male deres motiver som de registrerede dem med egne øjne under de skiftende lys- og vejrforhold.
Gustave Courbet (1819-1877) var født i Ornans i departementet Doubs, Bourgogne. I 1861 malede han metaltrækker-værkstederne ved Loue-floden, og husene står der endnu som et bevaringsværdigt minde. Courbet boede meget af sit liv i Ornans, og i dag kan mange af hans malerier ses i det hus, han blev født i, for det er i dag byens museum, der bærer hans navn. Selve byen har over 4.000 indbyggere og har fået tilnavnet det lille Venedig på grund af bygningernes placering ud over floden.
Samlingen af de impressionistiske landskabsmalerier fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede rummer noget af den moderne landskabskunsts udviklingshistorie. Malerne tilhørte Barbizon-skolen – en koloni af malere, der i 1840’erne forlod deres atelierer i storbyen for at male naturen under åben himmel. De søgte tæt kontakt med naturen og bevægede sig væk fra akademikunstens idealiserede og fiktive landskaber.
Gustave Courbet (1819-1877) var født i Ornans i departementet Doubs, Bourgogne. I 1861 malede han metaltrækker-værkstederne ved Loue-floden, og husene står der endnu som et bevaringsværdigt minde. Courbet boede meget af sit liv i Ornans, og i dag kan mange af hans malerier ses i det hus, han blev født i, for det er i dag byens museum, der bærer hans navn. Selve byen har over 4.000 indbyggere og har fået tilnavnet det lille Venedig på grund af bygningernes placering ud over floden.
Men de begyndte også at kigge til danse- og vinkroerne, “les guinguettes”, der også i nyere tid er dukket op rundt om i Frankrig og specielt ved Paris langs floderne Seinen og Marne.
Frankrig har aldrig været forskånet for oversvømmelser – så at sige i alle regioner. Også malerne som for eksempel Maurice de Vlaminck (1876-1958) forevigede naturens mange luner. Tid og sted er ikke nøjagtigt angivet i hans maleri “Oversvømmelsen”, men det er formentlig malet i 1910 ved Seinen i Bougival. Fotografiet viser oversvømmelse ved Seinen i Villeneuve-Saint-Georges i 2018.
De såkaldte musetteballer er også eviggjort i malerier af andre store franske kunstnere. Det var i Maison Fournaiseguingettes-kroen i Chatou vest for Paris, at Pierre-Auguste Renoir malede sit berømte “Le Déjeuner des Canotiers”.
Fotografiet viser oversvømmelse ved Seinen i Villeneuve-Saint-Georges i 2018.
Senere brugte hans søn, Jean Renoir en guinguette-kro som baggrund for sin kultfilm “Une partie de Campagne” (En søndag på Landet). Også malerne Monet, Caillebotte og Toulouse-Lautrec har hentet motiver fra musetteballer i deres kunst, mens forfattere som Guy de Maupassant, Émile Zola og Georges Simenon beskrev stemningen i deres bøger. Georges Bizet, der skrev operaen Carmen, startede sin karriere ved klaveret i en guingette-kro i Pariserforstaden Rueil.
Ikke alle malere holdt sig til Parisområdet. Armand Guillaumin (1841-1927) var ganske vist født i Paris, men huskes måske bedst for sine skildinger af området omkring Les Adretsde-l’Estérel ved middelhavskysten i departementet Provence-Alpes-Côte d’Azur. Der er 120 år til forskel på maleriet fra 1901 af Pointe de la Beaumette ved Agay Saint-Raphaël, og til dagens brug af det klippefyldte område.
Man kan næsten sig, at impressionismen begyndte med de stillestående landskaber og endte med svingom til de gamle, smægtende melodier.
Ikke alle malere holdt sig til Parisområdet. Armand Guillaumin (1841-1927) var ganske vist født i Paris, men huskes måske bedst for sine skildinger af området omkring Les Adretsde-l’Estérel ved middelhavskysten i departementet Provence-Alpes-Côte d’Azur. Der er 120 år til forskel på maleriet fra 1901 af Pointe de la Beaumette ved Agay Saint-Raphaël, og til dagens brug af det klippefyldte område.
Min rundtur i Frankrig begynder nok i Ordrupgaards franske samling, men jeg kan hurtigt komme vidt omkring i kunstens og Frankrigs krinkelkroge. Jeg vil alligevel holde mig til malerne og finde de steder, der gav inspiration, og vise, hvordan der ser ud i dag, og hvor stederne stadigvæk kan opleves, når vi nu igen kan rejse ud i verden.
Moulin de la Galette med de tilhørende virksomheder er stadig traktørsted nær toppen af Montmartre i Paris. Siden 1600-tallet har vindmøllen været kendt for mere end blot at male korn til mel. Fra 1800-tallet lavede Debray-familien et brunt brød, galette, som blev populært og dermed navnet på vindmøllen og dens forretninger, som inkluderede en berømt guinguette (traktørsted) og restaurant. I det 19. århundrede repræsenterede Le Moulin de la Galette afveksling for pariserne, der søgte underholdning, et glas vin og brød fra vindmøllen. Andre kunstnere som van Gogh og Pissarro har foreviget Le Moulin de la Galette. Og ballerne foregår stadig i guingetterne langs Seinen.
Således fører jeg også dig som læser rundt i en lille bid af Frankrig, så at sige uden at bevæge mig særlig meget andet end i minderne og tankerne. Men forhåbentlig har jeg ansporet dig til at søge nye oplevelser næste gang, du er i Frankrig.
Borgerskabets adspredelser på caféer og teatre samt boulevardernes hektiske menneskemylder var yndede motiver for impressionisterne. Både i Pierre-Auguste Renoirs (1841-1919) maleri fra 1877, “Unge mennesker på gaden”, og i skitsen til et større maleri, “Le Moulin de la Galette” fra 1875-76, har han fanget livet i den franske metropol. Det store maleri hænger i dag på Musée d’Orsay.
