Kunstneren Mahi Binebine
Menneskets vilje til at overleve og forblive menneske er det gennemgående tema i Mahi Binebine’s malerier, skulpturer, bøger - han er en alvorens mand, selv om han altid er munter. Med hans egne ord fra romanen “Le Fou du Roi” - Kongens Fjols “Jeg er født ind i en shakespearsk familie …”
Kultur Bøger

Mig og mit Spøgelse

Hvornår har du sidst diskuteret med dig selv, om du tog den rigtige beslutning? Blev den taget for hurtigt – skulle den slet ikke være taget – hvorfor gjorde du det? Har du under dine diskussioner, talt højt, selv om du var helt alene – i ren og skær irritation over dig selv?

Så er du allerede tæt på det gamle marokkanske ordsprog – une tête me dit de faire ceci … une autre tête me dit le contraire – ET hoved siger, sådan skal du gøre … et andet hoved siger det modsatte …. En dualitet vi alle har i os … 

“Du hører det hver eneste dag i Marokko – en siger sådan, en anden siger sådan … underforstået inde i MIG!”

“Personligt har jeg det sådan – den ene vil til venstre – den anden til højre – min indbyggede dualitet er aldrig enig – striden er konstant”, ler den marokkanske forfatter Mahi Binebine for at forklare, sin ny roman” “Mon frère fantôme” – Min spøgelsesbror.

Romanen “Mon frère fantôme”

Romanen “Mon frère fantôme” udkom i maj 2022. “Min spøgelsesbror” fortæller muntert om den dobbelthed, der er i os alle. Mahi Binebine selv har to kulturer- den orientalske og den vestlige – det lever han fint med og anser det for at være en gave at kunne favne bredt.

“Det begyndte som en krimi – en novelle på 15 sider, som min amerikanske forlægger gerne ville have i en serie om “les Villes Noires” – om berygtede “sorte byer” – den skulle naturligvis være om Marrakech, min hjemby. Den skrev jeg, men jeg var ikke rigtig glad, jeg ville udvikle de forskellige karakterer langt mere – give dem fylde.”

“Jeg kom i tanke om en roman, jeg havde læst af den italienske forfatter Alberto Moravia “Moi et Lui” – “Mig og Ham” fra 1971 – netop om den indre dualitet. Så tænkte jeg, hvis han kan skrive en roman, hvor han kun taler med sig selv på 400 sider, kan jeg vel også godt forsøge. Så her er den – Min Spøgelsesbror – om to i en krop, den ene var der først, så kom den anden – og der var kun et at gøre at forsøge at enes, selv om de to var diametralt modsatte og intet havde tilfælles bortset fra at være i den samme krop.”

“Det var min måde at fortælle om min indre dualitet. Jeg er opdraget i – og optaget af to kulturer – “la culture occidentale et la culture orientale” – den vestlige og den orientalske – begge dele er dybt forankret i mig.” “Som i romanen, hvor nonnepensionatet hedder “La Goutte de Lait” – Mælkedråben – er jeg blevet opdraget hos nonnerne. Jeg elskede at skulle tale lavt, at være ren og nyvasket, der var ro og orden. Indimellem var det lidt strikst, men de ville os det godt, vi lærte og forstod, tingene havde deres eget system. Skoleforklædet blev knappet i siden, alt skulle følge regler, sådan var der styr på det hele på nonnernes egne kærlige facon. Jeg beundrede dem.”

“Men så var der også den anden duftende og farverige verden – uden for skolen i Marrakech i medinaens smalle gyder. Så var det lykken at spille fodbold på nøgne fødder i de støvede gader, at le uendelig højt, at råbe og slå sig på maven af begejstring og være et med omgivelserne. Det hele var jo del af mig, jeg elskede ligeså meget ro og orden som kaos.”

OG DET ER SÅ HER – forfatteren kommer ind og giver dig en ordentlig tur i gyngen. Du – vesterlændingen – får ikke alene en krimihistorie med et alt andet end lykkeligt udfald, du får også lov til at le hele vejen igennem de 227 sider. Du får en introduktion til livet i de smalle gyder omkring souken og medinaen, familiehistorierne, traditionerne ude blandt de fattigste, der ikke er anerkendte uden for territoriet, men som er i stand til at overleve nogenlunde intakte. Du følger med – og opdager måske en orientalsk side i dig selv, du ikke rigtigt kendte til. Måske – måske ikke – men du har moret dig så meget, at du sidder tilbage med en ny eftertanke om den verden, du lige har været del af.

Mahi Binebine skulle komme til at perfektionere sit kendskab til Vesten, som var begyndt så godt hos nonnerne i Marrakech med at være matematiklærer i Paris i otte år frem til 1994. Så gik turen til USA og et kunstnerisk gennembrud både som maler (han kan ses på Guggenheim museet i New York) og som forfatter. Paris trak dog mere end USA, så han vendte tilbage til Paris i 1999 og blev til 2002.

Kunstneren Mahi Binebine
Kunstneren Mahi Binebine
Kunstneren fornægter sig ikke – hele tiden med nye ideer – her en dedikation med Fingerspitz Gefühl: Vor dobbelthed – og samhørighed.

Det var året, hvor Jean-Marie Le Pen nåede frem til anden runde i præsidentvalget og kunne præstere at have 20% med sig. “En ven sagde det på den her måde: Hvis der i metroen er 100 personer, så er der 20, der ikke kan lide dig. Jeg besluttede, at det her skulle mine piger under ingen omstændigheder udsættes for. Vi flyttede tilbage til Marrakech i løbet af 14 dage. Min kone var ikke helt enig, men hjem kom vi.

12 romaner senere – oversat til ti forskellige sprog (ikke til dansk), anerkendt som maler og skulptør af både små og kæmpestore statuer, har Mahi Binebine ikke et sekund fortrudt. Han kom hjem – til sig selv.

SAMTALEN MED Mahi Binebine fandt sted her i sommer i hans lejlighed i Paris. Han var i byen for at promovere den ny bog. 

“Jeg bliver nødt til at være med hele vejen, jeg kan jo ikke bare droppe den lige før mål, men jeg må sige efter denne valgkamp 2022, kommer jeg her kun, når jeg synes, det er absolut nødvendigt.” 

“Da jeg rejste i 2002, stod den ekstreme højrefløj for 20% i Frankrig, i dag står den vel for en 30-40%. Når så mange følger med og ikke flere protesterer, må man sige, det er trist, rigtigt trist.”

“Historien om “le grand remplacement” – den store udskiftning, hvor det kristne Frankrig overtages af udefra kommende – underforstået muslimer – for derefter at blive udslettet, den komplotteori, som Éric Zemmour førte sig frem med, har åbenbart givet pote. Det rene, evige Frankrig skal der nu kæmpes for. Frankrig er truet, forlyder det. Fjenden er den fremmede. I dag bliver der her i Frankrig sagt ting, der bare for en 5-6 år siden ville have været umuligt at fremture med. Sådan er det ikke længere. Det chokerer ikke længere. Tungerne har løsnet sig.” “Jeg mærker det faktisk selv, det er, som om man ser lidt skævt til mig. Jeg skal lige varedeklareres for at være antagelig.”

“I Marrakech skal jeg i det mindste ikke hver dag forklare, jeg ikke er kriminel eller en potentiel farlig terrorist.” Her lyder Binebine’s karakteristiske kluklatter – for at afbøde, hvor alvorlig han mener, situationen er. 

“Nonnerne viste mig det Frankrig, der står for Menneskerettighederne, og jeg er dem dybt taknemmelig. I dag holder jeg både af Mozart og Umm Kulthum (den arabiske verdens store sangstjerne (1898-1975), som fortsat er uendelig populær). Det er der for mig ingen modsætning i, de er begge del af mig. Vesten og Orienten sameksisterer uden problemer i mit univers.”

MAHI BINEBINE’S normale entusiasme og varme i øjnene vender tilbage, når han kan fortælle, at der er godt og overvældende nyt om de fem kulturcentre, der nu er installeret rundt om i Marokko, det seneste i Marrakech lige i nærheden af Grande Place, den verdensberømte Jemaa el-Fna plads med slangetæmmere, historiefortællere, sandsigersker og turister, der bliver taget ved næsen, alt imens gnauierne danser deres snurrende danse med snurrende hoveder, og vandbærerne ringer med klokkerne, så ingen er i tvivl om deres beskaffenhed. Pladsen er selvfølgelig med hele sin underverden med i bogen Mon Frère Fantôme.

“Jeg ved fra min egen barndom, at have en adresse i medinaen i Marrakech er det samme som, at du ikke er noget, du er bunden, du har ikke mange chancer. Det vi nu gør med kulturcentrene, der alle kaldes Les Étoiles de … Stjernerne fra … er at give dem en mulighed, et skub fremad. De unge skal forstå, de også har en chance for at uddanne sig, udvikle sig og udfolde sig i kulturcentrene, der har alt fra sprogundervisning til rap, dans, tegning og matematik – det skal være deres fristed til at finde egne talenter. Det manglede bare – alle mine bøger har været inspireret af dem. Det er på tide at sige tak, som vi nu bedst kan.”

Kulturcentret “Les Ètoiles de Jemaa el-Fna”
“Ungerne skal have lov til at finde deres eget talent – det, de synes, de er rigtigt gode til. Uddannelse er nu engang vejen frem – ud af fattigdom og langt væk fra mørke kræfter”, siger en alvorlig Mahi Binebine, der skrev romanen “Stjernerne fra Sidi Moumen” efter bombeattentater i Casablanca i 2003, udført af unge fra Sidi Moumen.

I 2003 MISTEDE 45 mennesker livet i Casablanca efter bombeangreb, udført af 14 unge fra den lille by Sidi Moumen. Mahi Binebine tog til byen og forsøgte at forstå, hvordan tilrejsende radikale islamister havde kunne forføre de unge til en så frygtelig gerning, der sendte chokbølger gennem hele Marokko. Det blev til bogen “Les Étoiles de Sidi Moumen” – Stjernerne fra Sidi Moumen. Bogen blev filmatiseret af instruktør Nabil Yaouch. Den blev en kæmpesucces. Binebine og Yaouch slog sig sammen om projektet kulturhuse – det først skulle naturligvis ligge i Sidi Moumen.

Det har givet pote. Filmfestivalen i Cannes her i 2022 havde valgt at medtage filmen “Casablanca Beats” – “Haut et Fort” – instrueret af Nabil Yaouch. Og skuespillerne? Ja, så-mænd de unge fra Sidi Moumen, der spillede sig selv som unge på vej op i musikverdenen. Man når ikke til Cannes festivalen, uden at have gjort sig fortjent til det. 

Kulturcentret “Les Ètoiles de Jemaa el-Fna”

Mahi Binebine ler højt – han har fantastisk nyt. 17 nye kulturhuse er på vej – kulturministeriet er nu med. “Nu har vi travlt, der skal findes ordentlige lokaler, de unge kan være stolte af. De skal have det bedste.” 

Latteren bare vokser. “Kultur og uddannelse mod destruktiv radikal islamisme – det funker – HA!”.

Der er endnu en facet til at forstå Mahi Binebine. Det er en vigtig nøgle til temaerne i hans bøger, malerier, tegninger og skulpturer. Han giver selv svaret – med egne ord – i romanen “Le Fou du Roi” – Kongens Fjols.

“Jeg er født ind i en Shakespearsk familie. Med en far, der i 40 år tjente Kongen som “courtisan” – hofmand/fortæller/fortrolig – og med en bror, der var forvist til et fængsel mod syd. Man kan forestille sig et kongeligt palæ, der på en gang er skræmmende og samtidig fascinerende, hvor favoritten kan blive straffet for ingenting, og hvor jalousien står i flammer, når natten falder på. ”

“En historiefortæller ved, at magten er på den ene side af døren, og friheden på den anden side. For at fortsætte med at tjene Majestæten måtte min far fornægte sin kone og sin familie. Han overlod min bror til dennes egne spøgelser – fantômes – i fængslet. Hans egen søn, min bror! Det var en kendsgerning, der gennem tyve år har pint og plaget familien. Men af hvilke grunde for “fjolset” og for “faderen”? Det blev en meget ensom skæbne med et ja til indbygget trældom!”

MENNESKETS UKUELIGE VILJE til at overleve er primus motor i Mahi Binebine’s romaner, malerier og skulpturer. Mennesket, der bryder ud, kæmper for sit liv – og formår at forblive menneske. 

Broderen Aziz Binebine kom efter 18 år ud fra det berygtede fængsel Tazmamart – det underjordiske fængsel, der i princippet ikke eksisterede, men alle var i stand til at oplyse adresse og beliggenhed.

Som ung, intetanende officer var Aziz Binebine kommanderet til kongeslottet i Skhirat den dag i juli 1971, da et attentat blev forsøgt mod kong Hassan den Anden. Hans liv blev hermed fastfrosset i 18 smertelige år. I 1972 undslap Kongen endnu et attentat. Marokko blev styret med jernhånd. De “40 blytunge år” ophørte først for alvor med Kongens død i 1999, da hans søn Mohammed den Sjette overtog magten.

Det første Aziz Binebine gjorde efter sin løsladelse i 1991 var at opsøge sin far og tilgive ham. 

“De, der tilgav, var de få, der overlevede Tazmamart,” svarede Aziz, da Mahi spurgte ham hvorfor. “Vi var 29 i min afdeling, Bygning B, tre overlevede.”

Mahi skulle aldrig spørge igen, men individets kamp for frihed er grundpillen i alle hans værker den dag i dag. Som Aziz siger til Mahi: “Jeg er sluppet ud fra Tazmamart, du er der stadig.”

Muntre Mahi ER en alvorens mand, der er mere shakespearsk tragedie at hente, når han vil. Hvordan – det vil med garanti være med noget helt nyt – selv Mahi ikke endnu kender noget til. 

At det kommer, er der ingen tvivl om. Han kan simpelt hen ikke lade være. 

Se bare på ham, han er midt i et af sine kæmpe smittende grin.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.