Som vi nævnte i artiklen om mimoserne på side 10 til 15 bringer vi på disse madsider flere mimoseopskrifter. Her skal læserne være opmærksom på, at Mimosa er navnet på en tilberedning af fyldte hårdkogte æg serveret som en kold forret. Også kaldet Mimosa er blandede salater drysset med hårdkogt æggeblomme. Derfor bærer opskrifterne navnet Mimosa mere af navn end af gavn, så har du altså ikke lige en blomstrende mimose ved hånden, så kan du sagtens gå i gang med tilberedningen alligevel.
Naturligvis har vi fundet et par opskrifter, hvor du som pynt kan drysse de gule mimosestøvbolde ovenpå retten. De kan nemlig spises – i modsætning til den grønne stilk og de bregnelignende blade, som du skal holde dig fra at putte i maden. Eftersom mimosesæsonen – den blomstrende art altså – går fra midt januar til midt marts, bliver det almindeligt at servere Mimosaretter til påske – der jo også i vores bevidsthed har den gule farve som kendetegn.
Hvis du ser den franske udgave af den store bagedyst, som går under navnet Le Meilleur Patissier – den bedste konditor – vil du sikkert komme til at opleve Mimosa-opskrifter. Bageprogrammet er i Frankrig mindst lige så populært som hos os, og hele opsætningen af programmet ligner da også fuldstændig den danske udgave.
Dommerne er den 44-årige kok Cyril Lignac og den 79-årige madkritiker og gastronom Jacqueline Mercorelli, som på TV går under navnet Mercotte. Med til at præsentere programmet, der har kørt på den franske tv-kanal M6 siden 2012, er for tiden skuespilleren Marie Portolano.
Cyril Lignac er en meget driftig herre, for foruden optræden i bagedysten og i andre tv-programmer, er han indehaver af den parisiske restaurant Le Chardenoux i 11. arrondissement, den italienske restaurant Ischia i 15. arr., en anden bistro Aux Prés i Saint-Germain des Près-distriktet samt Bar de Prés i både Paris og London, og fem konditorier. Siden 2010 har han desuden afholdt madlavnings- og konditorkurser. Dertil kommer selvfølgelig 40 kogebøger, som til sammen har solgt over 3 millioner eksemplarer. Og for ikke at ligge på den lade side, har han netop her i november overtaget og genåbnet Café Constant under sit eget navn Café Lignac på Rue Saint-Dominique i 7. arr.
Pyha, sikke en omgang, det er jo lige til at blive stresset af. Opskriftmæssigt er han dog i stand til at lave forholdsvis enkle ting. Derfor har vi som hovedret denne gang udset os en flot og lækker lakseanretning, der er en af Cyril Lignac’s gode opskrifter – og som intet har med mimoser at gøre.
Men vi har også valgt den meget traditionelle Oeufs mimosa – som er et helt nødvendigt indslag i den almindelige franskmands hverdag, og som findes i talrige varianter.
God fornøjelse i køkkenet med tilberedningen og bon appétit.