En af de ture til Frankrig som Jørgen Jørgensen husker bedst gik til minebyen Longwy i det tidligere Lorraine. Her fik han et dybt indblik i minearbejdernes kultur og sprog, ikke mindst gennem sange fra bl.a. Renaud. Tag med på en spændende rejse tilbage til en tid og et sprog, som i dag næsten er glemt.
Af Jørgen Jørgensen
Det er ikke altid, at rejser til eksotiske steder står stærkest tilbage i erindringen, når man ser sit liv i bakspejlet. Jeg har været på et utal af rejser til Sydfrankrig og elsker stadig at komme der, men i min erindring tager en enkelt rejse fra starten af firserne til Lorraine-regionen, ”qui ne casse pas des briques” (som ellers ikke er noget at skrive hjem om), dog prisen. Tilmed var rejsen del af et efteruddannelseskursus i fransklærer- og geografilærerregi. Men jeg glemmer den aldrig. Emnet var ”Kul- og Stålunionen”, forløberen for EF og EU. Vi startede i Ry i Danmark, var også forbi Strasbourg, hvor bl.a. Jens Peter Bonde gav et oplæg, inden vi endte i Longwy. Her skulle vi møde nogle af byens minearbejdere.
Inden jeg kommer nærmere ind på det, må jeg lige tage hatten af for ”Europas fader”, Robert Schuman, der med sin geniale erklæring d. 9. maj 1950 er den indirekte årsag til, at Kul- og Stålunionen blev en realitet året efter. Som fransk udenrigsminister havde han indset, at en sammenlægning af kul- og stålproduktionen i en række overnationale institutioner – med erklæringens ordlyd – ville gøre krig mellem historiske rivaler i Frankrig og Tyskland “ikke blot utænkelig, men fysisk umulig”. Samtidig blev levestandarden i de involverede lande hævet.
Inden ankomsten til Longwy kendte jeg ikke meget til minedrift. Jeg havde selvfølgelig lyttet til og anskaffet Pierre Bachelets flotte sang fra 1982 om ”Les corons”. Her lyder omkvædet:
Au nord, c’étaient les corons – I nord var det minebyerne
La terre c’était le charbon – Jorden, det var kul
Le ciel c’était l’horizon – Himlen, det var horisonten
Les hommes des mineurs de fond – Mændene, minearbejdere i dybet
Versene i sangen er en hyldest til den livsstil, han i sin barndom i ”les corons” havde mødt. ”Coron” er både betegnelse for minebyerne og de identiske huse på lange, lige rækker, som arbejderne boede i, mens ”stålbaronen” havde sin bolig på toppen af de omgivende højder. Bachelet giver et portræt af stolte og generøse ”gueules noires” (sortfjæse) og deres koner, som ses i dampen fra den evige storvask. I stedet for bjerge har de ”les terrils” (slaggebunker). Om sine forældre siger han: ”Ils étaient de la fosse, comme on est d’un pays / Grâce à eux je sais qui je suis” (de var fra skakten, ligesom man er fra et land / Takket være dem véd jeg, hvem jeg er).
En gang om året er der fest (la kermesse) på rådhuset, hvor der serveres vin (”Et chaque verre de vin était un diamant rose / Posé sur fond de silicose” – og hvert glas vin var en lyserød diamant, stillet på en bund af ”stenlunger”). Her diskuterer mændene arbejdskampene i 1936, hvor Frankrig fik den første ”røde” regering, og mindes diverse ulykker i mineskakterne såsom gaseksplosioner. Men de er stolte af deres metier. Bachelets hyldest til minearbejderne er tilsat en flot melodi, så ikke så underligt, at fodboldklubben RC Lens’ tilskuere den dag i dag synger den til klubbens kampe.
I slutningen af 1970’erne var der imidlertid krise i stålindustrien i Lorraine-området. Den jernmalm, der blev udvundet her, og som udgjorde grundlaget for stålproduktionen, var ikke så jernholdig og ikke så billig som den malm, man kunne importere fra lande som Mauritanien, Brasilien, Canada, Liberia, Sverige og Australien. Derfor blev der anlagt nye store moderne stålværker ved kysten omkring Dunkerque og ved Fos uden for Marseille, hvor store malmskibe nemt kan lægge til. Regeringen og stålkoncernerne varslede derfor nedskæringer i Longwy i december 1978, og i den følgende tid kæmpede byen for sin overlevelse. Nogle gymnasielærere ved Langkær Gymnasium udgav i 1982 på forlaget Vennelyst et undervisningsmateriale (”Longwy – en fransk stålby i opgang og nedgang”) om denne kamp. Denne bog brugte vi som oplæg til vores besøg i byen.
Allerede da vi nærmede os byen, blev vi modtaget af et SOS i neon på toppen af Longwys vartegn, slaggebjerget La Colline Rouge. De følgende dage blev vi konfronteret med den krise, der var under udvikling i den tidligere så blomstrende industriby. Det var et frustrerende syn at se de store fabrikshaller med de enorme højovne stå tomme tilbage i dalbunden omkring floden la Chiers, ligesom de tilhørende boliger, hvor arbejdere, der var stolte af deres fag, havde haft deres liv. Men de mennesker, vi mødte, og som kæmpede for at redde stumperne, var meget generøse og gæstfrie. Blandt dem var bl.a. arbejdere med polsk og italiensk baggrund. De var en del af den første bølge af immigranter, der blev ansat, da man manglede arbejdskraft. Siden kom der også nordafrikanere til. Men tilfælles havde de den faglige stolthed.
Stålindustrien i Longwy og andre steder i Nordfrankrig stod imidlertid ikke til at redde. I de følgende år blev aktiviteten og den livsform, den var forbundet med, skildret i kunsten. Bl.a. i Claude Berris filmatisering af Zolas roman ”Germinal” med Gérard Depardieu og sangeren Renaud i hovedrollerne. For Renaud blev det mødet med morfaren Oscars land og dets befolkning. Under indspilningen solidariserede han sig mest med de mange minearbejdere, der blev brugt som statister. Han lærer også deres sange at kende, og det afføder en plade på deres sprog, le ch’timi: ”Renaud cante el’ nord” (”Renaud chante le Nord” på almindeligt fransk). I sangene får man et rids af minearbejdernes tilværelse, som jeg skal forsøge at gengive på dansk i det følgende.
I den første sang, ”Tout in haut de ch’terril”, er det blevet ferietid i ”les corons”, men vores jeg-fortæller skal ikke så langt: Han tager bare sit telt og camperer på toppen af slaggebjerget. Her nyder han udsigten og fryder sig over tilværelsen. Han har proviant med. Blandt andet 35 liter vin, i tilfælde af at han skulle kede sig. Det er der nu ingen fare for, da der er så meget at se på, ikke mindst om aftenen, når de unge forelskede går ture på slaggebjerget. En dag bliver det dog regnvejr, og teltet tager vand ind. Derfor drikker han nogle liter vin og ruller ned ad bjerget, for dog straks at vakle op igen. Til sidst i sangen skiftes der synsvinkel. En tredjepersons-fortæller beretter, at sådan er ferien foregået i 30 år, men nu er minearbejderen blevet gammel og pensioneret. Han ligger i sin seng, og lægen har givet ham diagnosen: ”stenlunger” (silikose) efter 40 års arbejde i minen. Patientens sidste ønske er, at Vorherre vil bevilge ferie til ham ”helt oppe på toppen af slaggebjerget”.
Derimod er ”El’ pinsionnée” en hyldest til minearbejderens kone. Hun går nu på pension, og det er velfortjent. Det er hende, der hver dag har madpakken (le casse-croûte) og drikkedunken klar, og har manden dagen før fået sig en tår over tørsten, er det hende, der vækker ham og har kaffen klar. Det er også hende, der vasker derhjemme og måske gnubber ham på ryggen, når han tager bad efter arbejdet. Ovenikøbet kan hun ligeledes blive ramt af silikose da manden tager støvet med hjem. Sangen ønsker dem begge en lykkelig pensionisttilværelse.
Den tredje sang, ”Ch’meneu d’quevaux”, er en morsom sang om et alvorligt emne. Nemlig at man holdt heste i minerne under jorden. De skulle trække de kullæssede vogne på skinnerne. En ”meneur de chevaux” (hestepasser) stod for pasningen af dyrene, ligesom det var ham, der holdt tøjlerne på hestene under arbejdet, da hesten ikke kunne se i de mørke gange. Det var ikke så sjovt (”pas rigolo”) et arbejde, da hesten kunne være genstridig. Samtidig havde kusken en interesse i at holde akkorden, så hesten skulle helst slide i det. Det var næsten umuligt at få hestene op og ned, så først når de var udslidte, kom de op i lyset igen og fik lov at græsse omkring minen. På sin plads bag hesten, var kusken i ”skudlinjen”, så der lugtede ikke ligefrem af parfume bagved. Sangen slutter med en vits, hvor dyrlægen konstaterer, at hesten har fået et femte ben, et elastisk et, og ingeniørerne bliver tilkaldt for at betragte fænomenet, og det overvejes, om det ben også skal skos. Omkvædet skifter derfor til, at det er sjovt (”rigolo”) at være hestepasser.
I ”les corons” var rollerne fastlagte: ”tel pére, tel fils” (som far, så søn). Drengene fulgte som regel i faderens fodspor. Til de lejligheder, som arbejdsgiverne lejede ud til arbejderne, hørte en jordlod, hvor arbejderne dyrkede grøntsager til eget brug i deres fritid. Her hjalp drengene selvfølgelig til. Men i sangen ”les tomates”, hvor omkvædet hele tiden har noget med tomater at gøre, falder Edmond uden for normen: Han gider ikke at passe tomaterne efter arbejde. Over for forældrene fremsætter han et ønske om at blive gift. Da han ser godt ud, er det ikke så svært. Desværre serverer konen altid tomater for ham. Derfor forlader han hjemmet og flytter til Carpentras i Sydfrankrig, hvor han ernærer sig ved at transportere tomatkasser. Det gider han imidlertid heller ikke, og idet hans stemme ikke er værst, begynder han at drømme om at skabe sig en musikkarriere (lidt ligesom Johnny Halliday). Det ender dog med, at publikum smider tomater efter ham. Efter så mange ulykker ender han til sidst sine dage på kirkegården i Fouquiéres (hans fødeby) ved siden af sin bedstefar. Man sår nogle frø på hans gravsted, og selvfølgelig er det tomater, der kommer op.
Således vækkes en nu næsten glemt kultur til live igen på pladen. Man forundres over, hvor mange forskellige jobs der egentlig fandtes i sådan en mineby. Også til kvinderne. En af sangene handler om ”M’ lampiste” (på almindeligt fransk ”ma lampiste”). Lampisterne var som regel kvinder, og hver minearbejder havde sin lampist, der tog imod hans jeton, når han tjekkede ind på arbejdet. Den kunne være rund, firkantet eller trekantet, alt efter hvilket skiftehold han var på. For den fik han udleveret sin lampe til at sætte på hjelmen, inden han tog elevatoren ned i dybet. Lampisten sørgede også for at holde lampen ved lige: hælde benzin på (tidligere var den ikke elektrisk) og tænde den inden udlevering. Det er oplagt, at der som i sangen kunne opstå særlige følelser mellem en minearbejder og hans lampist. Lampistens arbejde var også vigtigt for at have kontrol over, om alle var kommet op igen, idet jeton og lampe blev udvekslet igen ved afslutningen af dagens arbejde.
I enkelte af sangene (”Adieu ch’terril d’Rimbert”, ”Les molettes” og ”dù qu’i sont” (hvor er de?)) mærker man nostalgien over, at minerne er stoppet, og at nutidens bilister ikke tænker over, at underlaget på motorvejen delvis stammer fra slaggebjergene. Jeg tænker også lidt vemodigt tilbage på kurset i Longwy, når jeg lytter til Renauds plade, men er samtidig også glad over at have mødt deres kultur og deres sprog.
Læs også Jørgen Jørgensens tidligere artikel om Renaud og hans lyriske univers.
