Et møde med sangeren Renaud tilbage i 1980 blev til en livslang passion for gymnasielæreren Jørgen Jørgensen. Sangene og det franske slang blev flittigt brugt i undervisningen. Her giver han en grundig indføring i Renauds lyriske univers af social indignation.
Af Jørgen Jørgensen
I en sommerferie i Nice omkring 1980 var min franske kone og jeg gået op til ”le château”, hvor kommunistpartiet afholdt den traditionelle sommerfest. Inde fra scenen lød en bluesagtig musik, og jeg fik fat i et omkvæd, der lød som ”Laisse Béton”. Min interesse var blevet vakt, og jeg fik senere fat i kassettebåndet med den unge sanger og musiker, som hed Renaud. Han lød ikke helt som de franske sangere, jeg indtil da havde dyrket. Hans univers var tilsyneladende forstadsmiljøet i Paris med rockerbander og trøstesløst socialt boligbyggeri. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hans sange også indeholdt en del humor. F.eks. i titelnummeret ”Laisse Béton”, hvor hovedpersonen tre gange i træk bliver tvunget til at aflevere dele af sit rockerudstyr til en fyr, der er stærkere end ham. Først støvlerne, så læderjakken og til sidst cowboybukserne.
Tilbage i Danmark igen begyndte jeg at bruge Renauds sange i franskundervisningen i gymnasiet. Det var ikke uden problemer, idet jeg måtte anskaffe mig en lærebog (”La méthode à Mimile”) i ”verlan”, kunsten at ”bakke snagvendt” (”verlan” er bagvendt af ”à l’envers”, red.), for at kunne glosere sangene. De faldt imidlertid i elevernes smag, og på et tidspunkt havde jeg materiale nok til at udgive et temahæfte med titlen ”Laisse Béton” (verlan for ”Laisse tomber” – ”lad det ligge”, red.). Jeg havde imidlertid brug for en tilladelse fra sangeren selv for at kunne udgive hans materiale. Der blev skrevet til bl.a. hans pladeselskab for at få lov, men der kom ikke noget svar, og selvom hele Frankrig er på fornavn med ham, kunne man ikke sådan lige slå ham op i telefonbogen. Jeg vidste, at hans efternavn er Séchan, og ved en søgning på dette navn, dukkede der en David Séchan op. Min kone prøvede at ringe til hans nummer, og det gav pote. Det viste sig at være sangerens bror, der er fotograf, og han lovede at forelægge problemet om søndagen, hvor familien som regel var samlet til en middag hos forældrene.
Om mandagen ringede telefonen i Aars, og da min kone tog den, kunne jeg forstå, at det var ”Renaud à l’appareil” (i røret, red.), der bad om at tale med Jørgen Jørgensen. Jeg fik røret og forelagde problemet. ”Pas de problème”, lød det i den anden ende. Det praktiske var hurtigt løst, og så snakkede vi ellers løs om stort og småt i en halv times tid, tror jeg. Blandt andet om det at være nybagt far: Vi havde fået en lille ”Nicolas”, og Renaud og Dominique en lille pige ved navn ”Lolita”, der har været hovedpersonen i flere af hans senere sange. Som i den charmerende sang ”Morgane de toi”, hvor samfundet anskues fra sandkasseniveau.
Kort tid efter modtog jeg en lille pakke med flere kassettebånd samt fotografier til omslaget af bogen og ikke mindst et venligt brev, som jeg siden har passet godt på. Bogen blev trykt og godt modtaget af mine kolleger. Nogle blev selvfølgelig forskrækkede over argot-eksemplerne (slang, red.) i sangene, men de fleste så det som et frisk pust i franskundervisningen. Personligt havde jeg den tilfredsstillelse, at mine elever nu kunne afkode jævnaldrende franskmænds sprogbrug. Under et klassebesøg fra et gymnasium i Sarcelles troede drengene, at de kunne slippe godt fra at snakke indbyrdes om de danske piger (”les meufs”, som ”les femmes” bliver til på verlan). Men den gik ikke.
I 1983 fik vi så lejlighed til at opleve en rigtig Renaud-koncert i den gamle arena i Fréjus, blandt andet sammen med en rockerklub med rygmærker og det hele – nogle af dem, som kan identificere sig med Renauds tekstunivers. De rejste sig f.eks. op under omkvædet til sangen ”Étudiant-Poil aux Dents” for at synge med og med armene i vejret understøtte budskabet. I den sang fortæller Renaud sin mor, at han ikke vil studere, hverken til arkitekt, læge eller advokat, og han giver gode grunde til, hvorfor han ikke vil det. De har nemlig på forskellig måde forrådt de mindre begunstigede i samfundet. Rimordet og udtrykket ”Poil aux Dents” (”Hår på tænderne”) skal netop udtrykke denne respektløshed. Koncerten indeholdt også sangen om ”Gérard Lambert”, der senere blev gjort til en tegneserie i sort og hvid.
Efter koncerten fik vi lejlighed til at møde Renaud, og her blev det indtryk, vi havde fået af ham, bekræftet: At der bag læderjakken gemte sig et meget følsomt gemyt. Som han selv har udtrykt det: ”Jeg ville gerne have tatoveret en ørn på ryggen, men der var kun plads til en gråspurv”.
I 1986 var der fuldt hus en hel måned, da Renaud (under navnet ’la Chetron Sauvage’) gav koncert i den nye store koncertsal Zenith i Parc de la Villette i Paris. Jeg var så heldig at være blandt publikum én af aftenerne, og det var en stor oplevelse. Hans sange var nu blevet folkeeje. Folk sang med, og der blev viftet med tændte lightere overalt i salen. Tekstmæssigt bevægede han sig ubesværet fra det helt private (f.eks. ”En Cloque” – ”med rogn”, red.) til meget engagerede sange om det franske samfund og verden i det hele taget.
Siden har jeg måttet nøjes med at købe videoer fra hans koncerter i Paris. Gang på gang er jeg blevet forundret over Renauds evne til at bygge en struktur op i en sang for til sidst at komme med en overraskende pointe. Som i den formidable ”Dans mon H.L.M.” Her får vi etage for etage præsenteret beboerne i et socialt boligbyggeri (”Habitation à Loyer Modéré”), der samtidig er et repræsentativt udsnit af det franske samfund. Og det er ikke ligefrem en kærlighedserklæring. Øverst oppe, på 8. etage, vender stemningen imidlertid, for her bor sangerens veninde, Germaine, og sammen drømmer de om en verden fyldt med børn. Og så sluttes der af med et typisk Renaud-omkvæd: ”Putain, c’qu’il est blême, mon H.L.M!/ Et la môme du huitième, le hasch, elle aime!” (”for pokker, hvor den er bleg, min boligblok / Og pigen fra 8., hun elsker hash”, red.)
Her ses også hans evne til at lege med sproget og finde ord, der har mindst to betydninger (f.eks. H.L.M, der også lyder som ”hasch elle aime – se ovenfor). Georges Brassens har ikke levet forgæves. Samtidig er der ofte en sammenhæng mellem de enkelte numre på et album, skønt de handler om vidt forskellige emner. Renaud er god til at finde gennemgående symboler. Som f.eks. et kæmpetræ, der indgår i dekorationen på en af de videoer, jeg er i besiddelse af, og som faktisk indgår i de fleste af sangene til den koncert.
I det følgende vil jeg gå lidt i dybden med, hvordan Renaud arbejder rent tekstmæssigt, med afsæt i et mindre kendt album, ”Marchand de cailloux”. Musikalsk viser det, hvordan han også har fundet inspiration i bl.a. irsk folkemusik. Her har jeg ikke nogen video, der viser scenearrangementet til den koncert, men det kunne sagtens være noget med sten og fisk – så gennemgående er de symboler i sangene. Allerede i den første sang, ”Marchand de cailloux”, spørger datteren Renaud om, hvornår stenhandleren kommer forbi. Her spiller han både på associationer til Ole Lukøje (”le marchand de sable”) og til julemanden, for Lolita har sat sine sko frem, som de franske børn gør til jul, når de skal have gaver af julemanden. Legetøj er hun imidlertid træt af. I stedet vil hun have sten i skoen, hvilket også på fransk i overført betydning vil sige, at der er et problem, der gnaver. Lolitas problem er, at hun ligesom sine skolekammerater ikke kan forstå, hvorfor de store er årsag til ondt overalt i verden: I Belfast f.eks. Eller hvorfor så mange sulter, mens de rige lande har store overskudslagre, de ikke kan komme af med. Undervejs i sangen bliver ”stenhandleren” også til ”frihedshandleren” og ”kærlighedshandleren”, de begreber, som datteren savner i verden, og som blandt andet kommunisterne og de kristne taler så meget om. Lolita vil have handling, og til sidst truer hun med at smide sten på Renauds guitar, hvis han benytter sig af hende til at fremføre sine tåbeligheder med.
Her kan man se, hvordan Renaud bruger de samme ord i nye sammenhænge, og hvordan han stadig hævder sin integritet over for partierne og institutionerne. Samme teknik anvendes i ”L’aquarium”. Her smider Renaud i vrede sit fjernsyn ud ad vinduet i håb om, at det vil ramme en militærperson. Derefter kigger han på sit akvarium, hvori der er en dykker, der leder efter en skat under de farvede sten. Det næste, der ryger ud ad vinduet, er radioen, der forgifter hans tilværelse med tåbelige programmer. Her ønsker han, at radioen ikke rammer den lille akkordeonist, der står og spiller nede på fortovet. Selv kigger han på akvariets guldfisk, der ikke ser ud til at kede sig helt alene. De to næste ting, der ryger ud, er biblen og avisen, i vrede over kirken og de venstreorienterede levebrødspolitikere, og selv springer han ned i akvariet til fiskene for at finde skatten: Kærlighed og frihed.
Galde er der også i pladens bedste sang, ”P’tit voleur” (lille tyv, red.), der handler om en sølle fyr, der er blevet buret inde for nogle banale småforbrydelser, men som allerede er blevet straffet nok i tilværelsen, inden han kom ind at sidde. Denne sang trækker en linje bagud til ”Les charognards” (ådselsæderne, red.) fra pladen ”Laisse béton”, og ligesom denne sang har inspireret tegneserieforfattere, er der også blevet en fremragende video-clip ud af ”P’tit voleur”, hvor man ser samfundets magthavere fremstillet som forskellige krybdyr, kamæleoner og lignende.
Mere humor er der i en sang om ”500 connards sur la ligne de départ”: De fjolser, der deltager i Paris-Dakar og spreder død og rædsel om sig, hvor de kommer frem. Og i ”Olé” gør han grin med de piger, der holder ferie i Provence for at blive nedlagt af en ”macho”, akkurat ligesom tyren bliver slagtet af matadoren i arenaen.
Nogenlunde det samme tema bliver behandlet på en mere poetisk måde i ”Je cruel”, der viser, at kærligheden kan være et grusomt spil (sangen er bygget op over et ordspil med je/jeu). Netop på grund af kærligheden kommer man nemt til at stække vingerne på den elskede. Og lystfiskeren Renaud finder naturligvis en masse poetiske billeder til at illustrere, hvor ondt det gør at ”bide på krogen”.
En stilfærdig sang om ”Tonton” Mitterrand bliver fremført med både kærlighed og respektløshed: Granitblokken, der bevæger sig adstadigt og med værdighed, mens blæsten slår hatten af ham, vil snart ikke være andet end en statue og et gadenavn. I andre sange skal der mindre til for at inspirere Renaud. Han kan lave en poetisk sang over sin barndoms kedelige søndage eller over indholdet i sin elskedes håndtaske.
Renauds sange har nu været lydkulisse i vores lille familie i godt 40 år. Hans karriere var i mange år en meget livsbekræftende historie. På omslaget af hver ny plade stod der ”À Dominique et Lolita”, og privatlivet åndede tilsyneladende fryd og gammen. Han købte en båd for at tage på en verdensomsejling med kone og barn. Han blev inviteret til Élysée-palæet af præsident Mitterrand. Men så dukkede der mørke skyer op i horisonten. Han havde nogle indre dæmoner, som resulterede i et alkoholmisbrug. Dem har han selv redegjort for i sin autobiografi ”Renaud Séchan – Comme un enfant perdu” (som et fortabt barn, red.) fra 2016, ligesom han på humoristisk vis har beskrevet sin dobbelte personlighed i den iørefaldende sang, ”Docteur Renaud et Mister Renard”, hvor rævedelen får skylden for alle de mindre flatterende ting.
Der har været perioder, hvor man som fan har frygtet, at den poetiske åre var tørret ud, men hver gang er Renaud som en anden Fugl Fønix genopstået: ”Toujours debout” (stadig oprejst, red.), og har givet os endnu et mesterværk som f.eks. ”Manhattan-Kaboul” i en duet med den belgiske sangerinde Axelle Red. For et par år siden kom der endda en ny cd, ”Les mômes et les enfants d’abord” (”børnene og de små først”, red.), hvor han genopliver sit barndomsunivers på mesterlig vis.
I år har han ligeledes turneret Frankrig tyndt med en koncert med titlen ”Dans mes cordes”, som man måske kunne oversætte med ”Ude i tovene” som en bokser tæt på knockout. Der hentydes imidlertid nok mest til stemmebåndene (”les cordes vocales”) som en erkendelse af, at han ikke længere kan klare alle tonerne i registeret, men han gør, hvad han kan. I starten af december havde vi lejlighed til at høre koncerten i Paris (i ”Folies Bergères”), og vi kunne med egne øren konstatere, at varedeklarationen ikke var helt skæv. Det kunne være svært at få fat i ordene fra scenen, men heldigvis er der lige kommet en cd med sangene fra turnéen.
Alligevel blev det en oplevelse for mig. Ikke mindst på grund af de 2 x 4 kvindelige musikere på strengeinstrumenter (”cordes” endnu engang), der akkompagnerede Renauds ru stemme sammen med en pianist og en akkordeonist. Det gav et helt nyt liv til mange af de sange fra Renauds store bagkatalog, som han havde valgt ud til den to timer lange koncert. Der var ikke så mange af de stærkt samfundskritiske sange som f.eks. ”Hexagone” og ”Miss Magie” om Margaret Thatcher, som i sin tid var tæt på at udløse en diplomatisk krise mellem England og Frankrig. Det var mere de intime og personlige sange om situationer, som de fleste af os kan nikke genkendende til: At tage ud med fiskestangen (”La pêche à la Ligne”), observationer af konens forandrede opførsel i forbindelse med en graviditet (”En cloque”, der måske kan oversættes til ”Med rogn” på dansk) eller drømme om at få en søn (”Chanson pour Pierrot”). Desuden en sang om, hvad man kan finde i den elskedes taske (”Dans ton sac”) og om en arbejder, der ser tilbage på sit liv, mens han pakker sit arbejdstøj ned (”Son bleu”). Sidstnævnte sang får også en til at tænke på Renauds rolle som Étienne Lantier i Claude Berris filmatisering af Zolas ”Germinal” fra 1993.
Og så selvfølgelig en del kærlighedssange. Lige fra den poetiske ”Ma gonzesse” (min tøs, red.) med fortsættelsen, hvor den franske grammatik er blevet forenklet: ”celle que j’suis avec/ Ma princesse, celle que j’suis son mec” (hende jeg er sammen med/Min prinsesse, hende hvis fyr jeg er”, red.), til ”Cœur perdu” (tabt hjerte, red.), som han dedikerede til sin nye kærlighed, Cerise. Desuden sangen til ”den hårde banan” med ”artiskokhjertet” (”Manu”) med de ofte citerede linjer: ”Une gonzesse de perdue/C’est dix copains qui r’viennent” (en pige tabt/Er ti kammerater, der kommer tilbage”, red.). Sådan er Renauds sange fyldt med omkvæd, man kan synge med på, og publikum til koncerten i Paris kunne sangene udenad. Så indimellem kunne den 71-årige Renaud roligt overlade initiativet til salen.
Der var også en sang fra repertoiret til min første koncert med Renaud: ”Adieu minette” (farvel skat, red.), hvor en forstadsrocker ringer til en pige i velhaverkvarteret Neuilly for at sige ”Adieu” og fortælle hende et par sandheder om hende og hendes miljø. Pointen er bare, at han ringer fra Nouméa i Ny Caledonien, hvor han lige er blevet indkaldt som soldat, og det er en ”modtageren betaler”-samtale. Mine tanker kunne ikke undgå at gå godt fyrre år tilbage i tiden, hvor både han og jeg var i vores bedste alder. Nu stod han på scenen med lidt langsomme og stive bevægelser, hvis han da ikke satte sig ned for at synge. Og jeg sad oppe på balkonen og levede mig ind i hans situation: Stadig ung indeni, men i en ældre mands krop. Ligesom mig, der med lidt besvær måtte op at stå indimellem for at applaudere vores ”pote” (ven, red.) Renaud. Ordene i hans sange havde nemlig skabt en samhørighed mellem os allesammen. Akkurat ligesom i begyndelsen af 80’erne. Og hans sange er stadig lige aktuelle. Tag bare “Mort les Enfants” med omkvædet: ”Bal à l’ambassade/ Quelques vieux malades/ Imbéciles et grabataires/ Se partagent l’univers” (”Bal på ambassaden/ Nogle gamle syge/ Idioter og senile/ Deler universet imellem sig”, red.). Der er stadig børn rundt om i verden, der dør, fordi gamle, syge og tåbelige mænd deler universet imellem sig. Heldigvis sluttede Renaud aftenen af med tre håbefulde og livsbekræftende sange. Først “Dès que le vent soufflera” (“så snart vinden blæser”, red.) med de ikoniske linjer : ”C’est pas l’homme qui prend la mer/ C’est la mer qui prend l’homme” (“Det er ikke manden, der tager havet/Det er havet, der tager manden”, red.). Derefter kærlighedserklæringen til datteren: ”Morgane de toi”, for til sidst at slutte af med en sang, inspireret af irsk folkemusik, ”la ballade nord-irlandaise”, hvor han får plantet et appelsintræ, der bærer frihedens frugter. Således opmuntret forlod vi alle nynnende Folies Bergères.
Jørgen Jørgensen er pensioneret gymnasielærer og indehaver af sprogbureauet imparola.dk
