FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
Det lykkes. Jeg henter bilen – helt uden problemer – efter frokost. For nye læsere skal jeg lige rekapitulere: Den gamle franske bil var blevet for slidt, og for lille til familieturene. Derfor måtte jeg finde en anden bil – eventuelt brugt – men da jeg sad i Danmark, var det jo ikke let at vælge hos franske bilforhandlere – og slet ikke risikere problemer med en brugt bil uden at have afprøvet den.
Derfor faldt valget på en lille syvpersoners sag, som jeg havde afprøvet ved en tidligere lejlighed, og som var en demonstrationsmodel med ganske få kilometer på bagen.
Den turde jeg godt give mig i kast med, og det var egentlig ikke så svært at købe den – men at finde ud af, hvilken forhandler, der lå inde med en sådan, var en langvarig affære, når man kun har Internettet at bevæge sig rundt i. Og især var det tidskrævende at nå frem til det rette tidspunkt på dagen at handle i, for alle var til frokost mellem 12 og 14 – i Frankrig altså.
Men det lykkedes at lave en købsaftale og underskrive på 1800 kilometers afstand. Og så var der jo blot tilbage at afhente bilen hos forhandleren.
JEG ER BLEVET TILSAGT af forhandleren en mandag kl. 13.30 – jo da, midt i frokostpausen. Men efter at have gået lidt rundt hos den store forhandler for både at finde frem til afhentningskontoret og et menneske, tiltales jeg af en ung mand. Han mener da nok, at det er mig – for hvem i alverden skulle ellers rende rundt på denne tid – der skal hente bilen, og han er sat til at ordne og underskrive de sidste formaliteter. Endelig kan jeg da præsenteres for det nye vidunder. Dér står den i den store biludstilling – dækket til af en blå stofpresenning.
Det er et højtideligt øjeblik – nærmest som en præsidentiel åbning – da klædet som ved en tryllekunst løftes af, og bilen kommer til syne. Derefter får den unge mand sat mig ind i bilens finesser og funktioner fra a-z. Og så er jeg kørende ud i det franske landskab, hvor jeg straks vover mig ud i provinsen, for researchen til artiklen om Mirabeau skal i gang. Og bilen er en fornøjelse at køre – og ingen træthed at spore efter nogle timer bag rattet.
NU ER ALT jo ikke biler, Frankrig har så meget andet at byde på. I disse tider med corona og mundbind er det såmænd sikkert nok at bevæge sig ud i landet. Og mens jeg kører gennem de smukkeste landskaber i Provence, så glæder jeg mig til at føre familien rundt i det store land – når vi kommer helt på bagsiden af coronaen.
På bilturen går også hjernevindingerne på langfart, og det er mærkeligt at tænke på, hvor meget Frankrig har gået igennem i blot de senere år, hvor familien har haft hus hernede. Terror, strejker, corona – og nu ekstremister, der bevæger sig ind i politik. Gad vide hvad det ender med? Skal jeg her i min modne alder begynde at af-interessere mig for det politiske liv i erkendelse af, at jeg jo alligevel ikke kan stille noget op alene?
Jeg sidder næsten og længes tilbage til de gode gamle dage. At jeg ude i La France stadigvæk kan ane idyl, det er måske ikke så mærkeligt, men hvor gode var de gamle dage egentlig? Når jeg tænker tilbage på 70’ernes flykapringer og terroraktioner, 50’ernes kolde krig, som påvirkede min barndoms lege, de mange krige uden for Europa.
Skal jeg i stedet hengive mig til filmens, familiens og bøgernes verden, hvoraf sidstnævnte for øvrigt er stærkt anbefalelsesværdig, i hvert fald efter hvad de siger i fransk klassisk musikradio, der også bringer kulturnyheder. Det meste af dagens middagsradioavis koncentrerer sig om det nye tegneseriealbum “Asterix et le griffon” – Asterix og griffen, som den danske oversættelse engang vel vil hedde, med mindre man vil bruge et andet ord for fabeldyr, for ordet kan også betyde kildevæld eller en gåsegrib foruden den ruhårede hunderace.
Omtalen varer hele nyhedsudsendelsen, for albummet er så ganske splinternyt og anbefalelsesværdigt. Derfor er det ikke svært at få fat i, da jeg dagen efter går i det lokale Auchan-supermarked, der lige fra indgangspartiet, gennem bogafdelingen og til de nedre kasser foruden ved vinafdelingen har plastret udstillingen til med albums til tilbudspris.
NÆH, SÅ GLÆDER jeg mig mere til sammen med familien at drage på ferieture med oplevelser som dengang vi kun skulle have et par overnatninger på hotel og selv klare middagen, for hvem gider spise på et hotel endsige opholde sig der alt for længe, når naturen kalder og man skal ud og opleve en ny verden – eller i det mindste et område, man ikke har besøgt så meget.
Men forespurgt af hotellets receptionist hvorvidt vi ville have halv- eller helpension – og derefter været blevet bekendtgjort med den favorable pris – så tog vi med et lille suk imod halvpensionen, så middagen blev serveret for os hver aften.
Og hvilken oplevelse. Vi slap for at stæse egnen rundt for at finde en eller anden restaurant, vi kunne nyde roen og freden med fremragende måltider og behagelig servering. Vi kunne nyde i fulde drag, restituere os, hilse på de andre spisende. Slappe af, gå en lille tur i haven både før og efter maden – vi følte os som et ældre ægtepar, hvad vi jo egentlig også var, der adstadigt vandrede livsnydende rundt. Det var en ren lise på den måde at finde ind til sig selv. Jo, det var en ny verden, der åbnede sig – og det er bestemt ikke sidste gang, vi prøver det.
Men også der ramte virkeligheden – for mens vi nød dagene, måltiderne og freden, så slog en gal norsk terrorist til i Norges hovedstad og på øen Utøya.
For slet ikke at tale om dengang i 2016, hvor vi på Promenade des Anglais overvæ-rede 14. juli-festlighederne og fyrværkeriet i Nice – da en anden gal mand terroriserede promenaden med sin lastbil og myrdede 86 mennesker og sårede over 400.
MEN GLÆDEN OVER Frankrig kan ingen tage fra mig. Uanset. På vores egen egn, i vores eget lille område, den lille by på toppen, er de lokale meget glade for at bo. Ikke mindst naturligvis vores nabo borgmesteren, der altid ser ud som om han svæver på en lyserød sky. Han er arbejdsom, forstår samtidig at sætte andre i arbejde og passer vores lille kommune med udtrykkelig flid.
Faktisk er det sådan, at kommunens indbyggertal jævnt hen er steget i de senere år fra 267 i 1962 til 951 ved den seneste folketælling i 2018. For vores større nabokommune ser tallene således ud: Fra 2.876 i 1962 til 7.429.
I begge kommuner er der bygget nye skoler, musikhus, bedre infrastruktur og der laves i stigende grad arrangementer for lokalbefolkningen: vildsvinefester, banko, tenniskonkurrencer, vandreture og meget mere, som ryster indbyggerne sammen.
Det er derfor ganske befriende at møde vores borgmester, der både trives, nyder livet og sætter pris på sit eget Frankrig. Og ikke mindst sætter han pris på vores nye bil, for han forstår så godt, at vi har brug for flere pladser i bilen, med alle de mennesker vi altid er i huset. Og så er den endda fransk – han brød sig vist aldrig rigtig om den britiske Landrover – heller ikke før Brexit.
Selv kører han på motorcykel, her hvor han er kommet op i halvfjerdserne. En japansk model, altså.
