fbpx
Joaquin Phoenix som Napoleon. (foto: FlixPix/Alamy)
Film Historie

Napoleon som filmhelt

Napoleon er en central skikkelse, ikke bare i verdenshistorien, men også i filmhistorien. Nu kan man igen opleve ham i biografen.

Tekst: Peter Christian Rude

”Han kom fra ingenting. Han erobrede alting.” Sådan lyder taglinen til en af efterårets mest imødesete filmtitler, ’Napoleon’ af Ridley Scott. Den 85-årige brite – manden bag klassikere som ’Duellanterne’ (1977), ’Blade Runner’ (1982) og ’Gladiator’ (2000) – er dog langt fra den første, der har givet sig i kast med at filmatisere fortællingen om opkomlingen, der endte med at underlægge sig en hel verden.

For ikke nok med at Napoleon er en af verdenshistoriens afgørende skikkelser. Han indtager også en ganske særlig plads i filmhistorien, og ofte er Napoleon-filmatiseringer drevet af et storhedsvanvid, der ikke lader den franske kejser noget efter. Flere instruktører har knækket nakken på at bringe hans karriere til live på lærredet, og Scott har da også måttet forkorte sin version med hele to timer.

Når emnet er Napoleon, får ambitionerne åbenbart vokseværk. For filmskaberne handler det ikke bare om at yde den historiske figur retfærdighed. Man har også indtryk af, at det gælder om at leve op til de foregående film på området.

En af de tidligste Napoleon-film er også en af de bedst kendte. ’Napoléon’ (1927) af Abel Gance skildrer den første del af Bonapartes liv, fra årene på militærskolen i Brienne-le-Château i det nordlige Frankrig og frem til felttoget i Italien. Den indledes med en af filmhistoriens mest spektakulære åbningsscener, hvor en sneboldkamp bliver filmet som et storslået slag.

Sammen med nogle klassekammerater har en 14-årig Napoleon forskanset sig i en snefæstning. Han lader snebolde fyge som kanonkugler mod den invaderende hær af skoledrenge, før han mister tålmodigheden, stormer til angreb og egenhændigt vinder kampen. Det er effektiv historiefortælling, der på få minutter præsenterer den fremtidige krigsstrategs vovemod.

Det aspekt bliver senere i filmen yderligere udfoldet i forbindelse med belejringen af Toulon i 1793. Her ser vi, hvordan Napoleons ulydighed over for sine overordnede ikke desto mindre fører til, at han indtager den sydfranske havneby og smider englænderne, spanierne og de franske royalister på porten.

Den mest kendte sekvens i ’Napoléon’ finder imidlertid sted henimod slutningen af filmen, der oprindeligt varede 378 minutter, men som i sin længste eksisterende version er godt tre kvarter kortere. Da Napoleon går ind i Italien, bliver lærredet tredelt, hvilket betyder, at vi ser tre forskellige scener udspille sig på en og samme gang. Det krævede oprindeligt tre filmfremvisere og er ud fra et teknisk perspektiv en enestående bedrift, der tydeligt viser, hvor innovativ Gance var.

Filmen ‘Napoléon’ fra 1927 er instrueret af Abel Gance. Her ses Albert Dieudonné som Napoleon i selskab med Harry Krimer, der spiller rollen som (Claude Joseph) Rouget de Lisle, en officer der også var forfatter, bl.a. til Marseillaisen (foto: Photo 12 / Alamy)

Egentlig forestillede Gance sig, at hans film om Napoleon skulle have fem efterfølgere, men han vurderede hurtigt, at det ville blive for bekosteligt et projekt. Til gengæld udsendte han i henholdsvis 1935 og 1972 to nye versioner af ’Napoléon’ under titlerne ’Napoléon Bonaparte’ og ’Bonaparte et la révolution’, hvor han lagde lyd til de stumme optagelser, skar nogle elementer fra og supplerede med nye scener.

Han fulgte i 1960 også op med ’Austerlitz’, med blandt andre Claudia Cardinale, Vittorio De Sica og Orson Welles på rollelisten, der dog var langt mindre panoramisk anlagt end den tidligere film, fordi den først og fremmest fokuserede på et enkelt slag under Napoleonskrigene. Den type film er der i årenes løb kommet en hel del af, heriblandt ikke mindst ’Waterloo’ fra 1970 af den sovjetiske instruktør Sergej Bondartjuk, der med sin filmatisering af ’Krig og fred’ nogle år forinden var blevet berømmet for sin evne til at iscenesætte historiske slag med flere tusinde statister.

Det er let at lade sig rive med af krigsscenerne, og de fleste film om Napoleon synes rundet af en vis basal fascination af eneren, der ikke skyede nogen midler for at nå sine mål. Et anderledes og mere kritisk blik på feltherren finder man hos Youssef Chahine, der i ’Adieu Bonaparte’ (1985) skildrer invasionen af Egypten fra egypternes perspektiv. Michel Piccoli spiller en af Napoleons generaler, Caffarelli, der ender med at forelske sig i landet og dets befolkning.

Også Charlie Chaplin ville brede billedet af Napoleon ud. Han var fra barnsben dybt betaget af kejseren, som ifølge hans mor havde flere fysiske lighedstræk med den far, han aldrig havde kendt. Første gang han legede med tanken om at lave en film om Napoleon var i 1920’erne, men da Gance udkom med sin film, satte han sine egne planer på pause. Han kunne imidlertid ikke slippe idéen, og i en periode forestillede han sig, at hans film om Napoleon skulle blive hans første rigtige tonefilm efter ’Byens lys’ (1931) og ’Moderne tider’ (1936).

Forberedelserne til filmen var enorme. Chaplin kæmpede med, hvordan den skulle se ud, og har efterladt sig 10 forskellige manuskriptudkast, der ligger opbevaret på et filmarkiv i Bologna. Den mest veludviklede idé gik dog på at fortælle en historie om Napoleon som pacifist. Efter nederlaget ved Waterloo flygter Napoleon fra sit eksil på Sankt Helena og vender tilbage til et forarmet Frankrig. Da han erfarer, hvor stor skade han med sin krigsførelse har forårsaget, beslutter han sig for at erobre verden på fredelig vis og udbryder: ”Krigenes og aggressionernes tid vil blive fortid. Man kan udrette mere gennem traktater, venskaber og handelsaftaler.”

Projektet blev dog aldrig til noget. Da 2. Verdenskrig brød ud, besluttede Chaplin sig i stedet for at lave Hitler-satiren ’Diktatoren’ (1940), hvis budskab om fred og broderlig kærlighed ikke desto mindre lægger sig i direkte forlængelse af Napoleon-filmen.

Godt 30 år senere forsøgte også Stanley Kubrick, der var besat af, at Napoleon havde været årsag i sin egen undergang, sig med en film om Napoleon, der skulle følge ham fra fødsel til død. Men heller ikke han skulle lykkes med sit foretagende, skønt han kom langt. Han skrev et manuskript, researchede locations i hele Europa og planlagde slagsscener med 35.000 statister, der ville kræve, at et helt land skulle udleje sine væbnede styrker. Jack Nicholson var desuden castet i hovedrollen som Napoleon Bonaparte. Desværre var der bare ingen, der turde finansiere det, der efter alt at dømme ville blive en meget dyr film, og som i dag sommetider bliver omtalt som ”den bedste film, der aldrig blev lavet”.

Er man interesseret i en udførlig gennemgang af de væsentligste begivenheder i Napoleons liv på film, kan man til gengæld med fordel opsøge den franskproducerede miniserie ’Napoléon’ (2002), der er baseret på historikeren Max Gallos biografi af samme navn, og som byder på store skuespilnavne som Isabella Rossellini, Gérard Depardieu og John Malkovich.

Sikkert er det, at enhver Napoleon-film vil føre til nye diskussioner om manden og myten, der i udpræget grad formede det moderne Europa, ligesom den vil bære præg af filmskaberens egne interesser. Ridley Scott har selv udtalt, at han med sin nye film – i tråd med tidens diskussioner om køn og historisk revisionisme – vil have et øget fokus på Napoleons første kone, Joséphine de Beauharnais. Det bliver spændende at se resultatet af hans anstrengelser. Han står i al fald på skuldrene af filmhistoriske giganter.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.