Nyt om Frankrig

Narkobander går amok i Nantes

Franske betjente fra CRS 82, en politienhed med fokus på narko og optøjer, patruljerer i en forstad til Nantes – december 2023. (foto: Sebastien SALOM-GOMIS / AFP / Ritzau Scanpix)

Den tidligere så fredelige vestfranske by Nantes er hastigt på vej i samme retning som Marseille: En by hærget af narkobander, hvor kuglerne flyver om ørerne på beboerne. Fra nul mord i 2024 så byen i 2025 en voldsom stigning til 57 tilfælde af skyderier – at ingen døde betegnes som held. Det fortæller avisen Le Monde. 2026 har foreløbig budt på 26 skyderier, ifølge mediet Franceinfo. Heriblandt bestilte henrettelser af både en 20-årig og en 22-årig, begge skudt i hovedet på klos hold. Flere unge på 15-16 år uden tilknytning til de kriminelle miljøer er desuden blevet ramt af vildfarne kugler, i mindst et tilfælde med dødelig udgang. I årets første fem måneder er 63 skydevåben beslaglagt, mod 35 i hele 2025.

Stigningen i den narkorelaterede vold menes at handle om indbyrdes stridigheder mellem narkoklaner, som slås om markedsdominans. Narkohandlen er koncentreret omkring den nordøstlige forstad Port Boyer, den vestlige forstad Dervallières, samt Pirmil i den sydlige del af byen, syd for Loire-floden, som løber igennem Nantes. Det særlige ved byen er, at narko handles meget tæt på bymidten i forhold til hvad man ser i andre franske byer.

Tidligere demonstrerede narkoklanerne deres magt med skud i benet, men med likvideringerne synes voldsomheden nu at have bevæget sig nogle trin op ad skalaen. Både politi og politikere lover øget indsats for at dæmme op for problemerne.

ANNONCER