Hønen Monique
Den unge eventyrer Guirec Soudée har udgivet flere bøger om sin jordomrejse med hønen Monique. Den ene er udkommet på engelsk med titlen: A sailor, A chicken, An incredible voyage udgivet på Forlaget Hachette Enfants. Copyright: Forlaget Hachette Enfants
Bøger Rejser

Nekrolog over en høne

Frankrig har mistet en elsket høne. Og ikke en hvilken som helst høne. Den har sejlet jorden rundt og tilbragt en vinter i Grønland indefrosset sammen med sin medrejsende, Guirec Soudée – en filosof camoufleret som eventyrer, der næste år begiver sig ud på verdens mest farefulde regattasejlads, le Vendée Globe, men næppe med en ny rejsekammerat.

Dette er historien om en mand og hans høne. På fransk lyder det lummert – un homme et sa poule – for hønen er her ofte klædt i stram, kort lædernederdel og med tvivlsomt blondinehår. Derfor har de fransk journalister og redaktører også elsket at lave overskrifter til de fantastiske historier om den unge eventyrer Guirec Soudée – og hans højt elskede høne, Monique. 

Det var altså ikke så underligt, at stort set hver eneste nyhedsredaktion i begyndelsen af marts bragte nyheden om, at Monique var sovet stille ind. Monique havde nemlig vist sig at være en høne ud over det sædvanlige og lavet af det samme stof som store eventyrere som Guirec Soudée. Deres veje krydsedes på de Kanariske Øer i 2014, lige før den dengang 22-årige Guirec var på vej tværs over Atlanten. Han havde oprindeligt tænkt på en hund som rejsekammerat – “men en hund fylder” – og når han mumlede noget om en høne, for så kunne man jo få friske æg, så sagde vennerne: “Du er da ikke rigtig klog – en høne vil få stress på din båd og aldrig lægge et æg!” 

Men så var det, at han mødte Monique – “un vrai coup de foudre!” – et lynnedslag 
– ifølge Guirec, der på det tidspunkt ikke havde det store kendskab til høns, hvorefter de to stævnede ud på en rejse, der kom til at vare i fem år.

DET VISTE SIG at være et genialt træk at rejse med en rød høne, for de to rejsekammerater vakte opsigt hvor de end kom frem og gik lige i hjerterne på store og små, hvilket måske har givet Guirec den mission, han nu har påtaget sig: At opfordre og give mod til alle om at vove at leve livet og samtidig huske på, at vi udover ét liv kun har en planet, som vi skal tage vare om. Han har lavet en prisbelønnet film om sin jordomsejling, skrevet tre bøger og er med sin smittende entusiasme en eftertragtet foredragsholder ofte i store erhvervsvirksomheder. 

Monique viste sig at have “un pied marin”, altså at være den fødte sejler. Hun tronede på rorpinden på Yvinec, en 10 meters Skorpion 9 sejlbåd fra 1985, stod de værste storme ud og beviste hermed, at hun ikke er en “poule mouillée” – en våd høne, det franske udtryk for bangebuks, selv om hun mere end en gang blev pjaskvåd undervejs og Guirec tænkte, at nu var hendes sidste time kommet. 

De overlevede også 130 dage i Grønland, frivilligt frosset fast i isen og frivilligt uden mulighed for kommunikation til omverdenen. Heraf 70 dage uden dagslys, så Guirec havde rigget en lampe til så Monique ikke skulle blive helt bims. Heldigvis fortsatte hun med at lægge æg, for Guirec fangede mod forventning ingen fisk og havde kun 36 kg ris at leve af udover de 106 æg, hans rejsekammerat producerede.

“JEG MÅTTE RATIONERE min mad kraftigt, og jeg tabte 12 kilo, men jeg overlevede takket være Monique,” har han siden utrætteligt fortalt, og gentog det endnu en gang forleden som hyldest til Monique, da hun var draget til de evige hønsegårde. For et par år siden gik Monique på pension, og heldigvis for det, for hun havde næppe overlevet Guirecs efterfølgende eventyr, herunder en tre måneder lang tur-retur over Atlanten i 2021 i en otte meters robåd, hvor Guirec tabte 14 kilo og troede hans sidste time var kommet, da han kæntrede på hjemrejsen.

Soudée er i mellemtiden blevet far, men selv om det måske er hans livs allermest fantastiske eventyr, afholder det ham ikke fra nye udfordringer. Han har i den seneste tid deltaget i de fleste solo-regattaer, herunder den seneste Route du Rhum fra Saint-Malo til Guadeloupe, for han er ved at forberede sig til, hvad der anses for jordens hårdeste kapsejlads, le Vendée Globe, solo-sejlads jorden rundt uden stop eller hjælp, som vi før har skrevet om. 

Det er en så ekstrem oplevelse, at skipperne her sejler i ophøjet ensomhed, men det er dog sket, at fårekyllinger har sneget sig om bord på bådene, når de passerede Kanarie- eller Cap Verde-øerne, og har holdt skipperne ved selskab i flere uger. Du kan læse mere om Guirec og Monique her: www.guirecsoudee.com

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags