fbpx
Kultur Provence Rejser

Nice er blevet verdenskulturarv

Nice er Frankrigs femtestørste by og turistmæssigt set en af de mest populære
I dag er Nice Frankrigs femtestørste by og turistmæssigt set en af de mest populære. Foto: C. Marchand, PACA
Endnu er den franske baguette, som vi skrev om i forrige nummer, ikke kommet på UNESCO’s verdensarvliste. Til gengæld kom den sydfranske by Nice i juli på listen som Rivieraens vinterby.

Udvælgelsen af Nice som verdenskulturarv er kulminationen på to århundreders historie og ti års kandidatur. Dermed er den sydfranske by blevet klassificeret som “Rivieraens vinterby” på grund af sin arkitektur-, landskabs- og byplanlægningsarv formet af mere end 200 års kosmopolitisk historie fra slutningen af 1700-tallet. Byens borgmester, Christian Estrosi, går et skridt videre og nævner den simpelthen som “Vinterens hovedstad.” 

Men man kan ikke tale om Nice uden også at tale om verdens mest berømte gade: Promenade des Anglais. Og det kommer jeg til i denne artikel.

Som sædvanlig var englænderne de første, der så mulighederne i Nice. Ganske vist strækker historien sig endnu længere tilbage, for både fønikerne, grækerne, kelterne, romerne og endnu flere havde på skift været i området, som regel af strategiske årsager. Imens havde den lille by levet sit eget liv med en livlig handel og ikke mindst fiskeri. Men allerede fra midten af 1700-tallet var englænderne altså kommet af helt andre årsager. De slog sig ned i udkanten af byen ved Baie des Anges, englekysten, som den allerede blev kaldt dengang. 

Denne bugt, som strækker sig fra den yderste østlige spids på Cap d’Antibes til den yderste vestlige spids på Cap Ferrat, og som moder Natur på smukkeste vis havde været millioner af år om at danne, blev i løbet af ganske få år fra den franske indlemmelse af området i 1860 gjort ukendelig.

Place Masséna i Nice
I 1835 blev de majestætiske bygninger på Place Masséna opført. Foto: Finn Rastén

HER KAN JEG LIGE benytte lejligheden til at slå hul på myten om den azurblå bugt. Baie des Anges – englebugten – har intet til fælles med de vingede væsener fra de bibelske billeder. Englene kommer slet ikke fra himlen – de kommer derimod fra dybet, fra det Middelhav, der har sin mest lokkende farve netop ved promenaden.

Det er fisken squatina angelus, der har lagt navn til – og den er ikke engang køn at se på. Lokalt kaldte fiskerne den for lou pei-ange, på engelsk hedder den angelfish, der direkte oversat betyder englefisken. Fisken er en form for rokkelignende haj, der bliver to til tre meter lang. Navnet hentyder nok snarere til dens store “engleagtige” finner, men tilbage i Nicehistorien er der græsselige sagn om fisken, dens størrelse og farlighed, som gjorde livet besværligt for de lokale fiskere. I lighed med himlens engle ses fisken dog ikke længere i området. Den stigende færdsel langs hele kyststrækningen har fået den til at søge ud på dybere vand – formentlig helt uden for Middelhavets grænser.

I dag mødes hele verden igen i Nice
I dag mødes hele verden igen i Nice – ikke mindst i den gamle by og langs stranden under de viftende palmer. Foto: Finn Rastén

DEN FØRSTE NICE-TRAKTAT har næsten 500 år på bagen. Det var en borgfred, der fandt sted i 1538 mellem pave Paul III, kong Francis I og den hellige romerske kejser Charles V. Freden varede dog ikke længere end til 1543, og Nice blev udsat for angreb og dele af den gamle by blev bombet sønder og sammen. 

Nice har altså været vant til at være verdenshistorisk centrum, og levede sit fredelige og ufredelige liv indtil englænderne i det 18. århundrede fandt frem til idyllen og det gode vejr, hvor de kunne henslæbe vinteren, når de selv blev hjemsøgt af regn, tåge og kulde. De ville helt ned til vandet og måtte bane sig vej langs den rivende flod Paillon, der dengang løb i udkanten af byen og i dag stadigvæk har sit udløb, dog overdækket, ud for den grønne Place Albert lidt vest for Vieux Nice.

Chemin des Anglais for 140 år siden
Idyllisk så der ud for 140 år siden, da den engelske pastor Lewis Way tog initiativ til bygningen af den lille, smalle sti, Chemin des Anglais. Ved højtiderne kan det i dag tage sig ganske anderledes ud, når byens borgere og turister indtager promenaden.

Det var englænderen Lewis Way (1772-1840), der blev initiativtager til byens første kystvej. Han var præst og hans store og hellige mission i denne verden var at omvende jøderne til den engelske kirke. Det havde allerede ført ham til den russiske zar Alexander I (1777-1825), hvor han var gået i forbøn for jøderne, der var ofre for russiske pogromer. 

Da den initiativrige pastor rejste til Nice med sin familie for at hans børn kunne lære både fransk og italiensk, blev han naturligvis berørt af fattigdommen blandt lokalbefolkningen. Og for at bringe lidt velstand til byen overtalte han de velhavende engelske besøgende til at etablere en kystvej, der kunne forbinde kysten og de få strandvillaer til resten af byens område. 

Promenaden i Nice
Idyllisk så der ud for 140 år siden, da den engelske pastor Lewis Way tog initiativ til bygningen af den lille, smalle sti, Chemin des Anglais. Ved højtiderne kan det i dag tage sig ganske anderledes ud, når byens borgere og turister indtager promenaden. Foto: Finn Rastén

120 mænd, 89 kvinder og 74 børn deltog i byggearbejdet, der kom til at koste den nette sum af omkring 120.000 kroner – et ikke ringe beløb dengang. Vejen – må-ske snarere en sti ville man nok kalde den i dag – stod færdig i 1824, og dermed var grundstenen lagt til både byens opgangstid og den senere Promenade des Anglais – englændernes promenade.

DEREFTER KAN MAN roligt sige, at byggeriet i Nice tog fart. I 1835 blev de majestætiske bygninger på Place Masséna opført samtidig med kajanlæggene langs Paillonflodens østlige bred, i 1844 fortsattes kystvejen nu lidt længere mod vest og i 1856 blev vejen udvidet til ti meters bredde fra kun fire meter. Først i 1868 – fire år efter at jernbanen var nået til byen – blev de første palmetræer plantet. Fra 1874 gik det ekstra stærkt, da pariserekspressen blev etableret og rejsetiden fra Paris over Marseille til Nice kom helt ned på 18 timer.

Nice blev kasinoernes by i slutningen af 1800-tallet
Nice blev kasinoernes by i slutningen af 1800-tallet. Jetée-Promenade var et kunstigt fornøjelsespalads bygget på pæle ud i vandet ved stranden. Den store trækonstruktion blev indviet 4. april 1883, brændte samme aften ned, men allerede i 1885 stod en ny bygning klar.

I mellemtiden var der skudt det ene hotel efter det andet op langs promenaden, der på det tidspunkt hed Rue du Littoraldes-Anglais – den engelske kystvej. Stykke for stykke blev vejen bygget længere og i 1903 nåede den helt ud til hestevæddeløbsbanerne, der hvor lufthavnen ligger i dag. Samme år blev promenaden forbundet med Nationalvejen, der siden 1864 havde krydset Var-floden i vest. 

Allerede inden promenaden overhovedet var blevet til en sti, var der på østsiden af Paillonfloden bygget en lille kyststrækning – og i 1864 blevet de to bydele forbundet med en bro – Pont des Anges – henover den brede flodmunding. I 1890’erne startede man så på at overdække floden, så promenaden rundt om pynten, den der i dag hedder Quai des Etats-Unis og Quai Rauba, kunne forenes.

Belle epoque husene ved Place Guynemer i Nice
Belle epoque husene ved Place Guynemer lige neden for Le Château, den gamle borg, har klippe til bagsiden og hav til forsiden. De smukke huse, der er fredet i dag, er fra en tid, hvor man skærmede sig for solen og helst ikke skulle have farve på kinderne. Derfor har meget få af lejlighederne altaner. Foto: Finn Rastén

I DAG ER FLODEN overdækket fra havet og flere kilometer op i det nordlige Nice. Dermed flyder floden, der dog har mistet det meste af sine rivende kraft, ind under byen, under Massénapladsen, under kunstmuseerne og Acropolis – og bestemt også under byens 12 ha store grønne park Promenade du Paillon, der blev indviet i 2014. 

Arbejdet med parken påbegyndtes i 2010 med at parkeringshusene, der var blevet opført i 50’erne – dengang det var bilernes tid – blev revet ned. Det samme gjaldt busterminalen. Nice skulle have et grønnere image – ikke så meget for turisternes skyld, som for byens egne indbyggere. Da planerne blev præsenteret, afstedkom det med det samme prisstigninger på ejendomsmarkedet på 20 procent. For hvem ville ikke gerne bo langs parken, nu da udsigten skulle skiftes fra larmende og osende busser til fredelige fodgængere og mindre støjende sporvogne?

Den gamle by I Nice
I den gamle by er husene ikke jordskælvssikrede på trods af, at der forekommer jordskælv i området. Men idyllisk er der med spændende butikker, restauranter og masser af liv. Foto: Finn Rastén

HELE DET STORE sporvognsprojekt, som bystyret satte i gang for ca. 20 år siden, blev besværliggjort, idet man ustandselig stødte på forhindringer, bl.a. ruiner fra romersk tid. Ikke mindst fordi man langs floden samtidig var i færd med at bygge en hurtigvej under det meste af Nice for derved at mindske trafikken i byen.

Tilsvarende blev de store planer for promenaden igangsat. Den ydre hurtigvej om byen, voie rapide, der visse steder når op i flere etagers højde, er stadig i gang med at blive udvidet, og man har samtidig indsnævret Promenade des Anglais og dermed mindsket trafikken. Promenaden var nemlig i mange år benyttet som hurtigvej fra lufthavnen. 

Den russiske kirke i Nice
Kontrasten mellem den gamle by og den russiske kirke i den anden ende af byen er stor. Kirken blev indviet i 1912 og har netop gennemgået en renovering. Foto: Finn Rastén

For få år siden drønede bilerne af sted langs promenaden ind til Nices hjerte. Det var en fristende tur for bilisterne, for de 4-5 baner i hver retning kunne sammenlignes med en autostrada af de smukkeste dimensioner, hvor man ustandseligt fik blikket væk fra vejen og rettet mod det azurblå hav. Men den hurtige trafik har politiet sat en stopper for med hastighedsbegrænsninger, radarsystemer og bødeudskrivninger. Ind i mellem er vejen også spærret, når der er karneval i byen, cykelløb og andre festligheder.

Endvidere sikrede man vejen yderligere efter den frygtelige tragedie i 2016, da 85 mennesker blev dræbt og over 400 såret på Bastilledagen den 14. juli af en lastbilchauffør, der udførte en terrorhandling af dimensioner.

Sporvognen på Place Garibaldi i Nice
Byens styre har sat tre store historiske personligheder i fokus: Napoléon III (1808-1873), Joseph (Giuseppe) Garibaldi (1807-1882) og André Masséna (1758-1817), der alle havde betydning på ikke blot Nice’s men hele Savoyens tilknytning til Frankrig. Place Garibaldi, der har navn efter frihedskæmperen, som var født i Nice men imod en indlemmelse i Frankrig, fik for få år siden en længe tiltrængt forskønnelse, da man ved samme lejlighed indførte tramwayen. Foto: Finn Rastén

DER BLEV SAT ekstra gang i byens udvikling, da Frankrig ved folkeafstemning i 1860 annekterede hele den østlige del af Côte d’Azur – fra Nice til Menton – med undtagelse som bekendt af Monaco. Det kan roligt siges, at Frankrig havde meget stor indflydelse på valgets resultat. Op til de to folkeafstemninger i april 1860 var der overalt en synlig fransk militær tilstedeværelse, en massiv fransk kampagne for et ja, og franske trusler om fængsel og deportation, hvis man stemte nej. Resultatet i Savoyen og Nice, stort set svarende til nutidens tre departementer Haute-Savoie, Savoie og Alpes-Maritimes, var derfor ikke overraskende. I Nice var der godt 84 pct. for, og i Savoyen tæt på 100 pct. 

Nice blev præget af rigdom. Den blev samlingspunktet for Europas kronede hoveder, det rige bourgeoisi, industrifyrster, kunstnere, eventyrere, boligspekulanter og plattenslagere. Det var la belle époque, perioden fra midten af 1850’erne frem til Første Verdenskrig. Man ville fornøjes, man ville more sig og tjene penge. 

I 1880 overvintrede over 25.000 turister i byen, og hotelbyggeriet havde fart på: 40 hoteller i 1870, 128 i 1900, 182 i 1910. Promenaden blev omdannet til en hotellernes promenade. Det var dengang luksushotellerne serverede 12 retters menuer til frokost og 14 retter til aften. 

De ældste huse i Vieux Nice
De ældste huse i Vieux Nice – det gamle Nice – strækker sig tilbage til Middelalderen med snævre gader. Et godt indtryk får man fra toppen af den gamle borg, hvor turisttoget kører op og hvortil der også går elevator. Foto: Finn Rastén

Derfor blev Nice også kasinoernes by. Jetée-Promenade var et kunstigt fornøjelsespalads bygget på pæle ud i vandet ved stranden. Den kæmpemæssige trækonstruktion blev indviet 4. april 1883 – men den holdt ikke længe. Samme aften brændte bygningen ned til grunden i løbet af ganske få minutter. Men allerede i 1885 stod en ny bygning klar til at more folket. Den holdt helt frem til Anden Verdenskrig, hvor den sidste del af jernkonstruktionen blev fjernet af nazisterne for at blive benyttet i krigsindustrien.

Nices nyeste store park, Promenade du Paillon
Byens nyeste store park, Promenade du Paillon, er populær for alle aldre både sommer og vinter. Den strækker sig fra Middelhavet ved Promenade des Anglais op gennem byen, krydser den smukt renoverede Place Masséna og slutter i øjeblikket ved museet for moderne kunst, ca. 1,2 km fra stranden. Men planen er at videreudbygge den med endnu en kilometer. Foto: Finn Rastén

SOM DET VAR TILFÆLDET med alt andet liv i Nice kom Første Verdenskrig og de efterfølgende økonomisk dårlige år til at betyde nedgangstider for byen og promenaden. Det ene hotel efter det andet gik fallit, men der foregik alligevel ihærdige forsøg på at klare sig gennem krisen. I det famøse år 1929, hvor det store børskrak fandt sted, blev det kæmpemæssige luksushotel og kasino la Méditerranée indviet. Salon de la Mer, restauranten på 1. sal, kunne rumme 2.000 spisende gæster, men den største attraktion var et teater med balkoner og loger. Hotellet klarede skærene helt frem til 1978, hvor det gik fallit. Gennem alle årene var det dog skandaleombrust: Kærlighed, mord, selvmord, flugt, korruption og mafiosi-tilstande. I 2006 blev le Palais de la Méditerranée genopbygget i ny luksusstil med kasino og swimmingpool.

At verden samledes i Nice, at europæerne viste sig for hinanden på Promenade des Anglais var egentlig et vinterfænomen. Man viste sig ikke på stranden i badetøj, damerne brugte paraplyer for at skærme sig mod solens stråler og det er typisk, at husene dengang var bygget uden balkoner. Det ses i dag stadigvæk på de ejendomme, der runder pynten på vejen til den gamle havn. 

Det var først, da europæerne fik bevilget to ugers betalt sommerferie i 1930’erne at byen begyndte at leve om sommeren og det gik endnu stærkere i 50’erne og frem, da ferierne blev længere.

Vandleg i park Promenade du Paillon i Nice
Om sommeren er der liv og glade dage i den nye store park Promenade du Paillon, hvor badespringvandet fyldes med glade børn. Foto: Finn Rastén

I dag mødes hele verden igen i Nice – ikke mindst i den gamle by og på Promenade des Anglais under de viftende palmer. Man behøver ikke længere høre til det øverste hierarki eller være styrtende rig. Promenaden er blevet Rivieraens vigtigste strøg, hvor man midt i mylderet af mennesker kan finde freden og roen i storbyen.