Nino Ferrer var langt mere end manden bag de skæve 60’er-hits Le Téléfon og Mirza. Med udgangspunkt i hans finurlige tekster tegner Jørgen Jørgensen her et portræt af en kunstner, hvis humor og sproglige leg dækkede over en dyb melankoli – og en af de mest særprægede stemmer i fransk populærmusik.
Af Jørgen Jørgensen
Fælles for de franske sangere, jeg indtil nu har behandlet i La Frances spalter, er, at de forener iørefaldende rytmisk musik med tekster, der ligger godt i munden. Dvs. der har gode rim og slående udtryk, man nemt kan huske. Det er min personlige smag, og hvis jeg så falder over en sang, hvorudfra man kan behandle et eller andet sprogligt emne, bliver den indbyggede fransklærer i mig glad. En sådan sanger var den fransk-italienske Nino Ferrer, som jeg vil komme nærmere ind på i denne artikel.
I forbindelse med franske adjektiver og nasalvokaler introducerede jeg hans store hit fra tresserne, Le Téléfon, for mine elever. Nej, der er ikke en stavefejl i titlen. Det hedder den virkelig.
Som i så mange andre af hans sange hører man her om flere forskellige personer og familiemedlemmer, og de er hver især karakteriseret med adjektiver, der rimer på deres lidt gådefulde navne:
Bernadette, elle est très chouette/et sa cousine, elle est divine/mais son cousin, il est malsain/je dirais même que c’est un bon à rien (Bernadette er meget sød/ og hendes kusine er guddommelig/men hendes fætter er usund/jeg vil endda sige, at det er en døgenigt).
Ud fra sådan et vers har man alle muligheder for at gennemgå han- og hunkøn af adjektiverne og deres udtale med nasalvokal eller ej. F.eks. divin over for divine. Men så kommer det skøre omkvæd med Gaston og telefonen, der ringer og ringer, men ingen tager den:
Gaston y’a l’téléfon (i stedet for “le téléphone”) qui son (i stedet for sonne)/ et y’a jamais person (i stedet for personne), qui y répond. Og hvad stiller en pædagog så op med disse nasaler, hvor de ikke skulle være? Jeg valgte at lade eleverne gå på jagt efter tre fejl. Siden har jeg spekuleret på, hvorfor Nino Ferrer gjorde således. Ordene skulle selvfølgelig rime på Gaston, og omkvædet bliver da også mere kraftfuldt.
Inspirationen til sangen fik han under et ophold på skisportsstationen Megève i De franske Alper. Her spiste Nino regelmæssigt på bar-restaurant ”La Patinoire” (skøjtebanen), hvis chef hed Gaston. Denne var imidlertid så optaget, at han som regel lod telefonen ringe i flere minutter uden at tage den. Lyden irriterede sangeren, hvorfor han sagde: « Gaston, y’a le téléphone qui sonne, y’a personne qui répond ». Hertil replicerede værten: « Il me fait chier, le téléphone ». Sangen blev et hit og en del af den fælles franske kultur. I en sådan grad, at navnedagen for Gaston (6. februar) i 2001 blev valgt til ”verdensdag uden mobiltelefon”.
Sangen kan også stå som model for, hvordan Nino Ferrer ofte bygger en sang op. Her er den manglende kommunikation mellem mennesker tit i centrum. En anden af sangene på skiven fra 67, som jeg straks fik købt i den franske boghandel i København, hedder Madame Robert. Her skifter versene mellem at handle om sangerens alter-ego, ”l’affreux Jojo” (den forfærdelige Jojo), og nogle af hans familiemedlemmer (far, mor, bror og bedstemor). Under alle omstændigheder slutter alle versene med en reference til den gådefulde Madame Robert. Jeg anfører første og sidste vers for at vise teknikken:
| Mon père est un homme de bien | Min far er en formuende mand |
| Il possède des magasins | Han ejer forretninger |
| D’objets noirs et de choses carrées | Sorte genstande og firkantede ting |
| Il est sujet aux rhumes en été | Han lider af sommerforkølelse |
| Le dimanche avec ses amis | Om søndagen sammen med sine venner |
| l fait des parties de rami | Spiller han rommy |
| Ils boivent le vermouth et la bière | De drikker vermouth og øl |
| En parlant de Madame Robert | mens de taler om fru Robert |
| … | |
| Et moi, je suis l’affreux Jojo | Og mig, jeg er den forfærdelige JoJo |
| Je sors la nuit sans waterproof | Jeg går ud om natten uden regnfrakke |
| Je compose un opéra bouffe | Jeg komponerer en komisk opera |
| Sur la bataille de Waterloo | Om slaget ved Waterloo |
| Je collectionne les conifères | Jeg samler på nåletræer |
| Les escargots, les parapluies | Snegle, paraplyer |
| Les papyrus hindoustanis | Urduske papyrusser |
| Et je connais Madame Robert | Og jeg kender fru Robert |
Tit er hans sange bygget op over et spørgsmål. Som i et andet hit, Mirza, hvor han leder efter sin hund: « Où est donc passé ce chien/ Je le cherche partout/ Où est donc passé ce chien/ Il va me rendre fou ». Eller i « Oh ! He ! Hein ! Bon ! », hvor der startes med: « Qu’est-ce que j’ai fait de mes clés/mes lunettes et mes papiers/mon veston, mon lorgnon/mon étui d’accordéon/ », hvorefter han slår fast, han godt véd, han forlægger alt, men man skal ikke tage gas på ham. Derefter er vejen banet for de næste vers, hvor det er nye ting, der bliver væk for ham.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det gået op for mig, at jeg slet ikke har udnyttet Nino Ferrer tilstrækkeligt i min franskundervisning. Det er en gave til en lærer med sådan en fast versopbygning med ord hentet fra det samme betydningsområde. Forleden forsøgte jeg at gøre skaden god igen ved at lære mit barnebarn Marcel lidt fransk med sangen Les cornichons. Den er oprindeligt lavet af en amerikaner og hed Big Nick. Det fik Nino Ferrer til at tænke på picnic, og han forfranskede teksten til en historie om en familieudflugt, hvor moderen har brugt tre dage på at pakke alt ned i kurve, flasker og pakker (og også har husket radioen). Da alt så er pakket ud på destinationen, bliver det regnvejr, og de må pakke det hele ned igen, fordi de har glemt paraplyen. De spiser derhjemme, og det giver anledning til en ny opremsning af fødevarer og værktøj som proptrækker og dåseåbner. Så nu kan barnebarnet de franske gloser for sennep (moutarde), hårdkogte æg (œufs durs), ost (fromage) osv.
Nu kunne man som læser få det indtryk, at alle hans sange bare er skæg og ballade. Det er ikke tilfældet. I grunden har han gennemgående ”le blues”, og det hænger utvivlsomt sammen med hans biografi. Han blev født i Genoa i 1934. De første fem år af sit liv tilbragte han i Nouméa på Ny Caledonien. Her arbejdede faderen som ingeniør, da han mødte Ninos mor. De blev gift, og det fransk-italienske par gav deres dreng navnet Nino Agostino Arturo Maria Ferrari. På en ferie til Italien udbrød Anden Verdenskrig, så Nino fik sine første skoleår i en italiensk skole. I 1947 ankommer familien til Paris, og her lever Nino stort set sit liv indtil 1977, hvor han slår sig ned på landet i Quercy. Han bliver naturaliseret fransk i 1989.
I Paris studerer han på Sorbonne. Blandt andet emner som etnologi, religionshistorie, arkæologi og italiensk filologi og kultur. Som 15-årig begynder han at tegne og interessere sig for jazz. Han bliver musiker og akkompagnerer forskellige jazz-koryfæer. Han begynder at optræde for sig selv i kabaretter på Seinens venstre bred (rive gauche). Han får dannet sin første rythm’n blues-gruppe, og den første plade kommer i 1963.
I et forord til en bog med hans tekster (Nino Ferrer: Textes? Point Virgule. Editions du Seuil, 1997) angiver han selv de mange omvæltninger i sit liv som en forudsætning for sin lyst til at udtrykke sig kunstnerisk. Der er en masse følelser, der skal ud. Så bag de mange gimmicks gemmer der sig en følsom sjæl. Med alderen er jeg selv kommet til at værdsætte de mere stille sange, hvor man mærker hans længsel efter en mere autentisk verden i harmoni med naturen og en ”âme sœur”(tvillingesjæl). En af mine favoritter fra midt i 70’erne er sangen Le Sud, hvor han lægger ud med et billede fra sin barndom i Italien, hvor der hænger vasketøj til tørre på terrassen: « C’est un endroit qui ressemble à la Louisiane/À l’Italie/Il y a du linge étendu sur la terrasse/Et c’est joli/On dirait le Sud/Le temps dure longtemps/Et la vie sûrement/Plus d’un million d’années/Et toujours en été ». Men denne evige sommeridyl, der sammenlignes med Louisiana, bliver på et tidspunkt ødelagt af en forudanelse om krigen, der vil komme. Sådan er virkeligheden, men det kunne have været så godt: « On aurait pu vivre/plus d’un million d’années/et toujours en été » (vi kunne have levet/mere end en million år/og altid om sommeren)
Også i sine kvindeportrætter er han romantiker. Måske ikke så meget på den plade fra 1967, som jeg flere gange har været inde på, hvor der er en sang med titlen Je cherche une petite fille, hvor han i første linje supplerer med: ” … qui voudrait bien/me prendre la main quand j’ai trop bu” (jeg søger en ung pige, som gerne vil tage mig ved hånden, når jeg har drukket for meget). Senere siger han dog, at han gerne vil have, at hun bliver nær ved ham resten af livet. Men konklusionen er: « Je l’ai cherchée longtemps, j’ai cru la voir souvent/mais ça ne se trouve pas facilement, oh non/ mais ça ne se trouve pas facilement » (jeg har ledt længe efter hende, jeg har ofte troet at se hende/men sådan en findes ikke så nemt).
I 1967 ansætter han en ung kvinde, Jacqueline Monestier, med kaldenavnet « Kinou », som sin personlige assistent. Hun indretter sit kontor i Nino Ferrers forældres lejlighed. Efter nogle uger bliver det til en intim relation mellem de to, og i 1969, hvor sangeren en tid flytter til Rom, bliver Kinou hans officielle livsledsager. I 1978 bliver de gift, og de får to drenge sammen. Indimellem rager han uklar med pladeindustrien, idet han hele tiden hævder sin integritet til at søge nye kunstneriske veje. I perioder kaster han sig også over sin anden passion, maleriet. På et tidspunkt får han problemer med hørelsen, og han planlægger derfor at lave et sidste album. Han bor nu på et landsted, la Taillade tæt på Montcuq-en Quercy. I juni 1998 dør hans mor, Mounette, som 86-årig. Hun har boet hos sønnen siden faderens død i 1981. Hendes død giver ham tilsyneladende skyldfølelse, og i sin depression begynder han at skrive i en dagbog med titlen ”1998 et suite (peut-être)” (1998 og videre (måske)). Heri er der skitser til nye sange og et testamente på rim, hvori han beder de nærmeste undskylde sit hidsige temperament, samtidig med at han fortsætter angrebene på showbizz.
Som læseren nok tidligere har anet, er Nino Ferrer ofte ”mal dans sa peau”, som man siger på fransk. I øvrigt lavede han engang et hit på både fransk og italiensk med titlen ”Je veux être noir”, hvor han drømmer om at være sort som de store blues-sangere og jazz-musikere. Man kalder ham også ”den franske Ray Charles”. I august 1998 eskalerer denne depressive tilstand, og en morgen tager han sit jagtgevær og går ud på en mark og skyder sig.
Det planlagte album, Suite et fin (fortsættelse og slutning), blev altså aldrig færdiggjort. Kun et enkelt nummer, Innocence, indspillet med sønnen Pierre, er siden blevet publiceret. Vi må altså nøjes med de 17 albums, det blev til. Og så nogle tekster. I en af de sidste sange, Homlet, der indeholder mange Shakespeare-referencer, filosoferer han over det at være eller ikke at være. Her lyder der et ekko af den sang, jeg startede med:
| Être ou ne pas être | At være eller ikke at være |
| Telle est toujours la question | Det er stadig spørgsmålet |
| Et y a toujours jamais person | Og der er stadigvæk ikke nogen |
| Qui y répond ! | Der svarer derpå |
Men synge blues som ingen anden franskmand, det kunne han i al fald. Mit yndlingsnummer i den genre er Le millionaire, der handler om en mand, der mister alt i et spil poker. Det er den sidste sang på min single fra 67, og den kan jeg udenad. Den har jeg ofte flippet helt ud til, og det opfordrer jeg også læseren til. Jeg anfører lige det første vers (uden oversættelse):
Hier encore je vivais comme un millionnaire
J’avais des dollars, je ne savais qu’en faire
J’étais reçu comme un roi dans les clubs à la mode
Whisky, champagne, cigares, les jolies blondes
J’avais des amis sur toute la Terre
Rien que des sourires et des belles manières
En une nuit tout est parti dans une partie de poker
