Nyt om Frankrig • Historie • Paris

Notre Dame slår dørene op med åbningsoktav

Gejstlige på vej mod hovedalteret, der er designet af Guillaume Bardet, ved dets indvielse ved den første messe i den rekonstruerede Notre Dame søndag d. 8. december 2024. Macron-parret ses på første række. (foto: Ludovic MARIN / AFP / Ritzau Scanpix)

Otte dages fejring – en oktav – skal der til, når Notre Dame i Paris i disse dage slår dørene op efter fem års rekonstruktionsarbejde. Udtrykket oktav har rødder i katolske liturgiske traditioner, hvor otte dage forlænget højtid ofte afslutter kirkelige festdage. I Notre Dame begyndte festlighederne i går, lørdag d. 7. december, med en storslået genåbningsceremoni, der havde prominent deltagelse af en lang række statsoverhoveder. Emmanuel Macron og frue var selvfølgelig på første række, og i en politisk triumf for Macron var både Donald Trump og Volodomyr Zelensky ligeledes til stede, hvilket førte til et uplanlagt møde mellem de tre præsidenter – to som bekendt siddende, og en nyvalgt. Zelensky entrerede kirken under klapsalver, mens jubelen var mere afmålt ved Trumps ankomst.

Macron og Trump gjorde ikke desto mindre meget ud af at vise, at de to var tætte og forstod hinanden, og måske var det ikke helt tilfældigt, at Marseillaisen blev fremsunget af en amerikansk operasangerinde, og at den amerikanske musiker Pharrell Williams og et 70-mand stort gospelkor udgjorde aftenens overraskelse, med opførsel af en udvidet version af hittet ”Happy” foran kirken, til opmuntring af de 40.000 udendørs gæster i det blæsende og regnvåde parisiske vintervejr. Således var det politiske og profane også tilgodeset i en ellers grundlæggende sakral begivenhed, som ærkebiskoppen i Paris, Monseigneur Laurent Ulrich, forestod. Macron undlod i øvrigt at deltage i nadveren, da adskillelsen af kirke og stat er et emne, der ofte afstedkommer polemikker i det franske.

To daglige messer skal i den kommende uge takke de mere end 2000 personer, der har været involveret i rekonstruktionen, donatorerne, brandmændene og endda de handlede i kvarteret. I starten vil kirken have åbent til kl. 22, og derefter genfinde sine normale åbningstider, dagligt fra kl. 7.45 til 19.

En af højdepunkterne i den kommende uges fejring er genindbæring af tornekronen, som Jesus menes at have båret på korset, og som under branden blev reddet af brandmændene. Tornekronen har været opbevaret i Notre Dame siden 1806, og fremvises kun ved særlige lejligheder. Oprindelig blev tornekronen bragt til Frankrig i 1239 af Ludvig IX, som havde erhvervet det betydningsfulde relikvie i Konstantinopel, og indtil revolutionen var den opbevaret i Sainte-Chapelle, der også ligger på Île de la Cité.

Rekontruktionsarbejdet har været støttet af ikke mindre end 340.000 donatorer fra 150 lande, hvilket siger noget om kirkens betydning for kristne verden over. Franskmændene selv står dog for størstedelen af donationerne. 300.000 donationer kommer fra små donatorer, der i snit har doneret €236, mens stordonatorer som familierne Arnault (LVMH), Bettencourt (L’Oréal) og Pinault (Kering) har lagt beløb på 100 og 200 mio. euro. 18 pct. af pengene er endnu ikke brugt, og planlægges anvendt til en udvendig restaurering af Notre Dame.

Af skade bliver man klog – og en brand i Notre Dame ønsker ingen at se igen. Efter rekonstruktionen er Notre Dame derfor spækket med røgdetektorer og termiske kameraer, der kan rapportere om unormal varme. Fra et nyt kontrolcenter kan hele bygningens temperatur følges i realtid. Hvis en brand skulle opstå, er et splinternyt sprinklersystem på plads, som automatisk udsender en vandtåge, der kvæler ilden. I det hele taget er brandsikring blevet indtænkt som et centralt element i rekonstruktionen. Cigaretterne kan de 15 mio. årlige besøgende godt lade blive i lommen.

Notre Dame er dermed klar til at genindtage sin rolle som et af de vigtigste steder for katolsk tilbedelse i Frankrig og verden, samt som pilgrimssted for troende, der særligt i Påsken valfarter til kirken. Med sin betydning i fransk historie – det var her, Napoleon Bonaparte blev kronet i 1804, her, man fejrede Paris’ befrielse i 1944, og her, der holdes ceremonier for nationale helte som Victor Hugo – er et symbol på den franske kulturelle og nationale identitet genetableret og fem års lidelse, med ærkebiskop Ulrichs ord, er ovre.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

ANNONCER