Måske skulle nogen fortælle medlemmerne af Nationalforsamlingen, at valgkampen er forbi, nu gælder det om for alvor at komme i arbejdstøjet og finde løsninger på de utallige problemer, samfundet står over for.
Nationalforsamlingen åbnede mandag d. 4. oktober med endnu en seance med råben, skrigen og fornærmelser gjaldende gennem salen. Programmet må ellers siges at være ret så omfattende. Regeringen har lagt op til forhandlinger om reglerne for understøttelse af arbejdsløse, et finansbudget, der hurtigt skal vedtages, og endelig la Sécu – sygesikring – og – ikke mindst – les retraites – reformer for pensionsordningerne, der i over 30 år har været et eksplosivt emne, der mangen en gang er blevet opgivet.
I 2022 er det stadig et emne, der næsten automatisk er garant for demonstrationer landet over, hvor bannerne ofte lyder “Rør ikke ved min pension”. Den nuværende pensionsalder er 62 – flere partier mener, den burde være 60. Emmanuel Macron, der i sit første mandat midt i coronaepidemien måtte opgive sine planer om pensionsændringer, satser på 65 over en tiårig periode.
Når så hertil kommer krigen i Ukraine og deraf følgende energikrise, inflation og prisstigninger, der gør det ret svært for mange at betale regninger og bare få enderne til at mødes, og ydermere klimakrisen, der har sat sit præg på Frankrig henover sommeren, så er der brug for alle gode viljer til dialog, forlig og “lad os komme videre” og finde resultater, vi kan enes om.
Man må sige, at landets præsident Emmanuel Macron heller ikke har holdt sig tilbage. Han satser på sin pensionsreform. I 2027 er det slut med at være præsident, så eftermælet – resultatet af hans to gange fem år – skal der slås for NU.
Selv er han ikke i tvivl – pensionsreformen er helt nødvendig for at sikre det franske velfærdssystem, den skal gennemføres. Det er langt fra den samme reform, som den, der blev præsenteret i 2017 – den er mere forsigtig, udvandet – men indeholder altså tallet, der kan få sindene i kog – 65. Lunten er tændt: “Hvad bilder han sig ind, skal han nu igen regere fra det høje hen over hovederne på folk! Han lytter ikke til folk.”
NU ER DET IKKE præsidenten, det som sådan vil gå ud over. Han sidder, hvor han sidder for fem år. Det er snarere ministerpræsident Elisabeth Borne, der står i skudlinjen.
Spændingerne blev ikke mindre, da præsidenten ikke nøjedes med at lancere pensionsalder 65, men også ville have en hurtig afvikling – med den berømte artikel 49,3. Præsidenten kan bruge denne artikel og gå uden om debat, men blot vedtage forslaget, hvis Forsamlingen blokerer, og man ikke kan komme længere. Som præsidenten bramfrit udtrykte det: “Om 3 måneder eller 6 måneder vil diskussionen være den samme, det er nødvendigt hurtigt at få orden på budgettet.”
Reaktionen lod da heller ikke vente på sig. Brugte han artikel 49,3, ville regeringen blive udsat for et mistillidsvotum og risikere at falde. Macrons svar lød prompte: Skulle et mistillidsvotum sejre, ville han straks opløse Nationalforsamlingen.
Med andre ord – så skulle Frankrig igen til valg.
Præsident Emmanuel Macron spillede højt spil med sin spontane udmelding. Var hans temperament løbet af med ham? Nogen har i hvert fald forsøgt at dæmpe ham ned, måske Elisabeth Borne, hvis regeringsliv for alvor er i fare. Kort efter blev det meddelt, at regeringen frem til jul ville diskutere – dialogere – “concerter” – konsultere med alle parter for at finde frem til enighed om pensionsreformerne.
HUS forbi – LFI – la France Insoumise – med 84 pladser i Nationalforsamlingen erklærede med det samme, at de ikke ville deltage i endnu en farce, hvor man ikke lyttede til dem, men blot gentog egne meninger. Det havde de fået nok af, det var spild af tid. Så meget for dialogen.
Fagforeningerne ville gerne “konsultere”, dog hellere forhandle – men de kunne på forhånd meddele, at 65 år, det var helt og klart NIET!
DEN MEST SPONTANE reaktion kom fra Marine Le Pen – med et ord: “CHICHE” – TOP! Ville Macron opløse Nationalforsamlingen og udskrive valg, var det bare helt i orden.
Rassemblement National – tidligere Front National – havde fået et forrygende valg og var gået fra 3 til 89 medlemmer i Nationalforsamlingen. Marine Le Pen havde ændret partiet fra at være et protestparti til at være et parti langt ude på højrefløjen med et socialt tilpasset program. Nu skulle partiet vise, hvad de i praksis kunne og stod for.
5. oktober 2022 kunne partiet fejre sine 50 år – det var så også en lejlighed til at minde om, hvor langt ude til højre, stifterne af partiet havde været. Jean-Marie Le Pen var ikke inviteret med til fejringen. Datteren Marine Le Pan havde brug for mere tid til at renskure partiet. Så, det var godt nok ”Chiche” – men udfaldet af et hurtigt valg var langt fra sikkert, det kunne give bagslag – vælgerne var i den gang trætte af politik og valgurner.
Venstrefløjen, der kom ind i Nationalforsamlingen i valgkoalitionen NUPES – bestående af den yderste radikale venstrefløj LFI, socialister, de grønne og kommunistpartiet har allerede måttet se koalitionen slå revner. Det var forudset, det ville ske, men ikke så meget, som det blev tilfældet internt i partierne – bortset fra kommunistpartiet.
DE UKUELIGE – LFI – La France Insoumise måtte se deres ubestridte leder Jean-Luc Mélenchon træde i spinaten, da han roste Adrien Quatennens for modet til at træde tilbage fra sine tillidshverv, men dog forblive medlem af Nationalforsamlingen efter beskyldninger om voldelig opførsel mod sin hustru. Mélenchon, som i den grad offentligt har gjort sig til talsmand for ligestilling og mod vold, kom uheldigt af sted, da han kun roste Adrien, men totalt glemte at nævne hustruen, det var gået ud over. Den går ikke i La France Insoumise. Internt stod de splittede tilbage.
Det var heller ikke godt for de Grønne, at kvinden, der var gruppeleder af partimedlemmerne i Nationalforsamlingen, angreb sin mandlige pendant for at have udøvet psykisk vold mod kvinder, han havde levet sammen med. Også han trak sig fra tillidsposter, men forblev medlem af Nationalforsamlingen. Tilbage stod endnu et splittet parti.
Socialistpartiet var også i opbrud og delt i fraktioner. Adskillige grupperinger kritiserede fortsat, de, der gik med til NUPES koalitionen. Skulle det komme til, at Nationalforsamlingen ville blive opløst og nyvalg udskrevet, ville ingen af de ovennævnte partier være sikre på at gå frem, snarere yderligere tilbage.
Det samme gælder for det store gamle højreparti LR, det Republikanske parti. De er allerede minimeret til bare 61 pladser. Et nyvalg ville ikke gavne dem. Republikanerne burde i princippet kunne stemme for Macrons pensionsreform, da den ligger tæt op ad et forslag, de selv tidligere er kommet med. Foreløbig er Macron dog officielt manden at bekæmpe.
MACRON SELV HAR IKKE sat tempoet ned. Han er at finde over alt – og ikke mindst på den internationale scene på forreste række. “Den mand kan forføre en stol, alle vil i kontakt med ham”, skrev forfatteren Emmanuel Carrère efter at have fulgt Macron i en uge i 2017.
Man kan ikke påstå Macrons forførelseskunst har virket på franskmændene. De lader sig nu heller ikke forføre i lang tid ad gangen. Forventningerne er altid enorme, skuffelsen ditto, følgende scenarie er demonstrationer på gader og stræder.
Macron er på posten til 2027 – det ville være en fejlbedømmelse af manden at tro, han forholder sig rolig og undlader at bruge denne såkaldte berømte/berygtede forførelseskunst, der er del af hans DNA.
“Un homme politique n’analyse pas une situation, il la transforme” – en politiker analyserer ikke en situation, han ændrer den, sagde præsident François Mitterrand. Også Mitterrand mistede sin popularitet, men genvandt den i løbet af de 14 år, han var ved magten.
Så mens skænderierne fortsatte i Nationalforsamlingen, og demonstrationerne blev lovet landet over, så var Emmanuel Macron som initiativtager i Prag, hvor 44 europæiske ledere 6. oktober var inviterede for at vise, Europa på trods af meningsforskelle kan stå sammen i vanskelige tider. Et historisk billede blev der sagt om det traditionelle familiefoto. Symbolpolitik lød kritikken – men ikke helt ueffent, når en situation skal ændres for en politiker i strid modvind. Symboler er nu engang del af den franske selvforståelse.
OG DET SKULLE DEN kommunistiske fagforening CGT komme til at udnytte helt og fuldt. Selv med nedadgående medlemstal i et land, hvor fagforeninger ligger under 10%, var CGT i stand til at vise sin styrke og lamme landet. Symbolet stod klart – lyt til os ellers …
Metoden var den kendte – helt enkelt blev der gennemført omfattende strejker på raffinaderier og benzindepoter. Landet gik i stå – alle måtte vente i timevis ved benzinstationerne for at tanke op. Alligevel var der som altid en forståelse for retten til at strejke og demonstrere.
I et land hvor 5 millioner må leve for 1000 euro om måneden, og funktionærerne ikke har fået deres løn justeret for alvor i over ti år, er der fuld forståelse for, at man må reagere, når en topchef får uhyrlig stor ekstra løn, mens kæmpeoverskuddet ved de stigende energipriser, ikke kommer medarbejderne til gode. Regeringen lagde efter uger pres på ledelsen, men som den forsvarede sig, kunne man ikke blande sig i private firmaers lønforhandlinger. Til sidst måtte regeringen sætte politi og gendarmer ind og få indkaldt ansatte til at få gang i forsyningerne igen. Ledelsen gav sig – det blev til 7% mere i løn hos TotalEnergies. CGT ønskede 10% – så den hårde kerne fortsatte strejkerne lidt endnu.
Franskmændene var ved at få nok – det var ikke kun husholdningsbudgettet, der var ved at være tyndslidt med stigende priser, stemningen var nedadgående, kritikken af regering og ikke mindst præsidenten opadgående.
Demonstrationerne tog til – men det blev ikke til det helt store gennembrud, hverken for den længe annoncerede 16. oktober demonstration arrangeret af den yderste venstrefløjs leder Jean-Luc Mélenchon eller for CGT’s demonstrationer.
Ministerpræsident Elisabeth Borne – naturligvis i samråd med præsident Macron – gennemførte ikke mindre end 3 gange artikel 49,3 for at få styr på statsbudgetterne. Hver gang resulterede det i et mistillidsvotum, som der ikke var flertal for. Gemytterne var igen i kog.
EN ALVORLIG men viljefast Emmanuel Macron lod sig interviewe på FR2 tv. Han var den beskyttende landsfader: “Sammen klarer vi også dette.” Han var pædagogen, der omhyggeligt og omstændeligt fremlagde de økonomiske beregninger og de mange positive ting, regeringen havde gennemført for at bringe franskmændene gennem krisen.
Han var den viljefaste præsident, der endnu engang slog fast, at pensionsreformerne var nødvendige – og endelig var han den absolut vrede præsident, der kaldte Nupes – sammenslutningen af det yderste venstre, socialister, kommunister og de grønne for en “barok koalition”:
“Jeg har hørt hr. Mélenchon triumferende erklære, “vi var bare 50 stemmer fra at få regeringen til at falde”, men hvem er vi?” “Nupes sammen med det yderste højre, Rassemblement National, Marine Le Pen’s parti. “Alliance des extrèmes” – det yderste venstre sammen med det yderste højre!”
“Jeg tænker på vælgerne, der har stemt på de grønne eller socialisterne, og som nu ser et samarbejde med Marine Le Pen. Det er kynisk og kan kun føre til uroligheder.” Reaktionerne lod naturligvis ikke vente på sig. “Det var regeringen, der var brutal og kynisk,” lød det fra De Ukuelige. Dagen efter var det Elisabeth Borne for tredje gang tog artikel 49,3 i brug – og det skulle ikke blive sidste gang i år.
Jo, det er alvor. Forude henimod slutningen af året venter de endelige forhandlinger om pensionsreformerne. Gadens parlament vil stå klar. Demonstrationerne forventes at blive ret så omfattende.
Én politiker er smilende, afslappet og har tilsyneladende stigende popularitet – Marine Le Pen.
