Frankrig har fået ny regering. Begejstringen er til at overse, og den spås en kort levetid.
Af Lally Hoffmann
67 dage efter valget, 15 dage efter Michel Barnier blev udnævnt til ministerpræsident, foreligger så endelig en regering. Den umiddelbare reaktion var ”Tout ça pour ça”– alt det for det resultat.
Macrons overraskende opløsning af Nationalforsamlingen, en første valgrunde, hvor det yderste højre Rassemblement National får flest stemmer, anden valgrunde, hvor venstrekoalitionen samlet får flest stemmer, og hvor politikere samarbejder, trækker sig eller stemmer på modparten for at undgå, at Marine Le Pens parti går hen og vinder valget. Ingen får absolut flertal.
Og nu, hvem sidder så i den ny regering? De to partier, der gik tilbage ved valget – Macrons parti Ensemble og Les Républicains, det konservative traditionelle højre.
”C’est la politique!” – sådan er politik, lyder det fra tv-studierne, hvor mangen en kommentator trækker på skuldrene. Andre fortæller farverigt om båden, der hælder til højre, faktisk helt til højre, så den må gå ned. Både kræver ligevægt.
Det var en rolig Michel Barnier, der søndag aften lod sig interviewe i den store nyhedsudsendelse på France 2. ”Tiden er til handling, ikke bare til kommunikation. Vi skal være praktiske og opnå resultater. Kompromis er den eneste vej fremad, og det haster.”
Barnier er fuldt ud klar over, hvilken opposition, han er op imod. Det ville også være vanskeligt andet. ”Der var udsigt til et mistillidsvotum, inden jeg overhovedet havde åbnet munden. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke har tumlet rundt for at få den her stilling som ministerpræsident.” Med andre ord, bliver det for broget, kan han sige farvel og tak.
Og broget er det. Nu sidder han med en regering på i alt 39 ministre og statssekretærer, mange unge og uprøvede. Macrons parti har de fleste ministerposter, men den højrefløj, der ikke har været samarbejdsvillige siden Macrons genvalg i 2022, er nu med, f.eks. på den vigtige post som indenrigsminister.
Senator Bruno Retailleau er en erfaren herre, tilhørende den meget konservative katolske del af Republikanerne. Stor kritiker af Macron, hård på immigrationsspørgsmål, imod ægteskab for homoseksuelle og imod optagelsen af retten til abort i den franske Forfatning. Ved tiltrædelsen som indenrigsminister, ansvarlig for sikkerhed, beskrev han sin politik med tre ord: c’est rétablir l’ordre, c’est rétablir l’ordre et c’est rétablir l’ordre – at genskabe orden og sikkerhed.
En eneste ny minister kommer fra venstrefløjen, justitsminister Didier Migaud. Han trak sig som aktiv politiker i 2010 og kravlede opad i statsapparatet til ledende stillinger, der overvåger statens finansieringer og overholdelse af regler. Han er også erfaren – 75 år.
Det har ikke været en nem opgave for Barnier at samle en regering. Venstrefløjen meldte fra. Venstrefløjspartiet La France Insoumise – de ukuelige – meldte ikke kun om et mistillidsvotum, men har også sat en forespørgsel i Forfatningsrådet i gang for at få afsat Macron. Det sker næppe, men forespørgslen behandles.
Socialistpartiet står delt, men ingen ville i regering. Heller ikke fra centrumspartierne. Alle, der sigter mod præsidentvalget i 2027, hvor Macron ikke kan genopstille, kunne ikke se en fordel i at indgå i en regering, der kunne få en levetid på uger, måneder og ikke ret meget mere. Det var sikrere at langtidsplanlægge egen karriere.
Michel Barnier forsøgte søndag aften at berolige. Nej, skatterne kommer ikke til at stige for franskmændene, men penge skal findes, så de meget rige og store firmaer kan komme til bøde. Ja, der skal spares, så statens budgetter skal ses efter. Ja, der skal ses på pensionsreglerne, de kan blive bedre, og fagforeninger skal tages med på råd. Ja, der skal satses på undervisning og på sundhedsprogrammer. Immigration skal behandles med ”fasthed og humanisme”.
Allerede 1. oktober skal Michel Barnier fremlægge regeringens program – og ikke mindst linjerne for statsbudgettet for 2025. Frankrigs underskud på betalingsbalancen nærmer sig 5,5 pct., hvor EU kun tillader 3 pct. – og der er allerede kommet advarsler fra EU. Spares skal der, men hvor og hvordan?
Mistillidsvotum er parat på venstrefløjen, men hvad med Marine Le Pens parti? Der kommer konstante stikpiller fra partiet, og hvis de to grupperinger bliver enige om et mistillidsvotum, er Barnier regeringen i fare.
Præsident Macron har brug for Barnier. Med den højredrejning der nu er på plads, kan Marine Le Pen ikke være helt utilfreds heller og har så i øvrigt tid til at forberede næste valg.
Det bliver langt fra rolige dage i Nationalforsamlingen – og formentlig heller ikke på gaderne. Fagforeningerne varmer op – og mon ikke demonstrationerne følger efter?
