I påsken skulle vi med til det første – og på papiret sidste – byggemøde ’sur place’ i vores sydfranske landsbyhus, som er midt i renoveringen. Mødet kom til at handle om alt muligt, vi ikke havde forestillet os, ligesom turen også endte med en genopdagelse af en hvidvinsdrue, som vi ellers havde afskrevet.
Klummen skrives af Morten J. Stald (konsulent) & Morten Brink Iwersen (journalist)
Det var ikke planlagt. Men trafikken ville, at vi endte med en overnatning i landsbyen Condrieu i Rhônedalen lige syd for Lyon. Vi var på vej ned til Languedoc. På vej til et længe ventet byggemøde og allerførste besigtigelse af vores hus, som nu har været under restaurering i fem måneder. Den oplevelse skal vi nok komme til, men nu var vi altså endt i Condrieu, fordi hotellet så dejligt ud, beliggende under de grønne plataner på kanten af Rhône-floden, og fordi det var årets første forårsdag.
Condrieu er også appellationsby for vinen på den grønne drue Viognier. Det vidste vi godt, men havde aldrig besøgt selve landsbyen – vi havde altid prioriteret de røde naboer Côte Rotie og Hermitage på vores utallige ture igennem Rhônedalen.
I Condrieu laver de kun hvidvin. Der er knap 200 hektar fordelt på små terrasser, som hurtigt hæver sig stejlt over floden. Efter ankomsten gik vi en tur i vinmarkerne. Solen varmede, fuglene sang, og knopperne på Viognier-stokkene stod på spring.
Viognier var nærmest ved at forsvinde efter Anden Verdenskrig. Kun 14 hektar stod tilbage på de stejle terrasser, resten var opgivet, for der var flere penge at tjene inde på fabrikkerne i Lyon eller ved at sælge kirsebær i løs vægt, som var Nordrhônes helt store artikel, dengang toldmure og transportomkostninger stadig talte i regnskabet. Og Viognier fandtes ingen andre steder i verden på det tidspunkt.
Men i 80’erne vendte nedgangen heldigvis med den fornyede interesse for Nordrhône. Condrieus terrasser blev genplantet. I dag er Condrieu chic og tilsvarende dyr, men der er andre vinøse kilder, hvis man vil smage – særligt fra det sydlige Rhône, Ardeche og ikke mindst Languedoc – der alle har taget druen til sig.
Vores erfaringer med Viognier kommer mest fra Languedoc, hvor druen blev plantet i vildskab i de glade 00’ere. I de første år var vi blæst bagover! Sikken eksplosion af abrikos og tropisk frugt, sikken bredskuldret sag, der slet ikke mindede om noget andet fra regionen. I en årrække drak vi en del Viognier, men vores smag ændrede sig væk fra 00’ernes jagt på mere power og alkohol, en jagt der ikke gjorde noget godt for Viognier, der i forvejen ikke har meget syre. Det blev simpelthen for klodset og voldsomt.
Ostebrættets wingman
Siden har vi undgået druen, men her i Condrieus vinmarker fik vi lyst til at gensmage noget Viognier. Vi havde heldigvis bestilt bord på byens lille bistro, Comptoir 1940, som bestemt både var hyggelig og serverede god mad, men bedst af alt var glaskortet, hvor vi fik mulighed for at smage forskelligt op mod hinanden – blandt andet en Condrieu fra netop det terroir, som vi lige havde gået igennem bag byen; L’Arbuel. Først var vinen diskret. Stor krop, bevares, men den gav ikke meget fra sig. Saint Joseph’en, der er nabo-appellation, og som vi til sammenligning havde i glasset ved siden af, var en meget mere interessant vin. Lige indtil der kom fisk på bordet. Så byttede de roller.
Da vi kom til Comptoir 1940’s totalt blærede ostebræt, der udelukkende bestod af oste fra byens nære omegn, vågnede Condrieuen helt op og ryddede bordet blandt alle vores syv forskellige glas. Nu var der syre, mineralitet og dyb gylden frugt for alle pengene. Og Saint Joseph’en? Den var sat totalt skakmat.
Glastagets glæder
Næste morgen truede sorte skyer. Vi drønede mod syd, glade og med en god smag i munden, inden regnen skulle komme. Da vi endelig nåede landsbyen, holdt der, til vores store forbløffelse, en håndværkerbil uden for huset til trods for, at det var lørdag eftermiddag! Det var smeden, der havde bygget vores nye glastag, som skulle åbne husets gamle lysskakt op (Se klummen ’Husrenovering på afstand’). Nu skulle de sidste ruder i, inden påskens annoncerede skybrud tog fart. Det undrede os, at der ikke var glas i for længst, men vi stod loyalt og heppede, da den sidste rude kom på plads.
Sammen betragtede vi (kunst)værket, imens de første dråber faldt. Løsningen lignede en million. Husets sorte midte var forvandlet til et centrum badet i lys – selv nu, hvor himlen var sort. Smeden var også selv ret stolt og spurgte troskyldigt, om han måtte hænge sit firmaskilt op ude på husets facade. Selvfølgelig, jo mere dedikerede håndværkere og jo mere goodwill på bogen, jo bedre arbejde, lød vores indre stemme. Problemet var bare, at alle de andre håndværkere også havde sat deres skilte op, så nu var der kun plads på den franske altan på første sal. Imens smeden og hans assistent fik sat deres farverige skilt op – der i mellemtiden var blevet til et regulært banner – havde vi travlt med at tømme vores lejede varevogn for møbler, vi havde samlet i Danmark, til et af husets få værelser, som ikke havde været under renoveringskniven, men som alligevel var totalt støvet.
Næste morgen var vi tilbage i huset, nu med arkitekten, der har været byggeleder igennem hele processen. Nu i silende regn. Ideen var at gennemgå alle rum systematisk fra entré og indad, inden det store byggemøde ugen efter, men vi kunne alligevel ikke nære os med at begynde i patioen under det smukke glastag. For regnen hamrede uhæmmet, og det dryppede ind fire steder. Problemet blev kompliceret af, at der var to leverandører til konstruktionen. Zinktagrenden var bygget af et mureren, og jernkonstruktionen og glasset var konstrueret af dem med banneret ude på den franske altan, som vi mødte dagen før.
Selvom det var en gigantisk humørdæmper, sagde fornuften os, at det var godt, at vi oplevede det med det samme – og sammen med arkitekten. Det er i sådanne situationer at en (fransk)talende byggeleder er guld værd, blev vi enige med os selv om, da vi spiste frokosten på byens bar hos Vanessa, som bød familiært velkommen, og pudsigt nok serverede Viognier fra Ardeche på glas til dagens dejlige retter: rokkevinge med brunet smør og kapers og løgtærte med ansjoser. Glæden var stor, og vinen var bedre end ventet (vi måtte simpelthen have fået smag for den drue!). Gennemgangen af resten af huset havde heldigvis været, som vi havde drømt om og håbet på. De manglende overraskelser skyldes arkitektens systematiske tilgang, for hun havde fra begyndelsen fodret os med en rapport og 10-20 billeder hver eneste torsdag samt fulgt op med Zoom møder et par gange om måneden.
Alligevel var der 100 detaljer, som vi skulle tage stilling til, og hvor Zoom og billeder bare ikke duer. Hvilke vægge skulle pudses op og hvilke skulle stå mere råt tilbage, hvor man kan se konjunkturerne af stenene? Metallet på vandhanerne? Sten eller komposit som bund i brusekabinerne? Hvilken vask ville vi have i badeværelset? Og i køkkenet? Egentlig troede vi ikke, at vi havde meninger om den slags. At det bare var noget, der var der. Men efter et par ture til byggemarkeder i Béziers var det åbenlyst, at vi havde endog meget stærke holdninger til materialerne, og at kvalitetsforskellene var gigantiske. Et helt nyt univers åbnede sig brutalt for os, alt imens budgettet langsomt blev tungere og tungere.
Olietankens endeligt
I dagene, hvor vi kørte frem og tilbage imellem byggemarkeder, vores lejede lejlighed og huset, kunne vi følge med i udviklingen. Og der skete virkelig noget. Der kom gipsplader op. Tidsplanens problembarn, den 1.500 liter store olietank, som skulle fjernes og destrueres af dyrt specialfirma nede fra kysten, som havde syltet opgaven i månedsvis, blev pludselig løst. En dag kom pludselig en stor mand og tømte tanken, skar den i småstykker og kørte den væk den næste dag, alt sammen mens han røg en masse smøger. Endelig var vores nye stue, som før bestod af fyrrum, den navnkundige olietank der altid havde afgivet en svag lugt af tankstation, gangareal, pulterkammer og en lukket trappe, ryddet og var blevet til ét helt rum. Regnen var endda holdt op, og lyset strømmede ind ad den nye, dobbelt så store havedør. Sikke et rum.
Nogle dage efter afholdt vi det ugentlige byggemøde. Det startede præcis kl. 09.30, hvilket kom lidt bag på os. Men det gjorde det altså, de fleste af håndværkerne var mødt op, og nu startede den store tur, hvor alle gerne ville forklare og spørge les propriétaires. Elektrikeren ville vide, hvor lamperne skulle hænge – et lidt kompliceret spørgsmål, da vi endnu ikke havde alle møbler, (og slet ikke alle lamper) og huset stadig var en byggeplads. Men vi fik sjusset os frem til nogle steder, ligesom vi fik fjernet en række udtag til et helt utroligt stort antal væghængte lamper – til stor undren for håndværkere og arkitekten. Hvorfor er franskmændene bare så vilde med væglamper? Hvad med farvetone på facade og vægge indendørs?
Mureren havde på pædagogisk vis klasket nogle prøver op på en mur og skrevet farvekoden med en finger, så vi kunne vælge inden for det felt, som vi i samråd med arkitekten på forhånd havde defineret. Det var en god ting. Især det med koden, for mureren selv var farveblind, så han var kommet til at bruge en lidt for fersken-pang-farvet tone til småreparationer i lysskakten. Heldigvis kunne han grine ad det og lovede at udbedre det.
Fest for træsorter
Så var det snedkerens tur. Hvor skulle dørene være? Vi havde insisteret på at genbruge husets gamle døre, men nu kunne vi godt se, at det så lidt underligt ud, at der ikke var to ens. Skulle de gamle skabslåger males i den blågrå farve, som vi på forhånd havde besluttet os for, at alt træ skulle holdes i? Vi kom i tvivl. Dørene, ja. Men skabslågerne?
Snedkeren havde nænsomt fået den gamle maling af, og de stod uendelig smukt i rent træ. Vi endte med at lade være – også selvom husets træsorter stikker i lidt… forskellige retninger. De gamle låger viste sig at være lokalt kastanjetræ, trappetrinene på den fine Sarrasine-trappe (se forrige klumme) ender med at blive en rest Douglasfyrretræ, som vi havde nuppet fra et gammelt gulv i Jylland, parketgulvet på første sal bliver egetræ, og det væghængte reolsystem på det nye kontor er et smukt arvestykke i mørk Rio-palisander. Vi må se, om den indre harmoni opstår, eller vi skal male noget af det.
Den eneste ærgerlige oplevelse var damen fra brændeovnsfirmaet, som også dukkede op til byggemødet. Hun kunne konstatere, at ovnen skulle stå noget mere centralt i køkkenet end vist på tegningerne. Ellers kunne røgen ikke komme op igennem den eksisterende skorsten, forklarede hun. Røg kan åbenbart ikke lide vinkler. Den detalje kom bag på os og arkitekten, og det betyder, at vores nyindkøbte, antikke plankebord og slagbænk nok kommer i pladsproblemer.
Nu må vi se. Arkitekten lovede, at de ville rykke brændeovnen ’så langt som muligt’. Hun er altid så dejlig optimistisk. Også med det utætte glastag.
Til gengæld var hun ikke længere så sikker på tidsplanen. Dels havde alt bare taget længere tid. Dels havde vi tilvalgt et skur i haven og en række andre småting, som ikke forkortede projektet. Sommerferien ville nok blive taget ’lidt’ i brug, som hun så diplomatisk formulerede det.
Vi sad og pustede ud i en vinbar i Orléans, efter at have vendt varevognen nordover. Trætte, overvældede, men glade for at opleve huset, processen og ikke mindst byggemødet, som måske alligevel ikke blev det sidste. Der var Viognier i glasset. Fra Condrieu. Det bliver heller ikke sidste gang.
PS: har du lyst til at følge restaureringsprojektet tættere og se flere billeder, samler vi løbende op på Instagram kontoen maisondevillage2023.
